Foto: Efter en pogrom i Fastiv, Ukraine, 1919

 

Den anti-jødiske vold der bredte sig under den russiske borgerkrig var af et hidtil uset omfang – selv konservative skøn sætter antallet af døde til over 50.000. Det meste af volden blev begået af de nationalistiske hære, der opstod under det gamle zaristiske regimes sammenbrud, og som også fremstillede den bolsjevikiske regering efter revolutionen som ”kosmopolitisk” og fremmed.

 

Historikeren Brendan McGeever viser imidlertid i sin nye bog, ”Antisemitism and the Russian Revolution”, at antisemitisme ikke var begrænset til monarkistiske eller nationalistiske kredse – eller bare et efterladenskab fra zarismen. Der er snarere tale om, at antisemitisk had mod ”fremmede” også var udbredt blandt dele af bønderne og arbejderklassen, hvor det inkorporerede en særlig populistisk fortælling, der udviskede skellet mellem ”spekulanten” og ”jøden”.

 

Efter længe kun at have forbundet pogromer med zarregimet begyndte sovjetstaten i sommeren 1918 sin egen målrettede kampagne mod antisemitismen. Men som McGeever viser det, kom impulsen til aktivt at tage problemet op helt fundamentalt ud fra ikke-bolsjevikiske, jødiske socialisters initiativ, hvor de krævede, at staten greb ind over for de pogromer, der blev begået selv af enheder fra Den Røde Hær.

 

David Broder talte med McGeever om de russiske socialdemokraters historiske modstand mod antisemitismen, om de jødiske socialisters rolle i bekæmpelsen af pogromer under Borgerkrigen og om hvad volden i den perioder kan fortælle os om forholdet mellem socialistisk politik og antiracisme.

 

DB: Hvorfor ville du skrive en bog om antisemitismen i en russiske revolution?

 

BM: Projektet opstod først ud fra en serie af samtaler om race og klasse med historikeren og sociologen Satnam Virdee (fra University of Glasgow), der på det tidspunkt var min ph.d.-vejleder. Helt generelt ville jeg skrive en afhandling om, hvordan marxistiske politiske grupperinger havde håndteret spørgsmålene om race og raceidentitet, og det var Satnam, der først foreslog, at jeg overvejede at se på antisemitismen under den russiske revolution som objekt for analysen. Bogen voksede ud af det projekt. Den forsøger to ting.

 

For det første undersøges den til tider eksplosive vekselvirkning mellem antisemitismen og den revolutionære proces. Da Bolsjevikkerne kom til magten i 1917, bebudede de, som vi ved, en omstyrtning af en verden, der var mærket af udbytning og undertrykkelse. Men under forløbet af selve revolutionen blev disse slagord sat på prøve, da antisemitiske pogromer fejede hen over det tidligere jødiske bosættelsesområde. Pogromerne satte grundlæggende spørgsmål ved det bolsjevikiske projekt og afslørede antisemitismens dybe rødder i dele af arbejderklassen, landbefolkningen og Den Røde Hær. Til Lenins og partiledelsens forfærdelse deltog Den Røde Hær i volden i forskellige dele af det vestlige grænseland. Bogen studerer disse pogromer begået af Den Røde Hær nærmere, og undervejs prøver den at sige noget om, hvordan en klasse kan blive optaget af raceidentitet under en krise.

 

For det andet undersøger den, hvordan Bolsjevikkerne reagerede på denne krise. Da den sovjetiske regering konfronterede antisemitismen, var det en antisemitisme der havde fået fat i selve den revolutionære bevægelse. Derfor stiller den spørgsmålet: Hvordan blev spørgsmålet om antisemitisme inden for arbejderklassen og Den Røde Hær håndteret – teoretisk og politisk? Jeg argumenterer, i modsætning til den gældende forståelse, for at den sovjetiske reaktion ikke blev ledet af partiledelsen, som det ofte antages, men af en løst sammensat gruppe af aktivister, der var mobiliseret omkring en jødisk politisk forståelse inden for sovjetstatens apparat. Så bogen prøver også at afdække en fortælling om en antiracistisk praksis i den marxistiske historie.

 

DB: Du beskriver opsigtsvækkende denne periode som vidne til ”det mest brutale angreb på jødisk liv i den moderne historie før Holocaust.” Kan du give os en fornemmelse for omfanget af den antisemitiske vold under Borgerkrigen og hvordan den var i sammenligning med de to bølger af pogromer, der fandt sted i den sidste del af zartiden? Var den mest drevet frem af de kontrarevolutionære styrker?

 

BM: Den største del af pogromerne under Borgerkrigen blev uden tvivl begået af anti-bolsjevikiske, kontrarevolutionære styrker. Den jiddische videnskabsmand Nahum Gergel har i sin klassiske afhandling fra 1928 regnet ud, at den største del af grusomhederne blev begået af Petliuras (ukrainer, anti-bolsjevik) og Denikins (”Hvide”) hære (der begik henholdsvis 40% og 17,2% af alle pogromerne). Så det er med god grund, at mange sætter lighedstegn mellem pogromer og ”kontrarevolution”. Det er bare ikke hele historien. Gergel anslog også, at omkring en tiendedel af pogromerne blev begået af Den Røde Hær. Min bog undersøger, hvorfor antisemitismen manifesterede sig inden for den revolutionære bevægelse, og det fundamentale spørgsmål den stiller ved Bolsjevikkernes antiracistiske strategi.

 

Det er vigtigt at tilføje, at pogromerne under Borgerkrigen fra 1917 – 1921 ikke udgjorde den første, men den tredje bølge af antijødisk vold i den moderne russiske historie. Den første kom efter mordet på Zar Alexander II og fandt sted i de to år fra 1881 – 1883. Den var et virkeligt vendepunkt i de moderne østeuropæiske jøders historie og kom til at bane vej for den senere grundlæggelse af en række jødiske socialistiske projekter, fra jiddischpræget Bund’isme til marxistisk zionisme. Den anden bølge af pogromer startede i Kishinev i 1903 og fortsatte helt op til kulminationen af revolutionen i 1905. Hver af disse bølger var uden fortilfælde, ikke bare i omfang, men i den måde de forvandlede det russisk-jødiske liv.

 

Den anti-jødiske vold under Borgerkrigen var imidlertid af en anden karakter. Den begyndte i de første uger af 1918, og pogromerne fortsatte gennem hele Borgerkrigen – de nåede et katastrofalt højdepunkt i 1919, men varede videre ind i 1920erne. Ukraine var omdrejningspunktet for grusomhederne, men de bredte sig ud over hele det tidligere jødiske bosættelsesområde. Det var det voldsomste angreb på det jødiske liv i den moderne historie før Holocaust. Konservative skøn anslår antallet af dræbte til 50.000 – 60.000, men det virkelige antal oversteg sandsynligvis 100.000; nogle sovjetiske embedsmænd regnede med, at helt op til 200.000 kan være omkommet. Det vides med sikkerhed, at der fandt mindst 2.000 pogromer sted under den revolutionære periode. Under blodbadet flygtede hundrede tusinder af jøder vestpå, over en halv million blev fordrevet, og mange flere blev efterladt sårede og udplyndrede. Den russiske revolution, der var en tid for uafhængighed og frigørelse, blev for mange jøder ledsaget af racevold i et hidtil uset omfang.

 

DB: Hvilken rolle spillede Bolsjevikkerne før 1917, for eksempel under revolutionen i 1905, i kampen mod den folkeligt udbredte antisemitisme?

 

BM: Da Bolsjevikkerne reagerede på antisemitismen i 1917, drog de på erfaringen fra tre årtiers revolutionær konfrontation med voldelig jødeforfølgelse. Det var en kompliceret erfaring. I 1881 omfavnede nogle af de russiske ”populister” (Narodnikerne) pogromerne som en ”vækkelse” af bøndernes revolutionære potentiale. Populisternes agrarisk prægede klasseanalyse – der placerede massen af bønder som bærerne af grundlæggende værdier så som moralsk renhed, integritet og sandhed – viste sig at være tvivlsom når den stod over for antisemitisk massevold nedefra. Selvom de sjældent blev set som et ønskværdigt endemål, blev pogromerne ikke desto mindre budt velkomne af nogle af populisterne som et nødvendigt middel i skabelsen af en mere ”udviklet” social bevægelse. De håbede på, at pogromerne ville feje alle ”udbytterne” væk, ikke bare ”jøderne”.

 

Ved århundredeskiftet foretog de russiske socialdemokrater et afgørende brud med populisternes stiltiende accept af det voldelige jødehad. Den socialdemokratiske vending mod proletariatet nødvendiggjorde til dels en afstandtagen fra bøndernes antisemitiske værdier. Dette blev understreget på den berygtede Anden Kongres i det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDLP) i 1903. Midt under de bitre modsætninger, der førte til at Bund trak sig ud, og partiet blev splittet i Mensjevik- og Bolsjevik-fraktionerne, vedtog Kongressen énstemmigt et forslag om at fordømme pogromen i Kishinev, der havde fundet sted blot få uger forinden. Som jeg før har nævnt, markerede det begyndelsen på den anden eksplosive bølge af pogromer, der varede helt til 1906.

 

I disse år hvor den nye republik blev grundlagt, praktiserede Bolsjevikkerne, som alle russiske socialdemokrater, ”enhedsfrontens” politik i deres konfrontation med antisemitismen i grænselandet til det jødiske bosættelsesområde og de vigtigste byer i Ruslands ”indre”. Bolsjevikkerne dannede strategiske alliancer med andre revolutionære (jødiske og ikke-jødiske) for at konfrontere truslen om antijødisk vold og dens virkeliggørelse.

 

Der var imidlertid også dem, der var utilfredse med den socialdemokratiske reaktion på antisemitismen i 1905. Mens Bolsjevikkerne regelmæssigt påpegede det zaristiske regimes medskyld i bølgen af pogromer omkring 1905, var de til tider tavse om arbejderes deltagelse i volden. Det førte til en bitter strid mellem ledelsen af Bund og Lenin. Antisemitismens tilstedeværelse inden for dele af arbejderklassen stillede et helt sæt vanskelige spørgsmål ved den antiracistiske praksis.

 

I mindre og større byer i Donbass-regionen aflyste socialdemokraterne, som Charters Wynn har påvist det, ofte 1. maj og andre lignende demonstrationer (ofte på trods af ugers agitation og uddeling af løbesedler) af frygt for at en politisk aktion fra arbejderklassen ville udløse vold mod jøderne. Det skyldtes primært det faktum, at de samme arbejdere, der strejkede for bedre arbejdsbetingelser, blot fireogtyve timer senere kunne deltage i voldelige pogromer. Socialdemokraterne var helt klar over det, og kunne ofte se sig selv i en position, hvor de måtte dæmpe arbejderbevægelse af frygt for at fremprovokere en pogrom.

 

Det, at arbejderne kunne gå fra at strejke for bedre arbejdsforhold det ene øjeblik til at deltage i anti-jødisk vold det næste, peger på nødvendigheden af at udvikle en mere nuanceret forståelse af forholdet mellem antisemitisme og klassens udvikling. I min bog tager jeg denne udfordring op og prøver at vise de særlige måder, hvorpå antisemitismen kunne vekselvirke med oppositionelle politiske aktionsformer i det revolutionære Rusland, nogle gange med ødelæggende konsekvenser.

 

DB: Både under og efter Oktoberrevolutionen betegnede den bolsjevikiske propaganda ofte de antisemitiske angreb som blot en form for anti-sovjetisk ”kontrarevolution”, men som tidligere bemærket, begik selv styrker fra Den Røde Hær pogromer og pålagde jøderne kollektiv finansiel afstraffelse. I hvor høj grad kan det simpelt hen skyldes manglen på central kontrol – eller var Bolsjevik-lederne klar over, at det fandt sted og ude af stand til at slå ned på det?

 

BM: Manglen på central kontrol var en nøgleårsag både til forekomsten af antisemitisk vold inden for Den Røde Hær, men også til statens vanskeligheder med at reagere på det. De enheder af Den Røde Hær, der angreb jøder, underkastede sig sjældent den centrale bolsjevikiske myndighed.

 

Pogromerne var et resultat af en dødelig kombination: den politiske magts opløsning under Borgerkrigens kaos og en dybt rodfæstet antisemitisme i den generelle politiske kultur. Det var en antisemitisme, der gik på tværs af de politiske skel.

 

I Ukraine i foråret og sommeren 1919 ønskede mange i Bolsjevikkernes sociale basis en folkelig venstrefløjsregering, der repræsenterede den ”sande bolsjevisme” eller den virkelige ”Sovjetmagt”; magten til ”folket” (narod), til det ”arbejdende folk” (trudiashchiisia). Det var standardbegreber i den revolutionære bolsjevisme, og for partiledelsen var det præcis den slags opfattelser, der var bedst rustet til at skære igennem de antisemitiske fortællinger og vise vejen til klassebevidsthed.

 

I den ukrainske revolutionære sammenhæng kunne begreberne klasse og etnicitet bare ikke så let skilles ad. Alene begreberne ”ukrainer” og ”jøde” indeholdt netop både klassemæssige og etniske overordnede bestemmelser. ”Ukraineren” var en ”oprigtig” og ”ærlig” ”slider”, der brugte sine hænder på ”produktivt” arbejde. ”Jøden” var, ud over at være ”kommunist”, også en ”ikke-arbejder”, en ”spekulant”. Således blev de kategorier, de bolsjevikiske ledere anvendte i deres klasseanalyse – ”borgerlig”, ”slider”, ”folk”, ”udbytter” og ”udbyttede” – på gulvet opfattet i dybt komplekse og racemæssige dimensioner. De revolutionære visioner, der blev fremmanet af radikaliserede bønder i Ukraine, overlappede med og blev kombineret med antisemitisme.

 

Med andre ord blev den revolutionære klasse-diskurs taget op under sociale kampe, der ikke kun var formet af klassemodsætninger, men også af en politiseret opfattelse af etnicitet og særligt antisemitisme. Det var i den sammenhæng kampråb som ”Knus jøderne, længe leve Sovjetmagten!” kunne få så megen medvind inden for Den Røde Hær. Selv om antisemitismen inden for Den Røde Hær havde sit højdepunkt under blot en brøkdel af pogromerne under Borgerkrigen, udgjorde den en alvorlig udfordring af Bolsjevikkernes løfte om at opbygge en verden fri for udbytning og dominans.

 

DB: Du sætter fokus på de pogromer, der blev begået af tropper fra Den Røde Hær i Hlukhiv, og den reaktion, de udløste i foråret 1918 – her bemærker du, at det var ikke-bolsjevikiske socialister, der endelig aftvang Sovjetregeringen en reaktion og dekretet fra juli 1918. Kan du sige noget om hvem de socialister var, og hvordan de fik ørenlyd?

 

BM: I litteraturen om den russiske revolution hævdes det, at kampagnen mod antisemitismen udsprang fra oven og var ledet af Lenin, Trotskij og partiledelsen. Min bog bedømmer det anderledes.

 

Det vi har lært at kende som det ”bolsjevikiske” svar på antisemitismen, var faktisk i det store og hele en gruppe ikke-bolsjevikiske jødiske revolutionæres værk. De var tiltrukket af Sovjetstaten efter Oktoberrevolutionen. Bolsjevismen har uden for enhver tvivl en indbygget modstand mod antisemitismen helt tilbage fra den sene zartid.

 

Men når det kom til at ”virkeliggøre” – i praksis at anvende – den slags standpunkter efter oktober 1917 og op gennem Borgerkrigen, hvilede processen i meget høj grad på en lille gruppe jødiske revolutionæres handlekraft. De var ansatte i det Jødiske Kommissariat og den Jødiske Sektion af Partiet. Det var en bemærkelsesværdig lille forsamling, der til tider blot bestod af en håndfuld enkeltpersoner. De var hverken marxistiske zionister, territorialister eller medlemmer af det Kommunistiske Bund, men disse revolutionære hjalp i praksis med at iværksætte en sovjetisk reaktion på antisemitismen, hvor der ofte ikke var nogen. I 1918 appellerede de gentagne gange til partiledelsen om, at der blev sat gang i en målrettet statslig kampagne mod antisemitismen for at standse Den Røde Hærs pogromer.

 

Stillet over for partiledelsens passivitet iværksatte de deres egne kampagner; de skrev pjecer og stod for en bred vifte af workshops inden for Den Røde Hær og voksenundervisningsgrupper. Der var en sovjetisk reaktion på antisemitismen, men den var ikke af bolsjevikisk oprindelse.

 

Jeg synes, det her siger noget bemærkelsesværdig om, hvordan vi skaber en meningsfuld antiracistisk praksis. Den tidlige sovjetiske modstand mod racismen og antisemitismen bliver bredt forstået som noget, der udsprang af bolsjevismens strømninger for lighed og internationalisme; dvs. fra partiledelsen, for hvem tilknytningen til etnisk oprindelse var svag eller ligefrem ikkeeksisterende. Men så snart det skal overføres til handlingens plan, opdager vi, at den sovjetiske konfrontation med antisemitismen udspringer et helt andet sted fra. Min bog hævder, at det dybest set blev afgjort ved inklusionen i statsapparatet af en løst sammensat gruppe jødiske revolutionære, hvis politik var lige så ”speciel” som den var universel.

 

De der spillede hovedrollerne – Moishe Rafes, Abram Kheifets og David Lipets – havde alle sammen fået en jødisk uddannelse (kheder) som børn, og i deres tidlige ungdom var de blevet optaget i revolutionære organisationer. Født under urolighederne i forbindelse med bølgen af pogromer i 1881 -82 var det en generation, der som unge kom ind i slipstrømmen af et af de mest afgørende vendepunkter i de moderne østeuropæiske jøders historie. Som unge voksne i 1905 befandt de sig midt i kampene om revolution og antisemitisk vold. Deres vej til bolsjevismen blev fint beskrevet af lederen af den Jødiske Sektion af det Russiske Kommunistparti, Avrom Merezhin, i 1921: ”Jødespørgsmålet var den dør, der førte dem til os.”

 

Det var en socialisme, der på én gang var revolutionær, proletarisk og jiddisch, og den var dybt påvirket af antisemitismens aktualitet. Den sovjetiske reaktion på den antisemitisme, der kom frem under Borgerkrigen, var forankret i disse personlige historier og i den jødiske politik, som de kom til udtryk i. Marxistisk zionisme og Bund’isme var måske perifere for den bolsjevikiske magt i Rusland og Ukraine, men de var afgørende for den sovjetiske konfrontation med antisemitismen.

 

Historien om, hvordan verdens første sejrrige marxistiske revolution håndterede antisemitismen, er således intimt forbundet med udviklingen af jødiske kulturelle og nationale projekter, der inddrog jødiske socialister fra diasporaen og ligefrem marxistiske zionister, der midlertidigt afskrev deres forhåbninger om et zionistisk hjemland for i stedet at bidrage til den dybe kulturelle og politiske omvæltning af det jødiske sociale liv i Sovjet Rusland. Jeg hævder, måske noget provokerende, at jo tættere man politisk stod på et jødisk socialistisk-nationalt projekt i den russiske revolutionære sammenhæng, jo mere sandsynligt var det, at man kunne hæve sig op og tage spørgsmålet om antisemitismen op i sin egen politiske praksis. Det vil altså sige, at tilknytning til et jødisk socialistisk-nationalt projekt synes at have banet vejen for en mere pågående form for antiracistisk praksis.

 

Disse dynamikker er ikke forbeholdt jødisk politik. For eksempel viser Eric Blancs værker, at en effektiv antikolonialistisk kamp i den grundlæggende sene zartid ikke blev formuleret af den bolsjevikiske ledelse, men af det Blanc kalder ”marxister i grænselandet” af ukrainsk, georgisk og finsk ophav. Tilsvarende har forskning i Komintern vist, at udviklingen af en antiracistisk og antikolonialistisk kommunisme kom fra yderområderne, fra de koloniserede selv, ikke fra det russiske centrum. Det var M.N. Roy, Mirsaid Sultan-Galiev og andre, der skubbede bolsjevismen i retning af en teoretisk og politisk platform, der var mere lydhør over for spørgsmålet om race og koloniherredømme. Også uden for den russiske sammenhæng har Satnam Virdee gjort os opmærksom på det, han kalder rollen som katalysatorer, ”racebevidste fremmede” har spillet i forvandlingen af den engelske socialisme i løbet af det sidst århundrede. Tilsammen peger disse og andre studier på behovet for, at vi genovervejer vores antagelser om den marxistiske bevægelses historie og den antiracistiske politik.

 

DB: Du fortæller, at den sociale sammensætning af det jødiske bosættelsesområde var særligt sårbar over for indlejringen af antisemitiske diskurser over kategorier som ”folket”. Det er påfaldende, at selv bolsjevikker, der var klar over denne fare, som Rakovskij og også Lenin, ikke desto mindre havde en sprogbrug der refererede til en personificeret idé om ”klassefjenden”, f.eks. i form af ”spekulanter”. Var nogle af bolsjevikkerne kritiske over for denne fortolkning?

 

BM: Det er et tema, der ret uddybende bliver taget op i Andrew Sloins glimrende arbejde. En ting der er slående, når man læser Bolsjevikkernes agitation fra den revolutionære periode, er præcis hvor personificeret det antikapitalistiske budskab er. Nogle inden for de revolutionære kredse ringede med alarmklokkerne med hensyn til, at sådan en fortælling kunne blive udsat for antisemitisk fortolkning. Et par eksempler falder i øjnene. Sent i marts 1919 skrev et partimedlem ved navn ”Kagarovskaia” direkte til kommissæren for militære anliggender, Nikolai Podvoiskij, for at advare om, at hvis Sovjetstaten blev anset for at ville angribe ”småborgerskabet” generelt, ville det give masserne grønt lys til specifikt at angribe jøderne. Det var, sagde han, fordi jøderne var så tæt forbundet med handelen i den folkelige forestilling. Du nævner Rakovskij. Midt i februar 1919 behandlede han det antisemitiske potentiale i kategorien ”spekulation” og bemærkede, at selv om Sovjetregeringen ”med en fast hånd eliminerer [spekulanterne], har vi ikke brug for pogromer for at gøre det.” Det var tilsyneladende en anerkendelse af, at den bolsjevikiske politik mod spekulation på gulvet kunne blive oversat til en opfordring til voldelige pogromer. Der var altså en bevidsthed i den bolsjevikiske lejr om, at mobiliseringen af klassens vrede kunne blive – og somme tider blev – forvandlet til antisemitisk vold.

 

DB: Mange jødiske kommunister fremlægger internationalt idéen om, at Sovjetunionen står for et brud med fortidens antisemitiske traditioner. Hvad forklarer denne manglende forbindelse mellem den antisemitiske volds realitet og opfattelsen i udlandet?

 

BM: Det er et vigtigt spørgsmål, og jeg synes, der er tre ting at sige til det. For det første markerede den bolsjevikiske revolution et brud med zarregeringens statsstøttede antisemitisme. Den sovjetiske regering forbød pogromer, og de ledende bolsjevikker var kendt for deres modstand mod antisemitisme. Det min bog prøver at afdække er, hvor rodet denne konfrontation var, hvor ujævn den var, og partiledelsens vanskeligheder med at håndtere en antisemitisme, der havde fået medvind inden for partiets egen sociale basis, og derefter de vanskeligheder nogle jødiske revolutionære havde ved at få spørgsmålet om antisemitismen på den politiske dagsorden.

 

Da Claude McKay i september 1919 skrev: ”Alle sorte (…) burde studere bolsjevismen og forklare dens betydning for de farvede masser. Et er den største og mest videnskabelige idé der findes i verden i dag (…) Bolsjevismen har gjort Rusland til et sikkert sted for jøderne (…) den kunne gøre disse Forenede Stater til et sikkert sted for de sorte (…),” reagerede han på Bolsjevikkernes løfte om en verden fri for racisme og klasseundertrykkelse, et løfte der vandt genklang nært og fjernt og nåede ud til et virkelig multietnisk globalt publikum. Men samtidig med at McKay satte pennen til papiret, raserede pogromer gennem det tidligere jødiske bosættelsesområde. Virkeligheden modsagde løftet.

 

For det andet var noget af det her til en vis grad simpelt hen ukendt. Selv om Bolsjevikkerne udgav en mængde information om pogromerne, undertrykte de enhver antydning om Den Røde Hærs medskyld i voldelige pogromer. Sovjetpressen var stort set tavs om det emne. For eksempel bortcensurerede et statsligt sovjetisk forlag enhver omtale af Den Røde Hærs medskyld i Sergei Gusev-Orenburgskijs studie af pogromerne fra 1921 og forkortede dermed det originale manuskript med omkring 100 sider, før det blev offentliggjort.

 

For det tredje var Den Røde Hærs pogromer dog alligevel ikke fuldstændig ukendte. Nogle år senere begyndte Isaac Babels skelsættende noveller at udkomme i Sovjetunionen, og de blev senere samlet i ”Red Cavalry”, en bog der blev læst langt uden for Ruslands grænser, og som blev oversat til mange sprog. Det rejser et spørgsmål: Hvorfor har antisemitismens dybe rødder inden for Den Røde Hær og dele af arbejderklassen ikke været genstand for flere undersøgelser i den marxistiske videnskab? Partiets manglende lydhørhed forklares til dels ved en manglende evne til at sætte sig ud over den snævre forestilling om antisemitismen som kontrarevolutionær, som om den politiske højrefløj havde eneret til den. Men jeg vil mene, at det stadig er tilfældet, at mange marxister stadig mangler at gøre op med deres egen historie angående spørgsmålet om antisemitisme og mere generelt racisme. Forhåbentlig kan min bog læses som en invitation til at se denne historie i øjnene, eller i hvert fald et afsnit af den.

 

I vore dage forstås revolutionen med rette som et tidspunkt for en radikal social forvandling, hvor en ny verden syntes mulig. Revolutionen bør imidlertid også huskes med alle sine komplikationer. Jeg håber at bogen vil minde om, at antiracismen skal dyrkes og fornys kontinuerligt. Her et århundrede senere, hvor vi tumler med den skade racismen har forvoldt i klassepolitikken, kan 1917 fortælle os meget om, hvordan reaktionære idéer kan få fat, men også om hvordan de kan blive taget op og konfronteret.

 

2. juni 2020

 

David Broder er Jacobins Europa-redaktør og historiker med speciale i fransk og italiensk kommunisme.

 

Brendan McGeever forelæser om antisemitismen og raceidentitetens sociologi ved Birkbeck University of London. Han har skrevet ”The Bolsheviks and Antisemitism in the Russian Revolution”.

 

Oversat fra Jacobin af Poul Bjørn Berg