Udløst af politimordet på George Floyd og dernæst forstærket af Minneapolis-myndighedernes modvilje mod at arrestere og sigte morderens tre medskyldige kollegaer, har masseprotester fejet hen over USA med en intensitet, vi ikke har set siden 1960´erne.

af Richard Greeman

I over 150 byer har afroamerikanere og deres allierede oversvømmet gaderne, trodset Covid-19-pandemien, trodset politivold, og udfordret århundreder af race- og klasseuligheder, krævet frihed og retfærdighed til alle, dag efter dag med udfordring af en racistisk magtstruktur baseret på voldelig undertrykkelse.

 

1.   Sprækker i systemets forsvar

I dag, efter ti dage på gaderne i træk, har dette udbrud af folkelig vrede mod systematisk, historisk uretfærdighed åbnet en række sprækker i systemets forsvarsmur. De retslige myndigheder i staten Minnesota, hvor George Floyd blev myrdet, er blevet tvunget til at arrestere og sigte de tre andre betjente, som hjalp og bistod drabsmanden for medskyldighed, og sigtelsen mod drabsmanden selv blev skærpet fra uagtsomt manddrab til manddrab. Der er også opstået en splittelse i USA’s øverste ledelse, hvor forsvarsministeren og adskillige militære ledere har brudt med deres øverstkommanderende Donald Trump, da denne forsøgte at slippe den regulære amerikanske hær løs på demonstranterne.

 

Denne historiske opstand er et udbrud af sort vrede, som er opsparet gennem årtier af ustraffede politimord på ubevæbnede afroamerikanere. Den udtrykker opsparet sorg hos familier og lokalsamfund, og den ægte krænkelse over at betjente i både nord og syd i USA straffrit har kunnet dræbe. Den afspejler vrede over forræderiet hos det kapitalistiske Amerika overfor Martin Luther Kings ”drøm” om en ikke voldelig revolution og rædsel over en tilbagevenden til en æra med offentlige lynchninger opmuntret af USA´s præsident. Den kræver utålmodigt, at USA langt om længe lever op til sine erklærede demokratiske idealer, her og nu. For at citere en afroamerikansk demonstrant, William Achukwu, 28 år gammel, bosat i San Francisco: ”Vor Uafhængighedserklæring taler om liv, frihed og jagten på lykke. Vi tager os kun af spørgsmålet om liv her. Det er et første skridt. Men frihed er det, en masse mennesker demonstrerer for.”

 

2.    Vold og Ikke-vold

Det kom ikke som nogen overraskelse, at lokale og delstatslige embedsmænd over hele USA reagerede over for hovedsageligt fredelige spontane masseprotester mod politibrutalitet og racisme ved at slippe en malstrøm af militariseret politivold løs. Igennem en hel generation har forbundsregeringen i al stilhed foræret store lagre af overskydende militærudstyr, herunder tanks, til lokale politimyndigheder og sherif kontorer, som var ivrige efter at komme til at lege med dødeligt nyt legetøj, der var skræddersyet til oprørsbekæmpelse på steder som Afghanistan. Både under demokratiske (Clinton, Obama) og republikanske præsidenter (Bush, Trump) har forbundsstaten bevæbnet politimyndigheder med henblik på at komme en revolution i forkøbet. Dette er præcist, hvad præsident Trump kræver i dag: ”fuld dominans” gennem indsættelse af militæret, massearrestationer og lange fængselsstraffe under dække af at opretholde ”lov og orden”. Takket være disse beslutsomme militante, men hovedsageligt fredelige demonstranter, er militæret splittet, og Trump kan ikke få sin vilje.

 

A propos vold, blev det først frygtet, at de mange tilfælde med ildspåsættelser, knusning af butiksfacader og plyndringer, især efter mørkets frembrud, når de store velordnede forsamlinger af blandede demonstranter var taget hjem, på en måde ville ”spolere” opstanden og fremprovokere et påskud for den voldelige, militære undertrykkelse af hele bevægelsen, som Trump krævede, når han skyldte det hele på en fantasi-terrorgruppe kaldet ”ANTIFA” (forkortelse for ”anti-facisme”, rent faktisk et løst netværk). Samtidigt kan vi ikke helt se bort fra rapporter om, at unge hvide racister med MAGA-kasketter (Trumps (stjålet fra Reagan) slogan ”Make America Great Again” – ”Gør Amerika Stort Igen”) begik vandalisme, om ”accelerationister”, der systematisk påsatte ild i sorte kvarterer for at ”fremprovokere revolution” og om voldelige provokatører fra politiet.

 

Den slags aktioner er netop vand på Trumps mølle. På den anden side kunne det være, at myndighederne ikke ville have lyttet til de mere fornuftige stemmer hos de tusinder af vrede, men ikke-voldelige demonstranter, hvis det ikke havde været for de latente trusler om vold fra de mere ekstreme kræfter, hvis disse fredelige stemmer var blevet overhørt. I stedet for at nedbrænde deres egne boligkvarterer, som det er sket under tidligere opstande, så slår dagens aktivister til mod strategiske symboler for statslig undertrykkelse og kapitalisme – stikker ild til politiets ejendom, ødelægger stenrige firmaers forretninger og sætter endog skuldrene mod portene ind til Det Hvide Hus. Under alle omstændigheder, når det handler om ”plyndring”, som talskvinden for Black Lives Matter argumenterede for ved mindesmærket for George Floyd, så har hvide mennesker udplyndret Afrika og afroamerikanere gennem århundreder. Gengældelsen har alt for længe ladet vente på sig.

 

3.   Sorte og hvide antiracister går sammen

Det, der er specielt bemærkelsesværdigt og giver håb, er synet af demonstranternes lidenskabelige ansigter på billederne i videoer, aviser og tv-rapporter, der viser den kendsgerning, at mindst halvdelen af demonstranterne i forsamlingerne, der råber ”Black Lives Matter”, er hvide mennesker! Her har der igen vist sig en alvorlig sprække i muren af systemisk, institutionaliseret racisme, som gennem århundreder har gjort det muligt for den herskende klasse i USA at dele og herske over de arbejdende masser, hvor man sætter slavearbejdere og deres diskriminerede efterfølgende generationer op mod de relativt ”privilegerede” hvide lønslaver i en konkurrence om først at nå bunden. I dag går de sammen i kampen for retfærdighed og lighed. Lige så bemærkelsesværdig er den ledende rolle, som kvinder stadig spiller, specielt afroamerikanske kvinder, i grundlæggelsen af både #BlackLivesMatter-bevægelsen og Kvindemarchen mod Trumps indsættelsesceremoni som præsident. Deltagelsen fra såvel unge som gamle, såvel LGBT-personer som fysisk udfordrede er bemærkelsesværdig.

 

Dette sammenløb af disse frihedskampe på tværs af dybt rodfæstede raceskel er et løfte om at åbne nye veje, i takt med at sociale bevægelser i USA kommer ud af Covid-nedlukningen. Endnu mere bemærkelsesværdige, om end de forekommer sjældent, og som også er optaget på amatørvideoer, er enkelte betjente, der undskylder for politivold, omfavner ofre, og knæler sammen med demonstranter. Offentlige personer som borgmesteren i Los Angeles er også blevet tvunget til at mødes med demonstranterne og undskylde for deres tidligere racistiske bemærkninger. Desuden, som vi vil beskrive nedenfor, er der opstået alvorlige sprækker i enheden i USA´s militær, både blandt de almindelige soldater, som for 40 procents vedkommende af afroamerikanere- men også blandt de øverste officerer. Så stor er kraften i denne massive selvorganiserede bevægelse på tværs af racer med kravet om ”frihed og retfærdighed for alle” (som det er formuleret i den ed, nye statsborgere aflægger til USA).

 

4.   Sprækker inden for regimet

I dag, efter ti dage, hvor protesterne er fortsat med at vokse i antal deltagere og blive dybere i radikalt indhold, har sprækker åbnet sig i forsvaret af den herskende milliardærklasse og er nået til Det Hvide Hus, hvor Donald J. Trump, den selvbedrageriske, uvidende bølle og lystløgner, formodes at være chef, omsider er blevet udfordret af sine egne udnævnte sikkerhedsembedsmænd.

 

Det må siges, at dagens herskende klasse af milliardærer har den repræsentant, den fortjener, i skikkelse af Trump, og Donaldens uduelighed, der er tydeligt for alle, er symbolsk i sin historisk manglende evne til at fastholde retten til at herske. Trumps fejlbehæftede, selvcentrerede personlighed inkarnerede de snævre klasseinteresser hos den ene promille, der ejer mere end halvdelen af nationens velstand. Hans åbenlyse selviskhed er et eksempel på de milliardærer, han repræsenterer (og foregiver at være en del af). Med sin forsætlige uvidenhed er Trump talerør for en virksomheds-kapitalistklasse, der er ligeglad med de verdensomspændende økologiske og sociale konsekvenser af dens hensynsløse drift til at akkumulere, ligeglad med sandhed og retfærdighed, faktisk ligeglad med selve menneskelivet.

 

Trumps klovneagtige misregimente har været pinlig for staten selv. Først kom det barnagtige skue af verdens mest magtfulde mand, der gemte sig i sin kælderbunker og beordrede lyset slukket i Det Hvide Hus (så demonstranterne ikke kunne kigge ind?). Så kom ordren til at overfalde fredelige demonstranter med kemiske våben for at bane vejen for præsident Trump til at spadsere over til den nærliggende ”Præsidenten Kirke” (hvor han aldrig deltager i gudstjenesten, og hvis præst han ikke gad bede om råd) for at kunne blive fotograferet fremvisende en enorm bibel (som han sandsynligvis aldrig har læst) som en kølle.

 

Trump, hvis eneste selvstændige succes i livet var det reality-tv-show ”The Apprentice” (”Lærlingen”), der løb over mange sæsoner, havde tilsyneladende opfundet denne bizarre offentlighedsfidus for at mobilisere sin politiske base af højreorienterede kristne og vise, hvor ”religiøs” han er. Men han havde skudt sig selv i foden, da biskoppen af Washington gjorde opmærksom på, at Jesus prædikede kærlighed og fred og ikke krig og hævn. Den næste dag udtalte selv demagoger som Pat Robinson fra den yderste højreorienterede Christian Coalition sig mod ham, medens anti-Trump avisen New York Times triumferende bragte overskriften: ”Trumps popularitet falder, hvor han ikke kan tåle at miste den: Blandt den kristne højrefløj”.

 

Lad os lige tage en pause for at bemærke at kristendommen i USA, som alle andre af dele amerikansk civilisation, befinder sig i en knude af indre modsætninger, der alle bunder i det grundlæggende problem med ”farvegrænsen”. Skønt den racistiske, konservative, pro-israelske, kristne højrefløj har været kernen i støtten til Trump, så har befrielsesteologi og den sorte kirke længe været grundlaget for borgerrettighedsbevægelsen om lighed. Faktisk var George Floyd, den myrdede afroamerikaner (kendt som ”Store Floyd” og ” Den Blide Kæmpe”), selv en religiøst motiveret fredsmager i lokalsamfundet. Og det samme er mange af de demonstranter, sorte såvel som hvide, der råber ”Ingen Retfærdighed – Ingen Fred”.

 

Falskheden i Trumps populistiske forestilling kan have kastet ham ind i embedet i 2016 (takket være det republikansk forskruede valgsystem, og trods at han på landsplan fik 3 millioner færre stemmer end Hillary), men som Abraham Lincoln engang sagde ”Du kan narre noget af folket hele tiden og hele folket noget af tiden, men du kan ikke narre hele folket hele tiden”. I dag må Trump sande dette.

 

5.   Politiet: Borgerskabets bidske hunde

For mig er det mest sigende billede synet af den episode, hvor en selvbedragende Donald Trump er krøbet sammen i sin underjordiske bunker (som Hitler helt til sidst) med lysene slukkede i Det Hvide Hus, rystende af frygt og raseri over demonstranterne udenfor, truende med at pudse (fantasi) ”bidske hunde” på dem. Trump har en dobermann-mentalitet som en skrotpladsejer i Queens, han er den åndelige efterkommer af slavejægeren Simon Legree på jagt med sine hunde efter den undslupne slave Eliza (se Onkel Toms hytte).

 

Borgerskabets bidske hunde – det er, hvad politiet får deres løn for at være (selv om nogle kan have vist sig i grunden at være venlige schæferhunde inderst inde, som de, der knælede sammen med demonstranterne). Deres hunde er den amerikanske stats skarpe tænder. Sammen med hæren, er strisserne essensen af den virkelige ”dybe stat” som Marx definerede som ”særlige grupper af bevæbnede mænd, retssale, fængsler, osv.” (i modsætning til ”folket under våben” i demokratisk ledede folkelige militser). Skønt underdanig overfor den borgelige stat, har dette politiapparat i lighed med mafiaen, som den undertiden også er viklet sammen med, sin egen korpsånd baseret på omertà (mafiaens traditionelle tavshedsløfte) eller streng gruppeloyalitet.

 

Denne uskrevne lov er den berygtede ”blå mur af tavshed”, som forhindrer betjente, der ser deres ”brødre” tage mod bestikkelse eller begå voldelige overgreb i at melde eller vidne mod dem. Den blå mur sikrer politiet straffrihed og er organiseret gennem politi-”fagforeninger”, som skønt medlemmer af den faglige hovedorganisation AFL-CIO, er voldeligt reaktionære, imod arbejderbevægelsen, og pro–Trump. Formanden for det nationale politiforbund er blevet filmet iført en rød ”Make America Great Again”-kasket og givende Trump et håndtryk ved et af dennes politiske massemøder, medens demonstranterne i Minneapolis har krævet afsættelsen af Bob Kroll, den lokale formand for politiforeningen, som er blevet bredt kritiseret for sin konsekvente støtte til betjente, der er blevet anklaget for at have gjort noget forkert.

 

Den Blå Mur af tavshed fortsætter op gennem kommandovejen til anklagemyndighederne og endog en progressiv borgmester, som New Yorks Bill De Blazio, der forsvarede betjente i New York, som kørte deres SUV-køretøj lige ind i en gruppe af demonstranter, skønt hans egen datter af blandet race var blevet arresteret som en BLA-demonstrant! Di Blazio ved, ligesom i sin tid sin reaktionære forgænger, Trudy Giuliani, tidligere ”lov og orden” distriktsanklager og nuværende juridisk rådgiver for Trump, at hans politiske fremtid afhænger af at holde sig gode venner med Politiforbundet (som ejerne af skrotpladser, der er bange for deres egne bidske hunde).

 

Denne traditionelle omfavnelse af politiet udstrakte sig endog til New York Times første dækning af de voldelige politiangreb på pressefolk i Minneapolis og andre steder. I sin rapport dækkede avisen sig ind under den forskruede ide om ”objektivitet” (at lægge skylden på begge sider) for at undgå at pege fingre ad strømerne, og overholdt på denne måde den ”blå mur af tavshed”, endog når journalister er ofrene. (Medens dette skrives er over tusind af sådanne angreb blevet registreret). Ved at bruge en passiv form snarere end aktivt at sætte navn på de faktiske angribere (brutale racistiske strissere), blandede New York Times et enkelt isoleret tilfælde, hvor en gruppe demonstranter angreb folk fra Trumps yndlings Tv-station, FOX Network, sammen med de systematiske landsdækkende politiangreb på mediefolk.

 

Efter en uge er denne hellige Blå Mur ved at smuldre. Ikke alene er distriktsanklageren og guvernøren i Minnesota blevet tvunget til at skærpe sigtelsen mod Derek Chauvin, Georg Floyds drabsmand, op til almindeligt manddrab (hvorfor ikke mord?) og arrestere hans tre medskyldige, som er begyndt at stikke hinanden. Med udsigt til 40 år i spjældet og en kaution på mindst 750.000 dollars, så har Thomas Lane og J. Alexander Kuen, begge nyuddannede, lagt hele skylde på Chauvin, den mest erfarne betjent til stede og samtidigt den, der skulle oplære dem, medens Tou Thao, den anden erfarne, nu tidligere betjent under anklage, ifølge rapporter har samarbejdet med efterforskerne, før de arresterede Chauvin.

 

6.   Sprækker i den militære mur

Styrken i dagens masseoprør fra Black Lives Matter er så omfattende, at det har åbnet en breche i Amerikas vigtigste forsvarsmur: militæret. For hvis politiet er dobermann-hundene på den amerikanske kapitalismes skrotplads, så er militæret grundlaget for dens overherredømme over hele verden. Og hvis råbet om lige ret for alle har åbnet en minimal sprække i Den Blå Mur af Tavshed, så er brechen ind i rækkerne i USA´s militær, som består af 40 procent farvede og rekrutteret fra de fattigste klasser i det amerikanske samfund mere på størrelse med en fjord.

 

De meniges geledder i dagens amerikanske hær, flåde og luftvåben er en afspejling af det amerikanske samfund, af en del af befolkningen, der består af fattige og minoriteter, for hvem militæret udgør den eneste chance for at komme ud af arbejdsløshed og diskrimination. Stemningen hos tropperne afspejler den, der findes i de lokalsamfund, de er rekrutteret fra, og deres officerer, som er ansvarlige for deres moral, disciplin og loyalitet, må udvise forståelse for deres følelser. Denne situation er gengivet i de følgende citater fra the New York Times:

 

”Chief Master Sgt. [den højeste rang hos underofficerer i flyvevåbnet – dem findes der knap 500 af, o.a.] Kaleth O. Wrigt i Luftvåbnet, som er sort, åbnede en udsædvanlig Twitter tråd med erklæringen ”Jeg er George Floyd””.

 

”Flådens øverste officer, Admiral Michel M. Gilday, sagde i en besked til alle i flåden; ”Jeg tror vi er nødt til at lytte. Vi har sorte amerikanere i vores flåde og i vore lokalsamfund, som er i dyb smerte lige nu. Det gør ondt på dem””.

 

Skønt general Mark A. Milley, formanden for den øverste forsvarsledelse (the Joint Chiefs of Staff), onsdag sendte en meddelelse til de øverste militære ledere, der understregede at alle medlemmer af de væbnede styrker sværger en ed om at forsvare forfatningen, der som han sagde ”giver amerikanere ytringsfrihed”, så er generalerne og admiralerne, både aktive og pensionerede, der i denne uge har udtalt sig til fordel for racemæssig retfærdighed og demonstrerende borgeres rettigheder, ikke pludseligt konverteret til at være forkæmpere for fred og retfærdighed. Derimod har den amerikanske officersklasse skarpt prioriteret sin globale opgave, som består i at beskytte amerikansk dominans rundt om i verden, gennem at lede deres tropper frem til at dræbe og blive dræbt i blodige borgerkrige i hovedsageligt ikke-hvide lande.

 

”Vi befinder os i den farligste tid i det civil-militære forhold, som jeg har set i min livstid”, sagde admiral Sandy Winnefeld, en tidligere viceformand for den øverste forsvarsledelse i en e-mail. ”Det er især vigtigt at begrænse anvendelsen af forbundets styrker udelukkende til de mest ekstreme situationer, der rent faktisk truer nationens overlevelse. Vores mest højtstående militære ledere er nødt til at sikre sig, at deres politiske overordnede forstår disse ting”.

 

For tropperne er det at holde styr på verden for kapitalismen en endeløs, vidtforgrenet og demoraliserende opgave med at slå opstande ned, hvor fra de vender tilbage til USA fysisk og psykisk nedbrudte, ofte hjemsøgte af skyld, kun for at blive mødt med arbejdsløshed og mangel på støtte fra offentligheden samt Veteranstyrelsens mangel på økonomi. For officererne er det et spørgsmål om at fastholde disciplin og moral. Topcheferne ved godt, at det at indsætte tropper, som er trænet i at nedkæmpe oprør, til at kontrollere civil uro på amerikansk jord, uundgåeligt ville have en ud af to negative effekter (hvis ikke begge): 1) Uacceptabel vold mod civilister og/eller 2) fraternisering med demonstranterne, mytteri og ulydighed blandt de menige. Derfor Pentagons åbne brud med deres ”lov og orden” øverstkommanderende. Faren for fraternisering er specielt påtrængende i Nationalgardens [en form for hjemmeværn o.a.] enheder, hvis tropper stammer fra de stater, deres familier lever i.

 

”De øverste ledere i Pentagon er bekymrede for, at et militariseret og voldeligt svar på protesterne, Mr. Trumps udtrykte ønske, vil vende den amerikanske offentlighed imod tropperne, som det skete i de sidste år af Vietnamkrigen, da tropper fra Nationalgarden i fuld kampuniform kæmpede [bl.a. skød og dræbte fire studerende, o.a.] mod anti-krigs demonstranter på Kent State universitetet. Admiral Mike Mullen, tidligere formand for den øverste forsvarsledelse, fordømte brugen af militær til at støtte de politiske handlinger fra en præsident, der havde ”vist sin foragt for retten til fredelige demonstrationer i dette land””.

 

Skønt Trump – showmand som altid – tilsyneladende udnævnte Mark Milley, den nuværende formand for den øverste forsvarsledelse, på baggrund af generalens fysiske lighed med John Wayne, er Milley rent faktisk en seriøs militærhistoriker. Det samme er forsvarsminister Esper. Begge er vel vidende om, at revolutioner kun kan lykkes, når der er splittelse i soldaterne rækker. I forbindelse med deres kurser på West Point-officersskolen om oprørsbekæmpelse har de sikkert læst om det klassiske eksempel med Rusland i 1917, hvor kosakkerne blev sendt ud for at blokere demonstranterne i Sankt Petersborg. Disse vilde ryttere sad passive på deres heste, mens de strejkende suste mellem disses ben, hvad der fik Trotskij til at udtale den berømte bemærkning om at ”revolutionen passerer under maven på en kosakhest”. Og sandelig om ikke russiske soldater kort efter denne episode dannede deres egne ”sovjetter” (soldaterråd) og gik sammen med arbejdere og bønder om at vælte zaren.

 

Selvfølgelig var Rusland i 1917 midt i en social krise, ledet af en uduelig selvbedragende enehersker, hvis politik var at lade landet forbløde bogstaveligt og økonomisk i en endeløs, meningsløs krig. Noget sådant ville ikke blot tilnærmelsesvis kunne ske i et optimistisk, triumferende og lykkeligt USA under den faste ledelse og forenende tilstedeværelse af vor elskelige præsident Donald J. Trump.

 

7. Race og klasse i USA´s historie

Det amerikanske samfund har fra starten været fyldt med indre modsætninger, og de viser sig stadig, med rødder i race og klasse, i dag på gaderne i mere end 150 amerikanske byer. Dagens opstande, med udgangspunkt i racespørgsmålet, udtrykker den folkelige frustration over, at efter århundreder med kamp imod slaveriet, efter en blodig borgerkrig i 1860´erne og efter den ”Anden Amerikanske Revolution” med genopbygning af Syden efter denne krig, efter borgerrettighedsbevægelsen og de sortes opstande i storbyerne i 1960´erne, er livet hos efterkommerne af de sorte slaver stadig ikke sikre i et land, der som det første proklamerede menneskets ret til ”liv, frihed og stræben efter lykke”.

 

Den første amerikanske revolution i det 18. århundrede bekendte sig til det universelle princip, som blev udtrykt i Uafhængighedserklæringen fra 1776, der taler om, at ”alle mennesker er skabt lige og er givet bestemte umistelige rettigheder”. Men trods deltagelsen af frie sorte i Revolutionen, så blev løftet om lighed hurtigt brudt i USA´s forfatning gennem de berygtede paragraffer, som ikke blot institutionaliserede sort slaveri i den Amerikanske Republik, men også sikrede, at de slaveejende sydstater fik permanent overvægt i den føderale regering.

 

Valgsystemet, som blev skabt gennem denne, slaveejernes forfatning, byggede på den relative fordeling af den mandlige befolkning mellem de forskellige stater, men gav imidlertid Sydstaterne lov til at tælle deres slaver med som ”tre femtedele af en mand” (!) i den folketælling, som var udgangspunkt for magtfordelingen. Således kunne et mindretal bestående af de hvide sydstatsmænd altid nedstemme det mere folkerige Nord og således dominere Unionen. Dette hykleriske ”kompromis” var prisen for national enhed i et land, hvor den ene halvdel af staterne have slavehold og den anden ikke. Som følge heraf var ti ud af de første tolv amerikanske præsidenter slaveejere, og flere og flere at denne slags ”kompromisser”, som favoriserede slaveejernes interesser, blev indgået i takt med, at nye stater blev tilføjet Unionen, således, at Sydens slaveimperium strakte sig længere og længere mod vest. Denne skæve og vakkelvorne føderale union baseret på Sydstaternes overherredømme bestod helt frem til 1860.

 

I !861 skulle den moderate slavemodstander Abraham Lincoln indtage præsidentembedet. De fleste af de slaveejende stater trådte derfor ud af Unionen og dannede en oprørsk Konføderation, startede en krig mod USA, og forsøgte at blive anderkendt af Storbritannien – Konføderationens vigtigste kunde til den slavedyrkede bomuld. Der er ofte blevet argumenteret for, at den bittert udkæmpede Amerikanske Borgerkrig, der varede i fire år og som krævede større tab end den amerikanske hær led under Første Verdenskrig [ca. 350.000 unge mænd fra Norden og 250.000 fra Syden mistede livet især pga. sygdomme som følge af dårlig hygiejne, mange andre blev invaliderede; o.a.], i virkeligheden ikke drejede sig om slaveri. Men det gjorde den. For at skjule denne grimme sandhed kalder de hvide sydstatsfolk den stadig for ”Krigen mellem Staterne”. Men denne krig blev foregrebet af hvide slavemodstandere som John Brown, der støttede og fremprovokerede slaveoprør. Desuden vidste det enorme antal af unge landmænd og mekanikere, der meldte sig frivilligt, endog flere gange [oprindeligt meldte man sig kun som frivillig for en forholdsvis kort periode; o.a.], udmærket, at de kæmpede for menneskelig frihed, som brevene til deres familier og deres hjemlige aviser klart giver udtryk for.

 

Endelig blev Borgerkrigen, længe blodig og uafgjort, vundet af den Nordlige Union, dog kun efter at Lincoln slap kampkraften løs hos de sorte slaver i Syden, ved efter nogen tøven at fremsætte Erklæringen om Ophævelsen af Slaveriet, netop som Karl Marx, der skrev på vegne af de britiske tekstilarbejdere, havde opfordret ham til i et berømt brev. Slaverne begyndte derefter snart at stikke af fra deres plantager og flokkes omkring Unionens Hære. De fratog derved Syden meget af dens sorte arbejdsstyrke. Nordstaternes hære gav dem mad og satte dem straks i arbejde, og indrullerede dem senere i Negerregimenter, der kæmpede modigt og effektivt for at besejre slaveejernes Konføderation. Så handlede det ikke ”om slaveri”?

 

Marx, der talte på vegne af de boykottende hvide engelske tekstilarbejdere, havde forklaret deres fællesskab med slaverne: ”Arbejderne med hvid hud kan aldrig blive frie, så længe arbejderne med sort hud er brændemærkede”. Et og et halvt århundrede senere er de afroamerikanske arbejdere i USA ikke længere ”brændemærkede”, som deres slaveforfædre, men selv i dag fungerer deres hudfarve som et brændemærke og gør dem til et bytte for undertrykkere, som arbejdsgivere, husværter, diskriminerende banker og det voldelige racistiske politi, som, indtil nu, korrekt har antaget, at det kan mishandle og endda myrde dem uden at blive straffet.

 

Tragedien ved Borgerkrigen, der – som vi har set – netop blev udkæmpet om slaveriet, er, at skønt Norden vandt krigen, så vandt Syden freden. Lincoln blev snigmyrdet i 1865 og hans vicepræsident, en republikaner fra grænseegnene ved navn Johnson, havde stærke pro-slaveri-sydstats sympatier, og han udnyttede sin magt til at sabotere bestræbelserne på et genopbygge slave-Syden på et nyt grundlag af frihed og lighed. Selvom Unionen vedtog tre genopbygnings-tilføjelser til USA´s forfatning, der gav de tidligere slaver og deres efterkommere borgerskab og fulde borgerrettigheder, herunder til at stemme. Genopbygningen af Syden var den ”Anden Amerikanske Revolution”, der skulle indfri løfterne fra Revolutionen i 1776 om både juridisk og reel frihed og lighed.

 

Men tragisk nok blev de tidligere ledere af Konføderationen i stedet for at blive retsforfulgt for forræderi, benådet og fik lov til igen at indtage samfundets højeste poster. Med støtte fra en bevæbnet pøbel af hvide og gennem organiseret racistisk terror fra Klu Klux Klan, gik disse ledere herefter videre og tvang de nyligt frigivne slaver til at undlade at stemme eller erhverve sig ejendom, skønt Syden stadig var besat af de sejrrige Unionstropper. Præsident Johnson blev stillet for en rigsret (blev dog ikke dømt) i Kongressen, og da Præsident Grant [den sejrrige Nordstats overgeneral fra Borgerkrigen, der nogle år efter denne blev præsident o.a.] forsøgte at benytte de føderale tropper i Syden til at beskytte det spæde demokrati af valgte Negre, var det for sent. Tusinder af hvide fra Nord tog til Syden for at hjælpe de nyligt frigivne sorte gennem alfabetisering og oplysning om politik, med risiko for at blive lynchet af de lokale racister. Der blev gjort store fremskridt og USA´s første gratis skolesystem blev etableret (for kun senere med magt at blive raceadskilt og privatiseret af racister).

 

Gennem væbnet hvid vold var slaveriet blevet ”erstattet” af raceadskillelse, ulighed og et racistisk økonomisk system med ”arbejdsgivere over sorte”. I 1886, knap tyve år efter Borgerkrigen, gik den herskende klasse i det industrielle Nord og det tidligere oprørske bomuldsproducerende Syden sammen politisk. De fejrede denne forenede herskende klasse ved at trække den føderale besættelsesmagt ud af Syden og efterlod således Negerne forsvarsløse overfor den bevæbnede Klu Klux Klan og racistiske lokale myndigheder. Hvorfor? Der var brug for tropperne i Norden til at knuse industriarbejdernes voldelige strejker, hvorigennem disse organiserede deres fagforeninger (men hovedsageligt på et ”kun for hvide” grundlag). Senere blev intetanende sorte med tog kørt op til Nord for at blive indsat som strejkebrydere – endnu et kneb i kapitalisternes racistiske ”del og hersk” taktik.

 

I 1900 beskrev W.E. B. Dubois, den sorte marxistiske sociolog og historiker med særlig viden om Genopbygningen, og grundlægger af NAACP [National Association for the Advancement of Colored People, https://en.wikipedia.org/wiki/NAACP] USA som et land med ”to arbejderklasser”, den ene sort den anden hvid. Afroamerikanske tropper kæmpede tappert (i særlige raceadskilte enheder) for USA under Første Verdenskrig, i håbet om at få deres mandsmod anerkendt, men de vendte blot hjem til forøget racistisk undertrykkelse. Præsidents Wilson, der stammede fra Syden, erklærede Griffiths racistiske pro-KKK film ”En Nations Fødsel” for et mesterværk, og 1919 opnåede rekorden for lynchningen af ikke mindst ”for kække” sorte soldater, der vendte tilbage i uniform [som alle de andre soldater. Kendt som den (blod) ”røde sommer” i 1919, hvor bl.a. hele den sorte bydel i Chicago blev belejret af hvide bevæbnede bander og den sorte befolkning måtte undsættes af den tids Nationalgarde, fordi de var ved at løbe tør for fødevarer og andre fornødenheder. I Syden var der samtidigt udbredte lynchninger, der et enkelt sted udviklede sig til en regulær massakre o.a.].

 

Efter Anden Verdenskrig blev kampen genoptaget for at give kød og blod til Den Anden Amerikanske Revolution, der umiddelbart efter Borgerkrigen blev etableret gennem forfatningsændringerne. Denne kamp affødte Borgerrettighedsbevægelsen og Borgerrettighedslovene i 1960´erne i håbet om at opfylde Amerikas løfte, Martin Luther Kings ”drøm”. Føderale tropper blev endnu en gang sat ind for at forhindre racistiske pøbelgrupper i at angribe afroamerikanere, når de ville benytte deres ret til at stemme eller gå i de samme skoler som hvide: af Eisenhower i 1956 i Little Rock og af Kennedy i Mississippi i 1962. Men endnu en gang, trods sejre i lovgivningen og flere synlige sorte i medierne og regeringerne, skete der ikke nogen grundlæggende forandring af dagligdagen. Tres år senere er afroamerikanere stadig lige så fattige, lige så raceadskilte, lige så udelukkede fra de bedste skoler og uddannelsessteder, sundhedsvæsen og boliger og lige så udsatte for racistisk politivold, som deres bedsteforældre.

 

Mordet på George Floyd er beskrevet som ”strået, der knækkede kamelens ryg”. Det var dette strå, der satte ild til høstakken af vrede og frustration, som havde ulmet gennem generationer. Vil dette flammehav blot blive et nyt bål af strå, dømt til at dø ud? Det tror jeg ikke. Sammenhængen er forandret. Det amerikanske samfund er, som hele vores kapitalistiske verden, i dyb krise. Økonomien, med dalende produktivitet med stigende ulighed og arbejdsløshed, med en boble skabt af gældssætning og spekulation, var allerede i krise. Pandemien skubbede denne ud over kanten og den følgende økonomiske nedgang er kun lige begyndt.

 

Tredive år efter den Kolde Krigs afslutning med sin proklamerede ”nye verdenorden” af demokrati, fred og aldrig ophørende vækst, er der kun få amerikanere, der tror, at deres eget eller deres børns liv har sandsynlighed for at blive forbedret, når de har udsigt til en truende social og økologisk dommedag. Systemet har kun lidt at love dem, og dets ledere evner kun i begrænset omfang at give dem selvtillid. Med andre ord er disse ledere ikke længere politisk og socialt ”hegemoniske” og må derfor benytte tvang for at beholde magten. I dag stiller masserne, hvide som sorte, spørgsmålstegn ved troværdigheden og legitimiteten af selve denne tvingende magt, strømerne og hæren, når de kræver retfærdighed og lighed.

 

Politiet kan meget vel fortsætte med at angribe demonstranterne, og medens Trump og hans følgere opfordrer til militarisering af landet- i navn af at beskytte ejendom, lov og orden, står det klart, at der er blevet slået en breche i den Blå Mur af Tavshed, som beskyttede milliardærklassen mod de arbejdende massers magt. Disse masser står i dag, ikke blot overfor en politisk krise, men også en fortsat pandemi, en fattigdomskrise og massearbejdsløshed, samt den truende klimakrise, hvor Covid-19 er en symptomatisk forløber.

 

Gennem USA’s historie fra de hvide slaverimodstandere til Yankeernes Borgerkrigsfrivillige, til de Nordlige ”carpetbaggers” [driftige små nordlige forretningsmænd med store tasker, der traditionelt er blevet fremstillet som skurke, fordi de angiveligt rejste ned til Syden for at udnytte mulighederne i Genopbygningen; o.a.] der arbejdede for Genopbygningen, til de hvide Borgerrettighedsforkæmpere i 1960´erne til de millioner af hvide på gaderne i dag, der proklamerer, at ”Black Lives Matter” har sammenholdet blandt de ellers raceadskilte amerikanske befolkningsgrupper frembragt de fremskridt i frihed og demokrati, som denne raceplagede Republik trods alt har oplevet gennem historien.

 

Ligesom de britiske arbejdere i Marx tid, [hvis solidaritet, trods den armod, som ramte dem, da bomulden fra Sydstaterne udeblev, spillede en afgørende rolle for, at Storbritannien ikke anerkendte Konføderationen som stat; o.a.] så ved nutidens hvide demonstranter, som selv – dog i mindre grad  – også er ofre for amerikansk kapitalisme, i deres hjerter godt, at de ”aldrig kan blive frie” og aldrig være i sikkerhed for statslig vold, indtil de Sortes Liv rent faktisk kommer til at betyde noget og den sorte hud ikke længere er et ”brændemærke”. De ved, at sorte og hvide må gå sammen og kæmpe (”Black and White, Unite and Fight”) som den eneste mulighed for at stoppe autoritære regeringer, forhindre fascisme, etablere demokrati, skabe klasselighed og kunne se ud mod fremtiden med en gnist af håb.

 

7. juni 2020

 

Oversat fra The Bullet af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com