Bobby Wilcox fortæller fra Sydafrika, at fodboldverdensmesterskabet handler mere om storkapital end om sport.

af Robert Wilcox

Da Sydafrika blev valgt som vært for Fodbold-VM i 2010, skyllede en bølge af begejstring hen over nationen. Men der var også en udbredt bekymring for, hvad dette ville føre med sig. Disse bekymringer var ikke fejlanbragte. Regeringen og det sydafrikanske fodboldforbund (SAFA) proklamerede pralende, at dette ville blive det bedste verdensmesterskab nogensinde. Det var en beslutning ”i demokratiets interesse”, at begivenheden skulle foregå på ti stadioner placeret rundt i alle provinserne, så alle kunne få glæde af det og blive underholdt af denne fantastiske begivenhed. Dette ville ifølge FIFAs strenge standarder kræve opførelse af fem nye stadioner og renovering af fem andre på trods af, at der ikke er brug for mere end otte stadioner for at have plads til otte grupper.

Det første spørgsmål er derfor: Hvorfor bygge stadioner i afsides egne til højest fire fodboldkampe, og hvad skal der ske med disse stadioner, når turneringen er færdig? Det er blevet påpeget, at de fleste, hvis ikke alle disse stadioner vil blive ”hvide elefanter”, når begivenhederne er forbi. Det påstås, at Sydafrika er en fodboldgal nation, men landets egen professionelle liga tiltrækker for det meste højst mellem et og to tusinde, eller sommetider kun nogle få hundrede tilskuere til de vigtigste kampe. Stederne kan bruges til store koncerter med internationale kunstnere, men det sker for det meste kun en eller to gange om året, og kun i de større byer. Så retfærdigvis må man stille spørgsmålet: Hvem skal betale for vedligeholdelsen af disse ærefulde eller skændige lokaliteter?

Dyre stadioner – billig arbejdskraft
Regeringen har forpligtet sig til at bære omkostningerne ved byggeriet. De første skøn var i omegnen af 6 milliarder rand (4,5 mia. kroner). I 2008 stod det klart, at der ville komme budgetoverskridelser, og regeringen slog fast, at den selv kun kunne forpligte sig på 8,4 mia. rand, mens lokale byråd måtte finde resten. Men til sidst hang den nationale regering alligevel på en regning på 11,7 mia. rand. Disse byggeomkostninger blev ikke accepteret uden ballade.

Entreprenører og regeringen prøvede at holde omkostningerne nede. Men arbejderne, der var ansat via tvivlsomme vikarbureauer, protesterede mod en uhyrlig udnyttelse. Gennemsnitslønnen for en arbejder var den fyrstelige sum af 2500 rand per måned. Strejker blev et væsentligt led i denne tingenes sørgelige tilstand, men i det mindste fik man tilkæmpet sig nogle indrømmelser. Nu er stadion-byggerierne færdige, og tusinder af arbejdere er igen arbejdsløse.

Slumbyer ryddet
Et andet problem, som regeringen stod overfor, var, hvordan man skulle gøre landet mere attraktivt for dem, der kunne finde på at besøge landet for at se kampene. I Cape Town ligger der for eksempel nogle grimme barakbyer langs hovedvejen fra lufthavnen ind til byen. Noget måtte der gøres, og staten proklamerede snart en ny tilgang i sin fejlslagne boligpolitik, som de kaldte ”Rydde nyt land”(Breaking New Ground”) . Det medførte, at man forflyttede tusinder af slumbeboere ud til en ”midlertidig” statsbygget bosættelse i den afsides del af Delft, med minimal infrastruktur og langt væk fra andre mennesker eller mulige arbejdspladser. Denne bosættelse, der mest af alt lignede en koncentrationslejr, blev kaldt ”Blikkiesdorp” – blikbyen – af dem, der var stuvet sammen der.

Flytningen skete ikke uden hårdnakket modstand, men staten var ubøjelig og skånselsløs. Den fortsatte med at bygge en ”modelby” på det sted, hvor slumbyen lå oprindeligt. Og den lovede folk, at de ville få meget forbedrede levevilkår til en overkommelig pris. Det viste sig at være løgn, og med den uundgåelige korruption løb byggeomkostningerne løbsk, og den endelige husleje viste sig at blive to til tre gange højere, end man var blevet lovet fra starten. Hele statens indsats havde været en eklatant katastrofe med stadige kampe og protester fra folk, der kæmpede for anstændige livsvilkår. Der har været en lignende udvikling i Durban i tilknytning til VM-forberedelserne, og i alle ved alle spillesteder har magthaverne gjort en målrettet indsats for at fjerne tiggere og hjemløse fra alle byer, så længe turneringen står på.

FIFA bestemmer
Lige nu har den oprindelige eufori ændret sig til forvirring. Det er blevet klart, at Sydafrika kun er juniorpartneren i værtskabet af turneringen, selvom landet skal bære de største omkostninger. De virkelige chefer er FIFA, som dikterer transportbehov, annoncering og handel i forhold til verdensmesterskabet nationalt, foruden de urimelige billetpriser og salg af maskotter osv. For nylig var der stor opstandelse, da det blev kendt, at produktionen af VM-maskotten var udliciteret gennem en ANC-tilknyttet virksomhed, der havde vundet kontrakten, til en ”sweatshop” i Kina. Fagforeningssammenslutningen COSATU udtrykte sin vrede, og krævede at arbejdsløse sydafrikanske arbejdere skulle have haft muligheden for, på denne beskedne måde, at få fordel af begivenheden. Den har truet med at organisere demonstrationer ved fodboldkampe, hvis sådanne forhold ikke bliver løst ordentligt. Siden har man ikke hørt mere til det.

Den eneste positive ting, der er kommet ud af hele den proces, var en forbedring af vejnettet og udviklingen af et system med hurtigbusser (BRT) i byerne Johannesburg, Pretoria og Cape Town. Det er døbt ”Rea Vaya” og kopieret efter et lignende system i Bolivia. Landet har et notorisk svagt transportsystem, som har givet grobund for en mafia-lignende minibus-taxavirksomhed. Men selv dette vil ikke være på plads før afholdelsen af VM, og målet er nu bare et minimum med en eller to ruter per by, som regnes for absolut nødvendige.

I mellemtiden er der, foruden at der er sat tusinder af ekstra politifolk ind for at opretholde lov og orden, nu en alvorlig bekymring for kontrollen med de mange, måske hundredvis, af fan-parker, der bliver organiseret for dem, der ikke har råd til de ekstremt høje billetpriser. FIFA har pålagt skrappe regler for annoncering og salg af varer og forfriskninger ved disse begivenheder, og her bliver de bakket op, om end tøvende, af staten. Men her vil der sandsynligvis blive scoret et VM-mål mod det autoritære FIFA, når de bliver konfronteret med arbejderklassens fodboldhold, som ikke vil lade sig fange af deres rænkespil.

Imperialismens tjener
Alt i alt står landet overfor en spændende og strålende måned i juni/juli. Men der står stadig alvorlige spørgsmål tilbage. FIFA erklærede for nylig, at de kun ville få et mindre tab på verdensmesterskabet, mens regeringen pralede med, at begivenheden vil bidrage med 4,9 mia. rand til bruttonationalproduktet i år. I et land, der er plaget af høj arbejdsløshed og mangel på boliger til millioner, kunne de anslået 19 mia. rand, der bliver brugt på at bygge stadioner og andre udgifter, bortset fra de 14 mia. rand til forbedring af transportnettet, helt sikkert have været brugt bedre på varige forbedringer, frem for det rablende vanvittige krav om luksusforbrug, som man føler sig nødt til at honorere, for at holde fast i facaden af en nation, der er ”nået frem”. Fordi den Afrikanske Nationale Kongres (ANC) bevidst har valgt rollen som imperialismens tjener, er man fanget i en situation, hvor man som regeringsparti må fremme en meningsløs politik med brød og skuespil, men med meget lidt brød, frem for en politik, der tager sig af nationens afgørende spørgsmål.

Mellemrubrikker er indsat af Socialistisk Information.

Oversat fra Socialist Resistance af Martin Mørch.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com