Den 12. februar åbner erhvervslivets misfoster af en sportsbegivenhed, kendt som de ”De 21. Olympiske Vinterlege” under stor festivitas i Vancouver, British Colombia. I en periode med økonomisk uvejr og statslige nedskæringer af social velfærd over hele Canada er enorme summer af statslige midler blevet brugt på at understøtte dette overdimensionerede show.

af Roger Annis

Milliarder af dollars er blevet brugt på at bygge lokaliteter, et nyt kongrescenter og lufthavnsterminal, udvidelse og renovering af veje og motorveje, bygning af en umådelig kostbar højhastighedsforbindelse, der skal forbinde byens lufthavn og centrum og opførelse af nye hoteller til at betjene tilstrømningen af sponsorer og tilskuere.

Hotel- rejse-, restaurations- og ejendomsbranchen håber at tjene en masse penge på udenbys tilskuere og festdeltagere. Byggefirmaer har allerede tjent flere hundreder millioner dollars i løbet af forberedelsesåret på enorme mængder af beton og asfalt. Den officielle holdning er, at der også på langt sigt vil være en masse dollars at tjene på øget turisme, selv om dette ikke har været tilfældet i andre værtsbyer.

Nogle af verdens største virksomheder er sports-sponsorer, blandt andet Coca Cola, VISA, General Electric, Samsung, og McDonald’s. Canadiske sponsorer omfatter bl.a. Royal Bank, Petro Canada, Hudsons Bay Company og Bell. Karakteren af deres deltagelse i de to ugers konkurrencer er sådan, at de har booket hele hoteller og restauranter til at servicere deres ledende medarbejdere, gæster og udvalgt påhæng.

Militarisering og undertrykkelse af demokratiske rettigheder
Da Vancouver første gang bød ind på vinter-OL, regnede man med et budget for ”security” på 175 millioner dollars (cirka 878 mio. danske kroner; 1 canadisk dollar = 5 kroner). Omkostningerne ender med at overstige 1 milliard dollars. En styrke fra den canadiske hær, det føderale og det lokale politi, i alt 10.000 mand, vil overvåge byen, suppleret af omtrent 5.000 sikkerhedsvagter.

Der er blevet installeret et vidtstrakt net af kameraer til overvågning af det offentlige rum, og pigtrådshegn og andre afspærringer er blevet sat op over alt i regionen for at holde protesterende og gratister borte fra sportsbegivenhederne. Politiet har optrappet chikaner og trusler mod anti-olympiske organisatorer over hele Canada. I nogle tilfælde har de opsøgt private hjem og arbejdspladser for at udspørge ikke bare kritikere af legene, men også deres bekendte.

Ræsonnementet bag den overvældende udfoldelse af militær- og politimagt er den samme som bliver brugt til at retfærdiggøre krigene i Irak, Afghanistan og Palæstina, nemlig at der bag hvert hjørne lurer en potentiel ”terrortrussel”, og at den eneste måde til at imødegå denne trussel er at føre krig. Politiet har advaret om, at de vil anholde enhver, der forsøger at arrangere protestmanifestationer imod legene i nærheden af selve arrangementet eller langs vigtige transportveje.
Vancouvers politi har erhvervet nye våben i kampen i mod kritikerne, heriblandt ”Longe Rang Acoustic Device”, et højttalersystem første gang anvendt imod civile i Pittsburgh sidste år under G20 topmødet. Den udsender en voldsom lydbølge med det formål at sprede folkemængder. Vagtpersonale i metroen vil også for første gang anvende hunde, som skal snuse til tilfældigt udvalgte passagerer og deres ejendele.

To særlove er blevet taget i brug af provinsregeringen som, sammen med Vancouvers byråd, vil ”rense” byen og begrænse synlige udtryk for modstand imod vinterlegene.
Assistence to Shelter Act (loven om hjælp til husly, kaldet ”den olympiske kidnapningslov” af hjemløse-advokater) tillader politiet at fjerne hjemløse og andre ”uønskede elementer” fra gaderne i nærheden af sportsbegivenhederne og placere dem i herberger og andre offentlige institutioner.

”Cirkulære nr. 13” regulerer offentlig skiltning. Det er beregnet på at beskytte det olympiske varemærke og de olympiske leges sponsorers varemærker. F. eks. er studenter på University of British Colombia blevet truet med at blive sat ud af deres kollegieværelser på grund af anti-OL skilte i deres vinduer. Midt i december beordrede myndighederne i Vancouver fjernelse af et murmaleri på facaden til et kunstgalleri i Vancouvers bymidte; fire triste ansigter og et lykkeligt tegnet i de fem olympiske ringe.

Politiet har nægtet at afsløre, om politiprovokatører vil møde op til protesterne og anspore til vold. Dette spørgsmål er ikke ligegyldigt. Ved en protest mod verdens ledere i Montebello, Quebec, nær Ottawa, i 2007 fik provokatører fra Quebecs lokale politi demonstranter til at kaste sten og ophidsede til andre former for vold.

En infiltration fra politiet side er allerede kommet frem i lyset. Da den olympiske flamme ankom til Victoria, British Colombia, den 30. oktober for at begynde sit stafetoptog på tværs af Canada gennemførte hundredvis af mennesker protestaktioner for at skabe opmærksomhed på modsætningen mellem på den ene side rundhåndede offentlige bevillinger til vinterlegene og på den anden side de ringe bevillinger til sociale programmer. Demonstranter blokerede stafetten et stykke tid ved at bruge civil ulydighed. Ukendte personer brugte brosten til at splitte og potentielt skade ridende politi og deres heste, som blev brugt til at kontrollere mængden – en aktion som ifølge arrangørerne af protesten ikke kom fra deres rækker.

En måned senere i Vancouver sagde chefen for Victorias politi, James Graham, at hans politistyrke havde infiltreret protestaktionerne. Han fortalte en undrende international sikkerhedskonference: ”Forstår I, at det havde aktivisterne ikke organiseret da de på færgen over (fra Vancouver) lejede en bus …. og det var en politimand, der kørte bussen.

Garth Mullins, en af lederne af Olympic Resistance Network, sagde på et offentligt møde i Vancouver sidst i november: ”Hvis der er vold på OL-vinterlegene, vil det være politiet, der starter.” En af paneldeltagerne på mødet var Bud Mercer, chef for Vancouver 2010 Integrated Security Unit.

Grænsekontrol
Skærpet kontrol ved den nærliggende grænse mellem USA og Canada begrænser bevægelsesfriheden for mulige kritikere af vinterlegene. Den 25. november blev USA-journalisten Amy Goodman, vært på den daglige Democracy Now! radioudsendelse, tilbageholdt i adskillige timer af de canadiske grænsemyndigheder, mens hun var på vej til at tale på et møde i Vancouver. Skønt OL ikke var emnet for hendes tale, var myndighederne bekymrede for, at det kunne det være. De krydsforhørte hende i flere timer om dette. Til sidst fik hun lov til at fortsætte sin rejse, men blev beordret til forlade landet inden for 48 timer.

Den 10. december blev Maria Renn, en leder fra Olympic Resistance Network i Vancouver, og en af de centrale ledere fra Stop War-koalitionen nægtet indrejse i USA, da hun var på vej for at holde en OL-relateret tale i Portland, Oregon.

Hun blev kropsvisiteret, fotograferet, fik taget fingeraftryk og krydsforhørt i seks timer om sine politiske synspunkter og hendes kontakter i USA. Hendes mobiltelefon blev taget og åbnet og hendes bøger og talenoter blev læst og kopieret. Efter forhørene blev hun overladt til de canadiske myndigheder, som underkastede hende deres egne forhør i yderligere flere timer. USA’s myndigheder beordrede hende til ikke at vende tilbage til USA under trusler om at blive anholdt.

I en beretning om den behandling, hun var udsat for, offentliggjort i ugeavisen Georgia Straight skrev Renn:
”Nægtelsen af min indrejse til USA, ledsaget af afhøring, intimidering og chikane af myndighederne på begge sider af grænsen, demonstrerede endnu engang hvordan 1 milliard dollars i OL-sikkerhed er designet til at kvæle modstand, selv i form af offentlige ytringer, og ikke til at sikre offentlig sikkerhed, sådan som det officielt erklæres.”

Der er især grund til bekymringer vedrørende OL-sikkerhedsstyrkernes adfærd på grund af den epidemi af politivold, der er fejet igennem Canada de seneste år. Tasers (moderne håndvåben, som anvendes af politiet til at påføre modstandere midlertidige lammelser ved hjælp af elektrochok, oa.) har forårsaget dusinvis af døde for politiets hånd, herunder RCMP-mordet (RCMP, Royal Canadian Mounted Police, ridende politistyrke, oa.) på Robert Dziekanski i Vancouvers lufthavn i oktober 2007, som blev optaget på en amatørvideo og sendt på fjernsyn over hele verden.

Dødsfald forårsaget af politiets pistolskud og overgreb fra politiets side er et stigende problem. I British Columbia alene var der 960 formelle klager over politiets overgreb i 2009.

Den svage og ineffektive RCMP-undersøgelseskommission blev fuldstændigt lukket ned af forbundsregeringen den 31. december da Paul Kennedys fireårige formandskab sluttede. Hans udnævnelse blev ikke fornyet og der blev heller ikke udnævnt en efterfølger. Kennedy fremlagde for nylig en rapport, som var yderst kritisk med hensyn til RCMP’s rolle i drabet på Dziekanski.

Krigslege
De Olympiske Lege har altid – fra værtslandenes side – været en opvisning i militarisme. De canadiske væbnede styrker, engageret i en skånselsløs og røverisk krig i Afghanistan, har tydeligvis en fremtrædende plads i forberedelserne af disse lege. Deres køretøjer følger rutinemæssigt stafetten med den olympiske ild på dens vej tværs gennem Canada. Soldater vil være i Vancouvers gader under konkurrencerne. Helikoptere og kampfly har udført ”sikkerhedsmissioner” i luftrummet over byen i månedsvis. Det forlyder, at åbningsceremonien vil hylde Canadas krig i Afghanistan.

Traditionen byder, at værtslande for OL udfærdiger opfordringer til ophør af militære fjendtligheder og fremhævelse af ”idealet om fred” under begivenheden. En resolution i den retning blev fremsat af Canada til FN og godkendt den 19. oktober – men Canadas regering gav ikke noget tilsagn om at overholde en våbenstilstand i Afghanistan i februar.

OL ofrer det sociale byggeri
Vancouvers kontroversielle bud på vinterlegene blev afgivet i 1999 af en NPD-ledet provinsregering (NPD, New Democratic Party, et socialdemokratisk parti, oa.) og en forbundsregering ledet af det liberale parti. For at sælge idéen til en skeptisk befolkning blev vinterlegene pyntet op til at være en socialt ansvarlig begivenhed, som skulle forbedre byens idrætsfaciliteter, bygge nye typer af offentlig transportsystemer, udvikle ”grønne” byggeteknikker og fremfor alt øge mængden af socialt boligbyggeri.

Metropolen Vancouver har en kronisk boligkrise, som medfører, at tusindvis af mennesker lever uden tag over hovedet, og andre tusinder lever under kummerlige forhold. Byen har de højeste boligudgifter i Canada. Den første og mest fremtrædende bekymring i forbindelse med vinterlegene var, at fattige mennesker, der bor i udlejningsejendomme, skulle blive smidt ud af ejerne med det formål at pudse ejendommene op og udleje dem til OL-gæster til forhøjede priser.

En lignende bekymring var forbruget af enorme summer af offentlige midler på sportsbegivenheder i stedet for til sociale formål. Et sort sky af usikkerhed hang over OL-buddet, selv efter at det var godkendt i sommeren 2003. Usikkerheden lettede først efter behændige manøvrer af kommunalpolitikere i de følgende måneder. Vancouver’s borgmester Larry Campbell (siden valgt til det føderale senat) lagde – sammen med to højrefløjs byrådsmedlemmer fra det konservative parti NPA og tre byrådsmedlemmer fra det progressive parti COPE – hindringer i vejen for at holde en vejledende folkeafstemning om vinter-OL’et. Ja-siden vandt 64 procent – men kun 46 procent af de registrerede vælgere deltog, og afstemningen var begrænset til Vancouver City og ignorede metropolens større omegnsregion og så helt bort fra provinsen.

Ja-siden hentede støtte fra oppositionen i New Democratic Party og de fleste af partiets tilknyttede fagforeninger. Tilhængerne af vinterlegene indenfor arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser argumenterede med, at støtten kunne være en ”løftestang” for at få provins- og forbundsregeringerne til at øge de sociale udgifter. Men da folkeafstemningen først var i hus, blev regeringernes vage løfter om at bygge boliger til Vancouvers fattige og hjemløse droppet.

Det sidste af en lang række af brudte løfter om at skaffe husly var beslutningen i begyndelsen af 2009 taget af et nyt bystyre (dannet af et flertal bestående af en højrefløjs-udspllitning fra COPE) om at opgive det sociale boligbyggeri bestående af ”Atleternes Landsby”, som nu blev anset for at være for dyrt. Landsbyen, placeret tæt på Vancouvers centrum, vil i stedet blive konverteret til luksuøse ejerlejligheder efter legene. (En reminiscens af sociale boliger i form af støttet udlejning af nogle enheder bliver stadig diskuteret).

Skandaløst var det, at landsbyen derefter måtte have en halv milliard dollars i lånegaranti fra Vancouvers bystyre, for at projektet kunne gennemføres. Fortress Investment Group of New York afviste at fortsætte sin finansiering af projektet, en konsekvens af USA’s finansielle kollaps.

Starten på den økonomiske krise i september 2008 udløste en ny bølge af nedskæringer i sociale programmer fra provinsregeringens side. Dette er den væsentligste grund til, at offentlighedens støtte til OL-vinterlegene i værtsprovinsen er stadigt faldende.

Offentlig transport: Et andet offer for brudte OL-løfter
Et andet offer for brudte OL-løfter er offentlig transport. De fleste lokale politikere og trafikeksperter er enige om at hovedprioriteringerne for den offentlige trafik er en hurtig forbindelse til byens nordøstlige del, bygningen af en jernbaneforbindelse til forstæderne i Fraser River Valley og en væsentlig udvidelse af busservicen. Imidlertid dikterede de olympiske prioriteringer bygningen af en højhastighedsbane, der kunne forbinde centrum med lufthavnen til en udgift på 2 milliarder dollars eller 110 millioner dollars pr. kilometer. Vancouver’s trafikmyndighed Translink siger, at Canada Line (den nye lufthavnsforbindelse, oa.) og andre vej- og motorvejsudvidelser har opbrugt midlerne til nye trafikprojekter. Imidlertid fortsætter taksterne med at stige. De er steget 40 procent de sidste otte år.

I november 2009 trak den øverste chef for Translink, Thomas Pendergast, sig pludselig tilbage efter kun 15 måneder i jobbet. Han gav ingen forklaring på sin beslutning, men Gordon Price, en respekteret trafikplanlægger og forfatter, kommenterede det med, at Pendergast ”så på situationen, så, at dette ikke førte nogen steder hen og sagde ‘hvad laver jeg her?’”

Price opsummerede Vancouver-regionens trafikpolitik i en kommentar den 13. november i Vancouver Sun: ”Vi går med fuld fart frem, baglæns. Tilbage til 1950’ernes og 60’ernes verden, da vi antog, at vi ville køre overalt for alting og gik ud og byggede det op på den måde. Nu er vi ved at gøre det igen i det meste af regionen.”

Protester planlagt
Trods alle trusler og forhindringer er protesterne mod De Olympiske Lege og deres skandaløse offentlige finansiering startet op og vil fortsætte hele vejen igennem.

Stafetten med den olympiske ild er blevet mødt med protester i mange store og små byer i hele landet. Et væsentligt tema for protesterne har været de elendige betingelser og de stadige overgreb imod Canadas oprindelige folks rettigheder, herunder også de, der bor i byerne. Olympic Resistance Network (ORN) startede sit arbejde op i Vancouver for adskillige år siden under parolen ”Ingen olympiade på stjålet indianerland” for at sætte fokus på det faktum at det meste af det land, hvor legene vil finde sted, er de indfødtes tidligere territorium.

En protest imod OL-stafetten i Nairn Center i det nordlige Ontario blokerede den transcanadiske hovedvej den 2. januar, da OL-processionen nærmede sig. Otte unge mennesker blev anholdt og så senere løsladt. En af dem, Mark Corbiere fra Anishinabe-folket, udtalte i en ORN-pressemeddelse:
”VANOC (Vancouvers olympiske organisationskomite) og Canadas regering kan ikke længere hvidvaske Canadas brutale accept af fortsat kolonialisme, eller dens afgrundsdybe miljømæssige kendsgerninger: Dette er de ting, som Canada og VANOC virkelig repræsenterer, og vi vil ikke lade dem bruge det olympiske spotlys til at lade deres løgne stå uimodsagt overfor den globale offentlighed.”

En demonstration vil finde sted i Vancouver samtidig med åbningen af OL den 12. februar. Den er organiseret af 2010 Velkomstkomiteen, og ORN er blandt de organisationer der deltager og støtter den. Masser af offentlig information og protestmøder er blevet afholdt i månederne op til åbningen.

British Colombia Civil Liberties Association har spillet en ledende rolle i at skabe opmærksomhed om de overgreb på civile rettigheder, der finder sted i forbindelse med legene. De har organiseret grupper af observatører, som vil overvåge politiske protestaktioner såvel som andre begivenheder, hvor politiet kan tænkes at gå over stregen.

En begivenhed, som vil finde sted den 14. februar, lægger op til en konfrontation med de olympiske myndigheder. Det er en årlig march gennem Vancouvers gader for at mindes de mange indfødte kvinder, som er forsvundet i løbet af de seneste årtier i Canada og som formodes at have mødt en voldelig død. Den traditionelle marchrute krydser den olympiske forbudszone. Marchens organisatorer siger, at de ikke vil imødekomme de olympiske myndigheder ved at ændre den traditionelle rute.

De to ugers olympiske begivenheder vil i sit kølvand efterlade en dyb gæld, øget fattigdom, undertrykkelse af civile og sociale rettigheder og en tydelig forstærkning af de nationale sikkerhedsmyndigheders midler og våben. Dertil kommer, at fem uger før åbningen af legene kommer nyheden om et nyt olympisk skandaløst økonomisk roderi: Intrainvest Corporation, ejeren af Whistler ski resort, hvor en stor del af legenes begivenheder vil finde sted, beliggende nord for Vancouver, er en finansiel fiasko og kræver hundreder af millioner dollars i redningshjælp.

Det er helt nødvendigt at protestere imod den slags uansvarlighed.

 

Oversat fra netmagasinet Socialist Voice af Ebbe Rand Jørgensen

Roger Annis er luftfartsarbejder i Vancouver og redaktør af Socialist Voice

Læs mere på: http://olympicresistance.net eller http://no2010.com/

For mere om de olympiske lege er der en bog af Vancouver-forfatteren Chris Shav:
Five Ring Circus: Myths and Realities of the Olympic Games

http://www.newsociety.com/bookid/3995

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com