Den 11. juni startede sydafrikanerne en fest, som ikke har set sin lige siden befrielsen i april 1994. Men festen har store samfundsøkonomiske og politiske omkostninger.

af Patrick Bond, Durban

Det er en stor ære for vores unge demokrati at være vært for det vigtigste sportshurlumhej næst efter Olympiaden.

De almindelige mennesker, som har arbejdet hårdt med forberedelserne, fortjener taknemmelighed og støtte, især bygningsarbejderne, rengøringspersonalet, kommunalt ansatte, sundhedspersonale og frivillige, som ikke vil modtage den anerkendelse, de fortjener. Men samtidig er det nødvendigt at opveje de psykologiske fordele mod de store samfundsøkonomiske og politiske omkostninger.

Den radikale amerikanske sportsjournalist Dave Zirin har kaldt Durbans nye Moses Mabhida Stadion det mest betagende, han nogen sinde har set, men han leverede desuden et realitetstjek: ”Dette er et land, hvor man i forvejen ser en afsindig rigdom side om side med fattigdom.”

”Verdensmesterskaberne er meget langt fra at afhjælpe denne situation, men sætter blot et forstørrelsesglas foran hver en plet på denne efter-apartheid-nation.”

I Durban kan vi normalt finde vores værste skurk på rådhuset, hvor kommunaldirektør Michael Sutcliffe den ene gang efter den anden forbyder beboerprotester imod hans politik vendt mod de fattige.
Som e-nyhedsjournalist Morgan Collins måtte sande på vej til fængslet, da han forsøgte at dække en sygeplejerskestrejke i april, er betjente, der træder de grundlovssikrede rettigheder under fode, blevet en dårlig vane på de kanter.

Demokratifri zone
Embedsmænd i den nationale sikkerhedstjeneste har fortalt parlamentet, at de vil gå et skridt længere i demokrati-fornægtelse ved at lægge en 10-kilometers politiafspærring rundt om Mabhida Stadion, som har fået sit navn (helt uden ironi) efter en stor gammel leder af kommunistpartiet.

I juni-juli er det meningen, at eventuelle aktivister i Durban skal blive skræmt og benovet ved synet af ”kampfly, fælles grænsekontrol med nabolandene, politieskorter for cruiseskibe og hold af sikkerhedsvagter med ’diplomatisk’ træning.”

Målet er at ”afværge national ekstremisme, strejker og protester i servicesektoren.”

Men fagforeninger i det sydafrikanske transportarbejderforbund SATAWU, der ser sig som allieret med det regerende ANC-parti, havde rigtig gode grunde, da de den 10. maj indledte, hvad de beskrev som den største strejke i Sydafrikas historie. Det samme gælder de hyppige demonstrationer blandt ansatte i persontransporten, eller protesterne mod udnyttelse fra bolighajer, eller ofrene for de brande, der opstår i deres blikhuse, fordi de nægtes adgang til elektricitet.

At sidestille ikke-voldelige protester med ekstremisme er gammel apartheid-paranoia af værste skuffe.

FIFAs ansvar
Meget af skylden for Durbans kommercialiserede demokrati-fri VM-zone kan lægges på FIFA.
Bare nogle få meter fra det sted, hvor fattige mennesker bliver nægtet deres kilde til fisk og indkomst, er det åbenbart nødvendigt at rejse FIFAs dyre importerede telte med hjælp fra et tysk byggefirma.

Der vil blive meget lidt dryppen på degnen. Bortset fra de ekstremt larmende plastiktrompeter vil det ønskede afrikanske touch til verdensmesterskabet blive dæmpet. De kvinder, som typisk sælger ”pap” (majsmåltid) og ”vleis” (kød) lige udenfor stadionerne, vil blive verfet væk, mindst en kilometer væk.

Analytikeren Udesh Pillay fra ”Human Sciences Research Council har sagt, at der i 2005 var en ud af tre sydafrikanere, der håbede at få personlig gavn af VM, men det tal er faldet til en ud af 100 i dag.

FIFA får eneret til Mabhida Stadion. Selv på de tre fjerdedele af dagene, hvor der ikke skal spilles fodbold, vil anlægget være lukket for besøgende. FIFAs forvenrtede overskud på disse mesterskaber: 3 millarder US-dollars.

FIFAs sponsorering underminerer den lokale økonomi. Teenagearbejdere på en plastikfabrik i Shanghai har fået bare 3 dollar om dagen for at fremstille Zakumi-maskotdukker, der sagtens kunne have været produceret på de kriseramte fabrikker i vores region.

Chefen for den lokale VM-organisation, Danny Jordan, forudsagde i 2005, at 400.000 mennesker ville komme på besøg. I virkeligheden vil der kun komme halvt så mange og en tredjedel de værelser, FIFA havde booket, er blevet aflyst.

Økonomisk farce, politisk tragedie
Udgifterne stiger. Sydafrikas bud på mellem 150 millioner dollar og 1,2 milliarder i udgifter er steget til 5 milliarder i dag.

Sydafrika med sin 80 milliarder store gæld kan ende med at få samme behandling af de internationale kreditinstitutioner som Grækenland, hvis gæld blev delvist forstærket af værtskabet for de Olympiske Lege i 2004.

Fra økonomisk farce glider vi over i politisk tragedie. Der har været mindst to mord (muligvis flere) på ærlige politikere, der kritiserede kontrakterne i forbindelse med VM.

Over 1000 elever demonstrerede imod det nyoprettede Mbombela stadion nær Nelsruit, da det viste sig, at skoler, som blev revet ned på grund af byggeriet, ikke at blev genopbygget. Andre VM-relaterede protester mod kommunale embedsmænd er kommet fra gadehandlere i Johannesburg, Durban og Cape Town.
Der har været protester imod embedsmænd fra Johannesburg fra naboer til Soccer City Stadion i den fattige Riverlea township, ligesom arbejdere har protesteret mod byggeselskaberne.

I Durban har Sutcliffe bestyret en række af dyre ledelseskatastrofer: forfejlet privatisering af busserne på grund af kammerateri; hans mislykkede forsøg på at udskifte et århundrede-gammelt indisk marked med et indkøbscenter; utallige offentlige støttemidler til elite-orienterede megaprojekter; en illusorisk ny handelshavn meget langt fra Afrikas største havn; katastrofale vand- og kloaksammenbrud og en økonomisk udviklingsstrategi, der var afhængig af sportsturisme i et område, der vil blive indskrænket af klimaændringer og hurtigvoksende luftfartsskatter, for nu at nævne nogle få tosserier.

Med Zirins ord: ”At se et land, der allerede er overstrøet med fuldstændig brugbare stadions, bruge i omegnen af 3 milliarder dollar på nye faciliteter, er at bemærke et sløseri med ressourcer, som er samvittighedsløst.
Modsigelserne er åbenlyse, når man sammenligner Mabhida Stadion, der er blevet bygget lige ved siden af en fin rugby-bane, der kunne have været opgraderet billigt, med de afskyelige skure, hvor hundredtusinder lever i over hundrede slumbebyggelser over hele Durban.

I april overlevede beboerne i slumbyen Cato Crest deres fjerde ildebrand i år. 200 skure blev ødelagt.
Endnu en gang var det en petroleums ovn, der var skyld i det, fordi det i meget lang tid har været byens politik at nægte de fattige adgang til elektricitet til rimelige priser.

Byggeskandale
Alligevel ser det ud til, at selvfede embedsmænd er fuldstændig ligeglade. Formanden for det kommunale boligudvalg, Nigel Gumede, slog sig for nylig sammen med Sutcliffe om at afvise konklusionerne om byggeskandaler i en rapport fra den statslige Byggestyrelse.

Rapporten om en af byens bygnings-leverandører – Zikhulise Cleaning, Maintenance and Transport –rettede en skarp kritik af en 40- millioners aftale fra 2006 om at få bygget 18.000 meget små huse.
I rapporten fandt man, at tre fjerdedele af husene var blevet bygget under standarden for kommunalt byggeri og trængte til at blive repareret. Kloakeringen i projektet udgjorde en forurenings- og sundhedsrisiko.
Uden stormvejrsdræning er der en stor risiko for mudderskred.

Til forsvar for Zikhulise sagde Sutcliffe: ”Rapporterne om at disse huse er blevet bygget under standard, er fuldstændig sludder og vrøvl og del af et mediehysteri.”

I hele Kwazulu-Natal provinsen findes der ifølge en regeringsledet undersøgelse 49 byggeprojekter ligesom Zikhulises med mere end 40.000 defekte huse.

Der er findes også en ny kommunal politik, der går på at private inkassofirmaer skal inddrive 9 millioner dollar i restancer fra 600 af kommunens lejligheder. En kommunal rapport fandt frem til, at de kommunale inkassofirmaer allerede havde skabt ”massiv hjemløshed” uden hensyn til lejernes ”forsøg på at gøre deres bedste for at betale deres husleje.”

Global fodboldapartheid
Kernen af verdensmesterskabets velkomstkomité i Durban er korrupte eliter, som udmærket formår at spille racekortet (en Sutcliffe-specialitet til trods for, at han er hvid),berige sig selv og sige ét og gøre noget andet.
Med mindre der bliver gjort et eller andet, vil den verdensomspændende pinlighed vokse hurtigere end antallet af mål mod det nationale fodboldhold, Bafana Bafana, som er faldet ned på verdensranglistens nr. 90 (de er kun med i VM, fordi de er værter).

Ikke så underligt: Den globale fodboldapartheid betyder, at de bedste afrikanske spiller opsuges af europæiske klubber.
Trevor Phillips, den tidligere leder af Sydafrikas bedste fodboldliga , har spurgt: ”Hvad fanden skal vi gøre med et fodboldstadion til 70.000 tilskuere i Durban, når VM er forbi? Durban har to fodboldhold, som kun tiltrækker nogle få tusinde tilskuere?”

”Det ville have været mere fornuftigt at bygge mindre stadioner tættere på det fodbold-elskende hovedland og brugt overskuddet til træningsfaciliteter i townships.

De lokale vindere i dette VM bliver de store virksomheder og sorte ”tenderprenører”(sydafrikansk udtryk for embedsmænd og politikere, som bruger deres position til at favorisere bestemte tilbudsgivere, o.a.)
”Tenderprenør-strategien er gennemført korrupt,” sagde Moeletsi Mbeki , bror til den tidligere sydafrikanske præsident, Thabo. Den handlede om købe de afrikanske nationalistledere ved at berige dem privat.”
Men at købe de politiserede græsrødder er ikke nemt. Når fodboldhysteriet falmer og protesterne blive mere insisterende, vil de lokale eliter indse, at det var en fejl at påtage sig værtskabet af disse mesterskaber med et så stort overforbrug og en sådan arrogance.

De vil lære det, vi andre allerede ved: Kæmpeprofitter og forretning er uforeneligt med den ægte glæde, der er forbundet med verdens mest elskede sport.

Patrick Bond er leder af University of KwaZulu-Natal Centre for Civil Society.

Artiklen blev bragt 30. maj i den australske ugeavis Green Left Weekly og er oversat af Bodil Olsen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com