Selv om demonstrationerne er blevet mindre, ulmer gløderne stadigvæk efter vinterens opgør med den oppustede ”geyserkapitalisme”, der har ført den islandske økonomi til randen af kollaps.

af Bjarke Friborg

Efter halvandet årti med næsegrus nyliberalisme, der først sendte Islands økonomi til himmels og siden til helvede, blæser der i dag nye vinde over Island. Først betød massive og folkelige protester, at regeringen og nationalbankchefen måtte gå af. Derefter kunne en ny centrum-venstreregering for første gang i landets historie vinde et flertal ved altingsvalget. Og i dag er der stadigvæk protester og opmærksomhed omkring regeringens krisehåndtering, mens det kritiske foreningsliv – herunder venstrefløjen – har fået flere nye politiske knopskud.

Mobilisering giver resultater
Árni Daníel Júlíusson og Sigurlaug Ragnarsdóttir var i vinter med til protesterne og er blandt dem, der har valgt at fortsætte deres engagement og aktivt prøver at sætte en ny dagsorden. De fortæller om en ny situation, hvor der er en helt anden lydhørhed for radikal politik, men også om en regering, der meget hurtigt er faldet ind i en administratorrolle.

– Venstrepartiet De Grønne har været en stor skuffelse, fortæller de to samstemmende om landets mest venstreorienterede parti, der fik 21,7 procent af stemmerne ved valget i april og i dag er i regering med det socialdemokratiske parti Alliancen. Vinstrihreyfingin-Grænt framboð eller Venstrepartiet De Grønne har været i konstant vækst siden stiftelsen i 1999, hvor aktivister fra det feministiske parti Kvennalistinn og det eks-kommunistiske Folkealliancen gik sammen om at skabe et nyt venstreorienteret miljøparti. Men på trods af, at Venstrepartiet selv var med til at organisere protesterne i vinter, mener kritikerne, at de har været dårlige til at videreføre kampen internt i regeringen. Nye initiativer er typisk kommet udefra, som følge af folkeligt pres og mobilisering.

For eksempel var det ikke regeringen selv, men en talkshow-vært, der fandt på at bede den norsk-franske korruptionsjæger Eva Joly om at hjælpe med en kulegravning af det islandske finanskollaps. Og det var aktivister som Sigurlaug Ragnarsdóttir, der samme aften oprettede en Facebook-gruppe, hvor Eva Joly-tilhængere kunne vise deres støtte til ideen. I løbet af få døgn havde tusindvis af mennesker tilmeldt sig. Joly blev derefter ansat, men har efterfølgende ikke haft tilstrækkelig opbakning bl.a. til at imødegå statsanklageren. Derfor har hun nu truet med at trække sig, hvis ikke hun kunne få de nødvendige fuldmagter.

Icesave-skandalen
Udover den aktuelle Joly-sag, er der også en anden og mere graverende sag, som de to aktivister ser som et tragisk eksempel på regeringens manglende dristighed.

– Den største kampagne nu i Island er kampen mod Icesave, eller Iceslave som modstanderne kalder den, fortæller Árni Daníel Júlíusson. Icesave var en aflægger af den islandske bank Landsbanki, med filialer i Storbritannien og Holland. Da Landsbanki gik konkurs, indefrøs den britiske regering de islandske konti under henvisning til landets anti-terrorlove. Alligevel er den nye centrum-venstrefløjsregering nu ved at acceptere en aftale, der forpligter de islandske bankkunder til at betale for den gamle bankledelses eskapader.

– Folk er simpelthen rasende, situationen minder om den situation, der væltede regeringen i januar, mener Árni Daníel Júlíusson. Og Sigurlaug Ragnarsdóttir står også denne gang bag en ny Facebook-gruppe, der i løbet af to-tre uger har fået over 32.000 tilmeldte eller 10 procent af befolkningen, der kræver et opgør med Icesave. Hun og andre lægger desuden løbende videoer fra protester og aktioner mod Icesave ud på Youtube, så alle kan følge med i, hvad der sker.

På denne måde har internettet vist sig at fungere som et alternativt medie på et tidspunkt, hvor de etablerede medier bliver mødt med dyb skepsis. En meningsmåling viste for nylig, at 80 procent af befolkningen opfatter det økonomiske system som grundlæggende korrupt og utroværdigt. 50 procent ser med den samme skepsis på de etablerede medier, der i stor grad udstrækning er ejet af de samme økonomiske bagmænd – hvoraf mange i øvrigt er gået i skjul i udlandet, mens de stadigvæk trækker i trådene hjemme på Island.

Nye protestbevægelser
Det er imidlertid ikke kun nye medier, der er på fremmarch i Island. Der er også en hel række nye organisationer, der har set dagens lys i kølvandet på vinterprotesterne. Familiernes Interesseorganisation er en af dem – en bevægelse, der er begyndt under vinterens kampe. Den kæmper mod den gigantiske gældsættelse, familierne er blevet udsat for på grund af myndighedernes økonomiske politik. Men Árni Daníel Júlíusson beretter også om organisationer med et specifikt anti-nyliberalt eller socialistisk grundlag.

– Mange fra de nye bevægelser var ledende under protesterne i vinter. De fleste af dem er organiserede i Venstrepartiet, som nu sidder i regering. Men en del er organiserede i det nystiftede parti Borgerbevægelsen eller Borgarahreyfing, der i april blev indvalgt i Altinget med fire mandater og en vælger opbakning på 7,2 procent. Andre tilhører den radikale organisation Nyhil, der er en slags anarko-kommunister, fortæller Júlíusson.

– De har organiseret møder med radikale intellektuelle som Hardt, Negri og Mouffe her i foråret. 200-400 mennesker mødte op til hver forelæsning, lyder det med slet skjult begejstring.

Det er heller ikke kun alternative, men etablerede medier som Youtube og Facebook, der har fået et politisk opsving. Mange har også kastet sig over weblogs eller blogs, hvor privatpersoner eller grupper debatterer og skriver på nettet om den politiske situation enten på islandsk eller på engelsk, så det internationale publikum også kan følge med. Et eksempel er Dagbladid Nei, der blev til under protesterne i vinter og som bl.a. driver kritik af de borgerlige medier. Ifølge Júlíusson er det i dag det vigtigste organ til venstre for Venstrepartiet. Andre websites er det marxistiske marxismi.com/karl og det anarkistiske aftaka.org, der bl.a. har været involveret i forbindelse med flere husbesættelser. Kort sagt alt sammen tegn på nye politiske vinde over Island.

Kritik af nyliberalismen
Kombinationen af konkrete enkeltsager og behovet for en mere systematisk og global kritik af nyliberalismen ligger også bag stiftelsen af det nye Attac Island. Árni Daníel Júlíusson og Sigurlaug Ragnarsdóttir blev i maj valgt som to af fire talspersoner for den anti-nyliberale forening, der bl.a. forsøger at fremme ideen om en international beskatning af finanstransaktioner.

– Det er først nu under krisen, hvor en masse mennesker er blevet politisk aktive, at det er muligt at mobilisere folk til at begynde arbejdet med Attac. Sammenhængen mellem protesterne i vinter og grundlæggelsen af Attac Island er meget direkte. Attac Island udspringer af grupper, der var med til at organisere modstand i vinter, slår Júlíusson fast, mens han beretter, hvordan kritik af situationen på Island hænger nøje sammen med kritik af den globale kapitalismes institutioner.

Umiddelbart efter kollapset i oktober 2008 indgik regeringen en aftale med den internationale valutafond IMF, der forpligter Island til at tilbagebetale sin gæld før 2015. IMF har bl.a. opfordret regeringen til at skære ned på de sociale udgifter, og aftalen har mødt massiv kritik.

– I kampen mod IMF kontaktede vi Attac i Norge, Sverige og Danmark og fik værdifulde oplysninger, som vi brugte i vores informationskampagne mod IMF. Så Attac Island udspringer meget direkte ud af IMF’s overtagelse af styringen af Islands økonomi og protester mod det, understreger Júlíusson.
Indtil videre er der otte i bestyrelsen og i alt er måske 50 mennesker aktive i øjeblikket. En hel del mennesker er aktive i protester mod IMF, der er f.eks. en facebookgruppe med 2.500 medlemmer. Og i en islandsk sammenhæng er dette rigtigt mange mennesker.

– Vi har også tænkt på at involvere organisationer, fagforbund og ungdomsbevægelser, fortæller de to. Desuden er de ved at arrangere, at Tariq Ali kommer på besøg nu til efteråret til et stort anlagt offentligt møde.

Klassekamp og fagbevægelsen
En enkelt bevægelse, nemlig fagbevægelsen, har imidlertid været påfaldende tilbageholdende under krisen. Over 80 procent af landets lønmodtagere er organiseret, men ingen af de faglige organisationer var drivende i vinterens protestaktioner. Til gengæld har de forsøgt at fremme ideen om islandsk EU-medlemskab som en vej ud af krisen. På trods af, at en meget stor del af befolkningen er skeptiske over for nye unioner, navnlig hvis det går ud over den hårdt tilkæmpede fiskerigrænse på 200 sømil.

Så selv om fagbevægelsen indtil videre har været på sidelinjen, er det alligevel helt klart, at der i dag er dybe klassemodsætninger i Island, og at kritikken af dem er eksploderet siden sammenbruddet i 2008. Den nyliberale politik gennem de sidste 18 år har for første gang siden middelalderen ført til fremvæksten af en ny økonomisk elite af ultra-rige familier og personer, bl.a. med råd til at opkøbe fodboldklubber i Storbritannien og at få Elton John til at synge ved deres fødselsdagsselskaber. Det er dem, der har ført Island ud i afgrunden, og hadet og forargelsen mod dem er stort.

Spørgsmålet er derfor bare, om Islands unge og udenomparlamentariske venstrefløj er parate til at uddybe et globalt oprør mod nyliberalismen og at tage de nødvendige skridt mod oprydning af økonomien – både på Island og i andre lande. I hvert fald synes det klart, at krisen er international og ikke kun islandsk, og at der er behov for radikale politiske løsninger i en radikal politisk situation. Og meget tyder på, at der er behov for samtlige stemmer – både Venstrepartiet, men i høj grad også de udenomsparlamentariske bevægelser, der vil være afgørende for fortsat pres på regeringen.

 

Links:
Venstrepartiet/De Grønne
Borgerbevægelsen
Dagbladid Nei
Marxistisk blog: marxismi.com/karl

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com