Københavnerne har fået nok af investorer og medløbende politikere. De har indset, at udbytningen af byen og de grønne arealer jager helt almindelige borgere fra byen. I en ny bog af Peter Schultz Jørgensen peges der på, at kampen handler om hele region Sjælland.

af Arne Lund

Tredje bind om Københavns udvikling og mulige deroute af arkitekten Peter Schultz Jørgensen, kommer til tiden – en måned før kommunal- og regionsrådsvalget. I 2019 udsendte han Byernes jord, der tog fat på den private ejendomsret, og spurgte, om det ikke er på tide, at vi kommer af med den, fordi den forvrider demokratiet, og er en økonomisk, socialt, og klimatisk belastning. Tidligere i år kom så Ta byen tilbage – den er vores – om de forspildte muligheder, og om de investorer, der med bystyrets accept har sat sig på byen og dens udvikling. Bøgerne kan læses enkeltvis, men størst udbytte får man, hvis de læses kronologisk.

 

København er på mange måder blevet en bedre by. Så længe det varer, for bag den tilsyneladende sorgløse overflade, er voldsomme spændinger ved at bryde igennem. De senere års protester viser, at borgerne reagerer på bystyrets bedrageri: I 30 år er borgerne blevet bildt ind, at blot investorerne får lov til at bygge løs, så kommer de billige boliger.

 

Investorerne – danske (bl.a. pensionskasserne) såvel som udenlandske – ensretter byen og ødelægger et socialt, politisk og levende fællesskab. Et sted, hvor der kunne være plads til alle og til huslejer, der passer til folks økonomi.

 

Ørestaden – en kræftknude

Det begyndte med Københavns “genrejsning” omkring 1990 med den elendigt planlagt metro, der skulle finansieres ved at bebygge de grønne områder i Ørestaden – “en kræftknude i byens grønne lunge,” skrev DSB’s daværende designchef, Jens Nielsen, i Politiken 25.01.92.

 

Siden fulgte salg af 20.000 billige kommunale boliger, liberalisering af boligmarkedet, afvikling af den regionale planlægning og eksplosionen i de globale investorers spekulation i ejendomme. Alt dette har ændret velfærdsbyen til den entreprenante by, hvor byen og regionen er den ramme, som den private sektor frit kan agere i den “åbne globale økonomi.”

 

By & Havn er det store dyr i åbenbaringen. Bag dyret står følgagtige politikere på rådhuset og på Christiansborg. Kaare Dybvads nye boligudspil og en eventuel ny S-overborgmester vil næppe ændre stort. Modsat står Enhedslisten, der vil stoppe By & Havns rolle i byudviklingen. Det er konstruktionen med finansiering af infrastruktur via grundsalg, der forhindrer opførelsen af billige boliger.

 

Billige boliger? Nej, tværtimod

På fem år er der forsvundet 2.000 billige boliger, mens der i samme periode er givet tilladelse til over 3.000 boliger uden bopælspligt. Beregnet til udlandsdanskere, der fx bor i Monaco og bruger Københavnerboligen som “pensionsforsikring” eller feriebolig. På Papirøen koste en lejlighed på 56 m2 ca. 5,6 mio. kr., mens en lejlighed på 200 m2 fås for 35 mio. kr.

 

I mere oplyste storbyer er det anderledes. I Wien fx er 60 procent af alle boliger lejeboliger, mens Amsterdam kommune ejer 80 procent af al jord, som folk kan leje, og så belåne det hus de bygger.

 

De lavtlønnede, der holder byen kørende, skubbes ud i periferien. Endnu holder de stand i Enghave, Brønshøj, Vigerslev og Nordvest. Også det er en stakket frist, for kommunen planlægger at bygge ejerboliger i Tingbjerg – kvarterløft kaldes det.

 

I takt med at metroen udvides til Sydhavnen og hvor ellers, så smitter dette af på huslejerne – en gentrificering er i gang. Gradvis fortsætter udskiftningen af de oprindelige beboere. Så kan Kaare Dybvad nok så tit bedyre, at København ikke må blive en velhaverghetto, for det er hvad der sker, så længe han ikke tør røre boligejernes privilegier og den usammenhængende byplanlægning.

 

Boligen – det nye udbytningsobjekt

Engang var arbejdskraften det væsentligste udbytningsobjekt: Lave lønninger, farlige arbejdsfor-hold, usikker ansættelse mv. I dag er boligen én af finanskapitalens sikre jagtmarker, for vi skal jo have et sted at bo. Det får vi også lov til at betale for. 8.000 kr. for 80 m2, regnes for at være billigt.

 

I Berlin og München blev kommunerne presset til at bruge deres forkøbsret til boliger, så de ikke blev solgt til PFA, hvis dårlige ry i Berlin, har givet anledning til flere demonstrationer:

 

Stigende boligpriser tæmmes med højere boligskatter, og strammere låneregler – et opgør med 30 års forfejlet neoliberal og socialdemokratisk boligpolitik – foreslår EL’s borgmesterkandidat, Line Barfoed. Hun får medhold af Nationalbanken, men ikke af regeringen, der er bange for boligejerne.

 

Barfods forslag om at kommunen skal kunne bebygge 33 procent nye almene boliger mod 25 procent i dag er for lidt; det skal højere op. Til gengæld er det fornuftigt at kræve, at By & Havn dropper princippet om at sælge til den højeste pris.

 

Blackstone-loven, ifølge hvilken en ny ejer af en ejendom ikke må hæve huslejen de første fem år efter overtagelsen, samt en styrkelse af huslejenævnene, er små, vigtige skridt. Mon Dybvad får lov til at gå endnu længere, hvad han vist gerne vil. Til Altinget den 29. april 2021 siger han, “at de store arbejdsfrie boliggevinster er i strid med velfærdssamfundets grundetik.”

 

Lynetten – et fejlfix

Lynetten fylder en del i bogen. Det kan ikke være anderledes, for det drejer sig om et projekt, der alene på grund af størrelsen, konstruktionen og beliggenheden kan gøre hele region Sjælland endnu mere skæv. Når der placeres en by på størrelse med Hillerød i Øresund, og hvor trafikken kun har to-tre veje plus en metro til rådighed, og desuden skal gå tværs gennem København – så må det jo gå galt.

 

Lynetten er endnu et eksempel på en planlægning, der er adskilt fra, hvad der sker i regionen Den er end ikke nævnt i den Fingerplan 2019, der blev udsendt kort efter, at Lynetten blev fremlagt. Viljen til ikke at vide trumfede sund fornuft og helhedsplanlægning, da der ikke er lavet analyser af, hvordan Lynetten vil påvirke den øvrige region – i strid med planlovens paragraf 5i.

 

Vestegnsborgmestrene krævede projektet stoppet, og at der i stedet skulle tages fat på de tilstoppede veje og baner, som den store pendling skaber på Vestegnen. De pegede på den misligeholdte sammenhæng mellem København og omegnskommunerne. Alt hvad borgmestrene fik, var et “forhandlingsrum” med regeringen og Københavns kommune, hvad det så end er værd.

 

Lobbyisterne bag Lynetten er staten, Københavns kommune, Dansk Byggeri, store konsulenthuse, toppen af Socialdemokratiet og Venstre, Dansk Metal samt et embedsværk, der holder mund med deres viden om, hvor håbløst projektet er. I baggrunden lurer investorerne, der venter på at mæske sig ved den ret, som det offentlige serverer. Der er dog så mange kritiske elementer i projektet, at det måske ikke realiseres, men havner i bunken med opgivne projekter, hvor man bl.a. finder 1890’ernes planer om at flytte Rundetårn for at gøre Købmagergade bredere.

 

De våde fantasier er ikke, hvad borgerne ønsker. En meningsmåling fra i år viser, at et stort flertal er imod byggeriet på Lærkesletten og på Stejlepladsen, og 59 procent mener, der skal findes andre kilder til at finansiere metroen. Det må være staten, der ejer 5 procent af By & Havn, der overtager metrogælden og finansierer eventuelle fremtidige metroetaper – som det sker med andre lokale infrastruktur-projekter, fx Roskilde Fjord-broen, Marselis-tunnelen i Århus, Egholm-motorvejen i Ålborg.

 

Regeringens boligudspil

Den 12. oktober kom regeringens boligudspil, der delvis imødekommer kritikken af, hvor håbløs bolig- situationen er i de større byer, hvor der kan være op til 20 års ventetid på at få en almen bolig.

 

Inden 2035 skal der bygges 22.000 almene boliger i de store byer, finansieret af en fond på 10 mia kr. Husleje: 8.000 kr. for 85 m2. Der afsættes 2,6 mia kr. til at sænke grundprisen, og finansieringen af boliger i landområder forbedres. Der afsættes 100 mio kr. til lavere huslejer i 1.200 almene boliger, der opføres 2.900 boliger til socialt udsatte, og 4.000 studieboliger i Nordhavnen. En ny strategi for bæredygtigt byggeri og energireduktioner, samt lavere klimaaftryk fra byggematerialer og -processer indgår også i regeringsudspillet. Alt sammen udmærket, og det vil bestemt hjælpe noget, men det er alt for lidt. Der er behov for langt mere alment byggeri.

 

Hovedstaden og Region Sjælland er en enhed

Det har aldrig været helt godt, men med først Schlüters nedlæggelse af Hovedstadsrådet, og siden med Løkkes kommunalreform, kørte det af sporet. Hermed forsvandt den amtslige planlægning, der blev set som en begrænsning på erhvervslivets frie udfoldelse.

 

Oveni kom vidtstrakte parcelhusområder, ofte uden fællesskabskvaliteter. Tre hektar landbrugsjord kan sælges for en halv million kr., men udstykket til parcelhuse giver det 50 mio. kr. Når kommunalbestyrelserne vedtager en lokalplan, så laver den penge til jordejeren, mens den selv må nøjes med skatten fra de nye beboere, hvilket er kommunernes incitament til at sige ja.

 

Fraværet af en helhedsplan er en af årsagerne til, at København, Vestegnen og det øvrige Sjæl-land ses i hver sin afgrænsede silo. Alt hvad der er fælles, er pendlingen ind til jobbet i København. Trætte vender pendlere hjem, og orker ikke at blande sig i hjemkommunens liv. De sjællandske provinsbyer har deres eget liv – burde have det – og flere industriarbejdspladser end København. De fortjener en bedre skæbne, end blot at være pendleroplande for hovedstadsregionen.

 

Planerne om at flytte nogle videregående uddannelser til provinsen, fx arkitektuddannelsen til Kalundborg, kan være et skridt i den rigtige retning, men er langt fra nok, for er der lokalt et fagligt volumen, der gør attraktivt for de studerende, at søge dertil?

 

Økologisk urbanisering

Forfatterens alternativ er at udvikle Sjælland som en polycentrisk netværksby ved at bygge på og raffinere det eksisterende system af større og mindre byer, “en økologisk urbanisering der inddrager biosfæren som et dybt og afgørende tema i et samfund baseret på fællesskab.”

 

Afsættet er en erkendelse af, at den centralistiske byudvikling skal erstattes af en regional drevet helhedsplanlægning i solidaritet med andre kommuner. Der mangler græsrødder og initiativer der tager fat på denne kamp. Måske fordi emnet for mange er diffust, og måske fordi de bevægelser der kunne tænkes at ville engagere sig, savner ildsjæle, der går foran med ideer, koordination, kampskrifter og slogans

 

Rød-grønne politikere skal i regionsrådene arbejde for, regionen får et større politisk ansvar – herunder også at kunne udskrive skatter – samt etablere fora, hvor der arbejdes med en regional helhedsplanlægning og -koordination, der tillige inddrager Øresundsregionen.

 

Municipalisme (hvad der har med kommunen at gøre) er en kraft, der vokser nedefra og transformerer frygt til håb. Det uddelegerer til lokale fora, som tager sig af borgernes problemer, og arbejder med økologisk omstilling. Men også modstand mod Airbnb, tech-giganter, kapitalfonde og rekommunalisering af forsyningstjenester.

 

Bylaug og kvarterforsamlinger er ligeledes en farbar vej, eventuelt efter schweizisk model, der forpligter politikerne. Jeg har dog her en indvending: At der en indbygget tro på, at sådanne fora altid handler fornuftigt. Det er langtfra tilfældet. Hvad nu hvis et lokalt forum fx afgør, at folk med ikke-vestlig baggrund ikke må søge bestemte lejligheder?

 

Borgerinddragelsen er i dag en illusion

Det er desillusionerende, når Folketinget trodser fredningsnævnene, og ophæver fredninger, for at investorer kan komme til. Borgerne inddrages først, når det er afgjort, hvad der skal ske, og så er det for sent. Det eneste, borgerne kan bidrage med, er, hvordan byggeriet skal se ud – ikke om der overhovedet skal bygges, eller om der kan ske noget andet end det, politikerne foreslår.

 

Borgerforslagene er endnu en narresut, der bilder befolkningen ind, at den kan ændre noget, som politikerne ikke forlods er indstillet på. På to år blev der indsendt 9 forslag til Folketinget. Ikke ét af dem blev vedtaget.

 

For at borgeren kan få større indflydelse på såvel eget som lokalsamfundets/regionens liv og virke, da skal Folketinget/staten afgive magt. Vil det ske?

 

Er “folket” kompetente nok til at træffe afgørelse i ofte komplicerede forhold, fx IT, undervisning, kystsikring, eller lignende. Der vil fortsat være brug for beslutningstagere med viden om specifikke forhold – og viden er som bekendt magt. Hvad stiller man op med et politiserende embedsværk?

 

Udfordringen for græsrodsbevægelser, beboergrupper m.fl., er, at de ikke organiserer sig som én samlet bevægelse, hvorfor de står svagt overfor beslutningstagerne. En samlet mobilisering er påkrævet. Lær af den tidlige arbejderbevægelse, hvis store styrke var et tæt sammenhold om nogle paroler og politikker, der fik bred opbakning.

 

Peter Schultz Jørgensen foreslår, at “platformen” ved kommune- og regionsvalget i 2025 opstiller egne kandidater. Arbejdet begynder nu, og den sidste måned inden kommune- og regionsvalget skal bruges til at mobilisere kræfterne. Der er ikke brug for nye partier, men for “folkebevægelser.”

 

Brug “Opgøret om København” som inspiration og som et kampskrift. Og brug sejren på Amager Fælled som bevis på, at By & Havns og Københavns kommunes magt ikke er grænseløs. Dommen fortæller om græsrødder, der har set, hvilken magt de kan opnå, og nu skubber på for at større forandringer kan og skal ske.

 

Kom i gang. NU!

 

Peter Schultz Jørgensen: Opgøret om København. 243 sider. Forlaget Bogværket. 240 kr.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com