Coronaen bør give anledning til, at vi reviderer vores opfattelse af natur- og andre katastrofer. De er ikke ustyrlige kræfter, men er noget vi har indflydelse på - hvis vi ved, hvordan og har vilje dertil, skriver juristen Kristian Lauta i ny bog.

af Arne Lund

Oplagt, at en katastrofe som coronaen, der berører så mange så alvorligt, og vender rundt på hverdagslivet, påvirker litteraturen. Indtil nu er der udkommet ca. 40 børne- og voksenbøger, digte, fagbøger mv. Hertil kommer, hvad der tidligere er skrevet om emnet fx Camus’ Pesten, Hanne-Vibeke Holsts Før pesten, Jeanette Varbergs Den fjerde rytter m.fl.

 

Den nyeste er juristen Kristian Cedervall Lautas Katastrofer – og hvad de kan lære os om os selv. Lauta ser coronaen som én blandt mange af de katastrofer, der stedse hyppigere vil ramme os.

 

Beredskabsstyrelsen definerer katastrofer som det, der ikke kan håndteres med det beredskab, der er til rådighed. En hændelse man ikke var forberedt på, og som giver betydelige skader.

 

Denne definition udvider Lauta ,idet han peger på, at katastrofer dels er resultatet af ekstreme naturkræfter – jordskælv, orkaner, vulkanudbrud, flodbølger, oversvømmelser, tørke mv. – og dels beslutninger taget af mennesker. I stedet for “kun” at se katastrofer som ødelæggelse og tab fortæller Lauta en anden historie.

 

Katastrofer er et spejl

Hans tese er, at katastrofer er den fremkaldervæske, der viser, hvad der før var usynligt. Katastrofer kan hjælpe os til at blive klogere på hinanden og på samfundet. På vores ideer om retfærdighed, og hvad vi i fremtiden finder vigtigt. I bedste fald.

 

I de første måneder med corona sås sammenhold, hjælpsomhed og nabostøtte, men da det blev efterår, og nedlukningerne fortsatte, skiftede stemningen. De gode viljer blev til trevenhed, modstand og had mod Mette Frederiksen og myndighederne. Stedse flere spurgte, om det mon var coronaen, der slog folk ihjel, eller skyldtes det manglende omsorg, ringe beredskab. uvidenhed, forkert medicin, lægefejl osv.?

 

Vi bliver ikke nødvendigvis klogere, blot fordi noget går galt. Det hænder endda, at vi fortsætter i samme skure. Til trods for Tjernobyl og Fukushima, så bygges der fortsat usikre kernekraftværker. For at vi kan lære af katastroferne, skal der ske en mobilisering i samfundet, der skal være en kritisk masse, der formulerer krav, og som får indflydelse.

 

Katastrofer og krige skræller civilisationens fernis af og viser, hvordan vi er, og hvad vores samfund og kultur er (værd). Under katastrofer møder vi venlighed, solidaritet og omsorg, men også egoisme, grådighed, brutalitet og angst. Når alt dette er sagt, skriver Lauta, så er der trods alt mere at glædes over end at frygte.

 

Er der? De katastrofeeksempler, han nævner, giver nu ikke anledning til den store optimisme. For nok justeres mangt og meget efter voldsomme naturhændelser, men når det gælder katastrofer, som magthavere, galninge m.fl. slipper løs mod deres medmennesker, da ser det ikke for godt ud.

 

Samfundene kan planlægge og forebygge oversvømmelser, bygge huse, der modstår voldsomme jordskælv og lave brandbælter i udsatte skove. Vel og mærke i lande, der har råd og har ukorrupte, velfungerende institutioner, og hvor der er tillid mellem borgere og myndigheder. I svage stater ser det selvsagt værre ud, og her er folk ofte værgeløse.

 

Kriminelle katastrofer

Og alligevel så kunne de rige landes institutioner ikke modstå fx finanskrisen, globalt skattesnyd, afskovning af Amazonas, udplyndring af svage udviklingslande. Og de er fortsat ikke stærke nok til at kunne forhindre gentagelser.

 

Naomi Kleins Chokdoktrinen tager afsæt i Milton Friedmanns  (1962), hvor det bl.a. hedder: “Kun en krise – faktisk eller opfattet Capitalism and Freedom– skaber forandring… Når den rammer, afhænger det af, hvilke ideer der ligger omkring. Det skal være vores grundlæggende funktion: at udvikle alternativer til etablerede politikker, holde dem i live indtil det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige:” Siden kom Thatcher, Reagan, Kohl og Schlüter til.

 

Verdensbanken, der ikke lader en god krise gå til spilde, forfinede strategien til at gennemtvinge neo-liberale ændringer i lande, der enten var ramt af naturkatastrofer, økonomiske-sociale katastrofer eller krige – og til at sende økonomiske rådgivere til Chile efter kuppet i 1973.

 

Klein tvivler på, om kapitalismen kan og vil reformere sig selv, når/hvis den står overfor verdens undergang. Vil de fortsætte med at sælge bødlen det reb, de skal hænges i, blot fortjenesten er stor nok. Spørgsmålet er relevant, fordi Friedman anser det totale kollaps i det socio-økonomiske system som en mulighed for at genstarte systemet på en mere succesrig og effektiv måde

 

Det står altid en “Lomborg” parat til at fortælle, at det ikke er så slemt, og at vi hellere skal bruge pengene på noget andet end at bygge højere diger. Og selv om vandet står oppe over dørtrinet, så er der fortsat mange, der tror på den slags. For eksempel klimabenægterne, der afstår fra at sætte ind mod klimaforandringerne og i stedet jagter klimaaktivister, der angiveligt udgør en sikkerhedsrisiko fx i Indien – bistået af Silicon Valley (se artikel i Information).

 

Er katastrofer en naturlov?

Når skybrud sætter København under vand, så er det ikke fordi det regner meget på kort tid, men fordi vandet ikke kan løbe væk. Byen er nærmest konstrueret til at blive oversvømmet, og vandet skal ikke stige ret meget i havnen, før fx Hovedbanegården rammes.

 

Jyllinge Nordmark var kassetænkning: Hvem skulle betale for at sikre beboerne: Kommunerne havde ingen penge, og var underlagt anlægsloftet. Staten ville i over ti år ikke løfte den opgave, de nedlagte amter havde klaret. Hvorfor ikke lære af hollænderne, hvor staten ejer al jord, som private kan leje og bygge på. Det sikrer staten overhøjhed med al fysisk planlægning – nødvendigt i et land, hvor 25 procent ligger under havets overflade.

 

Katrina i New Orleans fik så voldsomt et omfang, fordi flere samfundsbetingede faktorer var til stede: Fejlkonstruktion og misligholdelse af de diger, der beskyttede byen mod Mississippi og den Mexicanske Golf, et utilstrækkeligt, forsinket beredskab, og myndigheder, der brugte mere tid på at beskytte hus- og butiksejere mod plyndring, end på at redde overlevende.

 

Fukushima kernekraftværket blev placeret i en jordskælvszone. På trods heraf planlægges der ca. 60 nye værker, også placeret i jordskælvsområder.

 

Coronaen var kun uventet for dem, der ikke havde fulgt med. I 1995 advarede bl.a. tidsskriftet Global Økologi om nye sygdomme, der, med hidtil uset hast, ville dukke op, zoonose (sygdomme overført fra dyr til mennesker) ville udgøre et stigende problem, samt at ændringer i miljøet gav sygdommene gode spredningsmuligheder, og her kan den forringede biodiversitet få fatale følger for behandlingen af fx kræft, malaria, blodtryk m.fl. Ca. 70 procent af al medicin kommer fra naturen.

 

I Beredskabsstyrelsens risikovurdering fra 2017 hed det om SARS-sygdomme, at “højvirulente sygdomme kan blive globale pandemier, som kan være vanskelige, ja, umulige at isolere sig fra…”

 

Lidt underligt, at Lauta ikke omtaler kriminelle katastrofer som fx giftudslippene i Seveso og Bhopal, Scandinavian Star samt eksplosionen i Beiruts havn.

 

Hvordan vi reagerer, når katastrofen rammer

Men Lauta nævner dog, hvad der skete, da et amerikansk mineselskab, der havde opdæmmet en halv milliard liter vand til rensning af kullene. Dæmningen brast, fordi den var fejlkonstrueret, men godkendt af de lokale myndigheder, der stod mineindustrien nær. Ved katastrofen omkom 125 beboere i den nærliggende by.

 

Psykologer fulgte i årene efter de overlevende, og observerede alvorlige senfølger. Mange led af PTSD, angst, depressioner og havde ukontrollable aggressioner. Psykologerne fandt også, at de overlevende havde samme mentale problemer som talrige Vietnam-veteraner. Også overlevende fra Scandinavian Star beretter om lignende traumer.

 

Det er traumatiserende for katastrofeofre fortsat at skulle leve i ruinerne af deres huse, eller med følgerne af økonomiske katastrofer. Det kræver ressourcer og organisation, som ofte kun rige lande har. Efter oversvømmelserne i Rhinlandet gik oprydningen i gang, så snart regnen var ophørt, og vandstanden var faldet til det normale.

 

I 2009 lagde et jordskælv den italienske by L’Aquila i ruiner. Over 300 døde, tusinder blev hjemløse og 20.000 bygninger ødelagt. Få dage før jordskælvet erklærede Berlusconi-regeringens jordskælvs-kommission, at der ingen fare var på færde – til trods for, at der havde været talrige små skælv, der altid går forud for et større. Overlevende fra jordskælvet stævnede medlemmerne af kommissionen for uagtsomt manddrab. Flere blev dømt, men blev snart løsladt. De havde jo blot fulgt regeringens ordrer om at berolige indbyggerne.

 

Medierne er ofte ude af trit med, hvordan folk reagerer i katastrofesituationer. Når flypassagererne skal evakueres, vil halvdelen have bagagen med. De, der arbejdede i Twin Towers 11. september, tog personlige ting med fra skrivebordet, inden de søgte mod nødudgangen. TV-optagelser viste, at folk på gaden, der flygtede fra de sammenstyrtende tårne, ikke viste tegn på kaos, vold eller plyndringer. Det var fattede mennesker, der skyndte sig væk.

 

Mennesket: Fremtidens supertrussel

De senere årtiers katastrofer er en blanding af naturhændelser og katastrofer udløst af mennesker: 11. september, krigene i Irak, Afghanistan og Libyen, olie- og kemikalieudslip. Hvor det førhen krævede mange ressourcer og specialister for udvikle ABC-våben eller planter, der kan ændre vores natur afgørende, så er disse teknikker nu “populariseret”, og kan udvikles hjemme i garagen af folk med et minimalt kendskab til kemi og fysik.

 

En af bogens stærkeste pointer er, at jo mere komplekst og avanceret vores samfund bliver, desto sværere vil det være præcist at identificere, hvilke dele af systemerne, der vil være kritiske i fremtidige katastrofesituationer.

 

Lauta forudser, at vore samfund står overfor en flodbølge af retssager, hvor de overlevende sagsøger de virksomheder og myndigheder, som helt eller delvist ikke har gjort nok for at varsle og forebygge, samt etablere et effektivt beredskab. Det er derfor oplagt, at en ekspert i katastroferet, skriver en bog som denne.

 

Lad fornuften overvinde katastroferne

Meget kan og skal gøres for at mindske skaderne ved (natur)katastrofer, hvor omfanget fx betinges af, hvor mange der bor i området, og hvor solide bygningerne er. Et jordskælv i Grækenland er mindre alvorligt, end et af tilsvarende styrke i Tyrkiet. Grækerne bygger huse med betonkonstruktioner, der kan klare 8 på Richter-skalaen, mens tyrkerne stadig bygger usolide murstenshuse.

 

Jordskælvet i Lissabon i 1755 kostede 30-50.000 mennesker, og var skelsættende for forståelsen af naturkatastrofer, og for hvad der kan gøres for at mindske omfanget af skaderne. Det ændrede også, hvordan byer planlægges og bygges. Væk med de trange gyder – rene brandfælder. I stedet blev Lissabon genopbygget med brede snorlige gader, åbne pladser – en by indrettet til borgere, håndværkere og handlende – ikke til kongen, adelen og kirken.

 

De ideer, der blev brugt ved genopbygningen, fandt støtte hos oplysningstidens filosoffer – Rousseau og Voltaire, der i Candide (1759) lader hovedpersonen gennemleve modgang, sygdom og katastrofer og sluttelig må erkende, at der ikke findes en genial arkitekt i universet (Gud). Der er kun mennesket, og at alt beror på tilfældigheder og uretfærdigheder.

 

Rousseau skrev: “….årsagen til moralsk fordærv findes i mennesket… det var næppe naturen, der dikterede, at folk boede i huse med 6-7 etager. Havde indbyggerne fordelt sig mere ligeligt, og på et mindre tætbebygget område, ville tabene have været mindre – måske ikke-eksisterende.”

 

Bangla Desh er et eksempel på et fattigt, tætbefolket og udsat land, der kan beskytte sig mod voldsomme naturbegivenheder. Tidligere blev en fjerdedel af landet oversvømmet regelmæssigt på grund af monsunregnen (årlig nedbør: ca. 12 meter.) Effektive varslingssystemer, systematisk arbejde med de kræfter, der gjorde landet sårbart, samt befolkningens forståelse af en særlig katastrofekultur og tillid til myndighederne, har begrænset skaderne mærkbart.

 

Den franske kulturkritiker og byplanlægger, Paul Virillio, (Krigen, byen og det politiske, samt Wiki-pedia m.fl.) taler om, at hastigheden ophæver rummet, og gør verden mindre. Vi opsluges af de samme problemer: økonomi, klima og politik, og dét har i sig en indbygget hurtig forældelse og glemsomhed (amnesi). Det befordrer samfundets selvødelæggelse takket være vores fagre-nye-verden-teknologier, og på bekostning af refleksion og eftertanke.

 

Der er, ifølge Virillio, brug for en præventiv intelligens, der kan håndtere naturlige og kunstige katastrofer. Forebyggelse og bekæmpelse kræver katedraltænkning, hvor beslutningstagere og befolkning giver sig i kast med initiativer og projekter, som man ofte ikke kommer til at se afslutningen på, som færdiggøres af efterkommerne. Det kræver et opgør med den højhastighedskultur, der presser mange til at komme op i højere fart for at overleve.

 

Lauta gør, hvad han kan i sin læseværdige bog (hvor der dog mangler et navne- og stikords-register) for at åbne op for nye tiltrængte perspektiver på et emne, som de fleste af os frygter i et eller andet omfang. Det er ikke Vorherre, vi skal klandre for naturens og vore egne vilde kræfter. Vi hænger selv på den.

 

Kristian Cedervall Lauta: Katastrofer – og hvad de kan lære os om os selv. Peoples Press 2021, 258 sider. 220 kr.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com