“Kære kammerater,

Vi samles i dag for at fejre arbejdernes internationale kampdag – 1. maj. En dag, der minder os om de utallige kampe, der har formet vores samfund, og om den kamp, der stadig står foran os. Vi lever på mange måder i en usikker og uretfærdig verden.

Lige nu oplever vi at krigstrommerne buldrer. Ikke nok med at verden stiltiende har bevidnet Israels bestialske folkemord i Gaza, men Rusland har nu også i mere end 3 år overfaldet og angrebet Ukraine. Den generelle krigsfrygt i Europa er steget til højder, der sjældent før er set.

Vi ser desuden højreradikale bevægelser og partier buldre frem overalt i den vestlige verden – og mange steder har de nu fået et greb om magten og udnytter den til gøre livet for etniske minoriteter og flygtninge ubærligt.

Sideløbende bevæger vi os tættere og tættere på et decideret økologisk kollaps, da verdensledere ikke har været deres ansvar voksent mht. at agere på at nedbringe CO2-udledninger og sikre bæredygtige levevilkår for verdens natur og dyreliv.

Sidst, men ikke mindst, er økonomien i knæ for den almindelig arbejder. Det sker som et resultat af tårnhøj inflation, udhulede lønninger og dårligere og dårligere velfærd.

Dette sker samtidig med at verdens rigeste milliardærer og virksomheder skovler flere og flere penge ind. Uligheden er simpelthen eksploderet.

Svaret fra magthaverne har været mere af det samme, som har skabt problemerne. De siger at vi skal købe flere våben. De siger at vi skal arbejde mere. De siger at vi skal stole på det frie marked. De siger at den teknologiske udvikling nok skal løse klimakrisen.

Som socialister er det vores opgave at udfordre status quo. At udfordre de logikker, der danner grobund for det kapitalistiske system. At insistere på et nyt og andet perspektiv.

Og det er i disse tider i høj grad svært at engagere folk i den kommunale politiske udvikling. MEN det er netop i det nære. I det lokale. I det kommunale, at kimen til forandring ligger.

Det er vigtigt at huske på, at det er i det kommunale politiske spil, fremtiden for vores borgernære velfærd defineres. Det er her i det kommunale, at vi kan sikre uddannelse, bolig, natur og muligheder.

Og her i vores lille Albertslund er der i høj grad også brug for at udfordre den nuværende politik og logik på rådhusgangene.

Socialdemokratiet har siddet tungt på magten i vores by nærmest så længe, nogen kan huske. Og når man sidder det samme sted længe nok, så siger man jo, at man gror fast.

Det er naturligvis ikke sådan, at Socialdemokratiet er groet fast på magten uden nogen alternativer hertil. Det er nu nok mere sådan, at Socialdemokratiet og forvaltningen i kommunen nu er groet sammen. Groet sammen til, hvad man kunne kalde et status quo monster. De hjælper hinanden med at holde fast i magten og sørge for, at tingene bliver ved med at være, som de altid har været. Mere af det samme.

Man får nemt det indtryk, når man følger med i det politiske arbejde i byen, at forvaltningen gør andet end bare at forvalte. De gør nærmest alt, hvad de kan, for at modarbejde politiske forslag fra andre partier end Socialdemokratiet – noget vi senest oplevede, da de stemplede den demokratiske beslutning fra byrådet om betalt frokostpause til kommunalt ansatte som ”ulovlig” – på trods af, at der findes lignende aftaler i vores nabokommuner.

Det er på tide at få brudt det underlige symbiotiske forhold mellem forvaltningen og Socialdemokratiet i kommunen. Det er på tide at vise en ny vej for vores by.

– Vi skal have stoppet den hovedløse byudvikling som Socialdemokratiet har sat gang i.

Lige nu opføres den ene betonetageejendom efter den anden. I mange tilfælde på tidligere grønne arealer. Det er blevet det alt overskyggende projekt i Albertslund. Man vil have mere end titusinder af nye borgere. Men man vil ikke have hvem som helst.

For på trods af a,t der planlægges tusindvis af nye boliger i byen – er der ikke en af dem, som bliver almennyttig. Der bygges udelukkende for dem, som kan betale en privat udlejer 10-15.000 kroner om måneden for en bolig.

Der bygges ikke for folkepensionisten, den studerende, den enlige kontanthjælpsmodtager eller lønmodtageren i traditionelle kvindefag.

På den måde er Socialdemokratiets byudvikling en de facto afvikling af den mangfoldighed, der ellers præger vores kommune. Man vil have folk med penge.

I Enhedslisten ønsker vi en byudvikling, som tilgodeser natur, familieliv og almindelige lønmodtagere.

– Vi skal være børnenes by igen.

Vi skal væk fra forvaltningens excel-ark, som ud fra en økonomisk logik vil fylde vores børnehaver, skoleklasser og vuggestuer op til randen.

Børnene i Albertslund skal have mere plads og flere voksne omkring sig.

Og når det bliver svært at gå i skole – som det er for alt for mange børn i vores by – så skal det være nemmere at få bevilget pædagogisk støtte, uanset om man har en diagnose eller ej. Det er en investering i fremtiden, og det er sikring af, at man kan leve et familieliv i trivsel i vores by.

I den forbindelse kommer vi ikke udenom, at vi skal sikre bedre løn og arbejdsforhold til vores pædagoger. Derfor skal vi indføre et lokalt løntillæg til dem, som knokler for vores fælles velfærd.

– Vi skal være meget grønnere, end vi er nu

Der bliver jo faktisk også vedtaget noget fornuftig politik i kommunen her. Heriblandt målet om at opføre 500.000 nye træer. Men det underlige er jo, at der er ingen, der har styr på, hvor de træer så er. Der er ingen i forvaltningen, der tæller. Det skulle man jo ellers tro, at de var eksperter i. Men målet om flere træer i vores by er således ikke mere værd end det papir, det er skrevet på.

Især når det ikke er mere end et par uger siden, vi vågnede op til, at det store skovareal på radiogrunden i Vestskoven pludselig blev fældet, fordi området er solgt til en privat investor i stedet for at sikre fredningen af vores skov.

Vi skal sikre at vores fjernvarme bliver helt CO2-fri, og vi skal energirenovere i langt højere grad end i dag.

Og så skal vi i langt højere grad investere i bedre forhold for kommunens cyklister og fodgængere. Det skal i den forbindelse også være muligt at køre gratis rundt i kommunen i elektriske bybusser.

Igen vil jeg da gerne vedkende, at det måske for nogen kan lyde som ”småligt” eller ”navlepillende”, at man som socialist med internationalt udsyn står her og taler om cykelforhold i en mindre vestegnskommune.

Men som socialister skal vi både have syn for detaljen og de store linjer.

Det betyder, at vi skal kæmpe for selv de mindste forbedringer i almindelige menneskers hverdag, samtidig med at vi fastholder visionen om et helt andet og mere retfærdigt samfund.

Og den kamp er både lokal, national og ikke mindst international.

Så kære kammerater. Lad os sammen kæmpe videre for at sikre en verden, hvor vores børn trygt kan vokse op. Hvor de kan tillade sig at drømme om en fremtid uden krig, med økonomisk tryghed og reelle livsmuligheder.

God 1. maj.