Men under alle omstændigheder kalder højrefløjens værdipolitiske offensiv, på dette som andre områder, ikke på tilbagetog, men på modoffensiv. Naturligvis på et fornuftigt og forståeligt politisk grundlag - dvs. EL’s feministiske program!

 

I nittenhalvfjerdserne og firserne udviklede der sig en kollektiv-bevægelse, der eksperimenterede med nye bo- og familieformer, som brød med den traditionelle kernefamilie. Det var en reaktion på et stærkt patriarkalsk og stærkt hierarkisk samfund, og oprøret var muliggjort af vækst i økonomien og en stærk venstrefløj, der sikrede, at der blev brugt penge på velfærd, f.eks. i form af gratis sundhed, plejehjem og SU.

 

Det gav større frihed for mange. Væk med utryghed og underkastelse, ind med selvvalgte fællesskaber og frigjorthed! Der blev - forsøgt - gjort op med patriarkatet og de fastlåste kønsrollemønstre såvel som moralske normer og tabuer, der undertrykte seksualiteten. Der blev også gjort op med den autoritære børneopdragelse og eksperimenteret med mere kollektive bo- og familieformer. Generelt blev der gjort op med, at den lukkede kernefamilie var den tvangsmæssige ramme om alle reproduktive funktioner - fra madlavning til børnepasning og tætte følelsesmæssige relationer.

 

En række af disse anderledes og mere kollektive boformer har overlevet. Nogle succesrigt udviklet i nye rammer, bl.a. andelsejede nabo-bofællesskaber. Tilbagemeldingerne fra dem, som var børn i de mere vidtgående “eksperimenter” dengang, er blandede - nok lige så blandede som fra alle andre familieformer. Men det betyder bestemt ikke, at vi skal holde op med at eksperimentere med og analysere fordele og ulemper ved forskellige måder at leve sammen på. Og ikke mindst skabe flere muligheder for mere kollektive rammer om reproduktionen.

 

Nu lever vi som bekendt ikke længere i 70’erne, men i en tid præget af stor usikkerhed og voksende ulighed, hvor voldsomt reaktionære politikere vinder frem flere steder. Og så kan det jo være fristende at give “indrømmelser” for at kunne nå helt ind på den politiske “midte”, som har rykket sig så langt væk fra vores venstreorienterede synspunkter.

 

Begrundet mistro og kamp for frisættelse

For eksempel som når Jakob Ruggaard (JR) i en artikel i Altinget d. 6. august kritiserer det, han kalder "venstrefløjen[s …] mistro til familien”. JR vil også have os til at gå skridtet videre og gør opmærksom på, at venstrefløjen “meget sjældent [ser familien] som en frigørende, solidarisk eller progressiv kraft”. Men hvor ser JRL da det?

 

Jo, ifølge ham har familien “En rolle som et trygt hjemsted, hvor kærlighed og nærvær kan træde i stedet for markedskræfter, konkurrence og tvang.” Og ja, hvor mange genkender ikke den dejlige følelse af at lukke døren i sit hjem bag sig og netop slippe for alt det...?

 

Desværre er der ret langt fra følelse til reelt indhold - i hvert fald, hvis vi begrænser os til at kigge på den traditionelle kernefamilie. Her er det nemlig stadig sådan, at kvinder f.eks. står for 75 procent af arbejdet i hjemmene.

 

Og det er naturligvis fordi JR’s grundpræmis om familien som et trygt fristed ikke er rigtig - (kerne-)familien er ikke mere tryg eller fri for ideologi og økonomi end resten af samfundet. (Kerne-)famlien er en del af samfundet. Og den er kun tryg i den udstrækning samfundet er trygt - eller i nogle tilfælde mindre trygt, især for kvinder. Hvilket igen i år bliver bekræftet af antallet at partnerdrab, som er steget eksplosivt. Det er ikke venstrefløjen, der som JR skriver “hænger fast i en forældet opfattelse af, at familien skulle være nærmest iboende borgerlig og reaktionær", men derimod virkeligheden.

 

Kamp for frisættelse og forbedringer, reel ligestilling og alternative muligheder

Derfor skal venstrefløjens og Enhedslistens politik selvfølgelig - som altid - være præget af arbejdet for frisættelse af mennesker, gennem økonomisk lighed og flere reelle valgmuligheder. Sådan som det i øvrigt også fremgår af Enhedslistens feminismeprogram:

 

"Det er nødvendigt at skabe rammerne for langt mere mangfoldige måder at bo og leve sammen på. Det skal vi gøre ved at understøtte kollektive løsninger. Ved at bygge boliger der både kan rumme forskellige familietyper og som kan gøre det lettere at skabe hverdagsfællesskaber, hvor man hjælpes ad med f.eks. madlavning og børnepasning. Ved at sikre gratis madordninger i skolen, børnehaven eller på arbejdspladsen. Ved at understøtte dele- og bytteordninger med biler, værksteder, babytøj og meget andet. Det er løsninger som aflaster og giver langt bedre muligheder for et sundt og bæredygtigt forbrug end når hver familie står for madlavningen selv eller skal købe nyt hver gang. Det er også løsninger som kan understøtte en mere lige fordeling af arbejdet og ansvaret for samfundets omsorgsopgaver.

 

Skattelovgivning, sociallovgivning og familielovgivning skal også indrettes på, at børn kan have flere omsorgspersoner og flere forældre, at mange vælger at leve anderledes end den klassiske kernefamilie, og at man skal have individuelle økonomiske rettigheder, så man både har økonomisk mulighed for at forlade en partner, og så man ikke stilles økonomisk ringere ved at leve sammen uden at udgøre en kernefamilie".

 

Her rammer Enhedslisten på fornemste vis lige ned i den debat, som i årevis har kredset om, hvordan vi sikrer det “gode liv” og “aflastning” af de børnefamilier, der både laver omsorgsarbejde og knokler på arbejdsmarkedet. Hvor nogle af de desperate svar har været hjemmepasning/-undervisning - i et forsøg på at leve op til det ideal, som JRL nu synes, at venstrefløjen skal være med til at cementere.

 

Er sejren næsten i hus allerede?

Men, men, men, ville man måske kunne argumentere, JR skriver jo netop, at “familier – selvom vi ikke er i mål endnu – kan se ud på mange måder, have flere forældrekonstellationer og større mangfoldighed”. Så er det ikke os, der ser spøgelser, når vi siger at JRL med sin artikel er i gang med at cementere et forældet familieideal?

 

Djævlen ligger som altid i detaljen - som endda i dette tilfælde mere minder om en elefant i rummet - nemlig det lille indskudte “selvom vi ikke er i mål endnu”. Nej, det er vi da godt nok slet ikke. For nu at uddybe det, der er beskrevet ovenfor:

 

* Samfundet kunne indrettes på en måde, hvor folk - som minimum - får tilbudt, at tøjvask, madlavning mm. socialiseres og integreres som anerkendt alment arbejde.

* Alment boligbyggeri med mulighed for bredere fællesskaber kunne erstatte boliger som investeringsobjekt (især hvis vi faktisk levede i et lige samfund, hvor folk ikke oplever, at det er nødvendigt at sikre sig med en ejerbolig).

* Regler om sambeskatning, familiesammenføring, arv mv., der hverken skaber økonomisk afhængighed mellem samlevende eller favoriserer parforholdet/ægteskabet kunne hjælpe flere til at leve “det gode liv”.

 

Enhedslisten har rigtigt og fornuftigt råbt højt om ligestillet barsel, fair normeringer og nedsat arbejdstid netop fordi venstrefløjen altid har kæmpet for det, som JR beskriver som “tid og ro med dem, vi elsker".  For som JRL selv siger: “der er ingen tvivl om, at venstrefløjen er mest troværdig i kampen for tid og overskud til familierne og bedre forhold for vuggestuer og børnehaver i hele landet, så børn og familier er trygge og glade.”

 

Så tak for den politiske rådgivning, Jakob, men: Nej tak!  Svaret på de reaktionære kræfters værdipolitiske offensiv bør ikke være medløb og helt urimelig selvkritik. Svaret bør være positivt og offensivt at fremlægge og argumentere for vores faktiske politik. Der er brug for, at et parti som Enhedslisten ikke dukker nakken, men tvært imod holder fanen højt og præsenterer et modsvar.

 

 Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 7. september 2025