Adam Johansen holdt, som  medlem af Alle på gaden for et frit Palæstina, denne 1. maj tale 2025 for Enhedslisten Christianshavn, Amager Vest og Amager Øst i Christianshavns Beboerhus.

af Adam Johansen

Læsetid: 10 minutter

 

Jeg begynder med at vise jer denne valgplakat fra Die Linkes lokalvalg i Hamburg, som jeg tog med hjem. Jeg blev så begejstret, for der står:

 

’I hendes kys smager jeg revolutionen’, som overskrift.

 

Og: Lev, som du vil, elsk hvem du vil. Vær modig og varmhjertet. Og lad os sammen gøre verden til et bedre sted at være. For mod højredrejningen, krisen og angsten er der stadigvæk os. Og vi er mange.’

 

Det gav over 11 %.

 

Jeg er inviteret som medlem af Alle på gaden for et frit Palæstina, som er den koalition af forskellige aktivistgrupper, der arrangerer de ugentlige demoer i København og kan findes på stopannekteringen på Instagram. Jeg taler på egne vegne og ikke som repræsentant.

 

Jeg er medlem af den politiske ledelse som den eneste uden rødder i Mellemøsten. Vi bestemmer temaer, hvem der skal tale, skriver statements og godkender taler. Både for at sikre, at der ikke udtrykkes sympati med Hamas eller Hizbollah, undgå usaglige personangreb og for at sikre, at der kun udtrykkes støtte til den form for civil ulydighed, de blokader og aktioner, som vi synes APG kan stå inde for.

 

Vi må ikke ringe eller skrive på mobilen mellem kl. 22 om aftenen og kl. 7 om morgenen, fordi de fleste har deres telefon åben for nyt, grusomt nyt fra Palæstina. Angsten skaber også spændinger imellem os og personlig sårbarhed.

 

APG, Alle på gaden, er en mageløs bevægelse. APG har afholdt langt over 100 demoer, først hver dag i nogle måneder, så to dage om ugen og nu hver lørdag typisk.

 

Til de store demoer kom der i starten 50.000 og til den sidste stordemo 15. februar i år kom der 3000 i et smukt, vådt og tæt snevejr. Til nogle af de ugentlige demoer er der kun 300 demonstranter. Stadigvæk, det er mageløst, at de fortsætter.

 

Og hvem er de/vi?

 

De er ikke de sædvanlige fra den danske venstrefløj, de har først og fremmest rødder i Levanten, ’den opgående sols land’, dvs. de har rødder i Syrien, Libanon, Jordan, Palæstina og i Irak. Ud over os gammeldanskere, er de palæstinensere og andre fra Mellemøsten, og de kommer i alle aldre, rigtig mange unge, mange familier med børn og mange kvinder i alle aldre.

 

Jeg tror, at en stærk drivkraft for at gå på gaden, også har været årtiers fremmedhad, islamofobi, racisme og diskriminerende lovgivning, fra ghettoplan, over selvforsørgelses og hjemrejse ydelse, til brøkpension.

 

APG er i kontakt med og er en del af en international bevægelse. Den internationale bevægelse kender jeg ikke indgående. En stor del bygger på et palæstinensiske netværk og organisationer, som jeg ikke ved meget om. Men jeg kan fortælle jer, at da de studerende planlagde universitetsbesættelserne og de telt camps, der bredte sig over hele USA sidste sommer, var det aftalt mellem palæstinensiske og jødiske studerende, at jøderne skulle gå forrest, så det blev umuligt at beskylde teltlejrene for at være antisemitiske. I APG’s ledelse indgår også aktivister fra Jøder for en retfærdig Fred – af 5784.

 

Bevægelsen er politisk offensiv i en meget, meget defensiv kontekst

 

Til demoerne råber vi ’From the river to the sea – Palestine will be free’. Det falder nogen for brystet – for er det ikke omvendt diskrimination!

 

Det er forbudt at sige i Tyskland. Parolen bliver også brugt af Likud, Netanyahus parti, og af Hamas. Jeg siger, at Israel realiserer det, palæstinenserne ikke engang må sige.

 

Parolen betyder, at som erstatning for Israels herredømme over hele Det historiske Palæstina kæmper palæstinenserne for en sekulær, demokratisk stat for alle – for palæstinensere inkl. de hjemvendte flygtninge, for jøder, for drusere og hvem ellers, der bor der.

 

For palæstinenserne betyder ’From the river to the sea’, at palæstinenserne vil have den selvbestemmelsesret, de burde have haft før Israels dannelse, tilbage. Da FN vedtog delingsplanen, tilsidesatte FN palæstinensernes selvbestemmelsesret og deres erklæringer, der var lodret imod.

 

Norman Finkelstein foreslog i en tale, han holdt for de studerende på et universitet i USA, at de kunne omformulere eftersætningen til, ’Palestinians will be free’.

 

Parolen er ikke udtryk for antisemitisme. Den er udtryk for antizionisme, dvs. for afskaffelse af Israel som bosætterkoloni, som apartheidstat og som et jødisk etnokrati. Jødernes rettigheder er konsekvent privilegeret på bekostning af den ikke-jødiske befolkning.

 

Det ser sort ud. Men en jødisk forsker, Ilan Pappé – ham skulle I læse – forudsiger, at Israel er inde i sin dødskamp. En ekstra voldelig dødskamp, men på vej til at implodere, opløse sig selv, indefra, fordi modsætningerne i Israel, modsætningerne imellem jøderne selv er så store, at de ikke kan opretholde en fælles nation. Ikke i morgen, men på sigt. Mange tusinde unge israelere afviser at gå i krig, når de bliver indkaldt af IDF, Israels hær.

 

I APG tror vi, at apartheidstatens dage er talte. Algier var en fransk koloni i 132 år og blev opfattet som en del af Frankrig. Franskmændenes brutalitet mod algerierne var lige så voldsom som zionisternes i Palæstina i dag. USA’s og Sydvietnams grusomheder mod vietnameserne var lige så ubændige. Og alligevel. Men forskellen på Vietnam og Palæstina er, at palæstinenserne ikke har en væbnet kraft, der på nogen måde matcher hverken FLN i Algier eller Viet Cong og den nordvietnamesiske hær.

 

FN-rapportør udtaler, at Israels militær er næsten 100 % afhængig af USA og Tyskland

 

Så meget desto vigtigere er vores solidaritet og mobilisering, også særlig i Danmark. Det er en kæmpe mundfuld at skulle stoppe de internationale våbenleverancer til Israel. Men det er ikke umuligt.

 

Spanien, Australien, Belgien, Holland, Canada, Japan og Italien har stoppet våbeneksport til Israel. Her søger MS, Oxfam, Amnesty og Al-Haq adgang til at prøve lovligheden i regeringens våbenhandel ved Højesteret, efter at være blevet afvist i Østre Landsret. Et borgerforslag har indsamlet 50.000 underskrifter mod våbeneksport og de unikke dele til F-35 flyene, som bl.a. Terma producerer. Og i APG har vi længe haft kravet om våbenembargo som hovedtema.

 

Under Vietnam-krigen var det et foto, der på en måde tilfældigt fik bevægelsen til at eksplodere internationalt. Det var billedet af en pige, der løb med brændende napalm ned ad ryggen. Måske kan noget tilsvarende få solidariteten i Danmark til at bryde ud. Holdningen er der, et flertal i befolkningen er imod våbenleverancerne.

 

Vores betydning som parti i bevægelsen

 

I dag er vi samlet til Enhedslistens 1. maj. Derfor vil jeg sige noget om APG og Enhedslisten. Der er særlig to ting, jeg argumenterer og arbejder for.

 

1) At få faglige organisationer til at anbefale og deltage med fanen i stordemoerne. Indtil nu er det kun 3F Kbh., LFS og på det sidste 3F BJMF, der er anbefalere. Det kniber gevaldigt med støtte fra fagforeningerne, så I må meget gerne tage det op i jeres arbejdspladsklub, på jeres uddannelsessted, i jeres boligforening osv.

 

2) At invitere folk til at tale på demoerne, som kan få flere til at se sig selv i bevægelsen, og som indirekte kan beskytte os mod den repression, vi forventer. Politiets indsatsleder har netop fortalt vores politikontakt, at politiet oppefra – det sagde han gud hjælpe mig – skal holde bedre øje med hvad vi laver, fx gå ind i optoget og arrestere folk, som de mistænker for at sætte klistermærker op. Til demoen i fredags var der meget mere politi, vi blev filmet – også oppe fra stilladser, og politiet optrådte fjendtligt og provokerende.

 

Altså, at invitere talere, som APG er lidt eller endda meget uenig med. Jeg har fx foreslået Trine Pertou Mach (lidt uenig), Margrethe Auken (SF) og Mogens Lykketoft (meget uenig). Det er beskrivelsen af angrebet den 7. oktober i 2023 som terror, og to-statsløsningen som politisk svar, der er kardinalpunkter i uenigheden.

 

APG har meget klogt besluttet at stå fri af partier, som sidder i Folketinget. APG vil ikke forstås som en frontorganisation for fx Enhedslisten. Det har Enhedslisten meget længe heller ikke ønsket at få æren af. Først dagen før den sidste stordemo i februar i år henvendte Forretningsudvalget sig med et ønske om, at Enhedslisten kom til at stå som anbefaler.

 

APG føler sig svigtet af partiet, lige siden vores ledelse krævede, at APG skulle tage afstand fra Hamas m.fl. angreb, at Pelle erklærede at han ikke var antizionist, at Trine og Pelle hævdede Israels ret til at forsvare sig, at vi stemte for antisemitismeaftalen og andre ting.

 

APG ønsker at mødes med Trine og Pelle for at sikre sig, at Enhedslisten reelt støtter APGs krav og ikke bare finder det opportunt at være anbefaler op til kommunalvalget.

 

Ungdomspartier og lokalafdelinger er velkomne. SFU anbefaler fast, en række lokalafdelinger af Enhedslisten anbefaler – Amager Øst er med, Vest er med, og få afdelinger i SF; RGU og SUF støtter.

 

Alle partiforeningers og ungdomsorganisationers anbefaling modtages med kyshånd.

 

For mig, der ikke har rødder og personlige relationer i Palæstina, Libanon, Jordan og Syrien, Irak og Iran er det meget svært at begribe, hvad det vil sige at være her og kæmpe imod et folkemord, og selv leve i konstant angst for at miste.

 

Og så samtidig være oppe imod en massiv fjendtlighed fra Danmarks magtbloks side, fra våben- og finanskapital, fra de fleste medier, fra regeringen – fra en statsminister, der tilbage den 9. november 2023, på dagen for Krystalnatten, bad justitsministeriet undersøge, om man kunne straffe Gaza-demonstranter for at tilskynde til og billige terror, og fra myndighederne.

 

Nadine står til at miste sit statsborgerskab og udvisning af landet for at skrive (citat fra FB),

 

”Der har været krig i 73 år men først NU slår Hamas for alvor tilbage. Med god grund! Det ville ethvert folk gøre.”

 

Man kan være uenig, men Nadines ytringsfrihed skal forsvares.

 

Jeg har talt med to palæstinensere, som har mistet deres arbejde. Den ene er Walid Zaher, der er formand for Multaqasa, sammenslutningen af de palæstinensiske foreninger i Århus, der med kort varsel blev hjemsendt af Århus kommune for at have kondoleret den forhandler for Hamas, der blev bombet ihjel i Teheran. Efter en måned blev Walid kaldt på arbejde og blev frataget sine opgaver, hvorefter han sagde op.

 

Jeg er ydmyg og tilbageholdende med at være klog på, hvad APG bør gøre, men vi har et rigtig godt chant:

 

Hvis jeg gør mit og du gør dit – bliver Palæstina frit

 

Jeg vil slutte med at appellere til hver og en af jer, om at give et bidrag til bevægelsen. Du kan blive frivillig i APG, blive demovagt, blive chanter, blive trommeslager – der er op mod 100 frivillige i APG.

 

Du kan også gå ind i Mask Off Maersk, der er en del af en international bevægelse for at stoppe Mærsks våbentransporter og sat i gang af Palestine Youth Movement i USA og UK; du kan hjælpe til i Børn for Palæstina gruppen, der er forankret på Nørrebro – og som i øvrigt var årsag til, at Københavns kommune forbød arrangementer, der kunne tolkes til støtte for Palæstina. I kommunens skrivelse blev det samtidig meddelt at støtte til Ukraine var velkommen. Det forbud har vores parti på Rådhuset siden fået ophævet.

 

Du kan gå med i Academics for Palestine. Du kan selv lave en gruppe. Du kan også starte et andet sted. Du kan snakke med din ven, med din nabo, med din arbejdskammerat, med din kollega, med familie. Mere skal der ikke til, hvordan er det nu med sommerfugleeffekten – et vingeslag kan starte en orkan.

 

Kom til stordemo for Al-Nakba lørdag den 17. maj kl. 14 fra Den Røde Plads. Tag en ven med og tag en flyer og giv den videre.

 

God 1. maj!

 

PS: Der blev indsamlet 716,50 i kontanter i en bøtte, der gik rundt. TAK

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com