Snart bliver kravene til OK-23 fastlagt med skelen til tillidsmandsmøder og spørgeskemaer udsendt til medlemmerne.  Med den stigende inflation bliver lønnen et kardinalpunkt, og dermed er debatten om, hvilke lønkrav der kan samle, igen aktuelt.  Hvordan vi får hævet bunden?

af Benedicte Toftegård

Mindsteløn afgørende for byggefagene

For Brian Rünitz, der er tillidsmand for snedker-tømrerne hos firmaet Jakov, er der ingen tvivl:

 

”Det er et problem i byggefagene, at vi har så lav en mindsteløn, fordi det giver virksomhederne lov til at lave legal social dumping. Rumænske eller polske arbejdere får 115 til 130 kr. i timen for at lave isolering, gulve eller flisearbejde. Det underminerer vores overenskomster, når en dansk håndværker får mellem 175 og helt op til 400 kr. i timen.

 

Da vi havde sagen med Metrobyggeriet, fik de en bod, fordi de lønnede med 63 kr. i timen. Men boden tog udgangspunkt i, at de skulle have haft 115 kr. Og det var også alt for lav en løn. I dag har vi 30-40 procent udlændige i byggeriet. Om 5-10 år er det måske 60-70 procent. Det underminerer hele vores overenskomstsystem og sikkerhedsnet. Derfor må og skal vi hæve bunden. Mindstelønnen skal hæves, og de andre kolleger er med på, at det er der, vi skal sætte ind, også selvom det kommer til at betyde, at vi andre ikke får noget.”

 

Mindsteløn kan ende som arbejdsgivernes sigtelinje

Peter Jacques, der formand for IMI København (organiserer laboranter, kontorfolk, grafikere m.m.) har stor forståelse for byggefagenes problemer, men HK Privat er ikke interesserede i at have en mindsteløn:

 

”I samme øjeblik der står et tal i overenskomsten, bliver det arbejdsgivernes sigtelinje. Vi har erfaring med, at det løfter lønnen, hvis vi i stedet bruger vores egne lønstatistikker og vel og mærke bruger dem aktivt. Det vil sige at vi giver medlemmerne oplysninger om, hvad andre får i løn helt ned på funktionsniveau og arbejdspladsniveau. Vi ringer rundt til medlemmerne en gang om året for at få så høje svarprocenter som muligt. Så er det de tal, som medlemmet kan henvise til fremfor en fast mindstelønssats. Vores erfaring er, ar det giver en langt bedre lønudvikling. Det giver også en højere bevidsthed om lønforhandling, fagforening, klub og tillidsrepræsentant.”

 

”Men, fortsætter Peter, der er kommet en debat om, hvorvidt der er brug for et krone-løft til alle på grund af inflationen og i erkendelse af, at de lokale lønforhandlinger ude på arbejdspladserne er gået i stå. Det er interessant. Det er usædvanligt, at Claus Jensen fra Metal går ud og taler om, hvor meget industrien har tjent. Tag Claus Jensen på ordet. Like hans opslag på Facebook. Ros ham i det, I siger og skriver.”

 

Hvad med en garantiløn som i 1977?

Bent Moos, tidligere formand for Restaurations- og Bryggeriarbejderforbundet, gav et historisk input om garantilønnen i 1977, som gav de lavtlønnede et kæmpe løft, fordi LO gik ind og overrulede de enkelte fagforeningers mindsteløn eller mangel på samme. Han mente at fagbevægelsen burde genopdage denne mulighed. [Bent Moos afgik desværre ved døden få dage efter sit indlæg på det møde, der her refereres].

 

Peter tror ikke på, at ideen fra den gang er vejen frem. Selvom vi kalder det en garantiløn og overruler de enkelte fagforeningers mindsteløn … samt dem i HK, der slet ikke har nogen mindsteløn, så er han bange for, at det alligevel bliver en sigtelinje:

 

”Men jeg medgiver, at vi heller ikke har social dumping på samme måde som i byggeriet. Der findes få eksempler på, at der bliver ansat en udenlandsk funktionær, men på grund af 50 procents-reglen er de alligevel ikke omfattet af overenskomsten og vil derfor heller ikke blive hjulpet af en mindsteløn.

 

Svage områder behøver tværfaglig hjælp til organisering

”Vi har et problem med HK Handel og 3F Hotel- og Restauration. Det er dér, mange unge mennesker møder arbejdsmarkedet første gang. Men de to fagforeninger kan ikke magte organiseringsopgaven alene. Det burde være en opgave, som det store fællesskab støtter ressourcemæssigt,” sagde Peter og fortsatte:

 

”Vi i HK Privat vil gerne være med til at løfte bunden, men det er ikke ”højere mindsteløn” som er et samlende krav. I virkeligheden er det lidt den samme debat, som der var i 2017, da CO Industri lavede et forlig, hvor arbejdsgiverne kunne hæve arbejdstiden til 42 timer ved lokal enighed. Det vil sige hvis de forhandlede en lokal aftale med en tillidsmand. Og der skulle være en valgt tillidsmand. Der var en kæmpe protestbevægelse i byggeriet mod det. Alene det at forhandlerne vovede endnu engang at give køb på arbejdstiden og fleksibiliteten på arbejdsgiverens betingelser. I praksis blev der ikke indgået en eneste lokal aftale om 42 timer. Alle steder afviste man arbejdsgiverne. Kampagnen imod var alligevel vigtig, for den markerede et signal om, at nu er det nok.”

 

Vi skal lære folk at skabe bevægelse

Debatten på mødet var god, og alle var enige om, at det er vigtigt at vi forstår hinandens arbejdsbetingelser og vilkår på tværs af fag. Mindstelønnen og de faste satser er nødvendige dér, hvor man er svag og mangler organisatorisk styrke. For eksempel blandt udenlandske arbejdere, der bliver udnyttet og ikke kender deres rettigheder, og som måske er her så kort tid, at vi ikke kan nå dem gennem langvarigt organiseringsarbejde.

 

Men vi har også brug for redskaber, der aktiverer folk omkring faglige rettigheder ude på arbejdspladserne.

 

Lokal enighed kan både være en faldlem, hvor de svageste falder i, men det kan også være en styrke for arbejderne, hvis de er velorganiserede. For man kan handle med det, som arbejdsgiverne har brug for, og få andre og måske bedre goder for det. Et eksempel er det grafiske område, hvor der i overenskomsten er en indbygget vetoret overfor weekendarbejde. De fleste trykkerier har brug for, at maskinerne kører lørdag- søndag men passussen gør, at arbejderne til gengæld for weekendarbejde kan få andre goder, som ikke står i overenskomsten. For eksempel kortere arbejdstid, højere skifteholdsbetaling, mulighed for at veksle skifteholdstillæg til frihed. For at udnytte bestemmelser om lokal enighed kræver det, at der er organisering, tillidsfolk og helst også en klub. Og det er jo netop disse ting, som fagforeninger skal ud at arbejde for, at der bliver.

 

Betalt kontingent er en blindgyde

Et eksempel på den helt modsatte strategi er et forslag, som cirkulerer i Østjylland. Det går ud på, at man skal kræve, at arbejdsgiverne betaler fagforeningskontingentet. Konkret ved at de indbetaler til en fond.

 

Det er en måde at ”redde stumperne af fagbevægelsen” uden at gøre de nødvendige ting for at organisere og aktivere medlemmerne. En sådan strategi giver et fast gode til alle, men undergraver i virkeligheden det fundament, vi er bygget på. Derfor er det en blindgyde.

 

Som Anders Lange fra snedker-tømrerne sagde: ”Mange tror at fagforeningens opgave kun er at føre faglige sager. De forstår ikke, at det også er at skabe bevægelse.”

 

Artiklen er et uddrag af den tværfaglige debat på Café Fagligt Forår afholdt 30. marts 2022 hos BJMF/3F København. Initiativet tager udgangspunkt i, at fagbevægelsen mister medlemmer, og at det haster med at ændre tilgangen til det at organisere. Vi har brug for at dele konkrete erfaringer med hinanden på tværs af fagforbund,

 

Vi bringer i den kommende tid historier fra andre arrangementer i Café Fagligt Forår.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com