Enorme prisstigninger på madvarer og energi til transport og opvarmning af boliger rammer bredt i arbejderklassen og ikke mindst blandt de socialt svageste. Lejernes LO kan fortælle om lejere, der flytter i ly af natten, fordi de ikke kan magte en enorm efterregning på el eller gas.

af SAPs Forretningsudvalg

Læsetid: 4 minutter

Børnenes Kontor melder om dobbelt så mange begrundede ansøgninger til julehjælp som sidste år. Folketinget vedtog i sommer at hæve beskæftigelsesfradraget og at tildele nogle af dem, der må leve af offentlige ydelser, en beskeden kompensation på et engangsbeløb (2000 kr.), der udbetales til januar. Man fravalgte bevidst at hjælpe dem på kontanthjælp.

 

Dengang vi havde dyrtidsportioner

Vi skal tilbage til 70’erne for at finde en tilsvarende inflation. Men dengang i 70’erne havde vi i Danmark et udmærket instrument til at sikre reallønnen for den almindelige befolkning: dyrtidsportioner.

 

Dyrtidsportionerne blev sat i system efter Anden Verdenskrig. Når priserne ifølge Danmarks Statistik steg 3 procentpoint, udløste det automatisk en dyrtidsportion. I 1975 var det f.eks. 60 øre mere i timen til alle. På lønsedlen var din løn sammensat af en grundløn og et tillæg, der hed dyrtidsportioner. Var du lavtlønnet, kunne de opsparede dyrtidsportioner være mere end 50 procent af din løn. Dyrtidsportionerne var simpelthen en politisk sikring af arbejderbefolkningens købekraft. Og en anden vigtig ting. Dyrtidsportioner tilfaldt også automatisk folk som f.eks. pensionister og arbejdsløse.

 

For det store flertal af arbejdere blev dyrtiden reguleret i fast ørebeløb pr. time til alle. (Undtagelsen var visse tjenestemænd og funktionærer.) Det betød, at løngabet ikke voksede nær så meget, som det gør og har gjort siden starten af 90’erne, og det betød, at dagpengene ikke faldt i værdi på samme drastiske måde som i dag.

 

Dyrtidsportionerne blev via lovgivning indefrosset de sidste år af 70’erne og endeligt afskaffet i 1987 af den borgerlige regering i folketinget. Begrundelsen var, at de var årsag/med til at skabe inflation. Realiteten var, at det var en omfordeling, der tog fra lønmodtagere, pensionister osv. og gav til arbejdsgiverne.

 

Og det vil være de samme argumenter, vi er oppe imod i dag. Vi skal være klare i spyttet: Inflation opstår ikke, fordi vi forsøger at sikre vores realløn. Årsagen kan blandt andet findes i de mange milliarder, der er pumpet ud i samfundet for at afbøde Corona-epidemien. En uhørt stigning i profitter på især energi, men også f.eks. i medicinalindustrien.

 

Især Metal, 3Fog HK har det problem, at de, der arbejder under minimal-lønsystemet, har stået i stampe ved de lokale lønforhandlinger i mange år. Det til trods for, at industrien mange steder har øget deres fortjeneste. Svagere organisering og pressede eller manglende tillidsfolk har ikke haft styrken til at tilkæmpe sig deres del af kagen. Kun få og stærke arbejdergrupper formår i øjeblikket at hente lokale lønstigninger hjem, der bare nogenlunde modsvarer priserne. Det er sket enkelte steder i medicinalindustrien, f.eks. på Novo Nordisk.

 

Da fagbevægelsens hovedforhandlere ikke vil udfordre et system, hvor løndannelsen fastsættes ved lokale forhandlinger, har man tilsyneladende kun et enkelt værktøj til at hente penge hjem. Det samme som man brugte sidst, nemlig ved at hæve fritvalgsordningen. Den gives i procenter og er derfor med til at øge løngabet. Men der har dog været stemmer fremme om, at man kunne kræve en ekstraordinær central lønstigning – helst som et ensartet kronebeløb.

 

Har det gang på jorden?

Fagbevægelsen burde stille krav om genindførelse af en form for dyrtidsportioner. En moderne ”dyrtidsportion” skal bygge på princippet om samme kronestigning til alle. Det er lige så afgørende, at den også skal gives til dagpengemodtagere, pensionister, studerende og andre på offentlige ydelser. Hvad en moderne dyrtidsportion skal kaldes i 2022-23 er til gengæld underordnet.

 

For bare to år siden, ville det blive betragtet som et krav, der ingen gang havde på jorden. Men efter år med pandemi, krig i Europa med deraf følgende oprustning, alarmerende tegn på klimakatastrofer og enorme prisstigninger på det basale, er hverken jorden eller gangarterne, som de plejer. Det er på tide, vi tør gå aktivt imod de liberalistiske markedsfilosofiske ”selvfølgeligheder”, der har ædt sig ind i selve knoglemarven af vores samfund. Men et sådant krav skal plantes, før det kan gro. Så tag diskussionen op i din faglige organisation og på din arbejdsplads.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 17. november 2022

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com