I kølvandet på det sørgelige valgresultat, hvor Enhedslisten mistede fire mandater, er der allerede mange diskussioner om årsagen til tilbagegangen. Vidensgrundlaget for dette er stadig begrænset – der er (endnu) ikke undersøgelser af vælgervandringerne og deres årsager i løbet af selve valgkampen.

af SAPs Forretningsudvalg

Og de kontrafaktiske vurderinger af, hvordan det mon var gået, hvis man havde gjort alting anderledes, er pr. definition meget subjektive. Så – ikke særligt overraskende – kan man konstatere, at de fleste mener, at det nok var gået betydeligt bedre, hvis bare man havde gjort mere af det, som de i forvejen selv går ind for at gøre mere af.

 

Pernille Skipper, Enhedslistens mangeårigt hårdtarbejdende og dygtige politiske ordfører, er en af dem, der – med behørige forbehold – har givet sit bud på, hvad der er galt, og hvad der bør gøres. På forsiden af debatsektionen i Politiken d.13.11. præsenterer hun under den ganske bombastiske overskrift ”Mit kriseramte parti skal træde ind i det 21. århundrede” en opfordring til at komme i gang med ”moderniseringsprojektet 2.0”.

 

Der står faktisk ikke så meget om, hvad ”moderniseringsprojekt 2.0” helt konkret skal indeholde. Men der bliver alligevel givet nogle mere eller mindre tydelige fingerpeg. Og en af grundene til at hæfte sig ved dette udspil er, at flere andre fremtrædende medlemmer af partiet har udtrykt tanker i samme retning.

 

Teoretiske benspænd

På det politiske område handler det angiveligt om ”manglende politiske opgør” med ”teoretiske benspænd” – og den eneste konkrete henvisning er, at vi ”burde have taget nogle diskussioner om NATO og våbenstøtte langt tidligere”. Dette udsagns konkrete ordlyd kan man dårligt være uenig i, sammenholdt med det faktiske, kaotiske forløb. Men det kan også forstås således, at Enhedslistens grundlæggende politik og program ikke længere burde indeholde en klar modstand mod den imperialistiske røverbande, som NATO grundlæggende er, og måske heller ikke et klart krav om ned- og afrustning af alle imperialistiske lande, startende med Danmark selv. Og hvis det er tilfældet, er der tale om et katastrofalt kursskifte – til en politik, der sandsynligvis vil gøre sig bedre i den politiske mainstream, men til gengæld vil være et forræderi mod verdens milliarder af ofre for imperialisme og krig.

 

Man kan også blive bekymret for, om de ”teoretiske benspænd”, der skal udmoderniseres, omfatter andre af de afvigelser fra den politiske mainstream, som journalisterne ynder at ville diskutere med vores parlamentariske repræsentanter. F.eks. om vi faktisk stadig opfatter EU som et værktøj for kapitalen, der skal bekæmpes (som det fremgår af EU-vedtagelserne på det seneste årsmøde), eller om vi på noget tidspunkt virkelig kunne finde på at anfægte den private ejendomsret til diverse koncerner (som det fremgår af Principprogrammet), hvis vi havde opbakning til det. Det er i hvert fald emner, hvor vores repræsentanter ved flere lejligheder har valgt simpelthen at præsentere en mere mainstream-agtig politik end den, Enhedslisten faktisk har besluttet.

 

Uendelige ’demokratiske’ processer

På det organisatoriske område fremstår indholdet i moderniseringsprojekt 2.0 noget mere klart. Der skal gøres op med en organisation, der ”groft sagt stadig (er) indrettet til et venstrefløjsparti i 70’erne, hvor interne diskussioner og uendelige ’demokratiske’ processer er vigtigere end at komme ud over rampen.”  Der skal i stedet være ”langt mere sammenhæng mellem folketingsgruppe og medlemmer, og det indebærer langt færre procedurer og lange møder.”

 

Man kan – desværre – måske få en mere præcis forestilling om denne del af moderniseringsprojektet ved at se på den stribe af forslag, som bl.a. med samme begrundelse blev stillet – og altovervejende nedstemt – på et årsmøde for kun et par år siden. Nogle af de væsentligste forslag dér var, at Hovedbestyrelsen skulle vælges med udgangspunkt i en elektronisk urafstemning – og for øvrigt skulle være større og holde færre møder. Med den åbenlyse konsekvens, at det aktive og diskuterende medlemsdemokrati i afdelingerne og på Årsmøderne reelt blev sat uden for reel indflydelse. Og at folketingsgruppen i endnu højere grad end nu ville få rollen som partiets reelle ledelse.

 

Mange så for sig, at en Hovedbestyrelse valgt på denne måde alene pga. kendis-effekt ville få massiv overvægt af udroterede folketingsmedlemmer, der led mindst lige så meget af ”naturligt christiansborgsk tunnelsyn” som de aktuelle repræsentanter. Og hvad ville dette betyde for Enhedslistens evne til at være noget andet end en vælgerforening og en parlamentarisk baggrundsgruppe – til at være et parti for mobilisering og organisering af almindelige mennesker uden for Folketinget, et parti med fokus på den daglige klasse- og klimakamp, frem for bare en valgkamp hvert fjerde år?

 

En organisation, hvor or Folketingsgruppen bliver ledelse og omdrejningspunkt for hele partiets organisation – og hvor et aktivt, diskuterende medlemsdemokrati reelt sættes på sidelinjen til fordel for passive tillids-tilkendegivelser fra individuelle medlemmer hjemme i stuen – vil utvivlsomt betyde dels en yderligere udvikling i retning af en vælgerforening, dels fjerne nogle demokratiske besværligheder ift. en politisk mainstreaming/”modernisering” af Enhedslisten.

 

Så på den måde er der desværre god sammenhæng mellem de forskellige dele af moderniseringsprojekt 2.0.

 

Til gengæld er det meget svært at følge Skippers argumentation for, at ”de uendelige demokratiske processer” kan forklare tilbagegangen ved det netop overståede valg. Hun fremhæver selv det faktum, at EL’s vælgeropbakning toppede i årene op til 2015 – hvor partiet samtidig gennemførte den hektiske finale i den omfattende demokratiske medlemsdebat om det nye principprogram, og hvor vi også gik i gang med en konfliktfyldt debat om EL’s selvstændige opstilling til EU-parlamentet. Så ”krudt-kageteorien” om, at der automatisk bliver brugt for lidt krudt på at få opbakning fra nye, hvis vi også prioriterer at bruge forholdsvis meget krudt på de interne demokratiske debatter, holder åbenbart ikke vand.

 

Og den store tilbagegang i forbindelse med det netop afholdte valg opstod tilsyneladende ikke, da vi havde fuld gang i medlemsdiskussionerne om EU op til årsmødet, men derimod i løbet af selve valgkampen. Hvis man skal tro meningsmålingerne stod EL til fine 8,1% ved valgudskrivelsen den 5.10. og faldt så i løbet af selve valgkampen til de 5,2%. I løbet af en valgkamp, hvor en valgkampsledelse bestående af forholdsvis få personer da vist suverænt havde fået lov at lægge linjen? Så at tilbagegangen kan forklares med manglende manøvrerum til at reagere hurtigt pga. besværlige demokratiske kontrol-procedurer, virker ikke troværdigt.

 

Der er brug for revolutioner

Man kan da godt blive lidt træt, når man fornemmer, at vi måske allerede på næste årsmøde igen skal stemme om nogenlunde de samme forsøg på at disrupte de medlemsdemokratiske strukturer i Enhedslisten, som vi stemte om for et par år siden. Og man kan også undre sig lidt over begrundelsen: At det besværlige medlemsdemokrati sammen med knaster i principprogrammet skulle have spillet en stor rolle for mandattilbagegangen. For set herfra virker det snarere som om folketingsgruppen allerede i vidt omfang fungerer som partiets reelle ledelse – af og til inkl. overraskende politiske nyfortolkninger – med det nuværende HB-flertals de facto godkendelse. Det er også MF’ere – som regel ordføreren – der kommunikerer direkte med medlemmerne, hvorimod den valgte ledelse i HB holder sig beskedent i baggrunden. Vi har i det hele taget til gode at høre, hvad de besværlige strukturer/det besværlige program egentlig har gjort, som kan begrunde, at skylden for valgnederlaget kan placeres der…?

 

Men netop dette, det besværlige medlemsdemokratis og det besværlige programs tilbagetrukne rolle, er samtidig årsag til, at vi faktisk helt deler Pernille Skippers ønske om ”revolutioner”.

 

Blot revolutioner, der peger i den stik modsatte retning:

 

På det politiske område skal revolutionen udløse en langt mere markant regeringskritik og systemkritisk profil. Det er f.eks. helt skudt forbi at tale begejstret om ”historisk store skridt i den rigtige retning for klimaet”, som EL ”spillede en afgørende rolle i” ( citat fra Skippers indlæg), når vi har at gøre med en i virkelighedens verden ynkeligt klimanølende regering midt i en klimakatastrofe. Enhedslisten skal i stedet træde frem som et tydeligt alternativ til venstre: Gå forrest i klimabevægelsernes protester og arbejde med at udvikle radikale krav, der peger i retning af at gøre op med hele den kapitalistiske vækstøkonomi. Det kunne være krav om demokratisk styring /samfundsovertagelse af energisektoren, så den fossile energi hurtigst muligt kan udfases – og så ingen skal fryse, mens andre vælter sig i lukrative profitter.

 

Det er i det hele taget vigtigt at (gen-)udvikle den fælles forståelse i Enhedslisten (på alle niveauer), at vores opgave ikke først og fremmest er at være en del af “magten”, som blot prøver at vælge den mildeste version af kapitalismens undertrykkelse – men derimod at være en del af “modmagten”, der kæmper konsekvent imod denne undertrykkelse, også når det kræver opgør med systemet. Vi er jo netop et parti med det i principprogrammet både erklærede og velargumenterede mål at gøre op med dette system og sætte noget andet og bedre i stedet!

 

På det organisatoriske område går vores revolutionære ambitioner også den helt modsatte vej: Vi ønsker mere medlemsdemokrati, ikke mindre. De konkrete ideer til, hvordan vi forbedrer medlemsdemokratiet, skal udvikles i fællesskab. Men lad os tage valgkampene som eksempel: Kunne vi måske prøve at gøre op med ”den hemmelige valgkamp-plan”, hvor – i øvrigt udmærkede forslag, som vi enten burde have eller har stillet i forvejen – kommer dumpende som overraskelser for medlemmer og afdelinger, så man ikke kan nå at integrere dem i de lokale planer? Og som både medier og vælgere tilsyneladende opfatter som en slags valgflæsk? Hvad med i stedet at gøre det til en partidiskussion – med konklusion i HB – hvad der er de mest påtrængende temaer at føre valgkamp på? Og hvad med at vi så lokalt i god tid er sporet ind på de gennemgående temaer, så vi kan nå at omsætte det til planer for aktiviteter – måske med lokal kolorit, måske med happenings, måske i samarbejde med relevante bevægelser? Det kan godt være, det lyder håbløst gammeldags. Måske stammer konceptet helt tilbage fra en tid, hvor Enhedslisten ofte forbedrede sin tilslutning i løbet af valgkampen…

 

I vores øjne er medlemsdemokrati og -indflydelse på den ene side, og kampagner og aktivisme på den anden, ikke hinandens modsætninger, hvor det ene stjæler energien fra det andet. Tvært imod: Hvis man føler, man selv har spillet en rolle i diskussionen og planlægningen, føler man også mere ejerskab til kampagnen – og chancen for en entusiastisk aktivisme vokser markant.

 

Der er bestemt brug for en fortsat konstruktiv debat om progressive og demokratiske moderniseringer på organisationsområdet (ud over de moderniseringer af bl.a. årsmødet, der allerede er vedtaget). Det økonomiske tilbageslag som følge af valgnederlaget er naturligvis trist. Men måske kan det bruges som afsæt for (i hvert fald incitament for…) et arbejde med at udvikle aktivismen i organisationen på alle niveauer.  Og en mere aktivistbåret organisation hænger fint sammen med styrket medlemsindflydelse, mere vægt på bevægelsesarbejde og udenomsparlamentarisk arbejde.

 

Vi vil bestemt ikke påstå, at alt er godt som det er, eller at det kun er småting, der skal ændres. Vi synes også, at Enhedslisten står over for en stor organisationsudviklings-opgave. Og bestemt også en stor politisk opgave – med at præsentere Enhedslisten som en opposition til venstre, der modsat S og SF ikke vil bøje os for hverken svinebaronernes eller kapitalisternes afpresning (kaldet ”økonomisk realisme”), når klimakrisen og den kommende økonomiske krise skal håndteres.

 

Så der er brug for revolutioner – på alle planer!

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 23. november 2022

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com