Læsetid: 7 minutterDet globale klimatopmøde, COP 26, understregede i sit slutdokument, hvor vigtigt det er at holde den globale opvarmning på højst 1,5 grader. Denne ”Glasgow-klimapagt” bekræftede erkendelsen fra FN’s klimapanel, at ødelæggelserne vil blive langt mere omfattende ved 2 graders temperaturstigning end ved 1,5 grader. Pagten slår fast, at 1,5 gradersmålet kræver ”hurtige, dybtgående og vedvarende reduktioner i de globale drivhusgasudledninger”, og opfordrer landene til snarest at hæve deres reduktionsmål for dette årti. Den gentager også princippet om retfærdig byrdefordeling ud fra ”fælles men differentieret ansvar”.
Når det gælder midlerne var COP26 imidlertid – med Greta Thunbergs ord – endnu en omgang ”bla-bla-bla” og ”en global festival for greenwashing”.
Man kan sige, at resultatet af COP26 generelt fulgte samme linje, som den danske regering har lagt: Vi slår ud med armene og lover fremtidige mirakler – men til gengæld gør vi forbløffende lidt konkret her og nu. Topmødet satte et mål på 45% reduktion af CO2-udslippet i 2030 i forhold til 2010-niveauet – uden skygge af konkretisering, der kunne gøre målet troværdigt.
Selv hvis man tror på samtlige de hule løfter om reduktioner, som landene kom med før og under mødet, vil temperaturstigningen efter alle beregninger ende langt over de 2 grader.
Og virkeligheden er, at regeringerne for eksempel stadig yder kæmpestore direkte og indirekte tilskud til fossilt brændstof – i 2020 ifølge IMF svimlende 5.900 mia. dollar.
Nåda – er kul et problem…?
De fossile brændstoffer blev nævnt som et problem for første gang i en COP-erklæring. Det var foreslået at udfase kulkraft og statsstøtte til fossil energi, men det blev udvandet til en “nedtrapning af kulkraft uden rensning” og af ”ineffektive subsidier”. Tilbage står det fremskridt, at fossile brændstoffer for første gang i en COP-erklæring blev italesat som et problem… At dette er et fremskridt, siger vel mest af alt noget om de begrænsede resultater i hele den hidtidige COP-proces!
Danmarks klimaminister optrådte i denne forbindelse som storskrydende initiativtager til dannelse af en gruppe lande, der har sat dato på ”udfasning af fossile brændstoffer”. Begrundelsen var Danmarks stop for olieudvindingen i Nordsøen – i 2050, hvor der tilfældigvis heller ikke forventes at være noget videre tilbage, som det kan betale sig at hive op. Derimod blev hverken det faktum, at der påbegyndes en helt ny boring i Nordsøen i 2022 (Vibe-1), eller støtten til det store gas-projekt ”Baltic Pipe” gennem Danmark sjovt nok nævnt… Det lykkedes i øvrigt ikke at få nogen af de væsentlige olieproducerende lande til at love en stop-dato.
Samtidig er det endnu ikke lykkedes at give de fattige lande de 100 mia. dollar til deres klimaomstilling, som blev lovet i 2009. De 80 mia. dollar, man har afsat, er mest i form af lån, og/eller – som for Danmarks vedkommende – taget fra den udviklingsbistand, man gav i forvejen. Penge til dækning af fattige landes tab og skader på grund af havvandsstigning, cykloner og andre følger af klimaforandringerne blev helt afvist.
COP26 bød også på direkte tilbageskridt: En aftale om global handel med CO2-kvoter, der vil lade rige lande betale fattige lande for en klimaindsats, der så tæller i det rige lands klimaregnskab. Kvotehandelsordningen er fuld af smuthuller og sikrer på ingen måde, at der sker reelle ekstra reduktioner. Det udstiller, i hvilken grad nyliberalismen sætter klodens fremtid på spil for markedsideologien og private kapitalinteressers skyld.
Dermed var det mest positive ved COP26 vel frem for alt den øgede opmærksomhed om den globale klimasituation og den manglende indsats og de store demonstrationer – ved selve topmødet, men ikke mindst rundt omkring i hele verden – der styrkede sammenholdet og kontakten mellem landenes klimabevægelser.
Den danske hockey-skandale
Glasgow-klimapagten tager dog så meget bestik af den presserende situation, at den beder landene om at indsende nye reduktionstilsagn allerede inden topmødet næste efterår.
Kampen mod klimakatastrofens eskalering er global – men foregår i praksis i de enkelte lande, fordi det er der, de konkrete krav til handling skal kæmpes igennem.
Dermed bliver det afgørende det næste halve års tid at presse danske klimatiltag igennem, der skruer ned for klimagasserne også på den korte bane. Det er nødvendigt for at vise gode eksempler og dermed være med til at sætte tommelskruerne på de store klimaforurenere sammen med klimabevægelserne verden over.
Den danske regering ynder at bryste sig af, at vi allerede har reduceret vores CO2-udledning betydeligt. Men dette på papiret gode resultat undermineres af, at man ikke medregner international transport, CO 2 fra biobrændsel samt Danmarks ”forbrugsbaserede” klimaaftryk i asiatiske lande, hvor vores materielle forbrugsgoder produceres. Danmarks udledning er ca. 34 mio. ton CO2 pr. år – men vores samlede forbrugsbaserede klimaaftryk er (formentlig endda optimistisk) beregnet af Klimastyrelsen til 61 mio. ton. Det giver et gennemsnitligt CO2-aftryk på knapt 11 ton pr. indb. – på niveau med mange andre rige lande. Verdensgennemsnittet ligger omkring 5 ton. Danmark befinder sig derfor fortsat i den absolut tunge ende mht. CO2-udledning.
Yderligere roser Danmark sig af vores (i forhold til 1,5-gradersmålet nu helt utilstrækkelige) 70%-reduktions-målsætning i 2030. Men den sørgelige kendsgerning er jo, at rækken af forlig har været præget af ”for lidt, for sent og for usikkert” – helt bevidst, beskrevet af klimaministeren med den berygtede hockeystav. Det betyder i praksis: Alt for få konkrete indgreb, der kan begrænse drivhusgasudledningerne hurtigt; alt for mange optimistiske forventninger til udviklinger, der skal ske af sig selv; alt for mange luftkasteller om teknologiske fix, der i sidste sekund skal klare alt det, der indtil da bare får lov at køre. Selv hvis slutspurten – mirakuløst – skulle lykkes, vil den ophobede CO2-udledning i mellemtiden vokse sig alt for stor i forhold til det nødvendige.
Det var en tragikomisk farce, da ikke bare samtlige såkaldte støttepartier, men også regeringens ministre fandt det passende at deltage i Klimamarchen op til kommunalvalget. Som mange spurgte: ”Hvorfor demonstrerer de mod sig selv – de har jo et flertal bag sig, både i befolkningen og tilsyneladende nu også i Folketinget? Hvis de også selv er sure over, at der sker alt for lidt – hvad så med at komme i gang??”
Klimabevægelsen og nu også Enhedslisten har rejst kravet om en genforhandling af de helt utilstrækkelige forlig. Fuglene på taget skal erstattes af konkret handling her og nu! Dette gælder alle områderne – og det skulle have været i går! Hvis regeringen ikke vil være med til at rette klimakursen op, så det danske bidrag troværdigt og globalt retfærdigt peger frem mod 1,5-gradersmålet, fortjener den ikke, at Enhedslisten fortsat udgør en del af det parlamentariske grundlag.
Enhedslistens vigtigste plads er nemlig i Klimamarchen – ikke i en smilende forligskreds, når der ikke er noget at smile over!
Kommunalvalget og den grønne bevægelse
Klimamarchen erklærede kommunalvalget som et klimavalg. Og det blev det i vidt omfang også: Meningsmålinger bekræfter, at klima, natur og miljø i modsætning til tidligere kommunalvalg var et af vælgernes højest prioriterede temaer.
Og hvad betød det så for resultatet? Det betød, at Socialdemokratiet fik hug, ikke mindst i de store byer, hvor der har været betydelige grønne bevægelser i aktion mod ”betonsocialdemokraterne”: Den kunstige ø, CO2-bomben Lynetteholmen, og tilplastringen af Amager Fælleds og Stejlepladsens grønne områder, motorvejsbyggerier over Kattegat og Limfjorden og under Københavns Havn osv. Og det betød, at de mere grønne støttepartier, ikke mindst Enhedslisten, fik opbakning her.
Der er grund til at glæde sig over disse valgresultater – og endnu mere over de bevægelser, der har lagt fundamentet for dem. Det er nemlig hverken i kommunalbestyrelserne eller i Folketinget, kampen for klima og miljø kan vindes. Det er der, nogle af sejrene forhåbentlig kan høstes – men kampen må føres af aktive, stærke bevægelser, hvis den skal vindes.
Hvis klimakatastrofen reelt skal begrænses, kræver det nemlig et opgør med den hæmningsløse vækst i vareproduktionen og transporten – en vækst, som er en uomgængelig, integreret del af den kapitalistiske, profitbaserede økonomi. Derfor er klimakampen en kamp mod stærke kræfter – og i sidste ende en kamp mod systemet. Kun en massiv folkelig mobilisering kan skabe den styrke, der kan løfte denne opgave. De helt unge har, med den verdensomspændende skolestrejke-bevægelse Fridays for Future, vist vejen!
Udtalelsen blev vedtaget på SAPs Landsmøde den 28. november 2021