Hvad nu, hvis de jobs, som gav faglig stolthed, bevidsthed og sammenhold, ikke længere findes eller kan give modsvar, når samfundet ser ned på arbejderklassen?

af Benedicte Toftegaard

Læsetid: 11 minutter
Serie: Venstrefløjen og arbejderklassen

Vi har set det udvikle sig længe. Især i USA og ude i Europa søger den traditionelle arbejderklasse og nogle af de fattigste mennesker i samfundet i stigende grad mod højrefløjen, selvom den åbenlyst ikke forsvarer deres interesser. De føler sig svigtet af socialdemokratierne, og venstrefløjen har ikke formået at fremstå som et reelt alternativ. Det er intet mere end en politisk katastrofe, der står i vejen for virkelige samfundsforandringer. Jeg har ikke de endelige svar, men i disse fem artikler vil jeg prøve at indkredse problemets kerne:

1: Hvis du ikke bliver regnet for noget

2: Uligheden og fattigdommen vokser i Europa

3: De bilder os ind at ulighed i levealder skyldes personlige valg

4: Vi har altid kæmpet for viden og oplysning, men er mere uddannelse svaret på uligheden?

5: Hvem henvender vi (venstrefløjen) os egentlig til og hvad kan vi gøre anderledes?

For 24 år siden blev min daværende fagforening Grafisk Forbund tvunget til at lægge sig sammen med HK. Det var lidt af et kulturchok. Jeg husker et af de første bestyrelsesmøder. Næsten alle de gamle typografer, litografer og bogbindere gik ud for at få sig en smøg i pausen, men da jeg ikke ryger blev jeg tilbage i lokalet og derfor kom jeg uforvarende til at overhøre en bemærkning. Det var en pæn kontorfunktionær, som forarget, nærmest med væmmelse udbrød: ”Selvfølgelig er de rygere alle sammen, man kan jo tydeligt mærke, at de kommer fra de laveste samfundsklasser.”

 

Det var os … det var mig, han omtalte sådan! Jeg lod som ingenting, men bagefter fortalte jeg det til de andre grafiske og vi grinede! Det kan godt være, at han var funktionær og gik med hvide skjorter, men vi fik højere løn og nogle af os havde sandsynligvis læst flere bøger end han. Vi følte os ikke mindre værd, selvom vi statistisk set kom fra en lavere socialklasse, men det var der en grund til: Vi kom fra et fællesskab med en stærk faglig bevidsthed.

 

Men hvad nu, hvis jeg havde været den eneste arbejder i forsamlingen?

 

Et andet eksempel. Ude på min gamle fabrik Aller Tryk havde vores direktør en meget direkte måde at tale ned til folk. Man kunne mærke, at hans udgangspunkt var, at vi var dumme og uvidende.

 

Første gang jeg var til et forhandlingsmøde, tiltalte han mig med ”det er da utroligt, så klog du er”, og en anden kollega fik bemærkningen ”det skal du slet ikke bryde dit lille hoved med.”

Direktøren udtalte også de berømte ord: ”Hvis jeg har brug for en bogbinder, der kan trykke på to knapper, er der ingen grund til at han lærer tre.”

 

Det var ret ydmygende, sikkert helt bevidst, men fordi vi havde et stærkt fællesskab, så elskede vi de der replikker. Når vi kom tilbage til vores kolleger, lavede vi sjov og gjorde nar af hans arrogance, og der er ikke noget, der er så godt til at skabe sammenhold som en fælles fjende. Vi havde en identitet og en stolthed, som gjorde, at vi ikke lod os kyse.

 

Men forestil dig nu, at du var blevet tituleret sådan i enrum? Hvis du skulle gå alene tilbage til din computer ved skrivebordet eller i lagerhallen?

 

Jeg tror ikke, folk med højere uddannelser ved, hvor meget og hvor ofte mennesker med lav eller ingen uddannelse bliver talt ned til eller ignoreret. Det ligger som en grundsubstans i vores nuværende samfund, at hvis du ikke har en uddannelse eller ”kun” en kort en af slagsen, så er det fordi du er lidt smådum.

Du mærker det på arbejdspladser, i socialforvaltninger, til forældresamtaler i børnenes skole/daginstitution eller i fjernsynet, når du får at vide, at dine evt. helbredsproblemer udelukkende skyldes din ”selvvalgte” livsstil.

 

Nu kan du endda også det i visse fagforeninger, hvis ikke du er skrap til at skrive cv og udfylde skemaer på en computer.

 

Arbejderklassen er altid blevet talt ned til og hundset med. Vi har skullet benytte bagtrappen, andre toiletter, andre kantiner og andre indgange, men er til gengæld ikke altid blevet inviteret med til personalemøder.

 

Vore dages arbejdere hos f.eks. Amazon bliver konstant målt og vejet. Hvis de ikke er produktive nok, bliver de kaldt til samtale og truet med at blive fyret. De må ikke have samtaler indbyrdes i arbejdstiden, og den tid, de bruger på at gå på toilettet, bliver registreret og eventuelt påtalt. Det er ydmygende, og her er der ingen tillidsmand eller fagforening i ryggen.

 

I de sidste 20-30 år hvor ,ndustrijobbene og den faglige stolthed mange steder er afløst af servicejobs til lav løn, går folk ikke hjem og griner af direktørens eller arbejdslederens nedværdigende bemærkninger. De går hjem fra arbejde med en lille hård sten i maven. En hård sten, som vokser sig større og større.

 

Det samme er sket overalt i USA og i Europa, dog ikke så slemt i Danmark. Men tag ikke fejl. Det er her, og det vokser.

 

Mon det egentlig er gået op for venstrefløjen, hvad der er sket?

 

Når det er svært at erkende sine fortrin

De sidste 20-30 år er det blevet stadigt sværere at tale om det at være arbejder og om undertrykkelse af arbejderklassen. Mange på venstrefløjen mener som udgangspunkt, at ”vi jo alle er arbejdere” altså uanset om du er jurist, gymnasielærer, VVS-er eller gør rent på et plejehjem.

 

Hvis man antyder, at dette er et udtryk for privilegieblindhed, får man på puklen og står tilbage med en følelse af, at der er noget … noget som er blevet usynligt, som det kan være svært at forklare. Måske fordi vi kender mindre til hinandens liv? Selvom den økonomiske ulighed er enormt afgørende, så det handler ikke kun om penge og sikkerhed i jobbet.

 

Her er et bud på hvad det også kunne handle om:

·        At blive set ned på grundet livsstil, interesser, vaner, kulturforbrug eller mangel på samme.

·        At blive ringeagtet for manglende viden/uddannelse/indsigt, også selvom man kan have tilegnet sig andre færdigheder. I gamle dage var der noget vi kaldte livets skole. Og den var man stolt af at have gået i.

·        Ikke at blive anerkendt for det job, man udfører i samfundet.

 

Ken Loach viste det så fint i sin film ”Sorry we miss you” om familiefaderen, der er tvunget til at køre for en slags Nemlig.com med et tikkende ur, der måler, om han overholder de urealistiske tidsplaner. Han har ikke ret til sygeløn eller erstatning, da han bliver overfaldet på sit arbejde. Og moren som er hjemmehjælper, må bruge sin friaften med at hjælpe en enlig gammel dame, der er faldet, fordi der ikke længere er noget velfærdssystem til at samle hende op. Overvågningen, tidsmålingerne, kontrolsystemerne, der er indført som et led i det, man kalder New Public Management, er et tydeligt eksempel på, at man ikke regner arbejdet ”på gulvet” og dem, der udfører det, for noget.

 

Arbejderklassen er mangfoldig

Kender I dem … de kan såmænd godt være fra venstrefløjen – som ikke kan skjule skuffelsen, hvis deres børn, eller børnebørn, ikke kan komme på universitetet – måske ikke engang klare gymnasiet, men vælger noget andet. ”Men han er glad for det…”, siger de så undskyldende.

 

Det irriterer mig, for arbejderklassen er lige så mangfoldig som alle andre mennesker. At kunne skabe ting med sine hænder er smukt og nyttigt, og jeg vil ikke være med til at undervurdere håndens arbejde. Men derudover findes der mange kloge og intellektuelle mennesker i arbejderklassen, selvom de måske er det på deres egen måde. Vidende, nysgerrige, kreative og opfindsomme mennesker, der både læser bøger og lytter til radioens program 1. Der var mange af dem i det typograffag je,g kommer fra. De havde faglig stolthed og stor selvrespekt, ligesom skibsbyggere, tømrere og smede.

 

I bogen “Winning and Losing in one-Click America”, af den amerikanske forfatter Alex MacGillis, beskrives hovedpersonen William Bodani næsten som et symbol på, hvad der er sket. Ligesom sine far og bedstefar arbejdede William på et enormt stålvalseværk. Men ”Bethlehem Steel” gik konkurs i 2008, og han mistede med et slag halvdelen af sin pension. Derfor måtte han begynde at arbejde hos Amazon, der i øvrigt byggede sin lagerhal der, hvor stålværket havde stået. For ligesom at sætte streg under ydmygelsen. Det stålværk h,vor arbejderne havde haft et sammenhold, en fagforening og en stolthed over deres arbejde. Hos Amazon er arbejdet lavtlønnet, automatiseret, monotont og ensformigt, og ingen gør brug af William Bodanis gamle færdigheder. Han bliver ikke længere regnet for noget.

 

Amazon betaler ikke skat, men pålægger kommunerne udgifter til veje og skoler til arbejdernes børn. Det paradoksale ved historien er, at den veluddannede og velbjærgede del af befolkningen i USA nærer dyb beundring for Amazon. Demokraterne modtager kampagnebidrag fra Apple, Facebook, Google og Amazon. F.eks. Obama og andre af Joe Bidens talsmænd.

 

Hvad tror du, arbejderne på det tidligere stålværk tænker om det?

 

Bernie Sanders har sagt, at det republikanske parti vinder stadig større tilslutning fra det arbejdende folk. Ikke fordi de har noget at tilbyde dem, men fordi demokraterne på mange måder har vendt arbejderne ryggen.

 

Eduard Louis og den kulturelle ydmygelse

Somme tider er det godt at kigge til skønlitteraturen, hvor man kan bevæge sig ind i andre menneskers tanker og følelser, fremfor kun at forholde sig til fakta.

 

Den franske forfatter Eduard Lous er født i 1992 og skriver med udgangspunkt i sin egen opvækst. Han hed egentlig Eddy Bellegueule. Det at han skifter navn, er en symbolsk forvandling fra at tilhøre den ufaglærte arbejderklasse i et af Frankrigs udkantsområder til at stige ind i den kulturelle elite. Og i øvrigt springe ud som homoseksuel.

 

Hans forældres liv er fattigdom og hårdt nedslidende og nedværdigende arbejde. Druk, alkohol, usund mad og dårligt helbred. De hader indvandrere som ”får i hoved og røv” og afskyr ”kvindagtige mænd”. Forældrene siger, at de giver ham en ordentlig opdragelse til forskel fra ”de der udskud og arabere i ghettoen”.

 

En ordentlig opdragelse? Fjernsynet kører hele dagen, og ingen er dybest set interesseret i, om børnene laver lektier eller kommer i seng i ordentlig tid. På gaderne lærer man at drikke og ryge, og der er ofte slagsmål, som Eduard holder sig væk fra, fordi han hellere vil være sammen med piger. Man spiser ikke aftensmad sammen, men skovler noget ind fra en tallerken, mens man ser tv.

 

Måltiderne består af pomfritter, hakkebøffer fra frost eller discountskinke. Det er far, der bestemmer. Og der bliver røget tæt i stuen. Man har sjældent samtaler.

 

En dag falder noget tungt på fabrikken ned over ryggen på hans far. Han bliver fyret og må leve et liv med smerter og ydmygende få penge at leve af.

 

Eduard kommer på gymnasiet som en af de ganske få i landsbyen. Han oplever, at de andre drenge fra landsbyen også forsøger at slippe væk. De tager ind til en større by for at arbejde som kokke eller tjenere eller noget andet ufaglært, men de vender tilbage kort tid efter med nedslåede blikke. ”Det var for hårdt, det var for dyrt, de var blevet fyret … som om landsbyen havde kaldt dem hjem igen.”

 

Men Eduard vil ikke tilbage. Han vil være forfatter. Først prøver han af al magt at kaste sin baggrund af sig og blive en del af den intellektuelle elite: Han læser klassikere, klæder sig anderledes og omgås folk fra overklassen, men en aften oplever han, at en af de nye ”venner” skælder ud på tjenestepigen. ”Hun kan være noget så klodset,” siger han i alles påhør. Eduard får en dårlig smag i munden.

 

Kort efter besøger han sin far, efter forældrene er blevet skilt, ser ham sidde ved bordet foran tv-skærm med en smadret krop og et elendigt liv. Macron har sat invalidepensionen ned, så faren er nødt til at få et job som gadefejer, selvom han er invalid i ryggen. Eduard får en ydmygende følelse af, at middelklassen og de akademisk uddannede ikke forstår, hvad det vil sige at have et ensformigt, nedslidende arbejde, at kede sig uge efter uge med det samme monotone job, at vågne hver dag med smerter i hele kroppen og skulle spise piller for at komme gennem dagen. De samme mennesker, som ikke kan se noget problem i at sætte pensionsalderen op. De, som tvinger folk til nedværdigende arbejdsprøvninger og bevis for, at de ikke kan klare et arbejde.

 

Det er sket i Frankrig, men det er også sket i Danmark. Så virker det bekendt?

 

Læs mere i næste artikel, hvor jeg kommer nærmere ind på, hvordan den økonomiske ulighed har udviklet sig i Europa inden for de seneste årtier, og hvor meget social og økonomisk ulighed betyder for menneskers liv.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com