Den økonomiske ulighed er vokset de sidste 20-30 år. Den er vokset meget, og det er sket over hele Europa og USA. Uligheden er klassebestemt. Alligevel er det en udbredt påstand, at venstrefløjen ikke længere beskæftiger sig så meget med at bekæmpe økonomisk ulighed. Er det sandt?

af Benedicte Toftegård

24.
maj
2024
Forbered udskrift | Send denne artikel til en ven Send denne artikel til en ven |
Læsetid: 6 minutter

 

Serie: Venstrefløjen og arbejderklassen

Vi har set det udvikle sig længe. Især i USA og ude i Europa søger den traditionelle arbejderklasse og nogle af de fattigste mennesker i samfundet i stigende grad mod højrefløjen, selvom den åbenlyst ikke forsvarer deres interesser. De føler sig svigtet af socialdemokratierne, og venstrefløjen har ikke formået at fremstå som et reelt alternativ. Det er intet mere end en politisk katastrofe, der står i vejen for virkelige samfundsforandringer. Jeg har ikke de endelige svar, men i disse fem artikler vil jeg prøve at indkredse problemets kerne:

1: Hvis du ikke bliver regnet for noget

2: Uligheden og fattigdommen vokser i Europa

3: De bilder os ind at ulighed i levealder skyldes personlige valg

4: Vi har altid kæmpet for viden og oplysning, men er mere uddannelse svaret på uligheden?

5: Hvem henvender vi (venstrefløjen) os egentlig til og hvad kan vi gøre anderledes?

Jeg har ingen statistik, som beviser det, men måske handler det både om, at vi har nedprioriteret fokus, men lige så meget vores tilgang til at tage udgangspunkt i almindelige menneskers hverdag. I denne artikel vil jeg opridse nogle faktiske og aktuelle realiteter i Europa, men også komme ind på, hvad ulighed egentlig er.

Den spanske økonom Clara Martinez Toledano har sammen medThomas Piketty, der forsker i ulighed, skrevet om, hvordan fattigdommen er steget i arbejderklassen og peget på følgende årsager:

 

Årsager til voksende ulighed

·        Globalisering betyder pres på lønninger og arbejdsvilkår.

·        De progressive skattesystemer bliver demonteret eller udfaset.

·        Finanssektoren er blevet liberaliseret.

·        Velfærdsordninger bliver forringet i en sådan grad, at det danner ”naturlig” grobund for private ordninger.

·        Socialdemokratierne har forladt den sociale omfordeling til fordel for ideen om at vi skal vinde ved at tage de højeste uddannelser.

·        Fagforeningerne har mistet medlemmer og indflydelse.

·        Der er næsten ingen arbejdere i parlamenterne længere. Parlamentarisk arbejde er blevet en profession og ”kræver” en akademisk uddannelse.

·        Teorier om klasseskel er mange steder og i lange perioder afløst af teorier om identitetsprægede konflikter.

·        Kommunismen (og dermed ideen om et alternativ) er faldet sammen.

 

Ulighed i Europa

Omkring 14,5 millioner mennesker eller hver femte borger i Storbritannien lever i fattigdom. Landet har over 2500 fødevarebanker, der uddeler mad og for manges vedkommende også brugt børnetøj og legetøj. Trussel Trust, der driver flere fødevarebanker, uddelte fra april til september 2022 i alt 1,3 millioner fødevarepakker. Det er en stigning på 40 procent i forhold til året inden. (note 1)

Det engelske sundhedsvæsen er i dyb krise med stigende ventetider på skadestuer, ambulancer og behandling for alvorlige sygdomme. Man har udliciteret både socialforsorg og børneforsorg til private firmaer, der tit er ejet af kapitalfonde. De skal levere overskud og skærer brutalt ned på alt, hvad de ikke kan hente ud af de offentlige kasser. Flere børn sendes i kommunal pleje og ”den manglende omsorg betyder at de er mere tilbøjelige til at ende som hjemløse, få misbrugsproblemer eller havne i kriminalitet.” (2)

 

Rundt regnet 13 millioner mennesker var i 2021 truet af fattigdom i Tyskland. Det er 15,8 procent af befolkningen (3). Understøttelsen er så lav, at 47 procent af de arbejdsløse og 26,6 procent af de enlige forældre lever på fattigdomsgrænsen. Den tyske mindsteløn stiger til 93 kr. i 2024, hvilket næppe ændrer på, at over en million tyskere får supplerende kontanthjælp. Arbejdsgiverne misbruger udenlandsk arbejdskraft til at presse lønniveauet længere ned. Et berygtet er eksempel er slagteribranchen, hvor bl.a. rumænere og litauere får langt under mindstelønnen.

 

I Frankrig lever 9,3 millioner mennesker under fattigdomsgrænsen. Det svarer til 14 procent af befolkningen. Mange franskmænd er fattige, selvom de har et arbejde (4). Man kalder dem ”de usynlige” eller ”skyggearbejderne.” Folk, som gør rent, sørger for varer til butikkerne, eller som passer de gamle. Man regner med, at disse ”skyggearbejdere” udgør 40 procent af den aktive arbejdsstyrke, og de er afhængige af anden hjælp for at kunne overleve. Det er udbredt, at unge mennesker ikke har råd til en bolig og må bo hjemme hos forældrene.

 

I Spanien og Italien befinder hele 30 procent af befolkningen sig i en svær social situation, under eller omkring fattigdomsgrænsen. I Grækenland omkring 35 procent.

 

I Bulgarien er tallet for dem der er truet af fattigdom i perioden siden 2005 og frem til nu vokset fra 15 til over 40 procent, i Rumænien fra 20 til 35 procent.

 

Men så er der en undtagelse, og det er Polen. I 2005 berørte fattigdom 45 procent af den polske befolkning, i 2008 var den faldet til en tredjedel, i 2015 ned til 23,4, og den er faldet yderligere siden da. Det fremgår af den nyeste rapport fra det polske statistiske bureau og Eurostat. De har beregnet, at omkring 8,8 millioner polakker lever under fattigdomsgrænsen. Det er stadig mange, men når uligheden ikke er steget lige som andre steder, skyldes det, at arbejdsløsheden er faldet, og lønnen er steget ret markant.

 

Det før så tilbagestående polske landbrug har fået store tilskud fra EU. Desuden har regeringen hævet ydelserne til børnefamilier m.m. Nu er den socialkonservative polske regering skiftet ud, men det er værd at bemærke, at den ikke kun havde opbakning fra reaktionære, nationalistiske og homofobiske kræfter. Mange vælgere stemte på Duda fra ”Lov- og Retfærdighedspartiet”, fordi han uddelte penge til almindelige lavindkomst-familier og var modstander af at hæve pensionsalderen. Det sidste betyder rigtig meget for den generation af polakker, der siden murens fald har knoklet med lange og skiftende arbejdstider, dårlige arbejdsforhold og usle vilkår både i hjemlandet og i Europa.

 

Ulighed i Danmark

Antallet af danskere, som lever i ”relativ fattigdom” udgør 3,7 procent. Gennemsnitsdanskerens løn steg mellem 2010 og 2020 med 18 procent. For de 40 procent lavestlønnede steg den dog kun med 9 procent. Tager man de 10 procent fattigste ud for sig selv, var deres indkomststigning kun 4,1 procent. Lønnen for de 10 procent rigeste steg til gengæld med 30 procent (5).

 

I dagspressen læser jeg om unge fra Liberal Alliance og Venstre, som vil henholdsvis lukke alle biblioteker og afskaffe SU til fordel for lån. Argumentet er ”sjovt” nok, at det alligevel er de velstilledes børn, som går på universitetet, og de spørger retorisk, hvorfor staten (det arbejdende folk) skal finansiere det. Måske en ganske smart måde at agitere blandt alle dem, som føler sig snydt af samfundet. Og som i øvrigt ikke har haft en opvækst, hvor man besøgte biblioteket.

 

Ulighed er ikke kun et spørgsmål om økonomi og om måling af Gini-koefficienten, dvs. noget abstrakt, der ikke handler om almindelige menneskers hverdag. Ulighed er i høj grad klassebestemt.

 

Hvad er social og økonomisk ulighed?

1.      Ulighed på arbejdsmarked og indtjening

–         Færre jobmuligheder, mere ensformigt eller ”kedeligt” arbejde.

–         Større risiko for arbejdsløshed

–         Større risiko for usikre ansættelser. (40 procent af alle 0-timerskontrakter i Danmark findes blandt ufaglærte i hotel- og restaurationsbranchen).

–         Ringere løn og dermed også lavere pension.

–         Ulighed i forhold til arbejdsvilkår og nedslidning

–         Brutaliseringen af arbejdsmarkedet, ”Krav til robusthed”

–         Brutaliseringen af sygedagpenge og dagpengesystem

–         Voldsom stigning i pensionsalderen, som du ikke kan leve op til.

–         Jo længere nede i hierarkiet, jo kortere opsigelsesvarsler og jo nemmere for arbejdsgiverne at afskedige folk på grund af sygdom eller at man ikke kan ”følge med tempoet” længere.

–         Dårlige forhold for skole og undervisning betyder ringere mulighed for omskoling eller videreuddannelse.

 

2.      Ulighed i adgang til uddannelse og livsmuligheder

–         Erhvervsskolerne udsultes

–         Praktiske fag nedgøres

–         Færre arbejderbørn får højere uddannelse

–         Mange uddannelser (også praktiske) bliver akademiseret.

 

3.      Ulighed i adgang til stimuli, oplevelser og udvikling i barndommen

–         Børn, som ikke kender naturen

–         Børn, som f.eks. aldrig har været med deres forældre på et bibliotek eller i en svømmehal.

–         Børn, som ikke oplever fælles måltider og samtaler ved et spisebord, men bliver sat foran fjernsynet eller anden skærm.

–         Børn, som aldrig får læst godnathistorie eller kender bøger

 

4.      Ulighed i adgang til kultur

–         Voksne, som er vokset op uden kendskab til f.eks. teater, koncerter og kunstmuseer.

–         Voksne, som ikke er fortrolige med at debattere politik, verdensbegivenheder eller lokalsamfund.

–         Dårlig selvtillid, lille ordforråd og manglende tradition for at formulere sig.

 

5.      Ulighed i adgang til indflydelse på eget liv

–         Jo ringere uddannelse jo færre muligheder for at skifte job hvis man bliver behandlet som ”lort”.

–         Manglende evner for at tale sin egen sag over for sociale myndigheder, læger eller skolelærere, som klager over ens barn.

–         Jo længere nede i hierarkiet på en arbejdsplads, desto mindre bliver man hørt eller inviteret ind i mødestrukturer. En industriarbejder skal producere, en sosu-assistent skal dokumentere – ingen af dem forventes at have en mening om, hvordan deres arbejde evt. kunne organiseres bedre.

–         Dårlig økonomi giver færre handlemuligheder.

 

6.      Ulighed i sundhed og levealder

–         Manglende viden om sund mad

–         Dårlige vaner som følge af behov for cigaretter, kager og sukker. Hvis du arbejder om natten, føler dig ydmyget, har behov for trøst, føler dig stresset, er ensom og ikke har så meget andet at se hen til. Du har for lidt overskud til at lave mad (har måske aldrig lært det) og spiser derfor meget fastfood.

–         Nedslidningsskader eller smerter som følge af arbejdet forhindrer dig i at dyrke sport/løbe/gå.

–         Indtagelse af smertestillende medicin som følge af nedslidning/ensidigt gentaget arbejde.

–         Stress som følge af manglende indflydelse på eget liv.

–         Dårlig søvn som følge af stress eller skifteholdsarbejde

–         Ensomhed og lavt selvværd.

–         Dårlige boligforhold

 

7.      Ulighed i adgang til tryghed i boligområder

–         Lav indkomst giver færre muligheder for at vælge bolig. I nogle sociale boligområder, hvor mange har sociale eller psykiske problemer, er der mere kriminalitet, hærværk, misbrug, mobning og vold.

 

Hvis du står uden for arbejdsmarkedet, tilhører arbejderklassen eller den lavere middelklasse er det ikke længere en selvfølge, at dine børn vil få en bedre tilværelse end dig selv. Det opleves som en trussel. Føler du dig truet er det nemt at lede efter syndebukke.

 

Hvordan giver vi folk et sammenhængende alternativ? Hvordan hjælper vi dem og os selv med at finde en måde at forsvare sig på? Hvordan forklarer vi, at kapitalismen ikke længere kan give dem trygheden tilbage samtidig med, at der skal være et håb om forandring til et bedre liv?

.

Kilder:

*1: AFP, Joseph Rowntree Foundation, Big Issue og Commons Library.

*2: Grace Blakeley Labour i Information 20.2 2024

*3: Statistisches Bundesamt

*4: Tv2 Nyheder 21. april 2022

*5: (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 15/6 2022 ”Afstandene mellem danskerne vokser.”)

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com