Store teknologifirmaer som Google og Facebook har sat sig for at kende os bedre, end vi kender os selv, og bruge det til at organisere arkivet af verdens viden såvel som vores sociale og politiske liv. Det lyder stort og vidtløftigt, men motivet er gammelkendt: Det handler om at tjene penge. Denne artikel vil forsøge at give en vurdering af, hvad vi som venstrefløj er oppe imod, og pege i retning af, hvad vi kan gøre ved det.

af Silas L. Marker

Lad mig google det for dig
”Findes det, findes det her.” Sådan lød telefonbogen De Gule Siders gamle berømte slogan. Det kunne dog lige så godt have været et motto for søgemaskinen Google eller det sociale medie Facebook – to store internetmediemonopoler, der dagligt former vores sociale og politiske liv ved hjælp af en række algoritmer. Algoritmer er i denne sammenhæng matematiske koder, der sammensætter vores søgeresultater (for Googles vedkommende) og vores newsfeed (for Facebooks vedkommende) ud fra indsamling af data om brugerne.

 

At google er blevet et ganske normalt verbum og er i dagligsproget synonymt med at søge efter information på internettet. Hvert sekund processerer Google ifølge netmediet Internet Live Stats over 40.000 søgninger, det vil sige 3,5 mia. søgninger om dagen, og Googles forskellige websider og services er de mest besøgte på hele internettet (Halavais 2018). En søgning på eksempelvis ordet ’algoritme’ giver i skrivende stund ca. 3.020.000 resultater fordelt på et uoverskueligt antal sider. Undersøgelser viser dog, at 80% af brugerne ikke når længere end første side og kun meget få går længere end til den tredje (Cassin 2018: 46). Endvidere viser forsøg foretaget med eye tracking, at vores øjne drages til den øverste del af den første side af et søgeresultat og ofte ignorerer de resultater, der er længere nede (Guan & Cutrell 2007). Hvad der ligger i toppen eller på første side, tager vi for sandt, som svaret på vores spørgsmål eller som dét produkt, der er bedst at købe.

 

Således foretager Googles en organisering af verdens viden på internettet. Et lignende projekt for vores politiske og sociale liv finder vi hos Facebook, som resten af denne artikel vil fokusere på. Facebook er vores vindue ud til verden; en linse, gennem hvilken vi oplever vores sociale liv, deltager i den offentlige debat og agerer som politiske væsner. Det er her, vi tjekker, hvad der sker, og hvis det ikke florerer på Facebook, sker det så godt som ikke. Næsten 80% af danskerne bruger til daglig det sociale medie, og en stor del af nyhedsspredningen og derfor også den offentlige debat og meningsdannelse foregår netop her. En undersøgelse fra tænketanken Kraka viste i sommeren 2018, at et stigende antal danskere primært får deres nyheder fra de sociale medier, hvilket især gælder de unge (Wandsøe-Isaksen et al 2018). Undersøgelsen viste også, at de unge i højere grad end andre stoler på dét, de læser på sociale medier.

 

Aktive i Enhedslisten eller SUF vil vide, hvor meget intern debat og mobilisering, der foregår i grupper som eksempelvis Stol på det røde Ø, Ø’erne og SUF info & debat – og hvor hægtet af, man bliver, hvis man ikke er nogen af stederne eller slet ikke er på Facebook. Ofte består første led i lanceringen af en kampagne i at lave en Facebookside, og en vigtig del af mobiliseringen til et møde, en demonstration eller en sommerlejr er oprettelsen af en Facebookbegivenhed med et flot eventcoverbillede i toppen. Selv kampagnen #DeleteFacebook, der kørte i kølvandet på Cambridge Analytica-skandalen i 2018, måtte foregå på Facebook, hvilket er et godt billede på det sociale medies hegemoni som politisk arena. Dette har at gøre med det fænomen, man i informationsvidenskaben kalder netværkseffekten: Man er nødt til at være på Facebook, fordi alle andre er der. Man taler også om en fear of missing out, en frygt for at gå glip af debatter, invitationer, billeder med videre. Sådan skabes SoMe-monopoler, og det gør boykot-aktioner imod Facebook meget vanskelige.

 

Algoritmernes politiske økonomi
Alt dette betyder åbenlyst, at internettets offentligheder i allerhøjeste grad er steder for magt. Dels er der her klassiske magtkampe mellem politiske modstandere, fordi vores offentlige debatter som sagt langt hen ad vejen nu foregår her, men der udøves også en magt over os, brugerne, der viser sig i en formning af vores viden, oplevelser, bevidsthed og holdninger. Der er med andre ord ikke tale om en magt, der tvinger os med trusler, straf eller pistoler for panden, men snarere en usynlig magt, der distribuerer det synlige for vores blik. Jeg har andetsteds sammenlignet algoritmerne med en lygte, der kaster lys på visse områder i informationsjunglen, mens den lader andre steder forblive uset (Marker 2018). Algoritmerne viser os, hvad der er at se og hvad der sker, mens det meste af resten forbliver uset.

 

Lige så hemmelig og kompliceret, techgiganternes algoritmer er (hvilket jeg vender tilbage til), lige så simpel er deres forretningsmodel, uanset om vi taler Facebook eller Google. Først og fremmest stiller man et medie til rådighed for brugerne uden betaling. Dernæst overvåger man brugerne ved at indsamle data om alt fra deres lokation og handlemønstre over deres indkøb på internettet såvel som i virkeligheden til deres email- og chatkorrespondancer samt private samtaler.

 

Man etablerer med andre ord et veritabelt overvågningssamfund, som end ikke George Orwell havde fantasi til at forestille sig, hvor brugerne så at sige arbejder gratis for firmaet ved at generere data. For det tredje stiller man disse data til rådighed for virksomheder og politiske organisationer, som mod betaling får mulighed for at ramme de ønskede grupper med de rigtige budskaber gennem psykologisk profilering og microtargeting: Målretning af specifikke budskaber, der er skræddersyet til bestemte grupper baseret på disses psykologiske og adfærdsmæssige profiler. Avisen The Guardian berettede eksempelvis i 2017, at Facebook fortæller sine annoncører, at dets algoritme kan identificere teenagere, der føler sig værdiløse eller usikre, så annoncørerne gennem målretning af annoncer kan sælge produkter og budskaber til netop disse teenagere (Levin 2017).

 

Det har mildest talt vist sig at være en god forretning: I 2018 endte Facebook ud med en omsætning på 55,8 mia. dollar mens Google samme år omsatte for små 136,22 mia. dollar. Facebook og Google kaldes altså ikke tech-giganter for ingenting. Den amerikanske Harvard-professor Shoshana Zuboff går endda så langt som at tale om en decideret overvågningskapitalisme som et helt nyt stadie i kapitalismen (Zuboff 2019). Man kunne tilføje med en omskrivning af Marx, at rigdommen i de kapitalistiske lande (også) viser sig som en uhyre ophobning af data.

 

Fragmenterede offentligheder

En af de mest iøjnefaldende konsekvenser af Facebooks målretningsværktøjer og platformens algoritme i almindelighed er de stærkt personaliserede newsfeeds, brugerne får. Hver gang man logger ind, er dén strøm af opslag, billeder, nyheder og så videre, man ser, genereret ud fra ens data. Hvordan personaliseringen foregår, ved vi ikke i detaljer, men med vores kendskab til Facebooks forretningsmodel, ved vi, hvad algoritmen er designet til: At fastholde os så længe som muligt på platformen, så vi i så lang tid som muligt kan eksponeres for reklamer. Derfor viser algoritmen os, hvad den tror vil fastholde os, hvad end det så er kattevideoer, politiske debatter eller højreorienteret fake news.

 

Som sagt tidligere er Facebook vores vindue ud til verden. Når vores respektive vinduer ud til verden personaliseres af algoritmen, må det også betyde, at vores billeder af verden bliver forskellige. I den forbindelse taler man i informationsvidenskaben især om et fænomen kaldet filterbobler, som netop betegner sorteringen af information, algoritmen giver og ikke giver brugeren (Pariser 2011). I familie med filterboblen finder vi ekkokamrene, som er enklaver, typisk i form af (ofte lukkede) grupper eller netværk, hvor brugerne ved konstant at bekræfte hinandens holdninger gør hinanden mere ekstreme (Sunstein 2011).

 

Det interessante og opsigtsvækkende ved disse to fænomener er deres evne til at skabe verdensbilleder og danne meninger. Hvis man kan skabe eller manipulere med filterbobler og ekkokamre, kan man forme folks syn på verden. Desuden skaber det en særlig udfordring for socialistiske aktivister, der gerne vil nå ud til ”den brede offentlighed”, som det ofte hedder, når et budskab skal ud og en dagsorden skal sættes – for hvad gør man, hvis der ikke er én offentlighed men en hel masse forskellige uden forbindelse til hinanden?

 

Hvordan bliver man set og hørt?
For politisk aktive er de sociale medier især interessante, fordi de giver alle en mulighed for at komme ud med et budskab. Men det vigtige er jo ikke bare at kunne publicere et budskab, men også at det bliver hørt, og gerne af de rigtige. Derfor er spørgsmålet for socialistiske SoMe-aktivister: Hvordan sørger man for, at man når ud med sine budskaber til andre end dem, der er enige i det i forvejen?

 

Som sagt er algoritmen dybt hemmelig. Der florerer mange tommelfingerregler og staldtips om alt fra det bedste tidspunkt til den bedste type indhold, hvis man gerne vil have stor rækkevidde til sit opslag. Problemet med den slags tips er, at de er svære at verificere, for Facebooks holder sin algoritme lige så hemmelig som Coca Cola gør med opskriften på sin sirup, for det er de nødt til. Desuden har Facebook det også med at ændre i algoritmen fra tid til anden uden at fortælle det. Algoritmen er, med den amerikanske juraprofessor og algoritmeekspert Frank Pasquales ord, en black box (Pasquale 2015).

 

Vi ved dog med en vis sikkerhed, at Facebooks algoritmer belønner engagement – delinger, likes og kommentarer. Det skyldes især som allerede nævnt, at algoritmen er designet til at ville fastholde os på platformen i så lang tid som muligt. Fra socialpsykologien ved vi, at engagement især skabes af de såkaldte negative handlingsmobiliserende følelser, især følelserne vrede, frygt og had (Berger 2013). Der er derfor, at et link med en titel som ”INDVANDRERDRENGE BRÆNDER SKOLEBUS AF – SE BILLEDERNE MEDIERNE IKKE VIL VISE DIG” skaber mere engagement end et idyllisk billede af ens kolonihavehus, hvor flot det end måtte være. Dette virker højrefløjen i højere grad til at have forstået end venstrefløjen pt., selvom venstrefløjen ikke mangler dagsordener, der burde kunne gøre folk vrede.

 

Hvad må der gøres?
Venstrefløjen kan selvfølgelig ikke bare kopiere højrefløjens retorik og brug af vredes- og frygtskabende misinformation. Men hvad så? Generelt er dette relativt uudforsket land for venstrefløjen, og det er alt i alt ikke givet, hvad der vil virke for os. Derfor må man som socialist prøve forskellige koncepter og metoder af for at se, hvad der virker og skaber engagement blandt dem, man gerne vil nå ud til. Selvom vi bør benytte os af forskningen i såvel socialpsykologi som i algoritmernes væsen, kan vi ikke forlade os på eksperter, professionelle og tricks, nogen har læst i guides på internettet. Vi bør derimod anerkende, at det ikke er en eksakt videnskab og hele tiden producere vores egen viden på området, udvikle og evaluere vores metoder og diskutere vores resultater.

 

Med medier som Solidaritet (og dertilhørende platforme), Konfront, Eftertryk, Socialistisk Information, Friktion og Arbejderen tegner der sig et billede af en genuin venstreorienteret mod-offentlighed i Danmark forstået som en samling af privatfolk, der diskuterer offentlige anliggender (Habermas 2009) – i opposition til den dominerende borgerlige offentligheds meninger og normer (Warner 2014). Sådan en mod-offentlighed er vigtig, fordi den er en sfære for fælles venstreorienteret erfaringsdannelse, meningsudveksling, historieskrivning, horisontskabelse såvel som udvikling af sprog og bevidsthed (Negt & Kluge 2016). Den videre opgave består i at arbejde på at få flere ind i denne sfære, og her spiller de sociale medier en afgørende rolle som folks vindue ud til verden. Spørgsmålet er blot, hvordan man kan sørge for, at den venstreorienterede offentlighed bliver set i dette vindue.

 

 

Litteraturhenvisninger
Berger, J. 2013. Contagious. How to build word of mouth in the digital age. London/New York/ Sydney/Toronto/ New Delhi: Simon & Schuster.

 

Cassin, B. 2018. Google Me. One-Click Democracy. New York: Fordham University Press.

 

Guan, Z. & Cutrell, E. 2017. “An eye tracking study of the effect of target rank on web search,” i CHI ’07 Proceedings of the SIGCHI Conference on Human Factors in Computing Systems, San Jose, Calif. April 28-May 3. New York: ACM Press, pp. 417-20.

 

Habermas, J. 2009. Borgerlig offentlighed. København: Informations Forlag.

 

Halavais, A. 2018. Search Engine Society. Cambridge: Polity Press.

 

Internet Live Stats: Google Search Statistics. Link: http://www.internetlivestats.com/google-search-statistics/ (Tilgået 26.06.2019)

 

Levin, S. 2017. ”Facebook told advertisers it can identify teens feeling ‘insecure’ and ‘worthless.’”. The Guardian, 01.05.2017.

 

Marker, S. L. 2018. “Det er ikke dig, der styrer dit newsfeed”. Information, 5.10.2018.

 

Netgt, O. & Kluge, A. 2016. Public Sphere of Experience. Analysis of the Bourgeois and Proletarian Public Sphere. London: Verso.

 

Pariser, E. The Filter Bubble. What the Internet is Hiding from You. London: Penguin Books.

 

Pasquale, F. 2015. Black Box Society. Cambridge: Harvard University Press.

 

Sunstein, C. 2011. Going to extremes. How like minds unite and divide. Oxford: Oxford University Press.

 

Wandsøe-Isaksen, R., Vasiljeva, K. og Pedersen, F. D. 2018. Ingen truende medieudvikling – men bekymringspunkter. Link: http://kraka.org/sites/default/files/public/6.1_bagggrundsnotat_medieanalysen.pdf (tilgået 26.06.2019).

 

Warner, M. 2014. Publics and Counterpublics. New York: Zone books.

 

Zuboff, S. 2019. The age of surveillance capitalism. The fight for a human future at the frontier of power. New York: PublicAffairs.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com