content-picture.php

En måned efter parlamentsvalget i Spanien har valgene den 26. maj til kommuner, regioner og Europa-Parlamentet ændret billedet for udsigten for en kommende regering. Konsekvenserne var særligt mærkbare for det socialdemokratiske PSOE og venstrefløjspartiet Unidas Podemos: Mens førstnævnte høstede en sejr på alle niveauer i den spanske stat, måtte sidstnævnte se sin vælgeropbakning falde betragteligt.

af Manolo Monereo

Ved parlamentsvalget i april gik det bedre for Unidas Podemos end forventet, selv om man mistede over en tredjedel af sine mandater. Men ved valget i maj led Pablo Iglesias’ parti et smertefuldt nederlag.

 

For den spanske venstrefløj var det nok et endnu større nederlag, at man tabte flertallet i adskillige større byer – de såkaldte frygtløse byer. Lokalafdelinger af Podemos, udbrydergrupper fra Podemos og andre på venstrefløjen blev ikke genvalgt i byer som Madrid, Santiago de Compostela og Zaragoza. Et af de få steder, hvor man konsoliderede sig, var i Cádiz, hvor borgmester ”Kichi” tilknyttet Anticapitalistas-strømningen i Podemos, sikrede sig endnu en valgperiode. Hvad angår Barcelonas borgmester Ada Colau, står hun over for komplicerede forhandinger med centrum-venstregrupper fra selvstændighedsbevægelsen eller faglige sammenslutninger, efter at hun blev slået med bare 5000 stemmer efter en imponerende valgperiode og en stærk kampagne. [Efter artiklen blev skrevet er Ada Colau blevet genvalgt som borgmester med støtte fra socialdemokraterne og det højresocialdemokratiske Barcelona pel Canvi ledet af den tidligere franske premierminister manuel valls, o.a.].

 

Det gælder også den nationale politik. Den almindelige vurdering er, at Podemos er blevet svækket i forhandlingerne med det regerende PSOE efter det dårlige resultat i de regionale og europæiske valg. Som en klar illustration herpå erklærede premierminister Pedro Sánchez’ parti, da valgresultaterne begyndte at komme ind den 26. maj, at det var på tide, at det højreliberale Ciuadananos hævede afvisningsbommen [dvs. at droppe udmeldingen om at udelukke samarbejde med PSOE, o.a.], som det havde sat op under parlamentsvalget, samtidig med at presset fra landets elite er fortsat med at vokse. Den vanærede og trofaste tilhænger af Partido Popular (PP – de Konservative) og tidligere regionalrådsformand i Madrid, Esperanza Aguirre, opfordrede endda sit parti til at undlade ved en tillidsafstemning for at frigøre Sánchez fra at indgå en alliance med Podemos eller de catalanske eller baskiske nationalister. PSOE gjorde det samme i 2016, da PP’s leder Mariano Rajoy dannede en mindretalsregering .

 

For at diskutere de udfordringer, som Podemos nu står overfor, snakkede Eoghan Gilmartin og Tommy Greene med Manolo Monereo, tidligere parlamentsmedlem og en intellektuel, hvorom Pablo Iglesias har sagt, at han har lært ham at tænke politisk”. Monereo har udtrykt bekymring for Podemos’ engagement med PSOE, lige siden man muliggjorde sidstnævntes midlertidige regering ved at stemme for en mistillidsdagsorden mod PP sidste sommer. Efter en beslutning om ikke at genopstille igen til valget i april argumenterer han nu for, at Podemos bør lade Sánchez regere alene og gå i opposition for bedre at kunne udnytte hans svagheder og samtidig prioritere opgaven med at genopbygge organisationen nedefra og op.

 

I 2015 var der en opblomstring af radikale, lokale koalitioner, som vandt flertal i mange byer rundt omkring i landet, samtidig med at Podemos udfordrede PSOE’s lederskab på nationalt plan. Efter det dårlige resultat i parlamentsvalget, synes nederlaget i maj for de fleste af de radikale byråd at bekræfte afslutningen på en periode, som var mærket af virkningerne fra Indignados-bevægelsen. Hvordan vil du forklare tilbageslaget for denne bevægelse?

 

For at forklare det må vi se på, hvordan to forskellige bevægelser har udviklet sig. Den første omfatter en længere periode, som forbinder den demokratiske reaktion i det spanske samfund med sammenbruddet for den sociale kontrakt efter krisen i 2008. Indignados-bevægelsen stillede en række krav, som mindede om Occupy Wall Street, men den formåede at mobilisere millioner af mennesker – en virkelig massebevægelse, som blev formet af en alliance mellem den arbejdsløse ungdom og den ældre generation, som blev politisk bevidst i forbindelse med Spaniens overgang til demokrati i 1970’erne. Generationen imellem var mindre aktiv.

 

Det var i høj grad takket være intelligens og mod hos Pablo Iglesias, og hos andre såsom Ada Colau, at denne vrede eller indignation formåede at få et organiseret politisk udtryk. Podemos’ gennembrud i 2014 førte imidlertid til starten på en ny og kortere periode, hvor eliten forsøgte at neutralisere truslen mod det herskende regime.

 

Denne modbevægelse havde til at begynde med tre elementer. For det første var der en smædekampagne mod Podemos, som indbefattede ulovlig politisk spionage og et hemmeligt samarbejde mellem højtstående politikere, korrupt politi og mainstream medier. For det andet opstod det nye centrum-højreparti Ciudadanos. Oprindeligt et lille regionalt parti fra Catalonien, men nu blev det bakket op af stærke økonomiske kræfter som et redskab til fra midten at imødegå Podemos’ fremgang. For det tredje var der kongens (Juan Carlos de Bourbon) abdikation måneden efter Podemos’ gennembrud [efter 40 år som konge] og et forsøg på at forny institutionerne omkring hans søn Felipe.

 

Andre elementer kom tydeligt i spil efter denne første inddæmningskampagne. Blandt andet en delvis genrejsning af den økonomiske vækst og – sandsynligvis som det mest afgørende – den catalanske selvstændighedskrise i 2017. Disse forskellige elementer skabte tilsammen et nyt scenarie med andre rammer end dem i perioden 2014-16 – et scenarie, som Podemos har været ude af stand til at tilpasse sig. Partiet begyndte således at begå fejltagelser, hvor den vigtigste handlede om at styre de interne uenigheder med ledelsen. Partiets centrale ledelse var ikke i stand til at skabe samling omkring et politisk projekt, ikke primært på grund af grundlæggende strategiske uenigheder, men på grund af en intern magtkamp.

 

Men var der noget alternativ til at støtte mistillidsdagsordenen mod Mariano Rajoys regering, som, efterfølgende, banede vejen for, at Sanchez kunne overtage?

 

Nej, det er rigtigt. De havde ikke rigtigt noget alternativ til at støtte Sánchez sidste år. Men det krævede så en grundlæggende gentænkning af vores taktik. Og det mislykkedes vi med. Da vi gik ind i et konfliktfyldt samarbejde med PSOE-regeringen, var det afgørende, at vi styrkede Podemos’ eget politiske projekt og identitet. Vi kunne ikke fortsætte som før med en svag partiorganisation og ignorere behovet for opbygge strukturer uden for institutionerne.

 

Omvendt havde Pedro Sánchez en klar taktik for PSOE i forbindelse med regeringsdannelsen. Nemlig det, som socialdemokraterne altid har gjort – neutralisere dem til venstre, for derefter at kunne dreje til højre og søge et flertal. Fra starten ønskede han at begrænse indflydelsen fra Podemos så meget som muligt. Kun på den måde kunne PSOE blive fri til at forfølge sin egen dagsorden.

 

Men jeg havde aldrig havde forestillet mig, at ledelsen af Podemos – stillet over for disse modsætninger – ville komme med et løfte om at gå i regering med PSOE som sit eget valgslogan. Det er derfor, jeg ikke genopstillede. Jeg var ikke interesseret i at regere med socialdemokraterne. Det er ikke, fordi jeg er sekterisk. Jeg ville elske, hvis vi havde en socialdemokratisk allieret som Jeremy Corbyns Labour Party, men PSOE er gift med det eksisterende system og ikke i stand til at bryde med Spaniens nyliberale regime.

 

Vi kan også se ud af valgresultaterne, at det i sidste ende er kontraproduktivt at bevæge sig tættere på PSOE for at komme i regering. Dit projekt mister sin selvstændighed, mens den taktiske stemme ender med at gå til det største parti i den mulige koalition. Det er en del af det, jeg kalder ”IU-problemstillingen”, det vil sige den fælde, som Izquierda Unida [Forenet Venstre] altid har stået med: Hver gang de bevægede sig tættere på socialdemokraterne i håbet om at komme med i regering, endte de med at miste flere stemmer og manglede derfor den nødvendige tyngde for faktisk at kunne påvirke eller gå med i regeringen.

 

Dette er Podemos’ dilemma i dag, eftersom forventningen om at kunne konkurrere med PSOE om det politiske lederskab er forduftet. Med tanke på det nuværende styrkeforhold synes det svært at forestille sig, at vi kan nå en substantiel aftale om et regeringsprogram. Hvis socialdemokraterne var uvillige til at acceptere en koalition, da vi og de var lige stærke, hvorfor skulle de så acceptere den nu, hvor de har genvundet en fordel? Hvorfor skulle Sánchez acceptere en koalition med et svækket Podemos? [Der er stadig ikke dannet en regering efter valget den 28. april, o.a.].

 

Du nævnte før, at Podemos har kæmpet med spørgsmålet om organisering. Det var tydeligt i det dårlige resultat til regionalvalget i maj, som var væsentligt ringere end parlamentsvalget en måned tidligere. De nationale meningsmålinger viste, at en kampagne omkring Pablo Iglesias stadig kan mobilisere en pæn andel af vælgerne, hvorimod de regionale valg udstillede partiets manglende geografiske forankring. I hvilken udstrækning ser du dette som en konsekvens af Podemos-ledelsens handlinger? Og er det også rimeligt at se denne fiasko som et mere generelt problem, som gælder for alle nye organiseringer, der er opstået efter 2008? Jeg tænker på France Insoumise og endog Barcelona en Comú, som ikke er en masseorganisation, selv om den har en mere sund intern kultur.

 

Den irske politolog Peter Maier har forklaret, at i modsætning til tiden med demokrati baseret på massepartier, er det i det nuværende Europa et tomrum mellem samfundet og de politiske partier. Der er ikke den samme slags mellemformationer, som organiserer og mægler mellem dagligdagen og de formelle politiske institutioner. Denne ramme egner sig oplagt til den type partistrukturer, som vi har set med Podemos og France Insoumise, hvor så meget hænger på relationen mellem en karismatisk leder og vælgerne.

 

Men for mig at se har Podemos’ ledelse taget denne uvane til sig og gjort den til en dyd: Eftersom man gik ud fra, at folk ikke ville kaste sig ud i parti-aktivisme, har man kun koncentreret sig om at organisere en lille kadregruppe, som kunne gå ind i institutionerne. De har aldrig for alvor været interesserede i det besværlige arbejde med at genopbygge et masseparti fra bunden. Resultatet er blevet, at på bare et par år er det blevet det, som Mair kalder et ”kartelparti” – en centraliseret, professionelt størrelse, som er finansielt afhængig af statens ressourcer, og hvor det interne demokrati er fraværende i enhver substantiel henseende.

 

Pablo Iglesias henter sin legitimitet fra sin direkte kontakt med partiets basis. Den stemmer fra tid til anden om forslag, som han fremlægger, men det sker næsten altid uden at blive udfordret og uden en seriøs debat i partiets organer. Basis har ikke redskaberne til at fremlægge interne overvejelser inden for partistrukturerne. I afstemningen om kandidater til parlamentsvalget foreslog Iglesias for eksempel sin liste uden at blive udfordret, og medlemmerne kunne kun stemme ja eller nej til hans liste.

 

Men i sandhedens time har de opdaget, at de traditionelle partier har en større geografiske rækkevidde. PSOE har fortsat en aktivist-basis, som trods at den bliver stadig ældre, også strækker sig over hele Spanien ud til den yderste landsby. Og nu efter at være tilbage ved magten tiltrækker partiet igen nye medlemmer. Det er det, som tæller i kommunal- og regionsrådsvalg.

 

Uden alliancen med [den kommunistisk støttede] Izquierda Unida, ville Podemos have stået med endnu større problemer. Grunden til, at vi klarede det meget bedre i Andalusien i parlamentsvalget var, at vi kunne udnytte de aktivister og den organisation, som det kommunistiske parti har i regionen. Jeg var parlamentsmedlem valgt i Córdoba, og i hele Córdoba-provinsen [med ca. 800.000 indbyggere] har Podemos kun omkring 120 aktivister, men kommunisterne havde nok folk til at sikre lokal repræsentation i 15 kommuner. Ansvaret for dette ligger ikke hos Pablo, men hos hele den regionale ledelse i Andalusien.

 

Nederlaget for flertallet af Spaniens radikale byråd – kendt som de frygtløse byer – var et andet slag for venstrefløjen. I de største byer, hvor der var mest på spil, kom den kommunale administration under et kraftigt pres og kæmpede for at slå igennem. Madrid er det tydeligste eksempel på, at de herskende kredse prøvede at sabotere byrådets dagsorden, men er det også rimeligt at sige, at i sidste ende valgte Manuela Carmena ikke at konfrontere byens store økonomiske magtbastioner?

 

Ja, det kan man sige om Carmena, men også om Ada Colau i Barcelona – og om administrationerne i Santiago de Compostela, la Coruña, Cádiz osv. Det centrale problem er, at muligheden for at styre og lede effektivt på det lokale plan er blevet voldsomt begrænset som en konsekvens af finanskrisen i Spanien. Kun i det sidste eller det sidste halvandet år har byrådene haft penge at bruge af. Byrådet i Madrid havde et stort budgetoverskud gennem sin periode, men statens budgetlove forhindrede dem i at bruge pengene. De skulle gå til afdrag på den enorme gæld (som blev skabt under tidligere PP-borgmestre).

 

Den kritik, du nævner – og som bliver delt af mange folk i Podemos og visse dele af Izquierda Unida – er helt rigtig, efter min mening. Men det er meget svært at lede en by, når de interne partikonflikter rammer kommunens administration. Jeg mener, at der har været for meget partiegoisme i Madrid Byråd og ikke tilstrækkelig sammenhæng i styringen. Det har skabt splittelser, som har ført til en situation, hvor man står over for et valg mellem to muligheder: enten er man helt og aldeles med Carmena, eller du er imod hende.

 

Carmenas koalition var meget forskelligartet, med mange partier og grupper fra sociale bevægelser. De forskellige involverede parter forsøgte ikke at finde kompromisser eller mekanismer til at løse disse splittelser. Det eneste, de prøvede på, var i bund og grund at fordele magten inden for organisationen. Det var så tåbeligt og så kortsigtet. For eksempel kæmpede Pablo Iglesias ikke med Carmena om hendes kovending i sagen om Operation Chamartin [en storstilet lokalplan for et nyt finansdistrikt i det nordlige Madrid] – han kæmpede med hende om kontrollen over kandidatlisterne! Hvis der er et politisk problem, så rejs det og få det snakket igennem. Men det, som du ikke kan gøre, er at lade alle mulige andre bekæmpe hinanden og så komme fem minutter før valget og sige: ”Hov, for resten vil jeg have fem kandidater øverst på listen.”

 

Der er noget, der hedder konflikthåndtering, og Pablo har ikke håndteret konflikten inden for Podemos godt, eftersom han altid prøver at give fordele til sine egne støtter.

 

Den tidligere parlamentariske leder for Podemo,s Íñigo Errejón, valgte at danne en ny liste med Carmena i februar [Más Madrid]. Han stillede op som spidskandidat i hovedstadsregionen og hun til byrådet. Efter at have sikret sig et godt resultat, hvad er så hans næste træk?
Jeg tror, han har forladt Podemos for altid. Splittelsen er endegyldig, og han og hans folk vil danne et nyt parti på nationalt plan. Der er ingen valg i horisonten, så de vil tage deres tid og stille og roligt opbygge den nye organisation mere som en føderation med det formål at tiltrække nogle af de andre regionale grupper, som har brudt med Podemos.

 

Og hvad skal de næste skridt være for Podemos?

 

Der er en hel masse at gøre! Historisk set har den yderste venstrefløj i Spanien stadig flere medlemmer i parlamentet, end vi nogensinde før har haft – 42. Men der er en masse at udrede i forholdet mellem Izquierda Unida og os, og en masse folk har meldt sig ud. Det, vi må gøre, er at akkumulere kræfterne. Det betyder at lade PSOE regere alene og gå i opposition og opbygge projektet fra neden.

 

I den sammenhæng har jeg foreslået to ting: Den ene er at skabe et ”generalråd” for den spanske venstrefløj – ikke bare en Podemos- eller IU-partikongres – med henblik på at komme tilbage til en massepolitik, som sætter folk i centrum igen og som får sat fokus på behovet for et alternativt nationalt projekt. Og for det andet må vi forankre projektet med fælles forsamlinger og komiteer, som er åbne for alle. Gennem de seneste år har IU mistet medlemmer og aktivister. Nu er de svagere, end da de stod alene uden Podemos, og de tilbageværende medlemmer bliver i stigende grad rastløse forhold til samarbejdet.

 

Men vi skal ikke for pessimistiske. PSOE er stadig svagere, end de nogensinde før har været – deres styrke lige nu er næsten udelukkende kunstig. Partiet bliver annonceret som den nye førende kraft for de europæiske socialdemokratier, og sammenlignet med perioden 2015-16 har de klart fået nye kræfter. Men man skal huske, at de lige har fået det tredjedårligste resultat i deres historie! Det igangværende projekt for at genopbygge det spanske establishment kan snarere takke vores svagheder og mangler end deres egen styrke. Og derfor er det muligt for at gå fremad.

 

Dette moment af ”stabilitet” vil ikke fortsætte – se bare på Europa.

 

Ja, en mindre økonomisk krise, eller en international aggression i Mellemøsten kunne igen sætte en ny udvikling i gang. I Spanien vil de herskende kredse i systemet måske endnu en gang stabilisere sig, men verden er på vej til en næsten permanent tilstand af kaos. Det er det centrale for mig. Pablo underviste i geopolitik, men han synes ikke at forstå, hvad der sker i verden. Verden bevæger sig mod kaos, mod en stor ny overgang, som allerede er i gang. Vi er på vej ind i en periode, som ligner den, Europa var vidne til mellem 1875 og 1914 – hvor vi så den første mislykkede bølge af globaliering. Nu er vi ved at gå ind i mislykket periode for den anden globaliseringsbølge. Det er noget, som Podemos ikke forstår.

 

Manolo Monereo er tidligere parlamentsmedlem for Podemos. Han er en kendt stemme på den spanske venstrefløj gennem mere end 30 år, forfatter, aktivist og arbejdsmarkeds-advokat. Han sad adskillige gange i fængsel under Franco-diktaturet for sin rolle i den kommunistiske ungdomsorganisation.

 

Eoghan Gilmartin er bosat i Madrid – skribent, oversætter og bidragyder til magasinet Jacobin. Han er også medlem af åpodemos.

 

Tommy Greene er freelancejournalist og oversætter, bosat i Madrid.

 

Oversat fra Jacobin af Åge Skovrind

 

,

 

single.php