Under dække af at bekæmpe narkotikahandel og narko-terrorisme blev der for nylig annonceret en ekstraordinær indsættelse af amerikanske militærstyrker i det sydlige Caribien. Det er en åben og skamløs trussel mod ethvert lands nationale suverænitet i regionen.

Vi fordømmer kraftigt dette og opfordrer til at mobilisere den antiimperialistiske ånd, der har karakteriseret kontinentets progressive, demokratiske og revolutionære kræfter.

Tragedien er, at dette sker på et tidspunkt, hvor Nicolás Maduros regering har besluttet at implementere de mest brutale økonomiske nedskæringer mod arbejderklassen, forbyde den revolutionære venstrefløj og forfølge sociale bevægelser.

Det er nu, der skal opbygges en autentisk og folkelig national enhed. Det vil kræve:

• Organisering af det folkelige flertals krav om procesmæssige garantier for dem, der retsforfølges, forfølges og kriminaliseres for deres kritik af regeringen,

• Pres for en generel lønstigning og genåbning af drøftelser om kollektive overenskomster, og

• En tilbagevenden til retsstatsprincippet, som det er nedfældet i forfatningen fra 1999, især hvad angår en fuldstændig genoprettelse af ytringsfrihed, tankefrihed og fredelig forsamlingsfrihed.

Maduros regering ser ud til at ville bruge antiimperialistisk retorik for at bevare en støtte fra sociale bevægelser og allierede regeringer. Men enhver strategi for at gå imod den imperialistiske trussel må grundlæggende sikre, at man ikke gør livet sværere for et folk, der har lidt under øget arbejdsløshed, opløsning af sociale sikkerhed og forringelse af grundlæggende offentlige serviceydelser.

Det er på tide at kræve, at de, der har tjent godt på Venezuelas krise – parlamentsmedlemmer, dommere, bankfolk og højtstående embedsmænd – placerer sig i frontlinjen af ​​den militære inddæmningsstrategi for at forhindre, at de fattigste endnu en gang skal bære byrden af ​​denne krise.

Forsvar af hjemlandet skal ske gennem større friheder og mere demokrati, og aldrig gennem ordrer og forfølgelse af dem, der kæmper for social retfærdighed. Derfor kræver vi, at den nationale regering stopper de angreb, den har iværksat mod venstreorienterede organisationer, sociale bevægelser og politiske partier. National enhed skal omfatte alle, den skal hele sår for at styrke demokratiet og ved fuldt ud at genoprette retsstatsprincipper og retfærdighed.

National enhed skal bygges på det system af rettigheder, der er nedfældet i den nationale forfatning!

Vi fordømmer enhver udenlandsk indblanding!

Stop truslerne mod og undertrykkelsen af folkelige bevægelser, der kræver deres ret!

21. august 2025

Maduro-regeringen frygter folket

På mindre end en uge har regeringen intensiveret sin undertrykkelse af sociale kampe og af venstrefløjen.

Først angreb den en gruppe mødre, som holdt en fredelig demonstration uden for Højesteret, hvor de krævede løsladelse af deres uretfærdigt tilbageholdte børn.

Tre dage senere blev Martha Lía Grajales arresteret og forsvandt. Hun er advokat og forkæmper for menneskerettigheder og havde støttet mødrene i deres protester.

Martha Lía blev løsladt takket være folkelige og internationale venstreorienterede protester. Som svar på dette pres udløste regeringen en løgnekampagne. De ville miskreditere ikke bare hende, men også menneskerettighedsorganisationer og venstreorienterede intellektuelle, hvilket baner vejen for nye overgreb.

Dagen efter blev en pensioneret faglig leder og en leder af lærernes fagforening tilbageholdt i Maracay. Alt dette i den samme uge, hvor regeringen endegyldigt pulveriserede de venezuelanske lønninger til at udgøre under en dollar om måneden.

Det er ikke første gang, at denne regering, der snart ikke kan skelnes fra højrefløjen og i stigende grad er blevet afsløret som sådan for venstrefløjen i og uden for Venezuela, har forfulgt folkelige kampe og progressive sektorer.

Hundredvis af sociale og faglige ledere er gået gennem Maduros fængsler. Enhver folkelig mobilisering bliver brutalt undertrykt.

For kun syv måneder siden fængslede regeringen [præsidentkandidat] Enrique Márquez, chikanerede [REDES-leder] Juan Barreto og forfulgte [venstreorienteret advokat] María Alejandra Diaz, som måtte søge tilflugt på en ambassade. Alt sammen simpelthen fordi de fremførte en holdning, der adskilte sig fra både regeringens, som har forrådt folket, og fra den underdanige neoliberale højrefløj.

Efterhånden som regeringen bevæger sig mod højre og kapitalmagten, undertrykker den yderligere folkelige protester og frygter i stigende grad venstreorienterede og progressive holdninger, der afslører dens forræderi. Den foretrækker tusind gange hellere en falsk polarisering med [den højreekstremistiske oppositionsleder] María Corina [Machado], som den drager fordel af til at opretholde en skrøbelig intern samhørighed, end at reagere på folkelige krav og kritik fra venstrefløjen.

Regeringstalsmænd har retfærdiggjort denne undertrykkende spærreild med, at landet er under belejring af USA og højreorienterede terrortrusler. For regeringens tilhængere er der aldrig et godt tidspunkt til at protestere eller kritisere. De opfører sig som ”forsvarere af gravfreden” (“De har ret, men lige nu er det ikke tidspunktet for at fremføre den slags kritik”).

Men disse indledende begivenheder (angrebene mod mødrene, anholdelsen af ​​Martha Lía) fandt sted, før USA offentliggjorde sine vanvittige trusler. Hvis regeringen i øvrigt var oprigtigt interesseret i at opfordre alle venezuelanere til at stå sammen over for trusler om imperialistisk aggression, hvorfor vælger den så at undertrykke, bagvaske og forfølge enhver, der tænker anderledes? Hvad er formålet med at fortsætte med en økonomisk sultepolitik, der sår håbløshed og modløshed hos det store flertal, som jo er nødvendigt for at forsvare hjemlandet?

Regeringen er ikke bange for USA, som den sælger olie til, og som den ikke er holdt op med at forhandle med; regeringen er bange for folket.

Derfor dens ondskabsfulde forfølgelse af dem, der kæmper. Derfor dens løgnekampagne mod alle dem, der fra en folkelig side sætter spørgsmålstegn ved deres neoliberale politik. Hvis regeringen var seriøs omkring at være antiimperialistisk og ikke blot søgte at bruge den som en rød klud til at forhandle med Washington, ville den gå i dialog med folket, ikke med Fedecamaras [de store virksomheders sammenslutning] og gringoerne.

Vi i Comunes er altid gået imod den morderiske højrefløjs holdninger, som foretrækker den brændte jords politik og ikke ville tøve med at overdrage landet til USA for at kunne gribe magten. Vi har altid stået op imod den amerikanske imperialisme, som har sået død og elendighed både over hele kontinentet og verden. Vi har altid insisteret på, at løsningen på den venezuelanske krise er en sag for os, venezuelanere, uden indblanding eller intervention.

Vi er parate til uden tøven at konfrontere enhver form for udenlandsk intervention. Men det betyder ikke, at vi giver afkald på at fordømme og gå imod en regering, der har ødelagt folkelig suverænitet, udhulet forfatningen, fængslet og undertrykt det ydmyge folk, beriget de rige og forarmet de fattige, sjakret med vores suverænitet og overgivet sig til verdensmagter for at bevare magten for enhver pris.

Vi vil forsvare vores hjemland, konfrontere imperialismen og endnu engang fordømme den interventionistiske og antidemokratiske højrefløj, men vi vil også kæmpe imod denne neoliberale og autoritære regering.

Comunes, 20. august 2025

Oversat fra LInks af Anne Haarløv