Det haster voldsomt hvis regeringen skal nå målet om 70 procent reduktion af klimagasser i 2030. Regeringen er i gang med at lave en række aftaler med partierne, der skulle lede frem mod målet om et fossilfrit Danmark. Men som det nu også er påpeget af Klimarådet, ser det ikke for lyst ud, hvis man ser på, hvad der er nået indtil nu.

af SAPs Forretningsudvalg

Et måske lidt overset eksempel er aftalen om industri og energi. Enhedslisten må træde tydeligt frem som dem, der går forrest med kritik af og protester mod regeringens slendrian, både på Christiansborg og på gaden!

 

Kritikken mod regeringen har været stærk fra flere sider. Det gælder bl.a. Klimarådet, der fornylig i  sin rapport påviste, at regeringen kun er nået en tredjedel af vejen med de aftaler, der er indgået indtil nu. De har kun ”høstet de lavt hængende frugter”. Og hvis man skal blive i billeder, er en del af deres løsninger ”fugle på taget”, løsninger som skulle blive mulige med teknologiske løsninger, som endnu ikke er tilgængelige, og som vi ikke kender konsekvenserne af.

 

Det dur ikke, af en eneste grund: Reduktionerne skal starte fra dag et og kan ikke vente flere år. Drivhusgasserne ophobes – så jo senere reduktionerne starter, jo mere får klimakatastrofen lov at udvikle sig.

 

Regeringens problem er, at de ikke ønsker at stille krav til vigtige agenter i samfundet. F.eks. udfordre industrien eller landbruget, som er de store udledere.

 

Industrien friholdes
Enhedslisten er med i den aftale om industri og energi, som blev lavet i juni 2020, Her afsættes 2,45 mia. kr. til at omstille industrien til ”grøn energi”. Det skulle give en reduktion i CO2 på 0,1 millioner tons i 2025 og 0,2 millioner tons i 2030. Det er et beskedent bidrag, set i forhold til industriens samlede udledning, som faktisk har været stigende. I 2014 var udledningen fra danske virksomheder 63,5 millioner tons og i 2018 var den 67,3 millioner tons. Så 0,2 millioner tons rækker som en skrædder i helvede.

 

Nogle af de største udledere kan fortsætte uanfægtet, f.eks. Aalborg Portland: en virksomhed med 350 ansatte, der skaber 4 procent af landets samlede CO2-udledning. Deres CO2-udledning er steget fra 1,6 mio. tons i 2013 til 2,2 mio. tons i. Altså en stigning på 0,6 mio. tons på 5 år, imens ambitionen i aftalen er at sænke CO2-udslippet fra hele industrien med kun 0,2 mio. tons på 10 år. Og der er intet i aftalen der forhindrer at CO2-udledningen fra Industrien og f.eks. Aalborg Portland kan forsætte med at stige. Det er ikke et problem, aftalen forholder sig til.

 

Markedsstyring eller demokrati
Regeringen vil – som en del af aftalen – bygge to store ”energiøer”. En i Nordsøen og en ved Bornholm. To megaprojekter. Energiøerne skal samle og omforme strømmen fra et stort antal kæmpemøller. En elforsyning på i alt 5 GW i første omgang. Senere skal de udvides. Det er nok til at forsyne 5 millioner husstande. Forudsætningen for projektet er at flere nabolande skal forbindes til øerne, så strømmen kan eksporteres. Det er teknisk set kompliceret, og en enorm energimængde, der skal flyttes.

 

Her kommer PowerToX ind billedet. Det er i korthed en række teknikker til at omdanne energi til gas eller flydende brændstof. Mest kendt er metoden til at fremstille brint ved elektrolyse. Princippet har været kendt i århundreder. Men ellers handler det om teknikker, som endnu ikke er modne til at udrulles i stor stil. Der er en stor usikkerhed her. Regeringen er allerede i gang med forberedelserne, men øerne kan ikke stå klar før efter 2030.

 

Staten skal sætte voldsomt mange penge i projektet – og efter planen have 50,1% af ejerskabet. Men det er klart, at de private investorer vil blive store internationale spillere. Med de regler, der gælder for den slags samarbejde, kan denne konstruktion hurtigt komme på direkte kollisionskurs med alle tanker om demokrati og folkelig deltagelse i opbygningen af energisystemet. Og i øvrigt også med Enhedslistens principper om offentlig eje af kritisk infrastruktur.

 

Men det passer fint med aftalens formuleringer om mere markedsstyring.

 

Carbon Capture and Storage – fangst og lagring af CO2
Forventningerne er tilsyneladende også store til en teknik, der trods mange års forsøg heller ikke er moden til brug i støtte skala: CCS. Det er en teknik, hvor man trækker CO2 ud af luften eller røggasserne fra kraftværkerne. Det skal så lagres – til evig tid – evt. ved at pumpe det ned i gamle olie- eller gasfelter. En farlig vej at gå, der kan bruges til at forsinke omstillingen. Enhedslisten har da også i det grønne delprogram klart formuleret sig imod CCS.

 

Aftalen vil give tilskud til CCS for at ”bidrage til at drivhusgasudledningen kan mindskes i sektorer, hvor det i dag er svært eller ikke muligt at nedbringe udledningerne”. Er det bl.a. Aalborg Portland?

 

Grøn fjernvarme
Aftalen vil udfase gas og olie i varmeforsyningen. Det er ganske positivt. Der skal lægges om til fjernvarme, som vil være fossilfri år 2030. Men djævelen ligger skjult i detaljen. En stor del af fjernvarmen produceres i dag med træbiomasse, som regnes for ”fossilfrit”. Der er en stigende erkendelse af, at det er misvisende. Når træerne fjernes fra de baltiske (eller danske) skove, udløser de en ”klimagæld”. Det er muligvis værre end at bruge kul. Regeringen (og forligspartierne) har erkendt problemet og har lavet en aftale om det, de kalder ”bæredygtig træbiomasse”. Men kritiske røster påpeger, at certificeringen af en lille del ikke vil ændre på, at verdens samlede forbrug af biomasse allerede er på et niveau, der absolut ikke er bæredygtigt.

 

Biogas og grøn gas
Aftalen vil fremme biogas og ”grønne” gasser. Det er ikke nogen god idé. Det giver selvfølgelig mening at omdanne madaffald til biogas. Og det kan måske give mening når økologerne forsøger sig med biogas, som en integreret del af deres landbrug. Men langt den meste biogas kommer fra gylle fra de store svinefarme. Det er knyttet til en ikke-bæredygtig landbrugsproduktion. Derfor burde Enhedslisten ikke støtte det.

 

Hvad har fået Enhedslisten til at støtte denne aftale? Det er svært at se fordelene, men let at se problemerne. Der har desværre ikke været nogen diskussion af det i partiet. Det er trods alt en aftale, som får stor betydning for, hvordan tingene udvikler sig.

 

Enhedslisten må gå forrest i protesterne
Da Enhedslisten og andre partier korrekt fremhævede, at regeringens klimapolitik var blevet erklæret ”dumpet” af klimarådet, havde klimaministeren travlt med at fremhæve, at de samme partier selv havde været med i aftalerne og havde talt om ”historiske beslutninger” foran tv-kameraerne. ”Jeg synes også, at de dumper deres egen indsats”, konkluderede Dan Jørgensen, og brugte det naturligvis til at bagatellisere kritikken.

 

Klimarådets kritik er for Enhedslisten selvfølgelig både forventet og kærkommen. Men diskussionen om den må også for Enhedslisten være et wake-up-call.

 

Det er positivt, at Enhedslisten sagde klart fra over for en skattereform uden CO2-afgifter. Og på høje tid, at vi nu har forladt det skandaløse affaldsforlig – der stik imod enhver klimapolitisk fornuft (og selvfølgelig også Enhedslistens politik) åbenlyst privatiserede og underminerede recirkulationen af affald/genbrugssektoren, og i sidste ende endda også affaldsforbrændingen.

 

Fremadrettet må Enhedslisten mere konsekvent fremføre højlydt kritik af klimaaftaler, der er helt utilstrækkelige eller endda peger i forkerte retninger. På klimaområdet er ”mindste forbedring” – uanset om vi har siddet med ved forhandlingsbordet eller ej – sjældent en relevant anledning til at fremhæve Enhedslistens vilje og evne til at ”skaffe resultater”. I langt de fleste tilfælde har ”mindste forbedring” været udtryk for en katastrofal tøven, som i stedet kalder på vores ubønhørlige kritik – og mobilisering til massive protester. Det sidste er det vigtigste, og det er ikke en opgave, som folketingsgruppen, men partiet, alle vi andre, kan og skal løfte!

 

Ikke desto mindre er de signaler, der sendes fra vores talspersoner på Christiansborg også væsentlige. Ikke mindst vigtigt i forhold til de mange mennesker, der er engageret i klimakampen og forhåbentlig retter blikket på Enhedslisten. Når Enhedslisten går forrest med kritik og protester, er der betydeligt større sandsynlighed for offentlig opmærksomhed om problemerne ved en aftale.

 

Det er energi- og industri-aftalen et – desværre foreløbig negativt – eksempel på.
SAP’s Forretningsudvalg, den 2. april 2021

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com