content-picture.php

I august nedlagde 20.000 ansatte i teleselskabet AT&T Sydvest arbejdet i ni sydstater i USA. Deres fagforening, Communication Workers of America, beskyldte firmaet for at forhandle om en ny overenskomst på skrømt. Det var den største strejke inden for den private sektor i et tiår.

af Connor Harney

Til trods for at de havde været ude i strejke i fire dage i den stegende hede i North Carolina, var de strejkevagter, som denne reporter besøgte i byen Morrisville, ved godt mod. Nogle af de strejkende lavede varm mad, andre bidrog til moralen gennem deres playlister, medens andre igen kom med vand og andre forfriskninger. Alle udviste solidaritet med deres kolleger.

 

Kun fire strejkebrydere kom ind i virksomheden hele denne dag, hvilket tvang værkførerne til at udføre arbejdet – ineffektivt – på samlebåndet, hvor to ledere ofte måtte klare det arbejde, som typisk var blevet udført af en enkelt samlebåndsarbejder.

 

Mange af strejkevagterne klagede over mange overarbejdstimer, ofte med arbejde til langt ud på natten, med kun en enkelt fridag i den travleste periode af sommeren. Det var de mange arbejdstimer, der havde fået disse arbejdere til at forlade deres arbejde og blive strejkevagter, sammen med det faktum at AT&T ikke havde sendt forhandlere, der reelt havde mandat til at indgå nye overenskomster. Som resultat af strejken kom fagforeningen og AT&T frem til en foreløbig overenskomst, som indeholdt en femårig aftale med en lønstigning 13,25 procent og øget beskyttelse mod fyringer.

 

Da strejken foregik i de eller massivt fagforeningsfjendtlige sydstater, Florida, Georgia, Kentucky, Louisiana, Mississippi, North Carolina, South Carolina og Tennessee, har disse arbejdere bevist, at ikke blot kan arbejderne i syden organisere sig, de kan også vinde. Deres sejr er et vidnesbyrd om disse arbejderes kollektive vilje og den optimisme, der var blevet skabt genne de succesfulde strejker, der var gået forud.

 

Lærernes strejke banede vejen

Kommunikationsarbejdernes strejke og sejr følger i halen på en række lærerstrejker i 2018 i de røde [dvs. republikanske, o.a.] stater, der traditionelt er gået ind for ”retten til arbejde”, [dvs. at fagforeninger har forbud mod at indgå aftaler, som påtvinger alle ansatte at betale til fagforeningen, o.a.].

 

Disse strejker blev oprindeligt antændt af en lærerstrejke i West Virginia – en stat, som traditionelt er domineret af konservativ politik. Denne bølge af lærerstrejker, der så godt som helt lukkede skolerne, chokerede det fagforeningsfjendtlige establishment specielt i syden. Når alt kommer til alt, er organiseringsprocenten i de 15 stater, der udgør sydstaterne i USA, kun halvdelen (4,9 procent) af den landsdækkende. Her, mere end i noget andet område, har der været et samarbejde mellem domstole, politikere og lovgivende forsamlinger for at forhindre faglig organisering.

 

Lang historie om angreb på arbejderbevægelsen

Tilbage i 1930erne gav de føderale myndigheder en hovedindrømmelse til de sydlige kapitalister, der gav disse mulighed for at videreføre overudbytningen af de tidligere slaver. På dette tidspunkt arbejdede størstedelen af de afroamerikanske arbejdere enten som tjenestefolk eller i landbruget. Beskyttende føderal arbejdsmarkedslovgivning i 30’erne [en del af Roosevelts ”New Deal” o.a.] gjaldt hverken for tjenestefolk eller landarbejdere. Det handlede fx om Social Security Act, der pålagde arbejdsgiverne at bidrage til arbejdernes pension og betaling til a-kasser, National Labor Relations Act, der gjorde det lovligt at organisere sig, og Fair Labor Standards Act, som betød minimumssatser for løn og overtidsbetaling. Dette åbnede op for et direkte angreb fra arbejdsgiverne på de sorte arbejdere.

 

Efter en bølge af arbejdskampe i 1945-46 vedtog Kongressen Taft-Hartley-loven. Denne har til hensigt at lægge en dæmper på en militant arbejderbevægelses successer ved at lægge restriktioner på lynstrejker, massestrejker og sympati-boykot. Den tvinger arbejdere til at give 80 dages varsel til en arbejdsgiver, før man kan begynde en strejke. Den indeholder også en tvetydig paragraf om, at den føderale regering kan stoppe strejker som, ”bringer den nationale sundhed eller sikkerhed i fare”, der specielt kan anvendes mod offentlige institutioner, så som skoler.

 

Det reaktionære forbud mod eksklusivaftaler samt ”retten til arbejde”
Før Taft-Harley havde arbejdspladser med fagforeninger ofte eksklusivaftaler, hvor medlemskab af og betaling af kontingent til fagforeninger var en forudsætning for at arbejde der. Taft-Hartley tillod lokalstater at gennemføre ”retten til arbejde”- lovgivning, som tvang arbejdspladserne til at fjerne eksklusivaftaler, så det blev valgfrit at være medlem af fagforeninger også på arbejdspladser med mange organiserede arbejdere. Tretten af de femten sydstater indførte netop sådanne love.

 

Retten-til-arbejde fjernede også de bidrag, som ikke-medlemmer af en fagforening betalte til denne, hvis de arbejdede under en fagforenings overenskomst, således at man begrænsede fagforeningens mulighed for at vokse og hverve nye medlemmer ved at kunne tilbyde et medlemskab uden ekstra omkostninger – samtidigt med at det skabte problemet med gratister, og beskar de dele af fagforeningens kasse, der bruges til at hverve nye medlemmer.

 

Politisk indgriben over for fagforeninger
I den atmosfære, der var blevet skabt gennem denne arbejderfjendske lovgivning, har politikere ikke tøvet med åbent at bruge deres indflydelse til at holde fagforeninger væk. For eksempel bekæmpede Nikki Haley, den daværende guvernør i South Carolina, i 2015 et forsøg på at opbygge faglig organisering på en Boeing fabrik-i staten. Hun sagde endog til firmaer, at de ikke var velkomne i denne stat, hvis de medbragte faglig organisering.

 

I maj i Tennessee greb guvernør Bill Lee direkte ind i et forsøg fra United Auto Workers [Forenede Bilarbejdere] på at organisere arbejderne på VW-fabrikken i Chattanooga, og opfordrede arbejderne til ikke at stemme for fagforeningen.

 

Det seneste slag mod arbejderbevægelsen blev givet af den Amerikanske Højesteret for et års tid siden. Afgørelsen i sagen Janus mod AFSCME betød omstødelse af 40 års praksis og stoppede obligatorisk fagforeningsbetaling fra offentligt ansatte.

 

Men de, som troede, at dette ville være et dødsstød mod fagforeningerne, fik sig en stor overraskelse.

 

En eksplosion af succesfulde strejker har trodset disse lovmæssige begrænsninger. Arbejdere, specielt i syden, kæmper tilbage mod kapitalens indtrængen i alle dele af deres liv gennem en nyligt styrket arbejderbevægelse.

 

Strejker trodser reaktionære love
Mange af de nyligt gennemførte lærerstrejker, herunder dem i West Virginia og Oklahoma har været strejker uden om fagforeningen, eller faglige møder blandt offentlige ansatte, som ikke har været godkendte af de faglige ledelser – aktionsformer som er forbudt gennem Taft-Harley-lovgivningen.

 

Lærerne i West Virginia strejkede på grund af lave lønninger og stadigt forringede sundhedsordninger. I en stat, som er hærget af økonomiske helbredskriser så som opioid-epidemien, stillede underviserne også krav om flere og bedre ressourcer til de børn, de underviste, og for deres lokalsamfund. Den to uger lange strejke, som skrev sig ind i den militante historie fra kulminearbejdere og deres fagforeninger i denne stat, førte til en fem procents lønstigning for ansatte i offentlige skoler, fem gange det, de var blevet tilbudt.

 

Alliancen mellem lærere og lokalsamfund
Retten for unge til en anstændig uddannelse var et så vigtigt og afgørende spørgsmål for underviserne i West Virginia, at lærerne i februar lukkede så godt som hver eneste skole i staten, da delstatsparlamentet forsøgte et vedtage en reaktionær lov. Denne lovgivning ville med den ene hånd give lønforhøjelser til lærerne, blot for at sætte de offentlige skolers mulighed for overlevelse på spil gennem øget støtte til private skoler.

 

Da lærerne indarbejdede disse spørgsmål, som deres elever og disses lokalsamfund stod overfor, førte det til en overvældende støtte fra disse samfund. Mange af de lokale deltog som strejkevagter sammen med lærerne. 6 ud af 10 støttede lærernes [ulovlige o.a.] ret til at strejke.

 

Denne solidaritet mellem lærerne og lokalsamfundene var med til at bremse staten fra at håndhæve dens bombardement af fagforeningsfjendtlig lovgivning. Det varede ikke længe, før tilsvarende lærerprotester, inspireret af lærerne i West Virginia og deres succesfulde taktik, startede i syv andre stater, blandt andet Virginia, Kentucky og North Carolina med brug af samme taktik.

 

I denne reporters hjemstat, North Carolina, stod lærerne over for endnu flere begrænsninger. North Carolina havde forbudt enhver form for kollektiv overenskomst mellem fagforeninger og statens regering. Alligevel marcherede 20.000 medlemmer af North Carolina Association of Educators (NCAE) [North Carolinas Forening af Undervisere] ind mod hovedstaden Raleigh i maj 2019. Idet man tog ved lære af, hvad der havde virket i West Virginia, søgte de støtte i lokalsamfundet, før de tog kampen op mod en stat, der er så åbent fjendtlig overfor fagforeninger.

 

Før de nedlagde arbejdet, holdt NCAE en kongres den 1. maj, hvor man vedtog lærernes kollektive krav. Disse indeholdt ikke kun et ønske om at øge antallet af bibliotekarer og sygeplejersker, men også en lønstigning for alle ansatte på skolerne, ikke blot underviserne, og vigtigt en opfordring til at ”udvide Medicaid for at forbedre sundhedstilstanden hos vore elever og deres familier”. [Medicaid giver tilskud til de fattigste i USA til behandling i sundhedsvæsnet o.a.]

 

Styrken i bred klassesolidaritet
Disse underviseres interesse i at kæmpe for spørgsmål ud over deres egne umiddelbare materielle behov er karakteristisk for den generelle strejkebevægelse i både ”røde” [republikanske] og ”blå” [demokratiske] stater. For eksempel krævede United Teachers Los Angeles [Læreforeningen i L.A.] i strejken i deres kæmpe skoledistrikt i januar ikke bare flere penge i tegnebogen, men også lavere klassekvotienter, flere sygeplejersker, rådgivere og bibliotekarer, og afskaffelse af ”overtestningen af vores elever”.

 

Ved at stille krav, der vedrørte hele arbejderklassen, skar lærerne igennem de mange barrierer, som cheferne og politikere har opstillet for at splitte arbejdere, lige fra racisme til splittelsen mellem fagforening eller ikke-fagforening.

 

Efter hver sejr syntes en ny del af arbejderklassen at rejse sig for at samle den handske op, som den forrige del havde kastet. Det mod, som lærerne i syden havde vist, gjorde det muligt for andre at vælge at strejke. Som en lærer i Arizona udtrykte det: ”Strejken i West Virginia åbnede vore øjne for en stærk alternativ virkelighed om, hvad der er muligt, hvis vi kollektivt organiserer os og går sammen i solidaritet.”

 

49.000 i strejke mod General Motors

Disse sejre har givet ny vind i sejlene til den senest voksende arbejderbevægelse, hvor den ene strejke inspirerer til den næste. Det er med denne vind i ryggen, at 49.000 medlemmer af United Auto Workers gik i strejke den 16. september mod General Motors, den største arbejdskamp der siden 2007, og i skrivende stund den længste mod GM siden 1970.

 

Mens de fleste fabrikker ligger i Midtvesten, er der også nogle i Texas, Kentucky, Tennessee og Missouri. Som ved de øvrige strejker synes der at være en almindelig følelse af optimisme, der er opstået gennem den mest uafbrudte række af arbejdskampe i årtier. En strejkende i Tennessee, Adrian Mizell, pladesmed og arbejderaktivist, udtrykte det således: ”Tidevandet er vendt. Man kan mærke det.”

 

Tingene er vendt, og UAW-strejken afspejler disse ændringer. Selvom strejken stadig handler om løn, kræver den også lige løn for lige arbejde. De strejkende kræver også, at GM ansætter og giver lige vilkår til løst ansatte, hvor mange i årevis har lavet det samme arbejde som fagforeningsmedlemmer til ca. den halve løn og uden de organiseredes øvrige goder. Ud over at fjerne usikkerheden hos de midlertidigt kontraktansatte, har fagforeningen også søgt at sikre lave sundhedsudgifter til sine medlemmer, og som det vigtigste at beskytte sine arbejdspladser ved at forhindre lukning af fabrikker.

 

Denne demonstration af solidaritet har inspireret andre bilarbejdere i syden. Tag f.eks. VW-fabrikken i Chattanooga, Tennessee, en fabrik hvor forslaget om at organisere sig i sin tid blev forkastet med kun 29 stemmer, efter at Guvernør Bill Lee havde sat sin autoritet ind mod forslaget. Billy Quigg – en fagforeningsleder i VW, sagde, at han oplevede, hvordan myterne mod fagforeningerne, som mange tvivlrådige arbejdere havde troet på, ”i arbejdernes øjne blev revet fra hinanden gennem denne strejke.”

 

Gennem det mod og solidaritet, som er blevet udvist af lærere, bil- og telekommunikationsarbejdere sammen med utallige andre, er syden endnu engang ved at indse, hvilken styrke arbejderne kan have gennem fagforeninger.

 

2. oktober 2019

 

[Strejken på GM sluttede den 25. oktober efter seks uger, da 57 procent af UAW’s medlemmer stemte ja til en 4-årig aftale, som giver lønforhøjelser på 3 procent, fastholder gældende sundhedsordninger og fjerner et loft over overskudsdeling for de ansatte. Den indebærer endvidere en engangsbonus på ca. 75.000 kr. for fastansatte og en ”klar vej” til fastansættelse for løsarbejdere ansat over tre år. Der bliver ikke ændret på planerne for de planlagte tre fabrikslukninger. o.a.]

 

Oversat fra Liberationnews.org af Peter Kragelund

 

 

 

single.php