Konflikten mellem USA og Kina er det centrale kapløb mellem imperialistiske magter i vores epoke. Det har Trump til overflod gjort klart i sin administrations nationale sikkerhedsstrategi-dokumenter, der opfordrer til skift af fokus fra den såkaldte ”Krig mod Terror” til ”Stormagtsrivalisering”

af Ashley Smith

Kina og Rusland bliver betegnet som ”revisionistiske stormagter” der udgør en trussel mod Washingtons overherredømme. Trump har udfordret Kina på alle områder fra handel til valutapolitik, 5G-teknologi og Beijings krav på søvejene i den asiatiske del af Stillehavet.

 

Hans administration har skærpet alt dette til et febrilsk niveau, men rødderne til konflikten mellem USA og Kina går dybere end til Trump og hans bande af høge, protektionister og hvide nationalister. Konflikten er et produkt af udviklingstendenser i den globale kapitalisme, den relative tilbagegang for den amerikanske imperialisme og fremvæksten af Kina som imperialistisk stormagt. Det forklarer den voksende enighed i den herskende klasse i USA om behovet for at konfrontere og inddæmme Beijing.

 

Uanset deres strategiske og taktiske uenigheder er virksomhedsejere, embedsmænd og politikere fra Joe Biden til Bernie Sanders enige om dette. Trumps løsning på den strategiske udfordring fra Kina er det, som nogle har kaldt ”illiberalt hegemoni” – en bestræbelse på at bevare USA førende stilling samtidig med, at multilateralt samarbejde afvikles til fordel for ”America First”-nationalisme, og en ny kold krig mod Kina bliver indledt.

 

Den relative tilbagegang for den amerikanske imperialisme

Den form for konkurrence mellem stormagter er præcis det, USA havde håbet at undgå efter afslutningen på den kolde krig med Rusland. Hele den strategi, Washington fulgte efter Sovjetunionens sammenbrud, gik ud på at forhindre, at en imperialistisk konkurrent skulle kunne udfordre USA’s overherredømme. Strategien var at sætte sig i spidsen for en neoliberal verdensorden som systemets eneste supermagt. Målet var at indlemme resten af verdens stater i denne verdensorden med tilskyndelser, pression og om fornødent med magt. Skiftende administrationer brugte militærinterventioner til at knuse såkaldte ”bølle-stater” som Irak og inddæmme kriser i forskellige stater, der var kørt i sænk af neoliberalismen. Hele vejen igennem var det altovervejende mål at forhindre fremkomsten af en konkurrent på samme niveau, en ny rival.

 

Denne overordnede strategi blev udhulet af tre historiske udviklinger. For det første omstrukturerede det neoliberale boom fra de tidlige 1980’ere til 2008 den globale kapitalisme. Det skabte nye centre for kapitalakkumulation med Kina som det vigtigste. Disse staters økonomiske udvikling muliggjorde, at de blev mere selvbevidste på den geopolitiske arena. For det andet led USA det, som general William Odom kaldte den største strategiske katastrofe i sin historie med invasionen og besættelsen af Irak, hvor det kørte fast i bekæmpelse af oprør. Det kompromitterede ambitionen om at få et fast greb om Mellemøsten og dens strategisk vigtige energireserver, og dermed køre sig i stilling til at genere sine potentielle rivaler som f.eks. Kina, der er afhængig af olie og naturgas fra regionen. For det tredje ramte den store recession den amerikanske økonomi uforholdsmæssigt hårdt. Den herskende klasse fik trukket økonomien væk fra sammenbruddets rand med en kombination af nedskæringspolitik og økonomiske stimuli, men den har ikke været i stand til at sætte gang i et nyt boom. Tværtimod er systemet – og specielt USA og EU – låst i det, David McNally har kaldt en global lavkonjunktur, karakteriseret ved langsomme opsving afvekslende med dybe recessioner.

 

Som modsætning til det har Kina været i stand til at opretholde en massiv ekspansion med sit eget enorme stimulus-program. Faktisk har dets vedvarende boom holdt økonomien oppe i adskillige lande fra Australien til Brasilien, der eksporterer råvarer til Kinas fremstillingsindustri. Selvfølgelig er Kina ikke immun over for det kapitalistiske systems krisetendenser; dets stimulus-program har kun forværret dets problemer med gæld, overkapacitet og overproduktion, og disse problemer er sammen med Trumps afgifter begyndt at begrænse væksten til 6,2 procent – det laveste siden starten af årtusindeskiftet.

 

Det samlede resultat af disse udviklinger har været den relative tilbagegang for den amerikanske imperialisme. Det er ikke længere overhoved for en unipolar verdensorden som i 1990’erne og de tidlige 2000’ere. I stedet er der opstået en asymmetrisk multipolar verdensorden. USA er stadig den dominerende statsmagt med den største økonomiske, militære og geopolitiske indflydelse, men det står nu over for en imperialistisk rival i form af Kina og en mængde regionale stormagter fra Rusland til Iran, der spiller på at få et forspring i et stadig mere konfliktfyldt internationalt system.

 

Kinas fremvækst

I denne nye verdensorden har Beijing sat sig igennem som en verdensmagt. Præsident Xi Jinping, der kom til magten i 2012, forlod sin forgængers forsigtige strategiplan, der af Deng Xiaoping blev beskrevet som at ”skjule sin styrke og vente på det rigtige øjeblik”. I stedet erklærede Xi, at hans regime ville forfølge en ”kinesisk drøm” om at genvinde Kinas berettigede plads som verdensmagt efter et ”århundredes ydmygelser” i den amerikanske, europæiske og japanske imperialismes hænder. Siden denne erklæring har Xi fokuseret på at forvandle Kinas økonomiske styrke til geopolitisk muskelkraft. Han lancerede infrastrukturprojektet ”One Belt and One Road” til 1 trillion dollars. Beijing eksporterer sin industrielle overkapacitet for at bygge maritime og landbaserede transitruter gennem hele Eurasien. Dets mål er at etablere sig som et økonomisk forbindelsescentrum for verdensøkonomien.

 

Xi er også fast besluttet på at lede økonomiens lange march op gennem den kapitalistiske værdikæde med et andet initiativ ved navn ”Kina 2025”. Det vil understøtte nye nationale virksomheder, der er førende på det højteknologiske område, specielt 5G, for at de kan konkurrere med deres rivaler i USA, Europa og Japan, der indtil nu har domineret den del af markedet. Alle disse stormagter er nu engageret i en konkurrence om højteknologien, ikke bare for profittens skyld, men også på grund af dens stadig mere betydningsfulde militære rolle i cyber-krigsførelsen. Xi er også begyndt at rykke Kinas militære styrke frem i den asiatiske del af Stillehavet. Han har styrket søværnet, indsat skibe og etableret militariserede øer i det sydlige og østlige Kinesiske Hav for at kunne kontrollere skibsruter, gøre krav på olie- og naturgasreserverne under havoverfladen og forsvare fiskerirettighederne. Endelig er Kina blevet meget mere geopolitisk selvbevidste på områder fra klimaforandringer til handelskrige.

 

USA-imperialismens dilemma

Kina fremvækst og USA’s relative tilbagegang har sat Washingtons imperialistiske strategi i et dilemma. USA står over for en geopolitisk rival, som man er dybt integreret med økonomisk. De multinationale virksomheder bruger det som en fremstillingsplatform for eksportvarer og eftertragter det enorme kinesiske marked. Oven i det er den amerikanske stat i dyb gæld til Beijing, som kontrollerer enorme reserver af obligationer. Denne finansielle afhængighed fik Hillary Clinton til at klage: ”Hvordan kan du være barsk over for din bankmand?”

 

Før Xis drejning mod imperialistisk selvbevidsthed havde USA’s politik over for Kina været en kombination af inddæmning og engagement eller det, nogle politiske analytikere kalder ”congagement” [containment/engagement]. USA prøvede at indlemme og presse Kina til at opgive den statskapitalistiske organisering af økonomien og gå over til fri markedskapitalisme.  Samtidig var de på vagt på grund af Beijings modvilje mod at følge disse diktater fuldt ud. Af den grund svingede USA mellem at lægge vægt på de to modpoler i ”congagement”-politikken. Under sine hvedebrødsdage med Kina i 90’erne kaldte Bill Clinton landet for sin ”strategiske partner”. Bush svingede i den modsatte retning og kaldte det en ”strategisk konkurrent” i begyndelsen af sin præsidentperiode. Men uanset hvor de lagde trykket, prøvede USA at lokke Beijing dybere og dybere ind i frihandels-globaliseringens neoliberale verdensorden.

 

Obama stod for de sidste krampetrækninger af ”congagement”-politikken. Han lagde vægt på inddæmnings-siden i denne strategi med sin såkaldte asiatiske akse. Det var hans plan at trække USA ud af sit engagement i Mellemøsten og re-orientere den amerikanske imperialisme mod inddæmningen af Kina. Han lovede at integrere Asien økonomisk i den neoliberale verdensorden ved ratifikationen af ”the Trans Pacific Partnership” (TPP-aftalen) og derved presse Kina til at opgive det statslige ejerskab og den statslige intervention i økonomien. Hans mål var at omdirigere 60 procent af den amerikanske flåde til den asiatiske Stillehavsregion og afskrække Beijing fra militær ekspansion. Endelig havde han planer om at få fast grund under fødderne ved at udbygge Washingtons historiske alliancer, opbygget gennem årtiers overherredømme i Asien, og etablere nye som f.eks. Vietnam.

 

På trods af Obamas ihærdige anstrengelser lykkedes det ikke at opbygge den asiatiske akse. USA sad fast i Mellemøsten og TPP-aftalen kom ikke engang frem til en afstemning om ratifikationen. USA’s alliancer blev tyndslidte fordi de forskellige stater tvivlede på Washingtons hensigter i regionen, og de valgte i stedet at balancere mellem de to rivaler. Således strandede den amerikanske imperialismes strategi i forvirringen over hvordan Kinas nye selvbevidsthed skulle håndteres.

 

Trumps ”America first”-nationalisme

Trump-administrationen har, om end noget uberegneligt, forsøgt at implementere en ny strategi for illiberalt overherredømme for at løse Washingtons imperialistiske gåde med hensyn til, hvordan Kina skulle imødegås. Den har fire dimensioner. For det første vil Trump styrke statens sikkerhed ved at afpatruljere grænserne, overvåge undertrykte befolkningsgrupper, specielt indvandrere og muslimer, men også kinesiske studerende på amerikanske universiteter. For det andet lover han at få fremstillingsindustrien til at vende tilbage og få USA’s forsyningslinjer væk fra Kina. For det tredje flytter han sine forgængeres fokus fra den såkaldte ”krig mod terror” til ”stormagts-konkurrence”, specielt mod Kina. Han har omlagt forsvarsplanerne til en ny oprustning med denne konfrontation in mente. For det fjerde vil han sætte ”America first” og etablere forretningsmæssige forbindelser med både USA’s allierede og modstandere.

 

Anvendt på Kina trækker denne nye imperialistiske strategi USA ind i en ny kold krig med Beijing. På det økonomiske område prøver Trump at hamre Kina ned i en handelskrig. Han vil standse den påtvungne overførsel af teknologi fra amerikanske til kinesiske selskaber, gennemtvinge en privatisering af Beijings statskapitalistiske industri, åbne landets markeder endnu mere for amerikanske multinationale selskaber og bremse dets statsstøtte til førende nationale højteknologiske virksomheder som Huawei. Geopolitisk har Trump forsøgt at presse USA’s allierede til at udelukke Huawei fra deres 5G-infrastrukturer som en national sikkerhedsrisiko. Han prøver også at trække allierede stater ind i kampen mod Kina en for en. Alt dette har til formål at forhindre Kina i at bruge sin økonomiske styrke til at inddrage Eurasien i sin indflydelsessfære. For at understøtte alt dette opruster USA sine forsvarsstyrker for at forberede en krig mod Kina ved at øge flådepatruljeringen i det asiatiske Stillehav og sælge flere våben til allierede inklusive Taiwan. Alt det øger spændingerne med Beijing, specielt i forhold til handelsrelationerne.

 

Hverken Washington eller Beijing, men international socialisme!

De to stormagter kan meget vel ende med at slå en handel af for at løse told-krisen, men ingen bør nære illusioner om, at dette vil løse den grundlæggende imperialistiske kappestrid. Den er dybt forankret i Washingtons faste beslutning på at genvinde sit overherredømme og Beijings faste beslutning om at etablere sig som en verdensmagt. Samtidig forhindrer to tendenser i den anden retning, at deres kappestrid eksploderer i åben konflikt: De to staters dybe økonomiske integration betyder, at de er interesseret i at bevare de bestående frihandelsaftaler, og begge stormagter besidder atomvåben, der vil få dem begge til at søge at undgå risikoen for gensidig udslettelse.

 

På trods af disse modtendenser er udsigterne til en eskalerende konkurrence i de kommende år umiskendelige. Denne konflikt mellem USA og Kina vil teste den internationale venstrefløjs evne til at tage et klart og uafhængigt standpunkt mod begge imperialistiske stormagter og for international solidaritet nedefra. I USA er venstrefløjens forpligtelse frem for alt at, med den store tyske revolutionære Karl Liebknechts ord, at konfrontere hovedfjenden: vores egen imperialistiske stat.

 

Men det er ikke vores eneste opgave. Vi må også bekæmpe Kina som en kapitalistisk stat, der udbytter sine egne arbejdere og bønder, undertrykker nationer og nationale mindretal som tibetanerne og uighurerne og opbygger sin imperialistiske magt mod USA og overalt i udviklingslandene. Vi må ikke falde for den forløjede pseudo-antiimperialistiske politik, der siger: ”Min fjendes fjende er min ven,” men i stedet gøre modstand mod både USA og Kina.

 

For at udfordre begge må vi opbygge international solidaritet mellem arbejdere og undertrykte grupper i begge lande. I USA må vi få arbejderne bort fra den økonomiske nationalismes sirenesang, der bliver sunget af både højre-nationalister og liberale protektionister, der blot vil lænke os til vores chefer og deres stat ved at afbilde kinesiske arbejdere som den største trussel mod vore jobs og lønninger. I en global økonomi har vi ikke andet valg end at organisere os nedefra på tværs af grænserne mod begge imperialistiske stater. Det er den internationale socialistiske anti-imperialistiske politik.

 

 

Bragt i New Politics, 28. august, 2019, og oversat af Poul Bjørn Berg

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com