Alt tyder på, at Donald Trump er på vej til at føre det Republikanske Parti mod den mest sønderknusende fiasko i årtier. ’Som præsiderende’, hvis det er et ord for noget som af det, som Trump gør, over hele den sygdomsforebyggende og økonomiske Covid-19-katastrofe,  har han vist sig villig til at ofre hvad som helst for sine egne interesser.

af Against the Currents, Editors

Da dr. Anthony Fauci i november advarede om 100.000 nye corona-tilfælde pr. dag, var det med fuldt overlæg, at Trump beordrede føderalt politi og grænsevagtbøller afsted for at slå hårdt ned på Black Lives Matter-demonstrationer, ud fra den kalkule, at det ville få kaotiske tilstande til at flamme op som påskud for at ’genoprette lov og orden.’ Da det ikke virkede, tyede han til en anden kaosbefordrende fidus, da han forkyndte, at der var fusket med valget i november på grund af brevstemmerne. Under bare nogenlunde normale politiske omstændigheder ville opfordringer fra en præsident, der var sakket totalt agterud i opinionsmålingerne, til at udsætte et nært forestående valg, være en oplagt lejlighed for hans parti til at redde sig selv fra glemsel ved at fyre ham.

 

Samme dag erfarede vi, at Folketællingsbureauet var blevet beordret til at skære ned på hjemmebesøg for ad den vej at nedgradere befolkningsmængden i farvede lokalsamfund. Det skete umiddelbart efter, at Det Hvide Hus havde pålagt hospitaler at indrapportere Corona-statistikker til Health and Human Services (note 1) i stedet for Centers for Disease Control – så HHS-bureaukratriet kan gemme dem af vejen og forfalske dem. Efter Trumps superspreder-valgmøder, fra Tulsa til Phoenix, og videre til Black Hills i South Dakota, ville en nådig skæbne dog, at det republikanske konvent i Jacksonville, Florida, pandemiens epicenter, måtte aflyses.

 

Den her administration – tragikomisk i al sin inkompetence, ondskabsfuld og sadistisk i sin behandling af immigranter og asylansøgere, mens den griber faretruende, og alligevel klodset, efter et autoritært præsidentstyre – tager sig ualmindeligt modbydelig ud over for en stadig mere desperat befolkning og en måbende omverden.

 

Den sandsynlige margin for Trumps nederlag ser lige nu ud til at være alt for stor til,  at valget kan stjæles af enten undertrykkelse fra højrefløjsvælgernes side eller, som mange vidt udbredt artikler har advaret om, manipulation fra republikansk-kontrollerede lovgivende forsamlinger efter valget. I det nuværende klima kan ingenting dog tages for givet. Opinionsmålinger har taget fejl før, intimidering og undertrykkelse af vælgere tager til, dirty tricks, når valget kommer tæt på, er uundgåelige, og vi ved kun alt for godt, at det anakronistiske valgkollegium kan tilvejebring mistænkeligt heldige og katastrofale resultater.

 

I det yderst usandsynlige særtilfælde kan et Trump/republikansk Det Store Tyveri-valg føre til et ikke alene anfægtet resultat, men en eksistentiel krise for det konstitutionelle system, der har tjent USA’s herskende eliter så godt gennem mere end to århundreder. Det er et helt andet scenarie. Men det her ved vi med sikkerhed: Efter præsidentvalget i november vil USA stadigvæk være et uforsonligt polariseret land – splittet mellem oprørske antiracistiske og bevægelser for social retfærdighed på den ene side, og på den anden side en afskyelig reaktion under en hvid nationalismes faner.

 

USA står stadigvæk over for en corona-katastrofe og voldsomme økonomiske rystelser, som der ikke umiddelbart ser ud til at være en ende på – med snesevis af millioner, der står over for at blive sat ud af deres boliger, langtidsarbejdsløshed, tab af sundhedspleje, ødelæggelse af offentlig uddannelse og hele lokalsamfund, med udsigt til en masseelendighed, der ikke er set siden 30’ernes Store Depression.

 

Den klimakastrofe, der fortsat udvikler sig, og en verdensomspændende pandemi med enorme tab af menneskeliv i det globale Syd, kommer oven i adskillige internationale konflikter, især konfrontationen mellem USA og Kina. Den kræftsyge, som de stadig flere autoritære regimer udgør, bliver ved med at brede sig. Og vi ved, at ca. 40 procent af vælgerne i USA vil stemme på den kandidat, der står for åbenlys hvidt overherredømme, og hvad der ellers bliver tilbage af Trumps parti.

 

Er der virkelig noget nyt i det? Nej, og ja. Vi har helt sikkert set skamløst racistiske præsidentvalgkampe tidligere – Richard Nixons sydstatsstrategi i 1968, Ronald Reagans ’velfærdsdronninger’, George H.W. Bush’ Willie Horton-valgreklame, og mange andre frastødende tiltag. Der har dog ikke i mands minde været nogen siddende præsident, der aktivt har hyldet Konføderationens flag, symbolet på slaveri i Amerika – ikke siden Woodrow Wilson stolt viste ’Birth of a Nation’ i Det Hvide Hus.

 

Trumps kampagne for genvalg er reduceret til sine grundbestanddele: åbenlys støtte til hvid racisme, leflen for de store selskabers grådighed, og Trumps ubegribelige benægtelse af Covid-19 mareridtets omfang, der udsætter selv hans eget bagland for risikoen for massedød. Med en økonomi, der er ved at falde totalt fra hinanden, har han ellers ikke noget tilbage, som han kan føre valgkamp på.

 

Hvad er nyt, og hvad er ikke

Der er virkelig noget nyt – både i den storslåede tilsynekomst af et multiracialt oprør, anført af sorte, imod morderisk politibrutalitet og den systemiske racisme og den uanstændige sociale ulighed ved dette samfunds rødder, og i ondskaben hos den forhærdede opposition. Disse kræfters indvirkning på hinanden vil definere det kommende årti.

 

Hvis svælget mellem de to kapitalistiske partier i USA på sociale spørgsmål er vokset til historiske højder, så er der ikke noget nyt i grundlæggende forstand ved det Demokratiske Parti. Der er meget opmærksomhed rettet mod fremkomsten af en ’progressiv’ og nogen gange oppositionel fløj i partiet, der har skabt begejstring i vælgergrundlaget. Men magten og den politik, der bliver ført, forbliver i Pelosi-Schumer-ledelsens faste greb, i samklang med partiets bidragydere fra de store firmaer.

 

Den demokratiske kandidat Joe Biden har ikke noget særligt inspirerende at byde på – fortsættelse af Clintons stagnerende neoliberalisme, og med nogen variation Obamas administration. Trods verbale tilnærmelser til den progressive fløj og (meget mere) bevægelserne i gaderne er Bidens valgkamp et solidt og konsekvent Nej-budskab: Nej til offentlig sygesikring, Nej til Green New Deal, Nej til at tage pengene og våbnene fra politiet. Ja til floskler, nej til meningsfuld konkret forandring.

 

Noget af Bidens udspil, på miljøområdet for eksempel, ser halvpæne ud på papiret, og det gør det demokratiske program såmænd også – det der meningsløse dokument, som sædvanligt påvirket af den liberale og progressive fløj. Hvad der tæller, er ikke ord, men hvad en præsident og et potentielt regeringsparti er villig til seriøst at kæmpe for. Husk for eksempel på, hvordan Obama fremførte en ’offentlig mulighed’ for sundhedspleje, men trak den i sig igen uden det mindste sværdslag. Og med hensyn til Biden, bag hans forslidte fraser om at ’hele Amerika’, der reelt  ikke betyder noget, så kan man sige, at hans eneste ærlige valgkamptema er: Jeg vil ikke slås for noget, og det er, hvad jeg har at komme med.

 

Det burde ikke være nødvendigt at gå i detaljer med den kendsgerning, at der ikke er noget i Bidens politiske cv, der fortjener progressiv, for slet ikke at tale om socialistisk opbakning. Hans karriere i Senatet går over Senatets karaktermord på Anita Hill i Højesterets godkendelseshøringer i forbindelse med Clarence Thomas-sagen, til entusiastisk forsvar for ’hård linje mod kriminalitet’-lovgivning, der førte til masseindespærringer i Amerika, til opbakning bag den katastrofale og kriminelle Irak-krig, fra ’slut med velfærd, som vi kender den’, til kærestesponsorering af kreditkortindustriens interesser med hovedkvarter i Delaware.

 

Alt det udgør Bidens kvalifikationer som en 100 procent koncerndemokrat. Som Clinton har Biden udført det drabelige politiske trick at vinde den traditionelle arbejderklasses opbakning, og især blandt sorte vælgere, under de skrækkelige neolibale programmers banner, der har bragt smerte og ødelæggelse med sig til så mange lokalsamfund. Lige præcis de politiske initiativer, der gav os Trumps præsidentskab, hvis sammenbrud Biden nu står til at profitere af.

 

Snesevis, om ikke hundreder af Trumps bekendtgørelser, må annulleres med det samme – det muslimske indrejseforbud, massetilbageholdelsen af immigranter og familieadskillelserne, de omfattende overgreb mod miljøet og kvinders rettigheder. Det er fuldstændig uklart, om Biden kategorisk vil ophæve dem, selv hvis det blev krævet af ham. Bortset fra det – det må nu være klart, at det økonomiske blodbad, der er forårsaget af Covid-19, vil kræve omfattende økonomiske stimuli i form af redningspakker til mennesker, ikke til banker og selskaber – der er nogen, der har anslået det til op imod 40 procent af det årlige BNP i USA (anslået af for eksempel den venstreorienterede økonom Jack Rasmus).

 

Det er langt over Obama-administrationens utilstrækkelige efter-2008-program. Der er ingen tegn i sol og måne på, at Biden er interesseret i at kæmpe for noget, der er bare en lille smule i den retning, og uden det vil sandsynligheden for en forlænget og dyb depression være stærkt overhængende.

 

Alternativerne?

De skrækindjagende konsekvenser af en anden Trump-periode kan ikke overvurderes, hvor usandsynlig den lige nu ser ud til at være. Et uimodståeligt imperativ – fjernelsen af Trump og hans republikanske hvid overhøjhed-administration, står over for en urokkelig hensigt, det virkelige Demokratiske Partis neoliberalisme, uløseligt forbundet med de store selskaber, anført af Pelosi, Schumer, Biden, Clintons, og Obama, selvfølgelig.

 

Vi tror ikke, der er mange på venstrefløjen, der har illusioner om, at Joe Biden selv repræsenterer noget positivt ud over at være ikke-Trump. Der er, og vil blive ved med at være, forskellige opfattelser af, hvor stor indflydelse den progressive fløj kan få på hans administration (mere end verbalt). Vi tror under alle omstændigheder, at det vanskelige valg, som progressive står over for ved dette præsidentvalg, kan formuleres sådan: Hvor skal man stemme, hvis man både vil af med Trump og forbedre fremtidsudsigterne for de bevægelser, der udfordrer den brutale racistiske kapitalisme i dette samfund, og som fører an i kampene for social retfærdighed, for menneskerettigheder, for arbejde, for en fremtid uden klima- og miljøkollaps?

 

Argumentet med at ’stemme på Demokraterne som det mindre onde for at besejre truslen fra højrefløjen’, gentaget i en uendelig båndsløjfe ved hvert eneste valg, tiltrækker os ikke – men det fortæller os heller ikke automatisk, hvad der skal til denne gang.

 

Der er to basale valgmuligheder (ud over at arbejde for lokale race- og stemmeinitiativer). Et af dem kan sammenfattes i formlen ’Dump Trump, fight Biden’, der opfatter en stemme for Biden og Kamala Harris som en uomgængelig nødvendighed – i det mindste i stater, hvor udfaldet er usikkert, mens kampen imod alt det, som han står for, også må begynde med det samme.

 

Dette argument fastholder, at imperativet om at besejre Trump i 2020 opvejer enhver åbning, der måtte eksistere for et uafhængigt progressivt, tredjeparti-alternativ – og at der ikke for indeværende er et alternativ, der er stærkt nok til at være meningsfuldt.

 

Det alternative argument består i, at lige netop nu er betydningen af at støtte en uafhængig, antikapitalistisk politik altafgørende, og at denne valgmulighed ved præsidentvalget i 2020 er personificeret ved Green Partys valgkamp for Howie Hawkins og Angela Walker, på et klart økosocialistisk program. [Se interview med Howie Hawkins i SI, o.a.]

 

Under hele sin kampagne op til Green Partys nominering har Hawkins lagt vægt ikke bare på partiets program, men også på betydningen af at opbygge partiet som en meningsfuld politisk magtfaktor og som bevægelsernes stemme. På grund af restriktive og undertrykkende love vedrørende adgang til at opstille, bakket op af begge kapitalistiske partier, er Green Party kun på stemmesedlen i 27-32 stater. (Se Angela Walkers udtalelse om det samme emne).

 

Hawkins har udtalt, at ’for de Grønne er hver stat en slagmark’, og vi er ikke i tvivl om, at bevidstheden hos mange dedikerede aktivister i lige så høj grad er en slagmark. Blandt medlemmer af den socialistisk-feministiske organisation Solidarity, der sponsorerer dette magasin, er stemmerne delt – hvad vi også regner med, at den er inden for andre strømninger på venstrefløjen. (Solidarity har ikke foretaget nogen formel anbefaling men foretaget en opinionsmåling blandt medlemmerne for at få et overblik over, hvordan synspunkterne er fordelt. (note 2)

 

Vi opfatter ikke det at lade være med at stemme som en anvendelig mulighed. Lige meget hvilket valg nogen af vores læsere måtte træffe, så vil krisen og de kampe, der ligger forude, vare meget længere end det beskidte, rå og lange valgbesvær i USA. De forandringer, som vi så desperat har brug for, de kommer, som de altid gør, gennem masseaktioner nedefra. Massebevægelserne har vundet mange sejre i de seneste år for LGBT-rettigheder, fremgang i retning af anstændige lønninger, og et minimum af beskyttelse, hvor skrøbelig den end er, for unge immigranter.

Som det mest dramatiske har #Black Lives Matter sat racemæssig retfærdighed, politivold og masseindespærring på den politiske dagsorden og givet den et kulturelt udtryk, fra gademalerier til sportsuniformer og endda firmareklamer. Det er altsammen tegn på forandring af bevidsthed og på systemets bestræbelser på af inddæmme den. Det, der er opnået, er stadigvæk langt fra de dybe forandringer, som vi har brug for, men diskussionen i samfundet har ændret sig, og opgaven er at holde fast ved et og sætte yderligere gang i denne proces.

 

NOTER:

(1) Health and Human Services kan, tilnærmelsesvis, sammenlignes med Sundhedsministeriet i Danmark, og Centers for Disease Control med Sundhedsstyrelsen, o.a.

(2) De tre muligheder, som Solidarity stillede op ved opinionsundersøgelsen blandt organisationens medlemmer var:

1.  At støtte Green Partys valgkamp for Howie Hawkins og Angela Walker, ud fra en opfattelse af, at det er et uafhængigt, antikapitalistisk og klart økosocialistisk alternativ til den ultra-reaktionære Trump og den neoliberale Joe Biden – 47%

2. At stemme Grønt i de stater, hvor resultatet er sikkert i Bidens favør, og så stemme på Biden/Harris i de stater, hvor faren for sejr til Trump er til stede – 27%

3. ’Dump Trump, Fight Biden’, dvs stemme på Biden for at slippe af med Trump, samtidig med at gøre det klart, at Biden ikke repræsenterer et progressivt alternativ til den herskende klasses neoliberale politik, og at kampen for en helt anden politik, rodfæstet i brede folkelige kampe, ikke kan udsættes – 21%

 

Kilde: David Finkel, for Solidarity National Commitee ’Solidarity’s Election Poll

 

Oversat fra Solidarity (USA) af Niels Overgaard Hansen

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com