Det er en lettelse for millioner af mennesker i USA og over hele verden, at Donald Trump tabte valget. Men det vil næppe føre til en mindre krigerisk udenrigspolitik.

af Chris Nineham

Trumps nederlag sætter et punktum for ideen om et uafvendeligt højreskred i amerikansk politik. Det er en stor lettelse at kunne vinke farvel til den mest impulsive og hensynsløse præsident i mands minde, en mand, der syntes at more sig med at balancere på kanten. At han fylder Pentagon op med ekstreme republikanere selv efter sit valgnederlag er en påmindelse om, hvor farlig Trump altid har været på verdensscenen.

 

Valgresultatet vil svække “Trumpistiske” højrefløjsregimer over hele kloden. Det vil også forårsage ophidselse hos lederne i Saudi Arabien og i Israel, de to lande i Mellemøsten, som Trump støttede mest i sit forsøg på at konfrontere Iran. Resultatet vil imidlertid næppe føre til en mindre krigerisk udenrigspolitik.

 

Ny tilgang – samme paradigme

Demokraternes dårlige valgresultater [til Repræsentanternes Hus og Senatet, o.a.] og højrefløjens styrke i det Republikanske Parti vil efterlade USAs udenrigspolitik i en fastlås position.

 

Som The Guardian fortæller, så er udenrigspolitik det område, hvor der er størst overlap mellem Demokrater og selv højrefløjsrepublikanere. Det er et område, som Joe Biden formentlig vil fokusere på. Biden vil være mere kollegial overfor sine allierede. Han vil formentlig omgøre Trumps rasende exit fra WHO og fra Parisaftalen.

 

Han vil måske være mindre konfrontatorisk overfor NATO-allierede, selvom han vil fortsætte Trumps linje med at skubbe på for større europæiske bidrag.

 

Men dette markerer en forskellig tilgang til problemet med at styrke USAs indflydelse og verdensomspændende magt, det er ikke et paradigmeskift.

 

Flertallet af den udenrigspolitiske elite mener, at Trumps ødelæggelser har skadet USAs anseelse verden rundt, og derfor svækket indflydelsen. Biden vil genopbygge den vestlige alliance for bedre at være i stand til at sætte amerikansk indflydelse igennem.

 

På overfladen ser det ud til, at Bidens politik i Mellemøsten er mere moderat end Trumps. Han har sagt, at han ikke vil søge efter militære muligheder i regionen, og at han vil stoppe støtten til autoritære Golfstater, inklusiv Saudi Arabien, og – væsentligt – stoppe støtten til krigen i Yemen.

 

Han bekender sig til at genstarte forhandlingerne med Iran om kernevåben og til en hårdere linje over for israelske bosætninger. Han har genstartet debatten om en to-statsløsning.

 

Det med småt

Men det, der står med småt i Bidens program, indeholder vigtige modifikationer.

 

“En lille, afgrænset og fokuseret militær tilstedeværelse i Irak for at besejre Islamisk Stat”, er hvad der foreslås for Irak. En anti-terror enhed skal bibeholdes i Syrien. Og hvad angår Yemen og Saudi Arabien, er der alle muligheder for, at Biden vil blive tæmmet af “the establishment” og tilslutte sig mainstream-USA’s syn om, at Saudi Arabien er en uundværlig militær og kommerciel allieret, der skal holdes tilfreds for hver en pris.

 

En afgørende ændring af Iran-politikken er også problemfyldt. Hardlinere dominerer i Iran, landets kernevåbenprogram har udviklet sig, siden Trump trak sig ud af kernevåbenaftalen, og vigtigst af alt, så fortsætter USAs herskende klasse med at se Iran som sin hovedfjende i Mellemøsten.

 

Alt det vil gøre nye forhandlinger meget vanskelige. Der er en stærk lobby hos Demokraterne, der argumenterer for, at man skal gøre en ændring i Irans regionale opførsel til en betingelse for enhver fremtidig aftale, hvilket sandsynligvis vil spænde ben for aftalen.

 

Alliancen med Israel

Bidens sejr vil klart ikke blive godt modtaget af den israelske regering. Trumps åbenlyse, entusiastiske opbakning bag bosættelserne og angrebene ind i Gaza til formentlig stoppe.

 

Det kan måske virke som en hæmsko for Benjamin Netanyahu. Det vil imidlertid ikke ændre den overordnede dynamik i relationerne mellem Israel og palæstinenserne. Israel vil forblive en afgørende amerikansk allieret i regionen, og fordi ethvert reelt amerikansk skridt mod Israel er utænkeligt, vil Israel have mulighed for at kunne udnytte sin position ret meget, som det har lyst til.

 

Det er værd at huske på, at de mest dødbringende angreb på Gaza-striben fandt sted i 2010 og 2014, da Barack Obama var præsident og Biden var ved hans side som en vicepræsident, der var usædvanligt meget involveret i udenrigspolitik.

 

En høg mod Kina

Alt dette skal forstås i lyset af USA’s overordnede mål. På det nøglespørgsmål, der for tiden er det vigtigste – forholdet til Kina, er Biden en høg.

 

I valgkampen kørte han aggressive annoncer, der påstod, at Trump var blød overfor Xi Jinpings regime. Han sigter efter, at accelerere den militære drejning mod Asien, som Obama indledte, og han har en hård linje på spørgsmålet om Taiwan – det mest åbenlyse brændpunkt mellem de to lande.

 

Formålet med afspændingspolitikken i Mellemøsten har altid været at kunne konfrontere Kina mere effektivt.

 

Der er objektive grunde til, at Kina er USA’s første prioritet. I det sidste årti har Kinas BNP, målt med købekraft, vokset sig større end USA’s. I absolutte tal mindskes spændet mellem de to lande hastigt. Resultatet er, at Kina for nylig har overhalet USA som den største eksportør af varer til Europa, Asien, Afrika og Sydamerika.

 

Kina opruster

For at gøre sagen værre, har Kina oprustet sin militære styrke massivt i løbet af det sidste årti. Kina står for 15 procent af verdens miitærudgifter: Stadig langt efter USA, men med stor afstand den næststørste i verden. Kina har nu flere krigsskibe end USA.

 

Det markerer en skarp ændring af geopolitikken. Selv om USA stadig er langt den største verdensmagt, står USA ikke længere uden udfordrere, som det var tilfældet ved århundredets begyndelse.

 

Dette ene faktum vil dominere USA’s udenrigspolitik i årene fremover. Det vil betyde øgede rustningsudgifter, mere anti-kinesisk koldkrigs-retorik, og det forklarer Bidens bekymringer om at arbejde hårdere og hurtigere for amerikansk militær dominans i Stillehavsområdet.

 

Men det vil også øge spændingerne verden rundt. Uanset hvilke forhåbninger Biden måtte have om at trække sig tilbage fra andre skuepladser, er USA nu engageret i en kamp mod voksende kinesisk indflydelse, der vil have konsekvenser alle steder.

 

Vores opgaver

Antikrigsbevægelsen har derfor behov for at blive styrket her og overalt i verden. Vi er stillet over for to hovedopgaver.

 

Den første er at imødegå forsøgene på at oppiske anti-kinesisk hysteri og at imødegå koldkrigspropaganda.

 

Den anden opgave er at mobilisere den internationale opinion for at prøve at tvinge USA til at leve op til de positive aspekter i Bidens program.

 

Det er ekstremt godt timet, at vi er involveret i opbygningen af et internationalt netværk mod krigen i Yemen, et netværk, som allerede støttes af mere end 120 organisationer globalt set. Netværket har opfordret til aktioner for at afslutte den katastrofale krig den 25. januar 2021.

 

Antikrigsprotester over hele verden, fem dage efter Bidens indsættelse, er den bedst mulige måde at starte det nye præsidentskab på. Slut gerne op om protesterne!

 

Oversat fra Morning Star af Steen Andersen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com