Ashley Smith har set på Bidens udenrigspolitik og argumenterer for, at fremtiden ikke blot er en tilbagevenden til Obama-æraens multilateralisme, men tværtimod et forsøg på at uddybe Trumps rivalisering med andre stormagter, især Kina.

af Ashley Smith

Joe Biden vandt præsidentvalget over Trump i en valgkamp, der næsten udelukkende fokuserede på indenrigspolitik. Biden fokuserede på at overvinde pandemien og at genoprette borgerlige “normer”, mens Trump havde fokus på at holde økonomien åben og opbygge den hykleriske hvide nationalisme.

 

Under alle debatterne om valget havde den socialistiske venstrefløj lidt eller ingen seriøs diskussion af de to kandidaters udenrigspolitik. Bidens første handling efter at have sikret sejren var at annoncere de nominerede til sit nationale sikkerhedshold, har endelig fremtvunget denne diskussion.

 

Ved introduktionen erklærede Biden: ”Amerika er tilbage, klar til at lede verden og ikke trække sig tilbage fra den. Igen at sætte sig for bordenden. Klar til at konfrontere vores modstandere og ikke afvise vores allierede. ” Denne erklæring om imperialistisk genopretning fik venstrefløjens opmærksomhed.

 

Mange har fordømt Bidens militaristiske historik og afsløret de tætte bånd, hans nomineredes har til forsvarsindustrien og kritiseret deres høgeagtige positioner. Nogle gjorde det med naivt håb om at overbevise Biden om at indtage progressive holdninger til udenrigspolitik. De vil blive alvorligt skuffede.

 

Som en integreret del af det politiske system er Biden fast besluttet på at sikre amerikansk dominans i den omskiftelige balance mellem forskellige statsmagter i den globale kapitalisme. Han gjorde klart, at hans administration “ikke vil være en tredje Obama-periode, fordi … vi står over for en helt anden verden, end vi stod over for i Obama-Biden-regeringen.”

 

Derfor foreslår han en ny imperialistisk strategi, der kombinerer træk fra Obamas stærke multilateralisme (tilsyneladende en udvikling af John Kerrys fejring i 2004 af det Demokratiske Partis “tradition for stærk internationalisme”) med Trumps fokus på stormagtsrivaliseringen med Kina og Rusland. Dette forstærker ikke den fred, som venstreorienterede håbede på, men en farlig genetablering af den amerikanske imperialisme.

 

Den strategiske krise i USAs imperialisme

Bidens strategi er designet til at overvinde en krise. USA står over for globale og regionale modstandere for første gang siden afslutningen af den kolde krig. I 1990’erne var USA verdens eneste supermagt og forfulgte en strategi for (neo)liberalt hegemoni over en unipolar verdensorden. Den amerikanske regerings målsætning var at forhindre fremkomsten af enhver konkurrent eller netværk af stater, der kunne konkurrere med dets styre. USA påtvang andre stater en nyliberalistisk dagsorden gennem IMF, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen (WTO), integrerede verdens stater i politiske institutioner som FN og brugte sine militære og NATO-styrker til at agere politi i såkaldte slyngelstater og krisehærgede lande og regioner.

 

Tre udviklinger gik forud for det relative fald i den internationale amerikanske magtposition.

 

Det nyliberale boom førte til fremkomsten af nye økonomiske magter, vigtigst af alt Kina, der nu konkurrerer med USA og dets multinationale virksomheder.

 

Regeringens mislykkede “evindelige krige” i Afghanistan og Irak underminerede Washingtons evne til at agere verdens politibetjent.

 

Og endelig ramte den økonomiske krise USA og dets allierede hårdt, mens Kina og omegn fortsatte med at vokse.

 

Disse tre udviklinger har skabt en ny asymmetrisk multipolar verdensorden. Mens USA stadig er den dominerende imperialistiske magt, står Washington nu over for en række rivaler, kan ikke regere som hidtil og skal komme op med en ny strategi. Obama forsøgte at renovere den gamle (neo)liberale strategi ved at genoplive den amerikanske økonomi, hente amerikansk produktion hjem, trække USA ud fra sine besættelser i Mellemøsten og lade Asien være omdrejningspunkt for at isolere Kina.

 

Obama havde ringe succes på alle fronter. Hans stimulering af økonomien trak den ud af en recession, men det gav kun et svagt opsving. Kriserne i Mellemøsten, især ISIS’s fremgang, kastede USA ind i en ny krig i Irak og Syrien, alt imens den “gamle krig” i Afghanistan fortsatte og blokerede Obamas planer for en omgruppering af det amerikanske militær til Asien. Dertil voksende modstand over for nyliberale handelsaftaler i begge kapitalistiske partier ødelagde hans Trans-Pacific Partnership Agreement (TPP).

 

Trumps MAGA-nationalisme fremskynder tilbagegang

Trump opgav indsatsen for et multilateralt (neo)liberalt hegemoni og lovede at “gøre Amerika stort igen” ved at sætte “Amerika først”. Hans nye strategi – Ikke-liberalt Hegemoni – havde til formål at genopbygge amerikansk magt på et hvidt nationalistisk grundlag.

 

Trump fremlagde de fire nøgleinitiativer, han fulgte i sin nationale sikkerhedsstrategi. For det første opbyggede han den såkaldte indenlandske sikkerhed ved at eskalere kampen mod indvandrere, gennemføre det muslimske indrejseforbud og give grønt lys for en ”lov og orden”-politik. For det andet koblede han protektionistiske toldsatser mod udenlandsk konkurrence, især fra Kina, i håb om at styrke den amerikanske økonomi, sammen med et indenlandsk nyliberalt program for skattelettelser og deregulering.

 

For det tredje omlagde han militærstrategien væk fra den såkaldte Krig mod Terror til konkurrencen med stormagterne Kina og Rusland. Endelig opgav han multilateralismen for en transaktionel tilgang til både allierede og modstandere.

 

I stedet for “Making America Great Again” fremskyndede Trump Washingtons relative tilbagegang: hans racisme kompromitterede Washingtons fremskrivning af sig selv som en demokratisk model; hans økonomiske politik drev en boble frem på aktiemarkedet, men ikke et nyt boom i den reelle økonomi; Covid-19 udløste en dyb recession, der kun blev værre af Trumps katastrofale dårlige forvaltning af pandemien; hans politik i Mellemøsten ansporede en større konflikt med Iran uden at stoppe landets fremgang; hans konfrontation med Kina fik kun Beijing til at blive mere selvsikker; og med sin transaktionelle tilgang til internationale relationer skubbede han Washingtons historiske allierede  længere væk.

 

Et par Obama-administrations apparatchiks opsummerede de katastrofale resultater: ”Trump-sagaen har projiceret et billede af De Forenede Stater som krævende af andre og usikre på sig selv, en bølle, men alligevel upålidelig. Resultatet har været at give Kina selvtillid, bekymring i Europa og lade alle amerikanske allierede og fjender undre sig over holdbarheden af vores forpligtelser og troværdigheden af vores trusler. ”

 

“America is Back” – Bidens plan for imperiets tilbagekomst

Det er grunden til, at størstedelen af den amerikanske kapital – især de mest globaliserede sektorer som teknologifirmaerne – såvel som embedsmænd, militærfolkene i Pentagon, CIA, udenrigsministeriet og republikanere, der tidligere tjente i det nationale sikkerhedsapparat, alle støttede Biden i valget . De vil have ham til at genoprette Washingtons overherredømme såvel som kapitalistisk vækst og konkurrenceevne.

 

Biden redegjorde for de store linjer i sin strategi i en artikel med titlen “Why America Must Lead”, og Hillary Clinton uddybede i en anden, “A National Security Reckoning”, begge i tidsskriftet Foreign Affairs.

 

Uagtet deres tidligere uenigheder forkynder de nu det samme evangelium. Clinton opremser deres strategis nøgleelementer: fornyelse indadtil, udvikling, forsvar og diplomati.

 

For at opnå indenlandsk fornyelse ønsker Biden og Clinton, at USA skal bringe pandemien under kontrol ved at give kontrollen tilbage til CDC (note 1), koordinere private og offentlige initiativer med delstaternes myndigheder og organisere en distribution af vaccinen. De vil også droppe Trumps racistiske og fremmedhadske retorik, gøre op med hans ekstreme politik såsom det muslimske indrejseforbud (note 2) og ophævelsen af DACA (note 3) og genetablere liberale, demokratiske normer.

 

Under Obama dækkede disse normer selvfølgelig også massedeportering, overvågning og kraftig politikontrol af undertrykte grupper. Men når det helt åbenlyse hykleri er væk, kan USA igen hævde at stå for demokratiske rettigheder og bruge det som en del af dets bløde magt til at lokke stater ind i sin fold imod Kina og Rusland.

 

For at udvikle den amerikanske økonomi foreslår Biden at vedtage en industripolitik, som han kalder “Build Back Better”. Han ønsker at øge føderale udgifter til forskning og udvikling (F&U) fra det nuværende niveau på 0,7 procent af BNP til 4 procent i 2030 for at sikre USAs overherredømme over Kina inden for videnskab og teknologi, især 5G.

 

Han hævder, at USA skal understøtte amerikanske “nationale mestre” for at konkurrere med Kinas virksomheder som Huawei. Han ønsker, at de firmaer skal lægge deres produktion indenlands, overholde nye “Buy American” -bestemmelser og basere deres forsyningskæder uden for Kina og inden for de amerikanske allieredes og støtters sfære.

 

Baseret på den højteknologiske udvikling har Biden til hensigt at omstrukturere forsvarsindustrien og det amerikanske militær. Han planlægger en dramatisk opgradering af højteknologiske våben designet til at imødegå Kinas moderniserede militær og afværge cyberkrig fra andre stater som Rusland såvel som ikke-statslige aktører.

 

Clinton argumenterer for, at USA bør lukke unødvendige baser, afslutte forældede våbenprogrammer og erstatte dem med nye højteknologiske anlæg for at producere våben til krigsførelse i det 21. århundrede. Hun lover, at sådanne “offentlige investeringer i avanceret produktion, ren energi samt forskning og udvikling kan skabe gode jobs og hjælpe USA med at udkonkurrere Kina.”

 

Endelig ønsker Biden at genoplive diplomatiet ved at genopbygge og udvide det udenrigsministerium, som Trump-administrationen udsultede og marginaliserede. Han planlægger at bruge den styrkede diplomatiske kerne til at genvinde Washingtons lederskab over multilaterale institutioner som WTO, pagter som Paris-klimaaftalerne og militære alliancer som NATO.

 

Målet med denne stærke multilateralisme er ikke godhjertet. Biden har til hensigt at bruge den til stor magtkonkurrence og opbygge det, som hans kandidat som udenrigsminister, Antony Blinken, kalder en “liga af demokratier” til at disciplinere og inddæmme Kina, Rusland og regionale magter som Iran.

 

Stabilisering af Mellemøsten

For at fokusere på disse rivaliseringer skal Biden fortsætte Trumps tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Afghanistan og Irak. I stedet for disse besættelser planlægger han at gennemføre en terrorbekæmpelsesstrategi, der eskalerer dronekrigen for at myrde al Qaida- og ISIS-ledere og bombe deres anlæg.

 

Biden vil forsøge at begrænse Saudi-Arabien og Israels konflikt med Iran, Syrien, Libanons Hizbollah og Yemens Houthi-oprørere. Selvom han lover at indtage en mere kritisk holdning til Tel Aviv og Riyadh og begrænse nogle af deres ekstreme politikker, ser han begge som uundværlige, strategiske allierede.

 

Uanset hvilke fejl han finder i Israels politik, har Biden til hensigt at opretholde en “ubetinget forpligtelse” til dets sikkerhed. Den nye regering vil fortsætte med at finansiere regimet, afvise bevægelsen for boykot og økonomiske sanktioner (BDS), opretholde Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, fastholde den amerikanske ambassade der og ratificere de fredsaftaler, Israel har indgået med Golfstaterne samt dets fortsatte tilnærmelse til Saudi-Arabien.

 

Samtidig har han lovet at genoprette støtten til de palæstinensiske myndigheder. Men hans rådgivere har udtalt, at den såkaldte fredsproces ikke er en topprioritet for administrationen, og at tiden ikke er inde til at indlede forhandlinger om en tostatsløsning.

 

Og mens Biden måske vil kritisere israelsk beslaglæggelse af palæstinensisk jord, sagde Obama-administrationens forhandler, Martin Indyk, “Jeg tror ikke, han vil ønske at tage en kamp om bosættelser.” Det etablerede systems zionisme vender således tilbage til Det Hvide Hus.

 

Biden har indtaget en strengere attitude mod Saudi-Arabien. Han modsætter sig den forfærdelige krig mod Yemen, har overvejet at afslutte salget af angrebsvåben, men fortsætter med at støtte på baggrund af fælles strategiske prioriteter, nemlig en alliance mod Iran.

 

Med Washingtons gale hunde tilbage i snor planlægger Biden at åbne nye forhandlinger med Iran for at genindføre atomaftalen, som Trump opgav. Han lover at droppe sanktionerne til gengæld for, at Teheran skærer ned på sit atomprogram.

 

Kina. Kina. Kina

Hvis Biden kan nedskalere de “evige krige” og inddæmme konflikten med Iran, og det er et stort “hvis”, håber han igen at fokusere Washington på stormagtkonkurrence. Hans administrations prioriteter er med ordene fra en af hans rådgivere, “Kina. Kina. Kina. Rusland.”

 

Som dette mantra gør klart, er Bidens højeste prioritet Kina, som han kalder Washingtons vigtigste strategiske konkurrent, ligesom George W. Bush gjorde. Mens Biden modsætter sig Trumps retorik fra den kolde krig, er han fast besluttet på at sætte Kina på plads.

 

Biden kaldte den kinesiske præsident Xi Jinping for en “bølle” under en af hans debatter med Trump. I udenrigsanliggender erklærede han,

 

USA har brug for at skrue bissen på overfor Kina. Hvis Kina kan bestemme, vil det fortsat berøve De Forenede Stater og amerikanske virksomheder deres teknologi og intellektuelle ejendomsret. De vil også fortsætte med at bruge subsidier til at give deres statsejede virksomheder en uretfærdig fordel – og et forspring til at dominere fremtidens teknologier og industrier.

 

I modsætning til Trump, der forsøgte at provokere Kina som enkeltnation, planlægger Biden at tvinge landet til at adlyde Washingtons diktater. Han har allerede opfordret til et topmøde af allierede, der vil omfatte europæiske magter, de såkaldte Fem Øjne (der sammen med USA også tæller Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand), Japan og Indien.

 

Biden håber, med ordene fra sine rådgivere, at opbygge “en koalition af allierede til at designe og skabe nye regler og institutioner for handel, teknologi og investeringer, der udligner spillereglerne og ødelægger Beijings evne til at drage fordel af konkurrencebegrænsende praksis.”

 

Samtidig har Biden til hensigt at samarbejde med Kina om områder med angiveligt fælles interesser såsom klimaforandringer, pandemier og våbenkontrol. Således håber han for eksempel at få Kina til at presse Nordkorea til at opgive sit missilprogram til gengæld for at afslutte det sanktionsregime, der har kvalt landet.

 

Men Biden nærer ingen illusion om, at engagement vil mindske rivalisering. Han planlægger derfor en økonomisk, diplomatisk og militær offensiv for at styrke Washingtons position i Asien. Biden vil sandsynligvis opretholde Trumps straftold på varer fra Kina i det mindste på kort sigt. Og han er interesseret i at genoptage forhandlingerne om TPP for at udmanøvrere Kinas nyligt beskrevne Regionale Omfattende Økonomiske Partnerskab.

 

Biden genoptager allerede Obamas ønske om at indgå tættere partnerskab med asiatiske allierede. Han har meldt ud til Australien, Japan, Sydkorea, Indien og Taiwan for at forsikre dem om, at USA vil støtte dem i konflikter med Kina.

 

Biden lover at bruge menneskerettighederne som en bremse mod Kina og dets forfærdelige politikker i Hong Kong, Xinjiang og Tibet. Han vil ikke gøre det ud fra nogen forpligtelse over for disse mennesker eller deres kampe, men for at fastslå USA som “leder af den frie verden” og trække stater, bevægelser og deres aktivister ind i Washingtons sfære.

 

Militære brændpunkter i Asien

Biden planlægger at bakke disse diplomatiske og økonomiske initiativer op med militær styrke. Han har allerede lovet en sådan støtte til Japan i tilfælde af en konflikt med Kina om rivaliserende krav til de øer, Tokyo kalder Senkaku-øerne og Beijing Diaoyu-øerne.

 

Biden fører en lige så hård linje til støtte for Taiwan over for Kina, der betragter østaten som en afvigerprovins, som om nødvendigt skal genintegreres med magt. Biden har lovet at føre den samme politik, som tidligere administrationer har – strategisk tvetydighed.

 

I det mindste retorisk støtter Biden politikken om ét Kina, der anerkender Beijing som den eneste kinesiske regering. Men han vil fortsætte med at støtte Taiwan militært for at afskrække Kinas ambitioner om at erobre landet og risikerer et accelererende våbenkapløb og potentiel krig i processen.

 

Biden har ligeledes skitseret en hård og kontant linje mod Beijing i det sydkinesiske hav. Kina har beslaglagt øer der, og visse andre asiatiske stater hævder, at de er begyndt at etablere militærbaser, tage kontrol over vigtige internationale skibsfartsruter og gøre krav på fiskeri og undersøiske naturlige energireserver.

 

Som svar indsatte Obama og derefter Trump den amerikanske flåde og luftvåben for at hævde amerikansk hegemoni over området. Under valget pralede Biden med, at han havde fortalt Xi, at USA ville trodse deres påstande og fortsætte missioner i det sydkinesiske hav, med ordene fra det Demokratiske Partis platform, for at afskrække “kinesisk militær intimidering.”

 

Rusland

Bidens andet mål for stormagtskonkurrence er Rusland. Mens Trump vaklede mellem at beundre og sanktionere Putins regime, bemærker The New York Times, at demokraterne “er blevet partiet for russiske høge.”

 

Biden kaldte Putins regime en “modstander” under valget. Han er fast besluttet på at disciplinere Rusland og samtidig lokke det ud af dets nye alliance med Kina, som, hvis det opnås, vil kombinere styrkerne i Putins nukleare oliestat med Kinas massive økonomiske styrke.

 

Putin udnyttede Trumps ambivalens til yderligere at projicere Ruslands magt i Østeuropa og Mellemøsten. Og selvfølgelig fortsætter de cyberangrebene på valg i USA og andre stater. Derfor kaldte Biden i et øjebliks dramatisk overdrivelse Rusland for “den største internationale trussel mod USA”.

 

Biden har til hensigt at bruge NATO til at lægge pres på Rusland i Østeuropa og udfordre dets alliancer i Mellemøsten med Iran og Syrien. Han har lovet at øge sanktionerne mod Kreml for at straffe dem for at annektere Krim, støtte de oprørske dele af Ukraine og udføre cyberangreb på USA.

 

Samtidig lover Biden diplomatisk engagement med Putin for at trække ham væk fra Beijing. For eksempel ønsker han at genstarte forhandlingerne om New Start-traktaten for at sætte grænser for nukleare missiler.

 

Biden-administrationen håber “at bruge de mistanker, som Moskva og Beijing har om hinanden, til at splitte de to supermagter – ligesom præsident Richard M. Nixon brugte det omvendt for at vinde sin åbning med Kina for næsten 50 år siden.” Men hvordan vi end vurderer sandsynligheden for en succes for en sådan indsats, at er opretholdelsen af en imperialistisk magt stadig målet.

 

Socialisters opgaver midt i en fremvoksende imperialistisk kappestrid

Bidens nye strategi fremmer således en aggressiv og interventionistisk udenrigspolitik. Som senior bidragyder for Forbes Magazine, Loren Thompson, konkluderede, “Med Biden som præsident vil USA således være mere tilbøjelig til at bruge amerikanske militære styrker i udlandet end præsident Trump har været.”

 

Mens den amerikanske konkurrence med Kina vil tage til, er der modsatrettede tendenser, der bremser det til at blive åben krigsførelse. Den dybe integration af de to økonomier ligger fast, hvilket gør enhver åben konflikt til en risiko for begge stater. Desuden kan enhver konflikt udløse en atomkrig, en risiko ingen ønsker at tage.

 

Som et resultat vil rivaliseringen hovedsageligt udtrykkes i økonomisk og diplomatisk konkurrence såvel som stedfortræderkonflikter. Men der er et utal af tvister, især omkring Taiwan og i det Sydkinesiske Hav, der kan udløse militære konflikter, selvom begge stater foretrækker at undgå dem.

 

Desuden vil nationalismen, som hver stat har pisket op, gøre det meget vanskeligt for begge at nedtrappe i en konfrontation. Og der er republikanske høge i USA og de såkaldte “Ulvekrigere” i Kina, der længes efter en kamp.

 

Derfor er det væsentligt, at den nye socialistiske bevægelse og især ”Democratic Socialists of Amerika” lægger en klar, principiel anti-imperialistisk linje. Vi skal være imod Biden-administrationens genindførelse af amerikansk imperialisme.

 

Især må vi ikke falde for Bidens forsøg på at kombinere et indenlandsk jobprogram inden for højteknologi med omstrukturering af det amerikanske militær for at konfrontere Kina. I stedet bør vi opfordre til massive nedskæringer af det militærindustrielle kompleks og bruge de sparede penge til at finansiere job og en Green New Deal.

 

Mens vi er imod amerikansk imperialisme, må vi ikke yde støtte til rivalerne, især Kina eller Rusland, der på trods af at være svagere imperialistiske magter ikke er mindre rovdyr, udbyttende og undertrykkende. Vores solidaritet bør i stedet være med arbejdere og undertrykte mennesker i alle lande og alle steder, hvor imperialismen har indflydelse, i deres kamp for befrielse fra neden.

 

Vi bør støtte progressive og socialistiske kræfter i disse kampe. Kun ved at koble vores globale kamp for demokrati, lighed og socialisme sammen kan arbejderne og de undertrykte vinde en ny verden, der sætter mennesker og miljø først.

 

14. december 2020

 

Noter:

1)    CDC: Centers for Disease Control and Prevention, USA’s nationale, offentlige sundhedsinstitut.

 

2) Indrejseforbud: Trump udstedte i januar 2017 et dekret, som forbød indrejse for personer fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen – alle muslimske lande. Senere blev Irak og Sudan fjernet fra listen, mens nye lande blev tilføjet. Forbuddet gælder nu, i forskellig grad, for i alt 13 lande.

 

3) DACA: Deferred Action for Childhood Arrivals er en amerikansk indvandringspolitik, der omhandler de personer, som befinder sig ulovligt i USA som følge af, at de er blevet bragt til landet som børn. De kan ikke opnå statsborgerskab, men programmet giver dem mulighed for at få arbejdstilladelse og forlænge deres opholdstilladelse hvert andet år efter ansøgning.

 

Oversat fra Tempest af Rasmus Keis Neerbek

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com