Talspersoner for de føderale myndigheder erklærede straks efter skuddrabet i Minneapolis den 24. januar, at Alex Jeffrey Pretti var indenlandsk terrorist, der havde til hensigt at “massakrere” føderale ICE-agenter. De sagde, at agenterne skød ham i selvforsvar, men videoer af begivenheden modsiger regeringens påstand.

Man kan tydeligt se på videoerne, at Pretti – med en telefon i hånden for at filme ICE-agenter – trådte frem for at hjælpe en kvinde, der var blevet væltet omkuld. I det samme blev han angrebet af syv agenter, der slog ham i jorden, pebersprayede ham og slog ham. Agenterne opdagede derefter, at Pretti bar en skjult pistol, som han havde lovlig våbentilladelse til, men som han aldrig svingede med. De tog hans pistol fra ham, og derefter skød agenter fra grænsepatruljen ham ti gange og dræbte ham.

Som det var sket tidligere med drabet på Renée Nicole Good, overtog føderale agenter kommandoen over drabsstedet, og selvom statslige embedsmænd med en retskendelse krævede ret til at undersøge gerningsstedet, nægtede Department of Homeland Security det. Trods temperaturer under frysepunktet (-21 grader Celsius) gik hundredvis af mennesker på gaden for at protestere mod  drabet på Pretti, og tusindvis mødte op til en spontan udendørs mindehøjtidelighed for ham.

Guvernør Tim Walz, der tidligere havde beordret Nationalgarden til at være i beredskab, mobiliserede den nu for at opretholde orden i Minneapolis. Lokale aktivister er blevet vrede over at erfare, at han sendte den for at beskytte Whipple Federal Building, der huser den føderale domstol og U.S. Immigration and Customs Enforcement (ICE), snarere end for at forhindre ICE i at angribe folk i deres lokalområde.

Der er allerede 3.000 ICE-betjente i tvillingbyerne Minneapolis og St. Paul. Den republikanske præsident Donald Trump har truet med at påberåbe sig oprørsloven, der giver præsidenten mulighed for at mobilisere det amerikanske militær til at besætte byen. Han siger nu, at den demokratiske guvernør Walz og den demokratiske borgmester Jacob Frey “opildner til oprør med deres pompøse, farlige og arrogante retorik”. Indtil videre har Trump ikke sendt militærtropper ind, selvom hans justitsministerium efterforsker guvernøren og borgmesteren for angiveligt at have lagt hindringer i vejen for ICE-agenter.

Indbyggerne i Minneapolis og hele landet er blevet chokerede og forfærdede over at se ICE-agenter smadre døre og trænge ind i hjem uden arrestordrer. ICE-betjente stopper farvede mennesker på gaden og kræver at se deres identifikation og bevis for statsborgerskab. ICE besøgte et hjem, anholdt en femårig dreng og beskyldte derefter hans far for at have forladt ham, før de sendte hele familien i varetægt i Texas. En handicappet kvinde i en bil på vej til en lægeaftale fik knust sin bilrude og blev slæbt ud af sin bil, besvimede derefter og blev kørt væk i en ambulance. Disse voldelige angreb på mange beboere, både immigranter og amerikanske statsborgere, som er blevet hverdagsbegivenheder, har frustreret og antændt vrede i befolkningen i tvillingbyerne. Efter ICE-mordet på Good var folk parat til at reagere.

Generalstrejken i Minneapolis mod ICE den 23. januar, dagen før drabet på Pretti, blev støttet af fagforeninger, religiøse grupper og lokale organisationer, der mobiliserede under sloganet “Sandhedens og Frihedens Dag” og opfordrede til “intet arbejde, ingen skole, ingen shopping”. Det stoppede stort set den økonomiske aktivitet i byen. Ideen om en generalstrejke opstod fra aktivister, der så det som det nødvendige næste skridt. Mange fagforeninger og fagforeningsmedlemmer deltog, men ingen af fagforeningerne varslede strejke, hvilket ville have været en overtrædelse af deres kollektive overenskomster med arbejdsgiverne og kunne have ført til juridiske og økonomiske sanktioner. Mange arbejdere meldte sig syge og brugte en af deres sygedage til at tage fri; i andre tilfælde lukkede hundredvis af små virksomheder for at støtte strejken og gav deres arbejdere fri på dagen.

Tusindvis af indbyggere i Minneapolis og St. Paul deltog i snesevis af selvorganiserede komitéer, der reagerede på ICE og grænsepatruljen på deres arbejdspladser og i lokalsamfund. Nogle lokale grupper har organiseret sig i månedsvis. Nabolagsgrupper går på gaden med skingre fløjter, når ICE-agenter bliver set i kvarteret, og nogle bruger deres biler til at blokere gader. Lærere har organiseret sig på deres skoler og har derefter hjulpet med at organisere forældregrupper, så begge kunne reagere på ICE-betjente, der skød kemiske stoffer mod elever og arresterede lærere. I få tilfælde har disse uformelle netværk skabt nabolags- eller arbejdspladsforsamlinger, selvom sådanne møder endnu ikke er almindelige.

På strejkedagen blev hundrede præster, der havde samlet sig i lufthavnen og blokeret anlægget, arresteret for ikke at adlyde politiets anvisninger og derefter løsladt, mens titusindvis marcherede gennem Minneapolis centrum i minusgrader. Overalt råbte folk “ICE out”. Der var også protester i andre byer over hele landet, og mange demonstrerede også i den halvdel af landet, hvor det foregik i minusgrader med sne, slud og is.

Trump er nu begyndt at ændre sin tilgang under pres fra demokrater, nogle republikanske lovgivere og konservative pro-våbenorganisationer. De højreorienterede våbengrupper mener, at amerikanerne har brug for deres våben, så de om nødvendigt kan bekæmpe den føderale regering. Derfor er de forargede over, at føderale betjente dræbte en mand, der havde en lovligt registreret pistol, som han aldrig svingede med, og som blev taget fra ham, før han blev skudt flere gange i ryggen. Trump har hævdet, at han og den demokratiske guvernør Walz “nu er på samme bølgelængde”. Trump har erstattet lederen af deportationsoperationen i Minneapolis, den notorisk voldelige Gregory Bovino, med Tom Homan, Det Hvide Hus’ “grænsezar”. Trump har også ændret sit syn på Good, ICE’s første offer i Minneapolis, efter at han fandt ud af, at hendes far var en ivrig Trump-tilhænger.

Trumps angreb på immigranter og borgere fortsætter med at udvide sig med “Operation Catch of the Day” i Maine, som ligesom i Minneapolis er rettet mod somaliske immigranter. Med et budget på 85 milliarder dollars og 22.000 agenter har ICE magten til at fortsætte med at skabe kaos i andre amerikanske byer, ligesom den har gjort i Minneapolis. ICE-finansiering kommer igen på banen i forhandlinger om det føderale budget, og demokraterne truer med at nægte at stemme for ethvert lovforslag, der indeholder ICE-finansiering. Om de kan og vil stoppe afstemningen om flere penge til ICE, er endnu uvist.

I modsætning til Europa eller Latinamerika har vi normalt ikke generalstrejker i USA. Generalstrejken i Minneapolis er uden fortilfælde i det moderne Amerika. Derfor har den været et betydningsfuldt skridt. Der har ikke været en generalstrejke i Minneapolis siden 1934, og ingen anden by har strejket siden generalstrejken i Oakland i 1946. Men det er også længe siden, at føderale betjente har slået, gasset og myrdet hvide amerikanske borgere ustraffet. Vi er kommet ud over den reaktionære McCarthyisme fra 1950’erne. Begivenhederne i Minneapolis bekræfter, at vi nu lever i en autoritær regerings greb, et dødsgreb, men også at der er en stærk, folkelig modstand. Vi er i en kamp for retfærdighed, for demokrati og for vores liv. Og den kamp fortsætter, mest intenst i Minneapolis, men også overalt ellers i landet. Og enden er ikke i sigte.

25. januar 2026 – opdateret og udvidet 26. januar 2026

Artiklen fra International Viewpoint er oversat af Bodil Morgenstern