content-picture.php

Fra 4-7. juli deltog vi i konferencen Socialism 2019 i Chicago. Vi viderebringer her nogle af de debatter, udfordringer og muligheder, som revolutionære står overfor i den ny socialistiske bevægelse, som ufortrødent fortsætter med at vokse i imperialismens hjerte.

af Alejandro Bodart and Federico Moreno

Socialism er den største konference for venstrefløjen i USA. Selv om International Socialist Organization (ISO), som har arrangeret begivenheden i mange år, for nylig opløste sig selv, så samlede konferencen over tusinde aktivister på tværs af USA og delegationer fra forskellige lande i hele verden. Vores deltagelse gav mulighed for at få et dybere indblik i den sociale og politiske proces, som landet oplever, og at møde aktivister fra forskellige sektorer og organisationer.

 

En ny socialistisk bevægelse

Trumps reaktionære politik har uddybet den sociale polarisering, som har udviklet sig siden starten på den kapitalistiske krise i 2008 i USA, og radikaliseret et lag, særligt blandt unge. Bernie Sanders’  opstilling til Demokraternes nominering i 2016 gav et politisk udtryk for denne radikalisering, som havde rødder i de sociale processer i Occupy Wall Street, Black Lives Matter, Me Too and bølgen af lærerstrejker i de senere år.

 

Efter Sanders-kampagnen kom valget af Alexandra Ocasio-Cortéz til Repræsentanters Hus, Julia Salazar til Senatet i staten new York og seks socialistiske byrådsmedlemmer i Chicago og flere andre. Allerede i 2014 blev trotskisten Kshama Sawant valgt til byrådet i Seattle. Bernies nye præsidentkampagne op til 2010 har endnu engang mobiliseret titusinder over hele landet.

 

Disse sejre for kandidater, som kalder sig selv socialistiske, afspejler fremvæksten af en ny socialistisk bevægelse i USA. The Economist bragte en forsidehistorie sidste år om det, som de kaldte “årtusindets socialisme”, hvor de advarede om, at over halvdelen af unge amerikanere ser mere positivt på socialisme end på kapitalisme. Selv om bevidsthedsniveauet i denne bevægelse stadig er domineret af forvirrede opfattelser af socialisme, er det uomtvisteligt, at der er sket en politisk forandring af historisk dimension i landet.

Organisatorisk er denne bevægelse kommet til udtryk i fremgangen for Democratic Socialists of America (DSA), en organisation, som havde en håndfuld medlemmer og aktive, da den sluttede sig Bernie-kampagnen i 2006, og i dag er blevet en styrke på omkring 5000 aktivister og 60.000 medlemmer, som er med på forskellige niveauer. Forskellige opfattelser af socialisme, holdninger og politiske strømninger eksisterer side om side inden for DSA. Et reformistisk og parlamentarisk perspektiv er dominerende, men der er en fløj af radikaliserede, unge mennesker, som er knyttet til sociale bevægelser, og en intern diskussion, som er livlig og dynamisk.

 

Tilbage til Kautsky?

Der er en debat på USA’s venstrefløj, som afspejler uenigheden mellem en reformistisk og en mere radikal fløj. Den første prøver at genskabe opfattelsen hos den gamle, reformistiske leder af det tyske Socialdemokrati, som mente, at i de borgerlige demokratier var strategien for tage magten at erobre regeringsmagten gennem valg.

 

De argumenterer med, at oprørsstrategien, som sejrede i Rusland i 1917, kun var mulig, fordi den var rettet mod en autokratisk stat, og at det har været en fejl på venstrefløjen at overføre den model til lande med borgerlig-demokratiske regimer, hvor staten nyder en udbredt legitimitet blandt arbejdere.

 

De nye kautskianere ser imidlertid bort fra nogle grundlæggende spørgsmål. For det første fordufter statens legitimitet i borgerlige demokratier hurtigt under de uundgåelige akutte kriser, som kapitalismen oplever. Og når det sker, hvis ikke en revolution sejrer, er det ofte fascismen, som smadrer det parlamentariske demokrati og tager magten. Erfaringen med parlamentarisk socialisme i Chile med Salvador Allende og den tragiske afslutning med Pinochets militærkup er et af mange eksempler på, hvor disse gamle ideer fører hen. Selv om det ikke er nået dertil, så er det fremherskende i dag en situation med kriser for de demokratiske regimer, polarisering og styrkelsen af alternativer til venstre og højre, som udtrykker en afstandtagen til det politiske establishment.

 

For det andet, så har den parlamentariske vej til socialismen, trods utallige forsøg, ikke givet os et eneste eksempel på et anti-kapitalistisk gennembrud. Det har derimod været revolutioner med oprør – selv om de har været anført af ikke-revolutionære bureaukratiske ledelser, som forhindrede at fortsætte fremad mod ægte socialisme – som har eksproprieret borgerskabet i en tredjedel af verden.

 

Og som det sidste: Når en revolutionær krise opstår, er en stærk revolutionær organisation nødvendig, for at revolutionen kan sejre. Til kautskianernes parlamentariske vej er det tilstrækkeligt med brede socialistiske organisationer som DSA. Men med et revolutionært perspektiv må revolutionære socialister aldrig opgive den strategiske opgave med at bevare og opbygge deres egen organisation, selv om det på nogle tidspunkter kan være rigtigt at deltage i brede organisationer

 

Opløsningen af ISO og fremtiden for den revolutionære venstrefløj

I mange år har Socialism-konferencen været arrangeret af ISO, en af de største trotskistiske organisationer i USA gennem de seneste årtier. Sidste års konference blev domineret af denne organisations debat om, hvordan man skulle svare igen på den monumentale politiske udfordring, der ryster landet, og hvordan man skulle forholde sig til DSA og den socialistiske bevægelse mere generelt, set i lyset af ISO’s historiske holdning om ikke at støtte kandidater, som stiller op for det Demokratiske Parti.

 

Da den gamle ledelse afviste at justere den politiske taktik for bedre at intervenere i den ny socialistiske bevægelse, som var opstået uden for ISO, og med bureaukratiske metoder forhindrede en kammeratlig diskussion, opstod der på tragisk vis en krise i organisationen og en lyn-udskiftning af ledelsen. Samtidig kom det frem, at den gamle ledelse havde lagt en sag om et seksuelt overgreb på hylden, hvilket alt sammen førte til demoralisering blandt medlemmerne og opløsning af gruppen i april. Dette års konference var arrangeret af Haymarket, Jacobin og DSA.

 

Hundredvis af tidligere ISO-medlemmer mødtes til konferencen for at diskutere deres næste skridt. De fleste af dem fortsætter med at intervenere i sociale og politiske kampe og bevægelser i deres byer. Mange af dem er gået ind i DSA.

 

Den centrale debat for dem er, hvordan de skal organisere sig i den kommende periode: Bør revolutionære integrere sig i DSA? Bør de genskabe en gruppe, som principielt er modstander af at gå ind i DSA og afvise enhver kampagne for kandidater på Demokraternes stemmeseddel? Bør de genopbygge en revolutionær med en større taktisk fleksibilitet?

 

I International Socialist League mener vi, at det er grundlæggende for kammeraterne fra ex-ISO og fra andre revolutionære organisationer at finde en vej for revolutionære til at opbygge deres egen organisation i USA – ud over de taktiske diskussioner om forholdet til DSA og den socialistiske bevægelse eller hvordan man forholder sig til valgprocesser. Muligheden for at møde udfordringerne, gribe mulighederne og at tilbyde en revolutionær løsning i den kommende periode på kapitalismens fiasko vil afhænge af dette. Vi i International Socialist League vil hjælpe med denne strategiske opgave.

17. juli 2019

 

Oversat fra International Socialist League af Åge Skovrind

single.php