2020 er i folkemunde blevet kendt som det ultimative lorteår. Og ja. Massive skovbrande, kæmpeeksplosionen i Beirut, og selvfølgelig den altoverskyggende coronapandemi, der har accelereret sundhedsmæssig og økonomisk ulighed samt givet autoritære tendenser vokseværk, har både været skræmmende og deprimerende at gennemleve.

af Freja Hvid Kirchert

Og på trods af, at de mange internet-memes om 2020 som lorteåret over dem alle, godt kunne give en følelsen af, at alt dette bliver bedre i 2021, så ved vi godt, at klimakrisen, massiv økonomisk og sundhedsmæssig ulighed og det yderste højres fremmarch ikke forsvinder – også selvom vi får et årsskifte og en coronavaccine. Her kan det i en bitter anti-imperialistisk sidebemærkning pointeres, at når jeg skriver ”vi” gælder det primært os bosat i verdens rigeste lande, hvis stater har opkøbt over halvdelen af verdens vacciner. Men det er en helt anden artikel. Denne artikel vender nemlig blikket mod ungdommen i Danmark, og hvordan vi i det kommende år organiserer flere midt i onlineundervisning, apati, depression og vagtplaner, der for anden gang i træk pludselig forsvinder, når statsministeren annoncerer lockdown.

 

SUFs kerneopgave: At organisere, skole og aktivere flere unge

Potentialitet for at organisere lige nu er i virkeligheden ret stort. For mange unge har 2020 været året, hvor de under lockdownen har fået øjnene op for, hvor usikkert de står på arbejdsmarkedet. I sommers indtog vi gaderne med antiracistiske kampråb, senere på året gik folk, der rammes af sexisme, kollektivt sammen i offentlige opråb imod vold og overgrebskultur. Derudover ser vi en voksende klimabevægelse, som også har formået at manifestere sig på trods af coronarestriktioner – eksemeplvis XRs efterårsoprør, hvor en gruppe aktivister protesterede ude foran Danske Bank og limede sig fast til DI-bygningen i København. Alle sammen begivenheder, der har rykket ved mange – særligt unges – politiske bevidsthed. Men paradoksalt nok med, at 2020 har været en øjenåbner, så står vi lige nu i en situation, hvor vi stort set er henvist til online aktivitet. Online organisering og aktivitet er ikke umuligt – men det er sværere – og ærlig talt: slet ikke lige så sjovt som fysiske aktioner og demonstrationer.

 

Hvis vi som SUF skal være i stand til at organisere og aktivere flere unge i det kommende coronaår, så kræver det, at vi er ressourcefulde, kreative og politisk skarpe. Det kræver, at vi kan komme op med aktiviteter, der virker spændende og nærværende – også selvom du har siddet til online-undervisning de sidste 6 timer. Og ikke mindst at vi har nogle aktivister, der har overskud til at lægge nogle kræfter i mobilisering og opreklamering.

 

Dette er et klassisk eksempel på ‘nemmere sagt end gjort’. En stor del af vores frivillige base er – ligesom mange andre unge – hårdt presset psykisk. Her må vi spørge os selv, hvilket udgangspunkt, vi SUF-aktive træder ind i det nye år med. For lad os være ærlige: 2020 har ikke kun været et lorteår på den kosmopolitiske front, men også på den interne politiske scene, hvis du, som det gør sig gældende for størstedelen af SUFs medlemmer, er ung revolutionær socialist.

 

Venstrefløjsbomben i marts: Stiftelsen af Rød Grøn Ungdom

Det er næppe gået nogens næse forbi, at 2020 var året, hvor Rød Grøn Ungdom (RGU) blev stiftet, og fik en samarbejdsaftale med Enhedslisten (EL). Stifterne af RGU var en blanding af ex-SUF’ere og folk med rødder i elevbevægelsen. Stiftelsesprocessen kan i korte træk beskrives som en grim og dybt udemokratisk affære, der har taget hårdt på mange SUF’ere både politisk og personligt.

 

Når spørgsmålet om, hvorfor der var behov for to ungdomsorganisationer, der samarbejdede med EL, blev rejst, gik kritikken af SUF på, at vi var nogle subkulturelle, radikale sataner, der samtidig var dårlige til at organisere, og bruger længere tid på diskussion end handling. Kaster man et kritisk blik på SUF, vil jeg gerne indrømme, at det ikke er en fortælling helt uden sandhed. SUF har haft mange problemer de sidste par år – og et aktivistisk, organiserende boost er tiltrængt.

 

Beskyldningen om at være subkulturelle kan jeg i og for sig også relatere til – da jeg kom ind i SUF som 15-årig 8. klasses elev var det da lidt et chok pludselig at være i en social kontekst, hvor ungeren-musik, veganersnask og jokes om profitratens tendens til fald ikke var unormalt. Spørgsmålet er, om en organisation, der vil bryde med kapitalismen, patriarkatet, imperialismen og racismen – der om noget danner rammen om, hvad opfattes som ’normalt’, ikke altid vil blive set og for nytilkommere opleves som værende subkulturelt et stykke hen ad vejen? Og her, tror jeg, vi finder kernen i det ungdomspolitiske opgør, vi så i 2020: politisk uenighed om hvorvidt vi skal lægge al snakken om revo på hylden, fjerne civil ulydighed fra værktøjskassen og primært fokusere på at få et godt valgresultat for Enhedslisten – eller være revolutionære rebeller med en skarp klasseanalyse.

 

For os, der hepper på sidstnævnte, var Enhedslistens årsmøde et politisk nederlag. Et nederlag, der stiller os i en svær politisk situation de kommende år, hvor vi konstant er i konkurrence med hinanden, om alt fra hvem der får debatten ude på hippieefterskolen, til hvem der først dukker op på den 14-årige klimaaktivists Facebook. Vi går ind i et år, hvor unge socialister, der ønsker at organisere sig, skal tage stilling til, om de vil være RGU’ere eller SUF’ere, som noget af det allerførste, når de møder venstrefløjen. Dette er på ingen måde ønskværdigt, hvilket også er årsag til, at vi på SUFs stormøde i oktober vedtog følgende omkring fremtiden ift. RGU ”Verden er dog stor og venstrefløjen lille. Derfor er SUF ikke afvisende overfor muligheden for et samarbejde i fremtiden. Det vil dog kræve en længere tillidsopbyggende proces, hvor der opbygges gensidig tillid organisationer og mennesker imellem – evt. med Enhedslistens Hovedbestyrelse som mediator.

 

Selvom oprettelsen og senere hen samarbejdsaftalen med RGU var et hårdt slag, er mit indtryk efter stormødet, at SUF er klar på at bevæge sig videre, og fortsætte vores politiske aktivitet i denne nye virkelighed. Vi vil gerne en sammenlægning på sigt, men lige nu handler det om, at vi skal finde tilbage til vores rødder. Intern splittelse, konflikt og konkurrencementalitet har vi ærlig talt nok af på vores arbejdspladser og i vores uddannelsesinstitutioner. Hvis SUF skal have et godt 2021, kræver det, at vi skal vende blikket ud mod klassekampen og væk fra Enhedslistekampen. Vi trænger til at minde hinanden om, hvorfor vi er revolutionære socialister.

 

2020: Aktivitetsmæssig rutsjebane

Ser man på SUF udefra, oplevede vi i sommers et aktivitetsmæssigt peak. Vi deltog i Baltic Pipe-aktioner, arrangerede faglige fredagsbarer for at støtte Wolt Workers Group, vi besøgte erhvervsuddannelser og gymnasier, arrangerede en national aktionsdag for at genrejse Arbejdstilsynet, lavede plakatstorme, afholdt en skolingshyttetur og arrangerede et antiracistisk seminar samt en aktion ude foran ’Queen Mary’-statuen.

 

Dette var først og fremmest muligt, fordi smittetallene var lavere, og vi kunne samles flere. Men det var også en konsekvens af den førnævnte konkurrencementalitet, der var en konsekvens af RGUs oprettelse. Vi var blevet sat i en situation, hvor aktivitet ikke kun var et spørgsmål om at trække klassekampen i den rigtige retning, men også om at imponere Enhedslisten. Som nævnt tidligere mener jeg, at vi skal vi væk fra denne tankegang, og det tror jeg sagtens, SUF kan. Sommerens aktivitet viser, at vi er ressourcefulde, kreative og politisk skarpe. Det skal vi finde tilbage til.

 

Lige nu er det dog op ad bakke. Vi står til at modtage den laveste DUF-støtte længe, og vores ledelseskræfter går lige nu med at sørge for at fikse en række organisatoriske problemer. Det trækker mange erfarne kræfter fra vores kerneopgave: nemlig at organisere, skole og aktivere flere unge. En opgave, som er blevet gjort endnu sværere med corona-pandemiens restriktioner.

 

Vi skal dog huske på, at ungdommen kan handle hurtigt. SUF organiserer stadig nogle af de mest progressive unge i Danmark. Unge, som et langt stykke hen ad vejen er og gerne vil være revolutionære rebeller i egen ret. Men lige nu ligger der et kæmpe opbygningsarbejde forude. Et opbygningsarbejde, der bliver afgørende for, om der er en Socialistisk Ungdomsfront i 2025.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com