content-picture.php

Selv om ingen kan spå om, hvilke konsekvenser coronakrisen kommer til at have for ungdommen, peger den nuværende situation på en dyster fremtid - hvis ikke vi handler nu. Selv om unge er mindre udsat for COVID19, er de markant mere udsat for de økonomiske konsekvenser, som coronakrisen har bragt med sig.

af SAPs Forretningsudvalg

På arbejdsmarkedet er ungdommen særligt udsat, fordi den i højere grad er ufaglært, har lav anciennitet, færre erfaringer og er ansat på 0-timers kontrakter og i vikariater. Det er de stillinger, der først ryger, når skoen begynder at presse. Altså er ungdommen mere udsat for arbejdsløshed. Det har også allerede vist sig ved at unge er dem, der i særlig grad er blevet arbejdsløse som følge af coronakrisen. Samtidig har hjælpepakkerne ikke været til megen hjælp for de unge mennesker, der nu er på røven.

 

I forvejen har beskæftigelsesreformerne fra Thorning-regeringen gjort forholdene for arbejdsløse unge horrible. Arbejdsløse unge kan modtage en såkaldt uddannelseshjælp på 6.331 kroner om måneden, hvis de er udeboende. Et beløb, der på ingen måde kan dække en værdig tilværelse. Desuden kan man kun få sin ydelse, hvis man har mindre end 10.000 kroner opsparet. Derfor må vi formode, at der er et stort mørketal i opgørelsen over unge arbejdsløse, fordi kun dem, der modtager ydelser, tæller med i statistikkerne.

 

Pligter uden rettigheder
En ting er, at det her og nu er katastrofalt at lade unge leve i fattigdom, men hvilke konsekvenser har det på den lidt længere bane? Da man indførte ’uddannelseshjælpen’, var argumentet, at det skulle presse arbejdsløse unge til at starte på en uddannelse. Dette blev understøttet af et krav om, at unge SKAL søge uddannelse for at få deres ydelse.

 

Men optagelsessystemet er slet ikke rustet til at modtage tusindvis flere studerende. Så hvis den intention lykkes i den nuværende situation, vil det ikke blot presse adgangskvotienterne i top, men også betyde, at mange flere unge ikke kommer til at blive optaget på nogen uddannelse overhovedet. I de faglige uddannelser er der i forvejen mangel på lære- og elevpladser i mange fag – og i den nuværende situation kan dette udvikle sig helt katastrofalt. Søndagens aftale vil lappe på, men ikke løse dette.

 

Kort sagt: Der er åbenlys fare for, at en stor gruppe unge kommer helt på røven.

 

Ingen sikre veje
De unge, der kommer ind på en uddannelse eller allerede er i gang med en uddannelse, står heller ikke godt. Dels er SU’en gennem mange år blevet fuldstændig udhulet. Men samtidig er udsigterne til studiejobs ringe, og mange, der studerer i dag, har mistet deres studiejob i forbindelse med krisen. Unge internationale studerende, der mister deres arbejde, mister endda også deres SU. De såkaldte hjælpepakkers største bedrift er at give studerende mulighed for at forgælde sig til en lidt bedre rente, end de kan i banken.

 

Hvis man er ung i de store byer, er det ofte næsten umuligt at få et sted at bo på rimelige betingelser, hvis man ikke har velstående forældre, der køber lejlighed til en.
For en ung virker situationen glasklar: Det er en fælde. Uanset hvor “rigtige” valg man træffer, står man med risikoen for at stå uden en værdig tilværelse.

 

Organisering og samlet mobilisering
Det mest “rigtige” overhovedet, unge kan gøre nu, er at samle sig om en række krav, der skal gøre op med den usle behandling, ungdommen har fået i årevis, og som nu kun bliver tydeligere forværret:

 

  • Stop for fattigdomsydelserne – ingen særlig lav sats til unge arbejdsløse
  • Hæv SU’en med mindst 5.000 kroner
  • SU til internationale studerende uden modkrav om arbejde
  • Lærlingeløn også under skolepraktik
  • Lære- og elevpladser til alle
  • Frit optag på alle uddannelser
  • Opgør med 0-timers kontrakter
  • Ret til ungdomsboliger for alle unge til maks. 3.000 kr./md.

 

Hvis sådanne krav skal have gennemslagskraft, må de uddannelsessøgendes organisationer og faglige organisationer på banen og mobilisere for disse krav. Fagforeningerne må arbejde målrettet for at organisere de unge – og f.eks. tilbyde corona-fyrede og andre arbejdsløse unge markant nedsat kontingent. Men vi har ikke kun brug for en organisering i de store sammenslutninger, vi har endnu mere brug for en lokal organisering i elevråd, fagråd og på vores arbejdspladser. Både organisationerne og andre unge må samles på tværs – om at skabe en mobilisering af en størrelse, der reelt kan sætte ”unges corona-krise-problemer” på den politiske dagsordenen.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 18.maj 2020

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com