”Vi ønsker en artikelserie om positive aspekter af naziregimet… De er ikke tysker, men bor i Berlin… Engang havde de et ry som venstreorienteret journalist, og selvom dette ry er, skal vi sige, blegnet, kan man ikke anklage Dem for at forsvare nazisterne…”

af Leif Mikkelsen

”Men er det ikke det, De vil have mig til?”

 

”Nej, nej. Vi ønsker positive aspekter, ikke et billede, der overordnet set er positivt. Det ville ikke være troværdigt… Ja, De skal skrive dem. Vi kan li’ Deres stil – al den ironi.”

 

Russell rystede på hovedet – Stalin og ironi passede ikke rigtigt sammen. (side 13)

 

Sådan lyder anslaget på denne thriller, som Forlaget Solidaritet lige har udgivet. Denne stakkels journalist skal forberede den sovjetrussiske befolkning på den kommende Stalin-Hitler pagt, som indgås få måneder senere, gennem positive omtale af vilkårene under naziregimet. Den opgave får han af den sovjetiske efterretningstjeneste.

 

Appetitvækkeren på bagsiden lyder:

 

”Englænderen John Russell er medlem af det udenlandske pressekorps i Berlin og førstehåndsvidne til Hitler og nazipartiets brutale intriger under krigsforberedelserne i de tidlige måneder af 1939.”

 

Min første tanke var: Har vi ikke ligesom været der før?

 

Fra Caberet og Isherwood til Babylon- Berlin og Jan Guillous Brobyggerserie har jeg oplevet god, oplysende underholdning. Det kulturelle miljø og de mange bitre piller, skuespillere og instruktører må sluge, er strålende beskrevet i Thorstein Thomsen: Rock Hudson skal ikke dø i Ukraine.

 

Hvad kan denne tilføje af nyt?

 

En journalist og et land i forvandling

Gennem bogens forløb forandrer journalisten sig til spion, og kynikeren bliver en person, der ganske ofte følger sin indre stemme. Disse to, spionen og den barmhjertige samaritaners samliv, er det, der giver bogen dens fremdrift og spændende øjeblikke.

 

Skelettet i bogens handling er de artikler, som han skal skrive for sovjetrusserne, og over dem laver han tre artikelserier: Om naziregimets fremskridt og bedrifter for den almindelige tysker, en serie om den ordinære tyskers hverdag og en om Tysklands naboer. Den sidste for at dække over møder med sovjetrussiske kontaktpersoner. Igennem arbejdet med dette får vi et ganske godt billede af livet i Nazi-Tyskland og Mellemeuropa. To sidehistorier giver yderligere stof til fortællingen. Han bliver huslærer for en jødisk familie. Dermed flettes denne families skæbne ind i historien. Kan Russell lukke øjnene for den åbenlyse racisme for at redde sit eget skind?

 

I den anden sidehistorie kommer Russell i besiddelse af dokumenter, der afslører regimets politik overfor børn med handicap gennem aktiv dødshjælp, som en del af racehygiejnen.

 

Hvad skal han stille op med denne viden? En viden, der i bedste fald vil sende ham direkte ud af Tyskland og skille ham fra sine kære, og i værste fald…?

 

Parallelt følger vi Russels familie: hans søn Paul, der som 12- årig deltager i Hitlerjugend og derigennem påvirkes af de nazistiske ideer, og konfronteres med spørgsmål som: Hvilken forpligtigelser har et menneske overfor sit fædreland? Er jøder anerledes end andre tyskere?

 

Pauls mor er tysker, men er skilt fra John Russell. Så det er mere end tvivlsomt, om han kan få Paul med ud af landet ved det krigsudbrud, der dirrer i luften, eller hvis nazisterne får nys om Russells viden.

 

Russell har en kæreste, der arbejder ved teater og film. Gennem hende følger vi nazificeringen af kulturlivet og de stadig mere grelle dilemmaer: Hvornår er man kunstner, og hvornår er man nyttig idiot? Det første bliver det stadig vanskeligere at skimte.

 

”Jeg holder af hverdagen”

En af bogens absolutte styrker er dens evne til at trænge ind under huden på den almindelige tysker.

 

Den leder mine tanker henimod Sebastians Haffners lille bog: En tyskers historie. Der har i eftertiden været gjort mange forsøg på at beskrive tyskere – ikke nødvendigvis som nazister, men som medskyldige i et sådant omfang, at folket som helhed fortjente straf. Et tankesæt, der ledte til krigsskade-erstatning fra et sønderbombet land, en tøvende og langsom indførelse af demokrati. Det demokrati, i hvis navn krigen blev ført, Herhjemme blev der oprettet lejre til tyske flygtninge med pigtråd og skrabet lægehjælp, og danske besættelsestropper blev stationeret i Tyskland (se for eksempel bogen Tyskere på flugt af John Jensen).

 

Ligesom i Haffners bog beskrives den almindelige tyskers kamp for at få hverdagen til at hænge sammen fysisk, men også i høj grad mentalt. For at overleve mentalt er det strengt nødvendigt at lukke øjnene for den udvikling, der trænger det Berlin, de elsker, stadig mere i baggrunden. De søger, at leve videre på fortovscafeerne, i teatrene, i biografen, på stadion og i de små hjem. De små bobler af det kendte og elskede. Omkring dem breder uhyggen sig: mord på homoseksuelle, støvletramp, jøder med deres oppakning på vej: hvorhen? Ny bolig, KZ -lejre, ud af landet? Lidt upassende interesse kan føre til arreststation, men til hvilket korps bliver du ført?

 

Bogens styrke er personernes menneskelighed. Vi forstår og holder af dem. De nazistiske funktionærer bliver imidlertid ikke set i helt det samme milde lys. De tildeles menneskelighed i små knapt afmålte doser.

 

At se det store billede i de små

Bogens anden store styrke er Downings evne til at beskrive historiske emner gennem små korte episoder eller billeder: Den stadig stigende spænding mellem Polen og Tyskland koges ned til konkurrencen mellem de tyske og polske postmestre i fristaden Danzig om, hvem der kunne sælge de mest krigeriske frimærker med motiver fra de to landes historie.

 

Jødernes skæbne og München 1938-aftalen mellem Chamberlain og Hitler beskrives ved, at vi oplever afskedsscenen på togperronen for jødiske børn, der får lov til at rejse til Storbritannien. Selvom vi i dag ved, det blev deres redning, blev det ikke oplevet sådan af børnene og knap nok af mødrene. Scenen præges af børn og mødres gråd og nazisternes totale mangel på empati og pli. Det var et forvarsel for den strøm og tårer og blod, der fulgte.

 

En antihelt træder i karakter

John Russell er en antihelt. Hans mål er at holde sin familie samlet. Skæbnen og en vis journalistisk stolthed og menneskelighed fører ham på afveje, hvor han enten fortsat kan skimte sine mål, eller også ryger han direkte i afgrunden. Det er det, der skaber spændingen i historien, mens vi bliver klogere på så meget andet.

 

Bogens personer, billeder og episoder har levet videre i mine tanker. Det er jo det, en god bog skal.

 

Så ja! Den føjer sig meningsfyldt ind i rækken af gode bøger, der hjælper os til at forstå Anden Verdenskrig, og hvordan det var muligt at bevare menneskelighed midt i grusomhed og absurditet.

 

Det er godt hjulpet på vej af en absolut kvalificeret oversættelse med et levende sprog solidt anbragt i en dansk sprogramme.

 

Så hvis bogen også lever videre i dine tanker, så bliver det nok ikke det sidste, vi ser til John Russell.

 

 

David Downing: Bahnhof Zoo. Forlaget Solidaritet 2021 – 328 sider, paperback. 150 kr. Bogen kan købes her

 

Forlaget holder reception for bogen tirsdag den 25. januar kl 16.30, hvor bogen præsenteres, og Morten Thing fortæller om, hvorfor David Downings bøger er helt særlige blandt de mange bogudgivelser om Anden Verdenskrig.

 

Receptionen foregår i Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41, 2200 København N

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com