For to år siden var journalist Rasmus Hage Dalland på rundrejse til Europas identitære grupper. Det kom der en fremragende beskrivelse ud af (se min anmeldelse her).

 

Med afsæt i Dallands bog graver idehistorikeren Mathias Hee Pedersen videre og ser på andre højrebevægelser i USA og Europa. Han spørger, hvori det nye består, eller om det er den gammelkendte fascisme i moderne gevandter, og er det muligt at stå yderst til højre uden at være fascist.

 

Svaret er både – og. For selvom man støtter en stærk stat, eller hælder til ekstrem nationalisme, så gør det ikke automatisk vedkommende til nazist. Der skal mere til. Fx støtte til hvidt overherredømme, traditionelle kønsroller, fordomme mod “fremmede”, være tilhænger af ulighed, referere til et eller flere træk fra den historiske fascisme osv..

 

Fascister har ingen fælles ideologi. Ikke alle læser Mein Kampf. Folk på højrefløjen kan være lige så forskellige som på andre politiske fløje. Et gennemgående træk er dog det nationale og folket, samt en opportunistisk vilje til at ændre tænkning og praksis for at opnå magt.

 

Bogens konklusion er, at “det nye højre” er en taktisk – ikke en ideologisk – afvigelse fra den klassiske fascisme. Såvel De Identitære som Alt Right, Dansk Folkeparti, AfD, Rasmus Paludan m.fl. taler alle om kultur og etnicitet, om blodet og jorden, hvor forfædrenes knogler hviler.

 

Bag “det nye højres” tilforladelige ydre er der en forståelse for at bedrive metapolitik: sprede idéer og værdier, som flytter debatter og holdninger til højre. Indtil nu med en vis succes..

 

Hovedtendenser

“Det nye højre” rummer flere hovedstrømninger, hvor de vigtigste er

·         en naturromantisk-esoterisk filosofi, inspireret af den fascist Julius Evola, der anbefaler et kastesystem for at besejre kaos, oprette stabilitet og retfærdighed;

·         en italiensk-inspireret korporativ fascisme – en blødere udgave af nazismen;

·         en radikal-konservativ revolution, der knytter sig til 30’ernes tyske nazisme;

·         “det nye højre”, inspireret af venstrefløjen eller fx Greenpeace, er aktiv i gaderne, og kan have en social side som fx Casa Pound.

 

Bogen undersøger den fødekæde, der indfanger nye tilhængere. Højreradikale fortæller, at de blev radikaliseret via Youtube, og ikke af 4chan, der er det yderste højres foretrukne hjemmeside. Det begyndte med latterliggørelsen af woke-kulturen (Hvorfor er kongen i skak mere værd end dron-ningen?). Så til memes, der spottede liberale og minoriteter, videre til demografi og befolkningsudskiftningen, og snart handlede det om hvidt overherredømme, biologisk racisme osv.

 

Fordrevne fra Algier

I årene efter Anden Verdenskrig havde verden fået nok af vold, nationalisme og racisme. Nu gjaldt det genopbygning, samarbejde og at forhindre en gentagelse af verdenskrigens myrderier – og så lukkede de fleste øjnene for det våben- og atomkapløb, der skabte jobs og velfærd.

 

Da Frankrig omkring 1960 trak sig ud af Algier, fulgte en million fransk-algeriere med. Forbitrede over at have mistet, hvad de anså for deres fædreland (læs: Albert Camus’ Det første menneske). De følte sig ilde modtaget, da de kom til Frankrig, hvor mange anså dem for at have undertrykt Algiers arabiske befolkning, hvad en del af dem vitterligt også havde.

 

Flere af de hjemvendte lå langt til højre, og havde under Anden Verdenskrig støttet den protyske Vichy-regering. Ud af bitterheden over det tabte voksede revanchistgrupper fx Jeune Nation, antidemokratisk, kolonialistisk og tilhænger af hvidt overherredømme.

 

Der var stille omkring grupperne indtil 1968, da studenterrevolten brød ud, og det stod klart for højregruppernes intellektuelle, at hvis ikke studenter og de røde arbejdere skulle løbe med det hele, så måtte højrefløjen i offensiven. Forfatterne Alain de Benoist og Guillaume Faye fik husly på store borgerlige aviser, der var med til at bære “det nye højre” frem – ganske som da Ekstra Bladet sidst i 90’erne blev fødselshjælper for Dansk Folkeparti.

 

Alain de Benoist grundlagde GRECE (Forskningsgruppe for europæisk civilisation), der udviklede sig til en drivende kraft. I 70’erne forlod højregrupperne den biologiske racisme og brugte i stedet kulturen som den afgørende markør. Årsagen var den stigende indvandring fra de gamle kolonier, der vakte modstand hos de franskmænd, der frygtede, at indvandrerne ville “kolonisere” Frankrig.

 

Faye: “…moderate muslimer findes ikke, de er alle islamister, der kun venter, til de er mange nok til enten at erobre vort land eller få os fjernet. Integration er omsonst. Vil vi overleve, så udviser vi alle med ikke-vestlig baggrund.” Dette gentog Mogens Camre ordret på DF’s landsmøde i 2004.

 

Undergangsfantasier

Faye håber på et civilisationskollaps, “ellers forstår folk ikke, hvor galt det står til…verdens under-gang er en god nyhed, også selvom det sker med død og ødelæggelse…for at det nye Europa kan rejse sig som fugl Fønix af asken”

 

Undergangsfantasier fandt “det nye højre” i de samme bøger, som nazisterne læste: Ernst Junger, Nietzsche og i Spenglers Vesterlandenes undergang – om den svækkede livskraft, der truer overlevelsen. Faye skrev, at intet folk har en naturgiven ret til at leve, kun den stærkes ret gælder. Der er ikke brug for at respektere andre folkeslags ret til forskellighed, for vi har nok i os selv.

 

Benoist derimod mente, at europæerne ikke så den virkelige fare: Amerikaniseringen, overfladisk forbrugerisme og ekstrem, liberal individualisme. Han anså muslimerne for at være troende familiemennesker, der passede deres, og ikke udgjorde nogen trussel.

 

Faye og Benoist var dog fælles om at bekæmpe Oplysningstiden, solidaritet, feminisme osv. For det ødelægger organismens immunforsvar, gør mennesket svagt overfor liberalismes og ligheds-tankens psykologiske infektioner.

 

Dette er -kort – hovedakserne i “det nye højre”, og herfra tager Hee Pedersen os med til USA’s Alt right, etnopluralismen, til antisemitter og ensomme ulve, og den russiske forfatter Aleksandr Dugin, der hævdes at være hjernen bag Putins felttog mod tidens forfald, og genoprustningen af såvel de kristne familieværdier, som genindsættelsen af Rusland i fordoms storhed og pragt.

 

Et par nedslag fra bogen uddyber Hee Pedersens pointer:

 

Fra manosfæren

“Det nye højre” spiller klassens frække dreng. Trump og Rasmus Paludan er grænseoverskridende og siger, hvad der ikke må siges, og har ingen respekt for andre.

 

Det appellerer til især yngre mænd, og de køber dermed fortællingen om aggressive feminister, der både har ødelagt kernefamilien, men også markerer, at mænd ikke mere er lige så nødvendige for slægtens og samfundets opretholdelse som i 50’erne, der for højrefløjen var det sidste årti, hvor alle kendte deres plads. Hvor mænd var mænd, og kvinder var søde og holdt mund. “Kvinder lyver om alt, og skal ikke kunne stemme,” skrev Alt right-bloggeren Roosh V i 2018.

 

Udsagnet viser, hvilken kvindeforagt der trives i dele af det yderste højre, og som endda har skabt sin egen bevægelse: Incel (ufrivillig cølibat) – mænd, der ikke kan finde en kæreste, ender i dybe depressioner og antifeminisme. De finder sammen med det yderste højre, og nogle vælger at hævne sig på de kvinder, der har gjort livet ubærligt for dem.

 

Vil man kvinderne det godt, er holdningen, så genindføres patriarkatet, og befrier kvinderne fra lønslaveriet, så de igen kan være sande kvinder – hjemme hos børnene. Et synspunkt, der også deles af kvinder i det højreradikale miljø, hvilket dog ikke afholder andre kvinder fra at markere sig som bloggere og aktivister, fx de danske Identitæres forkvinde Aurelia Aniulyte.

 

Når kvinderne holdes hjemme, vil det være lettere for mændene at værne dem mod at blive bytte for vitale indvandrere fra især Mellemøsten. Hvide kvinder, der fraterniserer med “de fremmede,” forråder ikke alene mændene i deres egen stamme, de svigter også den vestlige kultur, og frem-mer den store befolkningsudskiftning. Nynazisten Andrew Anglin bloggede, “at kvindens livmoder tilhører hendes stamme og skal ikke bruges til at producere fjendtlige soldater.”

 

Den svenske aflægger af Alt Right, Nordisk Alternativhöger, der er tæt på Sverigesdemokraterna, diskuterer “hvid sharia” – en æreskultur, der sætter grænser for kvinder og børns opdragelse og vejledning, og hvor kvinder, der krænker familiens ære, udskammes. I et sådant miljø kan man træffe mænd, der anser feminismen for at være en større trussel end indvandrerne.

 

Generelt har De Identitære et mere nuanceret syn på kvinder, ser de to køn som ligestillede, hvilket er ën af årsagerne til, at De Identitære har flere kvinder blandt medlemmerne, end hvad der er gængs for andre højregrupper.

 

Demografi på hjernen

Højrefløjen er besat af demografi, og da feminismen er et opgør med moder- og kønsrollerne, så giver det sig selv, at højreradikalismen og De Identitære er anti-feministisk, fordi det skaber usikkerhed om mænds virilitet: “Kun hvis jeg har en kvinde, jeg kan beskytte, er jeg mand nok.”

 

Ved at fremskrive aktuelle fødselsrater, “beviser” de højreradikale, hvornår vi i Vesten bliver en minoritet. Fremskrivninger er imidlertid ubrugelige, for det viser sig, at kvinder med indvandrerbaggrund efter én generation tilpasser sig fødselsmønstret i det nye land. Fik mødrene 3-5 børn, så får døtrene 1-2 børn. (DR Detektor, 2019.)

 

Den slags ignorerer de højreradikale, for de har brug for myten om den fjendtlige overtagelse af vore lande til at ruske op i folk. Det er en retorik, der skal legitimere retten til selvforsvar. Sådan argumenterer den indflydelsesrige tidligere præst, Johan Chr. Nord, der i dag har vendt ryggen til “den universalistiske, mellemøstlige kristendom,” og er konverteret til Asatroen.

 

Nord er ikke ene om at være bannerfører for feberfantasien om den store udskiftning. Et folke-tingsflertal har taget idiotien til sig og støtter paradigmeskiftet – hjemsendelse, ikke integration.

 

Snart dræber demografien demokratiet, så stop for al indvandring, og fød flere børn, om nødvendigt skal dette støttes med økonomiske eller andre stimuli, som i Ungarn og Polen, og aborten begrænses til et minimum, helst forbydes.

 

Sådan taler den bløde del af det yderste højre. De barske taler om militant generobring af vester- landene – reconquista. Hjælper fredelige midler ikke, må der gribes til våben. Ellers går det som i Nordamerika, hvor indvandrende europæere fortrængte de oprindelige folk: indianerne.

 

Ikke kun det yderste højre advokerer for våbentræning, og racekrige. I det spirituelle miljø er der forståelse for tanken. I 2007 interviewede Lars Hedegaard den buddhistiske jægersoldat Ole Nydahl, der anbefalede unge at gå ind i hjemmeværnet for at få våbentræning til forsvar mod de invaderende muslimer. “Vores nationale beskytter er Holger Danske, han fortjener kun det bedste, da han standsede de muslimske erobrere i Pyrenæerne, og reddede Europa”.

 

For “det nye højre” er kulturmarxisterne indvandrernes og globalisternes forbundsfæller, en 5. kolonne, der er ansvarlige for, at flygtninge er kommet hertil. Ikke ét ord om, at erhvervslivet for 60 år siden hentede “gæstearbejdere” hertil. Ikke ét ord om, at Vestens krige i Mellemøsten har sendt tusinder af flygtninge på flugt. Og ikke ét ord om, at klimaforandringerne vil sende millioner på flugt.

 

Så stor forskel er der alligevel ikke

Det kan være svært, at skelne “det nye højre” fra den historiske fascisme. De trækker på de samme teoretikere, de tænker ofte ens, og selvom ord og vendinger er tilpasset tiden, så er essensen stort set den samme. Og når så medlemmer fra “det nye højre” og De Identitære mødes på konferencer og seminarer med Alt right og nynazister, og de skriver i de samme medier, da fremstår “det nye højres” forsøg på at lægge afstand til den historiske arv som taktisk bestemt, og et forsøg på ikke at skræmme centrum-højre vælgere.

 

I takt med at de politiske partier har overtaget dele af “det nye højres” dagsorden, er luften gået af ballonen. Drabene i New Zealand og på Utøya, den hadefulde tone på de sociale medier, samt afsløringerne af, at ledende personer i miljøet har en nazistisk eller fascistisk fortid, har tillige gjort, at mange, der ellers sympatiserede med “det nye højre”, har fået nok..

 

Så længe mennesker i Vesten oplever tomhed og usikkerhed om fremtiden, og så længe der kan appelleres til fremmedfrygt, da vil der imidlertid være grobund for fascisme i varierende udgaver.

 

De Identitære og “det nye højre”, og hvad de nu ellers kalder sig, er overgangsfænomener. Noget nyt er på vej. Hvor fører det hen? Hvem planlægger i dette øjeblik nye strategier til at genoprette “den naturlige orden”?

 

Den velskrevne og faktaspækkede bog har detaljerede noter og kildeangivelser, men mangler desværre – som det ofte sker med dansk faglitteratur – et navne- og stikordsregister, og det svækker brugsværdien. Personligt irriteres jeg over, at amerikanske referencer fylder så meget, og at det sker på bekostning af de europæiske, bortset fra franske og danske. Vel kommer mange amerikanske impulser til Europa, ikke alle er dog lige relevante. Jeg så hellere, at der var gjort mere ud af Rusland og fascismens fødested: Italien.

 

Mathias Hee Pedersen: Fascister i fåreklæder? Forlaget Baggrund, 2021. 448 sider. Pris: 250 kr