Regeringen offentliggjorde den 31. januar et udspil til reform af det kommunale udligningssystem. Udspillet har været længe ventet og højt prioriteret af regeringen. Statsminister Mette Frederiksen stod selv for den indledende præsentation af udspillet, der blev lanceret som en Robin Hood-reform, der skal løfte de fattige kommuner ved at tage fra de rige. Men når det kommer til stykket, er der mere invitation til Venstre end til Robin Hood i udspillet.

af SAPs Forretningsudvalg

Baggrunden for, at en udligningsreform er så påtrængende, er især den refusionsreform, der blev besluttet i 2015. Det var såmænd Thorning-regeringen (SR), der sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti blev enige om en nyliberal refusionsreform, som i den grad vender den tunge ende nedad. Den enkelte kommunes medfinansiering af overførselsindkomster blev øget markant for ydelsesmodtagere på langvarig offentlig forsørgelse, f.eks. førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere – til gavn for kommuner med få og til skade for dem med mange på overførselsindkomst. Derfor blev det besluttet at sætte gang i et ekspertarbejde, som kunne forberede en udligningsreform, der skulle imødegå de mest skæve effekter af dette.  Socialdemokratiet er altså nu i gang med at rette lidt op på skader, de selv har skabt – og som de åbenbart ikke kunne drømme om at rulle tilbage.

 

Regeringens udspil tillader også et midlertidigt brud med det kommunale skattestop, idet kommuner, som taber på reformen, får lov at sætte skatten op og beholde pengene selv. Samtidig lægger regeringen op til de facto at indføre en bund under udskrivningsprocenten (dvs. den kommunale indkomstskatteprocent) ved at ændre i den såkaldte overudlignings-regel.

 

Reglen sikrer, at rige kommuner, som oplever en fremgang i beskatningsgrundlaget, kan beholde en del af fremgangen selv – og altså at ikke hele beløbet udlignes. I det nuværende system er det 7 pct., mens det fremover foreslås til 5 pct. Betingelsen for at kunne få tilbagebetalt overudligningsbeløb er imidlertid, at den kommunale udskrivningsprocent mindst er 23,5 pct. Det er noget højere end de rigeste kommuners nuværende udskrivningsprocent. F.eks. er Gentoftes på 22,8 pct., mens Hørsholms og Rudersdals er på henholdsvis 23,2 og 22,5 pct. Til sammenligning er udskrivningsprocenten i Lolland på 27 pct., og den er landsgennemsnitligt 24,9 pct.

 

Med andre ord medfører den nuværende forskel i kommuneskatten, at skatteprocenten samlet set er lavere for de rigeste borgere i landet, end den ville være under normale omstændigheder. Borgerne med landets højeste indkomster, er nemlig for en god del flyttet sammen i en række velhaverkommuner. Det er især disse kommuner, der skal aflevere penge – og som udspillet skal presse til at hæve skatteprocenten.

 

Robin Hood på glatis
Men omfordeling mellem kommuner er bare ikke det samme som omfordeling mellem klasser. Der bor f.eks. både på Frederiksberg og i Hørsholm masser af mennesker med små indkomster, som vil miste penge på et i forvejen skrabet budget, hvis og når disse kommuner hæver kommuneskatten – der jo tager samme procent fra rig og fattig. I nogle af de kommuner, der iflg. udspillet skal aflevere penge, vil en skattestigning endda ramme det skrå skatteloft – et loft over den maksimale skatteprocent, som en topskattebetaler samlet set kan have, når bundskat, kommuneskat og topskat lægges sammen. Der, hvor dette sker, vil kommunens mest velhavende (dem, der betaler topskat) gå helt fri, mens dem med små eller jævne indtægter betaler regningen.

 

Der er rigtig god grund til at forhindre, at de rige kan søge i kommunalt skattely, men det kræver en mere omfattende skattereform at forhindre, at det også går ud over alle mulige andre – og at man ikke på den måde spiller ”alle borgerne” i de forskellige kommuner ud mod hinanden, men fokuserer på generelle krav til en retfærdig og tilstrækkelig finansiering af den kommunale velfærd.

 

Dertil kommer, at selvom der måske er en håndfuld kommuner med en lav skatteprocent, så vil regeringens udspil medføre tab for hele 36 kommuner. Flere af de tabende kommuner har endda allerede en udskrivningsprocent over landsgennemsnittet.

 

Der er ingen kommuner, som leverer for meget velfærd. Efter mere end 10 år med sparekurs over for den kommunale velfærd er det oplagt uholdbart, hvis en udligningsreform skulle medføre, at nogen kommuner skal skære i velfærden.

 

Og budgetloven (se f.eks. tidligere ugekommentar) og servicerammens loft, som regeringens udspil overhovedet ikke rokker ved, holder de kommunale budgetter i et jerngreb, der – også i de kommuner, de står til at få tilført penge – lægger store forhindringer i vejen for den højst påtrængende genopretning af den kommunale velfærd.

 

En udligningsreform skal løfte velfærden – i hele landet
For Enhedslisten må målet stå klart: Udligningsreformen skal løfte velfærden i hele landet. En reform, som medfører velfærdsforringelser i én kommune for at løfte det i en anden kommune, er ikke et reelt velfærdsløft.

 

Regeringens adskillelse af serviceniveau og fordeling af midler er derfor heller ikke gangbar. Regeringen må vise, at den vil løfte velfærden i hele landet – både ved at holde hånden under velfærden i kommuner, som i dag har midler til at finansiere velfærden og ved at give flere midler til de kommuner, som i dag er udfordret af f.eks. store udgifter til overførsler.

 

Denne øvelse kræver, at staten tillader kommunerne højere serviceforbrug, flere anlægsudgifter. Det kræver et opgør med sparekursen over for velfærden og en retning, hvor det kommunale selvstyre i højere grad får frihed til at sætte barren højere.

 

Udligningsreformen må ikke true velfærden i nogen kommune. Det kræver flere penge på bordet. Og kravene om en god udligningsreform hænger tæt sammen med:

– En afskaffelse – eller radikal revision – af budgetloven, der bl.a. vil kunne give kommunerne luft til de nødvendige investeringer i institutioner og skoler og plejehjem i grønne trafikløsninger og de nødvendige øvrige klimatiltag.
– Fuld statslig refusion af overførselsindkomster.
– En velfærdsreform, der giver de marginaliserede en løft.

 

Kommuneaftalerne skal sikre, at det efterslæb, kommunerne har, kan blive indhentet.

 

Selv inden for budgetlovens rammer kan meget lade sig gøre. Det kræver alene, at regeringen er villig til at løfte kommunernes serviceniveau. Man kan fremrykke en del af det planlagte løft fra kommuneaftalen til reformen og håndholdt afværge nedskæringer. Regeringen kan give tilsagn om at undlade at aftale et anlægsloft i økonomiaftalen. Regeringen kan undlade at sanktionere kommunerne, hvis de budgetterer højere end det aftalte løft i økonomiaftalen. Dette er bare nogle af de greb, som regeringen kan tage i brug inden for de eksisterende rammer for at forhindre at en udligningsreform fører til velfærdsforringelser i nogle kommuner. Er regeringen ikke villig til dette, vil det sende et signal til befolkningen om, at regeringen ikke er klar til mærkbart at løfte velfærden i hele landet.

 

For Enhedslisten er opgaven at stå fast på kravet om, at ingen kommune skal forringe velfærden som følge af en aftale – og at der generelt sker et solidt løft. Ellers er forståelsespapiret bare – papir.

 

SAPs forretningsudvalg, den 23. februar 2020

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com