3F’s blokade mod restaurant Vejlegården i Vejle har for alvor sat fokus på udfordringen fra de gule fagforeninger, som har tredoblet deres medlemstal gennem de seneste to årtier, mens LO-fagforeningerne har mistet medlemmer.

af Svend Vestergaard Jensen

Fremgangen for de gule fagforeninger tog til under VK-regeringen, med Dansk Folkeparti som fast støtteparti. I forlængelse af regeringens ”frihedspakke” for arbejdsmarkedet blev det i 2002 muligt at etablere tværfaglige a-kasser, det vil sige a-kasser uden tilknytning til et bestemt fagområde og et bestemt fagforbund. Kristelig A-kasse havde af historiske årsager haft en særlig undtagelse herfra siden 1950.

Men kontingentet til a-kasserne ikke er så forskellige og er ikke så politisk bestemt. Derfor er dette er kun en lille del af forklaringen på fremgangen for de gule. Vigtigere er, hvad man betaler i kontingent til fagforeningen. De fleste lønarbejdere ser nemlig a-kasse og fagforening som en samlet størrelse, og prisen på fagforeningskontingentet hos de gule er markant lavere. Det bliver man jævnligt mindet om i annoncekampagner fra de gule fagforeninger, som reklamerer med, hvor mange tusinde kroner man kan spare ved at skifte.

Prisforskellen blev endnu større, efter at VKO vedtog, at der fra 1. januar 2011 blev indført et loft på skattefradraget på 3.000 kr. pr. år for faglig kontingent.

Det er med andre ord prisen på fagforeningen, der er forklaringen. Dertil kommer et årti med ”stemningen i samfundet” fra den mere kollektive bevidsthed til de individualistiske løsninger, ”du er din egen lykkes smed”, tilkæmpede rettigheder og goder blev udfordret. De gule kan ikke lide kollektive overenskomster, konflikt- og strejkeretten, arbejdsret og dansk flexicurity – det som fagforeningerne ellers står for, indgår i og som de kan. De gule vil heller ikke blande sig i politiske krav og kampe, som for øjeblikket må siges at være temmelig centrale. Man skal efter de gules mening ikke blande sig i fordelingen af samfundets værdier. Man skal se stort på uligheder på arbejdsmarkedet, ligesom man ikke skal støtte arbejderpartier ved de parlamentariske valg.

Hvem er de gule?
Når gule fagforeninger omtales, tænkes der først og fremmest på Kristelig Fagforening, Krifa, som er den ældste og største. Men andre er kommet til såsom ASE, Det Faglige Hus, Frie Funktionærer og Danmarks Frie Fagforening. Den kristelige fagbevægelse er den største med landets tredjestørste a-kasse og fjerdestørste fagforbund – efter HK, 3F og FOA. Krifa har over 130.000 "kunder".

Krifa blev skabt under storkonflikten i 1899 op til septemberforliget. Den opstod ud af de skruebrækkere, der blev sat ind for at udføre konfliktramt arbejde. Den havde et kristent udgangspunkt. Den var også en protest mod den stigende tilslutning til fagforeningerne og til socialistisk politik. Og den havde Indre Mission som sin base.

Denne linje har siden næsten været intakt. Som formanden Søren Fibiger Olsen udtalte i et dagblad denne sommer: ”….vi synes bare, det er uciviliseret at strejke og bruger derfor ikke selv strejkevåbnet. Vores erfaring er, at de bedste resultater opnås med dialog og forhandling i stedet for strejke og klassekamp.”

Arbejdsgiverne og lønarbejderne arbejder tæt sammen hos de kristelige. Oprindelig var de i samme organisation, Kristeligt Dansk Fællesforbund. De mener, at der er fælles interesser og en hellig fred på arbejdsmarkedet og i den enkelte virksomhed. Det er målet med deres aktiviteter.

”Den danske model”
De gule fagforeninger er en trussel mod den højt besungne danske model for arbejdsmarkedet. Den danske model indebærer, at løn- og arbejdsforhold alt overvejende bliver aftalt i forhandlinger mellem arbejdsgivere og fagbevægelse, og ikke er et lovgivnings-anliggende. Det ligger i modellen, at parterne på arbejdsmarkedet er organiserede, og at der kun er én aftale på ét fagområde. I tilfælde af konflikter, for eksempel hvis der ikke er lavet en aftale, kan fagbevægelsen iværksætte strejker eller lave blokader. Arbejdsgiverne har omvendt ret til at lockoute medarbejderne. Retslige tvister afgøres i Arbejdsretten.

Der er talrige eksempler på, at fagbevægelsen iværksætter blokader mod firmaer, som ikke er dækket af en overenskomstaftale (eller er dækket af en aftale med en gul fagforening). Det er fuldt lovligt, ligesom 3F’s blokade mod Vejlegården er det. Det er et eksempel på, at arbejdsmarkedets parter ordner uoverensstemmelser uden statsmagtens politiske indblanding.

Venstre og Dansk Folkeparti bebuder nu, at de på baggrund af konflikten i Vejle vil stille lovforslag om forbud mod konflikt- og blokaderetten. Lovforslaget falder end ikke i god jord hos arbejdergiverorganisationerne – med undtagelse af de kristelige arbejdsgivere. Arbejdsgiverne ser det som en trussel mod ”den danske model”, der jo har garanteret en vis ro på arbejdsmarkedet.

Fag-forretning
En række fælles træk hos de gule fagforeninger adskiller sig markant fra de fagforeninger, der er organiseret under LO og FTF. De gule ønsker individuelle kontrakter. De ser heller ikke lønmodtagerne som et fællesskab med fælles interesser. De ønsker ikke konflikt- og strejkeret. Heller ikke arbejdsgivernes ret til at lockoute lønarbejderne. Deres model virker tom med undtagelse af tilbud om juridisk rådgivning og anden rådgivning.

Den gule model er en forretning, der drives i forklædning af fagforening. Den er ikke vokset frem af lønmodtagernes kamp for bedre løn- og bedre arbejdsforhold. Ansatte i disse fagforeninger er salgsdirektører, kundechefer, m.v. Indtægten kommer fra ”kunderne”. De gule har ikke ”medlemmer”, men kunder – en ren varebetegnelse.

I Krifas hovedbestyrelse er 6 ud af de 11 medlemmer direktører, chefer eller har andre lederstillinger. Den er topstyret med store privilegier til lederne. Der er intet medlemsdemokrati, ingen årlig generalforsamling, hvor utilfredshed kan ytres.

Politisk uafhængig? Krifa støtter Venstres og Dansk Folkepartis forslag om forbud mod blokader. De borgerlige partier kredser om Vejlegårdens måltider denne sommer med specialretten persillesovs og stegt flæsk. Liberal Alliance har valgt at holde deres sommergruppemøde på Vejlegården som symbol på deres kamp. Middagen sponseres af Saxo Bank til de inviterede 250 gæster. Mette Bock, som er medlem af Folketinget for Liberal Alliance og søster til Anders Samuelsen, sidder i bestyrelsen for Krifas kursuscenter.

Liberal Alliances kampagne for Vejlegårdens ejer og den nye overenskomst ser også ud til at være en kamp i den borgerlige lejr. Især fordi Venstre spiller et dobbeltspil. Dels støtter Venstre den danske model, som arbejdsgiverne også gør. Dels vil partiet gerne bekæmpe ”de røde fagforeninger” og kæmper for dårlige og individuelle lønforhandlinger i ”frihedens navn”.

Faglighed?
Der er intet fagligt tilhørsforhold hos de gule, hvor medlemmerne – kunderne – er forenet på kryds og tværs af forskellige fagområder. De traditionelle fagforeninger er samlet ud fra en faglighed, der styrker det pågældende fag og dets medlemmer. Fordelen her er, at fagforeningerne har et dybt kendskab til deres faggruppes vilkår, uddannelsesbaggrund, efteruddannelse og så videre, så de kan målrette arbejdet for deres medlemmer. De ansatte og tillidsfolkene er rekrutteret til fagforeningen gennem deres kendskab til området og vilkårene for medlemmerne indenfor det givne område. Fagforeningen har en faglig identitet, ligesom fagforeningens grundelement er arbejdspladsen og den faglige klub på arbejdspladsen.

Dårligere overenskomster
De (få) overenskomster, som Krifa har indgået med kristelige arbejdsgivere, er på en række felter dårligere end de normale overenskomster. De ringere løn- og arbejdsforhold har ikke alene konsekvenser for de lønmodtagere, der umiddelbart rammes, men indholdet vil naturligvis have en tendens til at fungere som løntrykkeri. Med indgåelse af overenskomsten på Vejlegården er strejkeretten sat ud af kraft. Overenskomsten tillader en 45 timers arbejdsuge frem for 37 timer, uden at der er tale om overarbejde. På 41 ud af 46 punkter er overenskomsten med Krifa dårligere end 3F´s. De to aftalers indhold sat overfor hinanden afslører, at alle medarbejdere på Vejlegården med deres nye aftale med Krifa blot er sikret 110,50 kroner i timen. Under den gamle overenskomst med 3F var faglærte kokke og tjenere bedre stillet. Tjenere fik 139,50 kroner i timen og faglærte kokke 125 kroner. Som Krifa-formanden, Søren Fibiger Olesen indrømmede: ”Vi må erkende, at når 3F´s og vores overenskomst bliver sat op overfor hinanden, så ser det ikke for godt ud”.

Hvad nu?
Blokaden mod Restaurant Vejlegården fortsætter og er en vigtig kamp i sig selv. Men den rejser samtidig vigtige diskussioner og har sat skub i aktiviteter, som kan vendes til fordel for fagforeningerne og den samlede fagbevægelse. De gules fremmarch er på mange måder en udfordring for fagbevægelsen – en udfordring om at skabe ”bedre og billigere” fagforeninger over for de gules fag-forretning.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com