Et oprør fra neden er mere end nogensinde nødvendigt, hvis fagbevægelsen skal have en eksistensberettigelse.

af Jonathan Simmel og Åge Skovrind

Det bliver stadig sværere for de danske lønmodtagere at forstå, hvorfor man skal betale for at være med i en fagforening. De faglige ledere kan ikke levere resultater til medlemmerne og vil ikke lægge sig ud med deres socialdemokratiske venner i regeringen, når de gennemfører borgerlig politik.

I marts anbefalede fagtoppen medlemmerne at stemme ja til nye overenskomster for en halv million lønmodtagere, som vil betyde lønnedgang de næste år. Argumentet var de svære økonomiske krisetider – som imidlertid ikke har forhindret direktører og topchefer i det private erhvervsliv at score kassen.

Derefter kom trepartsforhandlingerne, hvor LO-formand Harald Børsting først var parat til at sælge fridage for at tilfredsstille regeringens mantra om, at arbejdsudbuddet skal øges. Kun et oprør fra tillidsfolk og aktive græsrødder fik fagtoppen til at forstå, at medlemmerne ikke ønsker at arbejde mere – især ikke i en tid, hvor masser af arbejdsløse forgæves leder efter et job.

Regeringen valgte at aflyse trepartsforhandlingerne, da Metal – som traditionelt tilhører den mest højredrejede del af fagbevægelsen – sagde fra overfor at sælge helligdagene. Der var altså ikke tale om en forhandling, men om et ultimativt krav fra regeringen om, at lønmodtagerne skal arbejde mere.

»Timingen har været fuldstændig håbløs. Corydon og Børsting har siddet med en regnemaskine og besluttet at forbundsformændene skulle betale med øget arbejdstid ved indgangen til forhandlingerne,« siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, der mener at »virkelighedsforbindelsen simpelthen er røget sig en tur.«

Lys forude
Meget kan siges om regeringens og fagbevægelsestoppens svigt i forbindelse med trepartsforhandlinger, skattereform mm.

Men alt dette har dog medført en bevægelse i fagbevægelsen, som kan tyde på lysere og bedre tider. To gange er der blevet afholdt stormøde for tillidsvalgte, først med initiativ i Kolding, herefter en opfølgning i København, og et landsdækkende stormøde er allerede på tale til efteråret.

I Kolding vedtog fagforeningsrepræsentanter fra hele landet den 1. juni en appel til forhandlerne fra LO, FTF og AC: ”Stop udsalget og skab grøn vækst”. Desuden blev det besluttet at afholde  den 15. juni i Nørrebrohallen i København.

Den 15. juni  var der indkaldt landdækkende tillidsmandsmøde, som skulle være en advarsel til trepartsforhandlerne, men dagen før blev trepartsforhandlingerne aflyst. Mødet blev i stedet et landsdækkende fagforeningsmøde med deltagelse af 70 faglige ledere, som vedtog en udtalelse til regeringen med overskriften ”Det er lønmodtagerne, der har tabt under krisen”.

Mødet opfordrede til, at der iværksættes en kampagne for ændringer i dagpengesystemet, så ingen uforskyldt mister ret til dagpenge og til at optjeningsperioden til dagpengeret nedsættes.

I Aarhus har lokale fagforeninger og elev/studenterorganisationer også sat sig sammen, for at forberede evt. protester i efteråret, dette sker på baggrund af det gamle lokale ”velfærdsinitiativ”, tilbage fra de store velfærdsmobiliseringer.

Dertil kommer så at hovedbestyrelserne i to store forbund og en række mindre har markeret en klar politisk linje overfor regeringen. Flere lokale klubber har været aktive for at forhindre øget arbejdstid mm.
Sideløbende med dette har der kørt en selvstændig kampagne mod førtids- og fleksjobreformen, som også har skabt røre, og med sin faglige profil meget hurtigt kunne udvikles til centrum for en større faglig modstand mod regeringens politik i efteråret.

Børstings prestigeprojekt
De forliste trepartsforhandlinger afspejler også en stigende utilfredshed med LO-formand Harald Børsting. LO er under kolossalt pres. Forbundene i LO er fusioneret på stribe og har skabt gigantforbund, som med hver deres præsident ikke føler behov for at bevare fællesskabet i LO. Dette kan ses gennem de sidste mange LO-kongresser, hvor ”de 4 store” (HK, Metal, 3F, FOA) udnytter deres magt og langsomt udhuler LO´s budget og slagkraft.

En logisk udvikling, når et forbund som 3F efterhånden sidder med en tredjedel af medlemmerne i LO, og derved i højere grad føler behov for at markere 3F frem for LO.

LO har ligeledes haft svært ved at finde sine ben at stå på gennem de sidste mange år under VK-regeringen. Man har taget en udvikling fra at være med ved bordet og øve politisk indflydelse, til i stedet at melde ud i offentligheden og markere sig selvstændigt politisk til den førte politik, men også her har de været overhalet inden om af de store fagforbund, som tilsvarende har arbejdet hårdt for at promovere sig selv i pressen og offentligheden.

Derfor var den nye regering Børstingss mulighed for at påvise LO’s eksistensberettigelse som forhandlingspartner – også i disse forhandlingsdelegationer var de 4 store forbund direkte med, mens de resterende 14 små faglige forbund 500-40.000 medlemmer stod uden for fællesskabet.
Harald Børsting har derfor sat alt ind for at kunne hive en større reform hjem, som påviste LO’s magt, både internt i fagbevægelsen, men i høj grad også eksternt overfor medlemmerne.

LO har med den nye regeringen, og med båndende mellem LO og Socialdemokratiet satset alt på at kunne øve politisk indflydelse, derfor ses de forliste trepartsforhandlinger som et massivt nederlag.
Toppen har dog endnu ikke anerkendt, at politisk magt eksisterer på mange planer, og at LO’s største politiske magt i nyere tid har været i forbindelse med mobiliseringer og meningsdannelse i offentligheden, når de har forsvaret fælles goder og velfærd.

Skattereformen
Kommentarerne fra de faglige ledere til skatteaftalen mellem regeringen og V og K har været temmelig forskellige. De afspejler gamle skillelinjer i fagbevægelsen og er samtidig udtryk for store indkomstforskelle i de forskellige fagforbund.

Når vælgerne strømmer til Enhedslisten skyldes det, at skatteaftalen er socialt uretfærdig. De fattigste betaler. Derfor er det forstemmende, at skatteaftalen om at lade de arbejdsløse, de syge og førtidspensionisterne betale 3 milliarder til skattelettelser for folk i arbejde, ikke får mere kritik fra fagbevægelsen. For i alle fagforbund er der mange medlemmer på dagpenge, og de, der er i job i dag, kan være arbejdsløse i morgen.

Selvfølgelig er der tilfredshed hele vejen rundt med, at lønmodtagerne – i arbejde – får flere kroner i lommen. ”88 ud af 100 3F’ere får lettet skatten, fordi regeringen har indgået aftale med V og K, skriver Fagbladet, som udgives af 3F. ”Og det bliver svært at finde en 3F’er, der skal betale topskat.”

Men i en forholdsvis kritisk kommentar siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen:

”Vi forventer, at regeringen meget snart kommer med helt konkrete forslag til, hvordan vilkårene for ledige bliver forbedret. Der er behov for, at genoptjeningskravet bliver lempet. Det står ikke mål med den nye dagpengeperiode. Det er ganske enkelt urimeligt.”

HK-formand Kim Simonsen er på samme linje. Han påpeger, at det nu er helt afgørende, at beskæftigelsesområdet kommer på den politiske dagsorden. ”Vi skal have en aktiv og tidlig indsats ved ledighed, og HK vil presse regeringen på dagpengeperiodens længe. Der er ikke længe til de første af vores medlemmer falder ud – helt ud – af dagpengesystemet, og det skal regeringen håndtere.”

Dansk Metals formand Thorkild E. Jensen kalder det et ”rødt forlig med enkelte blå mærker” – ”en solid skattereform til gavn for den enkelte lønmodtager og for dansk økonomi”. Han fremhæver særligt hovedelementer i skatteaftalen som yderst positive:

”Vi har længe talt for, at topskattegrænsen hæves. For mange af Metals medlemmer betyder det, at de får mere ud af at gøre en ekstra indsats. Samtidig er det godt at beskæftigelsesfradraget hæves, da det målrettet gavner lav- og mellemindkomstgrupperne. Det er den helt rigtige vej at gå”.

Dog tilføjer han, at Dansk Metal havde ”håbet på, at der kunne være fundet andre finansieringskilder, så vores medlemmer på dagpenge ikke måtte bidrage”.

Omvendt Robin Hood
Endnu en gang er det hos FOA og forbundsformand Dennis Kristensen, at man skal finde den kraftigste kritik. FOA har beregnet, at cirka fem procent af deres medlemmer tjener nok til at få enten lidt eller fuld gavn af, at topskattegrænsen forhøjes med kr. 57.900.

"Det er i bund og grund en trist skattereform. Skattelettelserne vandt frem for velfærden. Det er en omvendt Robin Hood, som regeringspartierne nu gennemfører med Venstre og Det konservative Folkeparti," mener FOA´s formand Dennis Kristensen.

FOA anerkender ét element i skattereformen – det højere beskæftigelsesfradrag, som gør det mere attraktivt at være i arbejde. ”Det kommer alle lønmodtagere til gode,” siger Dennis Kristensen, men samtidig tordner han mod den asociale balance:

"Skattereformen vil være dybt asocial i forhold til de nederste i vores samfund. Pensionisterne reddes nu af Venstre, men de syge, de ledige og kontanthjælpsmodtagerne vil stadig i det lange løb skulle betale prisen for skattelettelserne til os andre. Det kan vi grundlæggende ikke være bekendt. Og det bør aldrig være fagbevægelsens opgave at sige god for at tage fra de nederste, så de bedst stillede igen kan få nye topskattelettelser," siger Dennis Kristensen.

Han peger også på, at præmissen for aftalen er en meget snæver vækstramme for den offentlige sektor: ”Når pengene går til skattelettelser, så er de der altså ikke til velfærdsopgaverne."

Regeringen valgte blåt
Man skal længere ned i fagbevægelsens hierarki for at få en direkte kritik af, at regeringen ikke valgte en aftale med Enhedslisten.

”Regeringen valgte blåt, selvom den havde muligheden for at indgå forlig med Enhedslisten, hvor de højeste indkomster ville komme til at betale regningen for skattelettelsen til lav- og mellemindkomstgruppen,” siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i København og medlem af Fagligt Ansvars sekretariat.

”Det er en høst overraskende og uheldig politisk situation der er opstået efter regeringens aftale med Venstre og de Konservative. Man favoriserer de højtlønnede og giver fordele til mellem og lavtlønnede. Men finansieringen klares ved at skære i arbejdsløshedsunderstøttelsen førtidspensionen. De svageste kommer til at betale, det er det man kalder mangel på solidaritet,” siger han.

Skriften på væggen
Da Venstre overtog regeringsmagten i 2001, var der en udbredt selvransagelse i fagbevægelsen, og en voksende forståelse af, at fagbevægelsen under Nyrup-perioden var faldet i søvn og havde forsømt en offensiv og kritisk diskussion om den samfundspolitiske udvikling.

Den misforståede solidaritet med en S-ledet regering er nu ved at gentage sig.

Hvis ikke fagbevægelsens ledere kæmper for sine medlemmers interesser, vil medlemsflugten fortsætte. De gule fagforeninger vil få flere medlemmer. Det er skæbnens ironi, at Kristelig Fagbevægelse og Det faglige Hus med målrettet markedsføring kan profilere sig på, at LO-fagforeningerne går med på eller ikke kan forhindre forringelser af løn- og arbejdsforhold, herunder rettigheder for arbejdsløse.

”Vi vil udnytte situationen nu, hvor LO har været så tåbelig at bakke op om de forslag, der ikke har gang på jord, sagde Johnny Nim, formand for Det Faglige Hus, forud for trepartsforhandlingerne.

Organisationerne under LO mistede fra 2011 til 2012 3,9 procent af deres medlemmer, viser nye tal fra Danmarks Statistik. De har nu 1,1 millioner medlemmer. Anderledes går det hos de gule fagforeninger. Her er medlemstallene steget med hele 14,5 procent fra 2011 til 2012. Især mange unge melder sig ind. Størst er Kristelig Fagbevægelse med over 100.000 medlemmer.

Et oprør fra neden er mere end nogensinde nødvendigt, hvis fagbevægelsen skal have en eksistensberettigelse. Det mest opmuntrende er, at vi i de seneste måneder heldigvis også har set en fornyet aktivitet og engagement blandt fagbevægelsens græsrødder, som har formået at råbe de faglige ledere op. En kampagne i efteråret for at forlænge dagpengeperiodens varighed vil være et godt sted at starte.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com