Læsetid: 17 minutter

AKP regerer nu i en såkaldt Folkealliance med det højreekstreme Nationalistiske Aktionsparti (MHP) og sammen med mindre islamistiske partier.

 

Valget finder sted midt i en mangesidet krise i tyrkisk politik, som skyldes de økonomiske konsekvenser af pandemikrisen, militære engagementer i de kurdiske områder, i den tyrkiske stat og de omkringliggende regioner samt det ødelæggende tab af omkring 58.000 menneskeliv ved de seneste jordskælv. Fremkomsten af en ny fascisme i Tyrkiet debatteres intensivt på den politiske venstrefløj. I den forbindelse har der dannet sig en alliance på venstrefløjen under fanen af det grønne venstreparti (Yeşil Sol Parti – YSP) med støtte fra andre partier i Arbejder- og Frihedsalliancen, med håb om et betydeligt gennembrud for de undertryktes og venstrefløjens politiske organisering ved valget. Dette er et afgørende øjeblik i tyrkisk politik, for venstrefløjen og de omkringliggende stater i regionen.

 

Sebnem Oguz er tidligere professor i statskundskab ved Baskent University i Ankara og medlem af redaktionen for Socialist Register. Hun interviewes her af Panagiotis Sotiris, der underviser på Open Hellenic University og arbejder som journalist i Athen og er medlem af redaktionen af Historical Materialism.

 

Panagiotis Sotiris (PS): Hvad kan du sige om situationen i Tyrkiet og den sociale og politiske dynamik på tærsklen til valget?

 

Sebnem Oguz (SO): Først og fremmest har vi at gøre med de ødelæggende konsekvenser af den dybe forandring af det politiske regime i retning af, hvad jeg vil kalde en ny form for islamisk fascisme, og den ekstreme forarmelse af brede dele af samfundet under 21 års AKP-styre (Adalet ve Kalkınma Partisi, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet). Oven i alt dette kom tabet af over 58.000 menneskeliv ved det nylige jordskælv, der, som mange kritikere med rette har hævdet, er en politisk katastrofe snarere end en naturkatastrofe. Derfor er flertallet af befolkningen i Tyrkiet trætte af AKP-regimet og ønsker en reel ændring ved det kommende valg.

 

Det bliver dog ikke lige så let, som det har været tilfældet med lande som USA og Brasilien. Donald Trump og Jair Bolsonaro måtte acceptere et nederlag efter en kort periode med modstand mod valgresultaterne, fordi de ikke havde været ved magten i tilstrækkelig lang tid til at organisere sig og slå rod i alle statslige institutioner. Recep Erdoğans regering har imidlertid siddet ved magten i mere end 20 år og har skabt sit eget borgerskab, dannet egne paramilitære styrker og omformet hæren, retsvæsenet, medierne og andre statslige institutioner. Han har med succes forvaltet overgangen fra den tidligere magtblok baseret på vestligt orienterede storkapitalister, der voksede i det kemalistiske regimes tidlige år [Mustafa Kemal Atatürk, skaberen af det moderne sekulære Tyrkiet, præsident fra 1923-38 o.a. ], til en ny magtblok af fremvoksende islamiske kapitalister, der er orienteret mod lande som Qatar, Rusland og Aserbajdjan.

 

Denne overgang til et autoritært styre er blevet ledsaget af en dybtgående ændring i statsapparatet, hvor Diyanet (Direktoratet for religiøse anliggender) er blevet en fremtrædende institution med et enormt budget og et omfattende personale, der griber politisk ind i alle områder af samfundslivet. I mellemtiden er den tyrkiske stat også blevet en krigsmaskine, der har brugt næsten 20 % af sit budget på militære aktiviteter og er blevet en krigsførende stat, der har genoptrappet konflikten i Østtyrkiet med den kurdiske befolkning og har gennemført adskillige grænseoverskridende invasioner i Syrien gennem de sidste fire år.

 

Alle disse forandringer fik nye dimensioner efter AKP’s dannelse af “Folkealliancen” med det ultranationalistiske MHP (Nationalistisk Aktionsparti) og BBP (Det Store Enhedsparti) i 2018. Denne alliance uddybede ikke blot regimets fascistisk-islamiske karakter, men styrkede også formelle og uformelle koalitioner med ultranationalistiske bander, mafialedere og paramilitære styrker. På tærsklen til valget i 2023 har yderligere to islamiske partier sluttet sig til alliancen: HUDAPAR (Free Cause Party) og YRP (New Welfare Party).

 

HUDAPAR er et kurdisk islamistisk parti, der har sine rødder i den væbnede Hizbollah-gruppe (ikke relateret til den libanesiske shia-organisation af samme navn), som er ansvarlig for mordet på hundredvis af mennesker, herunder kurdiske dissidenter, menneskerettighedsforkæmpere og journalister i 1990’erne. Den kaldes “Hezbo-contras” på grund af den rolle, den spillede i statsstyrkernes operationer med udenretslige drab og tvangsforsvindinger. HUDAPAR har sharia-orienterede elementer i sit program, såsom kriminalisering af udenomsægteskabelige forhold, adskillelse af mænd og kvinder i undervisningen og revision af kvinders arbejdsvilkår, så de “passer til deres natur”.

 

På samme måde er YRP, der har de samme islamiske rødder som AKP, imod LGBT-rettigheder og sigter mod at afskaffe en lov, der beskytter kvinder og børn mod vold i hjemmet. Derfor er denne nye alliance med rette blevet beskrevet som en “ny type Taliban-alliance” af Selahattin Demirtaş, den fængslede tidligere medleder af HDP. Det er i sandhed den mest reaktionære blok i Tyrkiets politiske historie, der støttes af forskellige religiøse kulter, der har blomstret under AKP’s styre. Hvis denne blok bliver valgt, vil omdannelsen af det politiske regime til islamisk fascisme være fuldført. Så det kommende valg handler ikke kun om at vælge parlamentsmedlemmer og præsidenten, men faktisk også om at vælge det kommende politiske regime.

 

PS: Vil de tragiske konsekvenser af jordskælvene og den måde, hvorpå de har bragt alle AKP-æraens modsætninger frem i lyset, være en afgørende faktor ved valget?

 

SO: Det er et vanskeligt spørgsmål. Ifølge meningsmålinger er der et vist fald i AKP’s stemmer, men dette fald er ikke så meget relateret til den dårlige forvaltning af jordskælvet. Der er flere årsager til dette. For det første har det tyrkiske samfund allerede været polariseret i to lejre – “to nationer” – i årevis, og AKP er interesseret i at konsolidere sit eget støttegrundlag snarere end at øge sine stemmer fra den anden lejr. Så efter jordskælvet sendte AKP mere hjælp til tyrkiske og sunnibefolkede områder end til kurdiske og alevibefolkede områder. Selv om regeringens reaktion på jordskælvet således vakte vrede blandt oppositionens vælgere, påvirkede det ikke AKP’s kernevælgere i samme grad.

 

For det andet arbejdede AKP-regeringens propagandamaskine under hele nødhjælpsindsatsen ganske effektivt i samarbejde med den tyrkiske efterretningstjeneste og Diyanet for at redde Erdoğans og regimets image. Fremhævning af religiøse slogans blev brugt til at fremkalde vrede reaktioner fra den ikke-religiøse blok, hvilket igen hjalp Erdoğan med at konsolidere sin islamiske base.

 

Pro-AKP-nyhedskanaler præsenterede jihadistiske organisationer og islamiske kulter som NGO’er, der kæmpede mod jordskælvet, som dem, der trak folk ud af ruinerne i live og råbte “Allahuekber” [Gud er stor o.a.](mens redningsfolkene i virkeligheden var andre frivillige). Også den indvandrerfjendtlige politiker Ümit Özdağ, leder af det højreekstreme Zafer-parti (sejrsparti), blev mobiliseret med det formål at kanalisere offentlighedens vrede over mod syriske og andre indvandrergrupper, som blev beskyldt for at plyndre i de områder, der blev ramt af jordskælvet. Endelig lovede Erdoğan, at byerne ville blive genopbygget i løbet af et år gennem en koncentreret genopbygningsindsats. Dette løfte overbeviste ikke blot hans vælgere om, at kun Erdoğan kunne genoprette deres liv til det normale før jordskælvet, men sikrede sig også støtte fra pro-AKP-kapitalisterne, da genopbygningsplanerne ville tjene til yderligere overførsler af rigdom til dem.

 

PS: I hvilket omfang vil den økonomiske situation, inflationen og arbejdsløsheden spille en rolle?

 

SO: Jeg tror, at de kommer til at spille en meget vigtig rolle, måske mere end jordskælvet. AKP-regeringen har imidlertid forsøgt at træffe foranstaltninger for at forhindre dette. Nogle af disse foranstaltninger omfatter populistiske økonomiske støttemekanismer. F.eks. blev alderskravet for pensionering ophævet for dem, der begyndte at arbejde før 1999, hvilket betyder, at 2 250 000 borgere vil få ret til at gå på pension. Forhøjelse af mindstelønnen, lønninger til offentligt ansatte og pensioner, amnesti for renter på studielån, en billig boligordning for førstegangskøbere og billigere kredit til virksomheder er andre mekanismer af denne art. Disse foranstaltninger er imidlertid ikke tilstrækkelige til at afbøde virkningerne af den økonomiske krise.

 

AKP-regeringen tyer således i stigende grad til to vigtige ideologiske mekanismer. For det første er fortællingen om “Tyrkiets århundrede” (det vigtigste slogan i Erdoğans valgkampagne), som fremhæver glorværdige “indenlandske og nationale” teknologiske bedrifter som f.eks. landets “første indenlandsk producerede elbil” TOGG (som i virkeligheden i høj grad er afhængig af import fra udenlandske virksomheder af nogle af sine væsentlige komponenter); Tyrkiets første amfibieangrebskib, TCG Anadolu, “som verdens første bevæbnede ubemandede hangarskib” osv. AKP-ledere hævder, at disse udviklinger er vigtigere end massernes faldende købekraft.

 

Et nyligt eksempel er ret sigende i denne henseende. Som svar på oppositionsleder Kılıçdaroğlu’s klager over den voldsomme stigning i prisen på løg sagde nogle AKP- og MHP-ledere arrogant: “Mens vi bekymrer os om vores nations glorværdige projekter som TOGG, ubemandede kampfly, ny naturgas i Sortehavet osv., er oppositionen bekymret for trivielle spørgsmål som prisen på løg.” Jeg tror dog ikke, at denne strategi kan være effektiv til at dæmme op for massernes vrede.

 

Der er imidlertid en anden ideologisk mekanisme, som jeg tror kan være effektiv over for religiøse mennesker: Diyanet-fetwaerne, der legitimerer fattigdom og inflation med udsagn som “Fattige mennesker er tættest på Gud”, “Gud vil teste de troende med frygt og sult, med en nedgang i deres liv og ejendele, men Gud vil belønne de tålmodige til sidst”, “Det er kun Allah, der fastsætter priserne, giver nød og overflod og sørger for” osv. Disse fetwas tjener til at konsolidere AKP-vælgerne, mens de samtidig skaber mere vrede mod de sekulære oppositionelle kræfter.

Der kan også være forskel på, hvordan folk, der bor på landet, og folk, der bor i storbyer, reagerer. AKP-stemmerne på landet vil måske ikke falde så meget, da folk, der bor der, er mere konservative og modtagelige over for Diyanet fetwas. Men der kan ske et større fald i AKP-stemmerne i de tre store byer, Ankara, İzmir og Istanbul. Det skyldes, at AKP plejede at sige, at den sociale bistand vil falde, hvis CHP vinder lokalvalgene. Tværtimod er den kommunale bistand i disse byer steget, siden CHP vandt valget i 2019, så folk føler ikke, at de er afhængige af AKP for at overleve.

 

PS: Tror du, at en afvisning af Erdoğans autoritære regeringsstil vil blive tydelig ved valget?

 

SO: Hvis valget blev afholdt i et frit og sikkert miljø, ville Erdoğans autoritære holdning helt klart være en vigtig faktor for hans nederlag. Meningsmålinger viser, at stemmerne til Kılıçdaroğlu og Erdoğan stadig ligger tæt, men Kılıçdaroğlu har lidt flere stemmer. Så under normale forhold ville vi forvente, at Kılıçdaroğlu vinder præsidentvalget (måske i anden runde, fordi Muharrem Ince vil dele stemmerne) og at oppositionspartierne vinder flertallet af pladserne i parlamentet. Der er dog store hindringer for dette. Den første af dem er problemet med valgsikkerheden. Vi ved, at kun 450 000 af de over 2 millioner vælgere, der flygtede fra jordskælvszonen, er registreret. Men 1.626.000 tusinde vælgere blev ikke registreret, da fristen fastsat af YSK (det øverste valgråd) var for kort. De må derfor tage tilbage til deres hjembyer i jordskælvszonen for at stemme på valgdagen. Dette er risikabelt, da det er ret vanskeligt at nå frem til disse byer efter jordskælvet.

 

Der er også bekymring for, at navnene på de mennesker, der mistede deres liv i jordskælvet, kan bruges som vælgere for AKP. YSK’s afgørelse mod at mærke vælgernes fingre med uudslettelig blæk under stemmeafgivelsen øger denne risiko. Desuden vil der blive opstillet stemmeurner i 15 nye lande som Afghanistan, Libyen, Nigeria og Pakistan, hvor det kan være ret vanskeligt at opretholde valgsikkerheden. Og vigtigst af alt er, at det øverste valgråd og dets provinsorganisationer ikke er upartiske. Bare for at give et eksempel, blev formanden for Diyarbakırs 9. højesteret for straffesager, som har afsagt hårde domme over kurdiske politikere, for nylig udnævnt til formand for provinsens valgbestyrelse i Diyarbakır.

Den anden hindring er brugen af vold mod oppositionspartier. For nylig blev bygninger tilhørende CHP (Det Republikanske Folkeparti), İYİP (Det Gode Parti) og YSP (Grønt Venstreparti – efterfølger til HDP) angrebet eller vandaliseret i Ankara, İzmir og Istanbul. Disse hændelser kan øge og skabe en atmosfære af frygt. Der er også bekymring for, at paramilitære styrker tæt på HUDAPAR kan terrorisere valgstederne i de kurdiske provinser, distrikter og landsbyer og måske endda blive rekrutteret til Trump- og Bolsonaro-lignende angreb i tilfælde af AKP’s valgnederlag.

 

Og endelig kan Erdoğan spille det sædvanlige nationalistiske kort. Det ser ud til, at den grænseoverskridende operation, der skal gennemføres i Rojava, måske alligevel ikke finder sted både på grund af den manglende internationale støtte og de store ødelæggelser i jordskælvet. Så Erdoğan kan vælge at kriminalisere HDP yderligere inden for grænserne (selv om det vil gå ind til valget under Det Grønne Venstreparti på grund af risikoen for at grænsen lukkes). Den tyrkiske anklagemyndigheds nylige erklæring, hvor den anmoder om, at 36 anklagede, herunder tidligere medformænd for HDP, skal straffes med livsvarigt fængsel i den ekstremt politiserede Kobani-sag, kan tjene dette formål. Erdoğan vil måske bruge det i sin valgkampagne til at kriminalisere Det Grønne Venstreparti som en efterfølger til HDP.

 

PS: Hvilke aspekter af sociale og politiske konflikter vil afspejle sig i valget?

 

SO: 21 års AKP-regering har kulmineret i alvorlige sociale og politiske konflikter, der er forårsaget af en dybtgående omdannelse af statsinstitutioner, udenrigspolitik og økonomisk forvaltning, som alle er relateret til AKP’s skift væk fra en vestligt orienteret magtblok til en islamisk orienteret blok. Internationalt set svarer dette skift også til et skift i den nyliberale model fra en model med regelbaserede institutioner [rule of law o.a.] til en anden, hvor ressourcefordelingen er bundet op på “politisk loyalitet” og uformelle magtnetværk.

 

De tre store alliancer, som vil deltage i valget, dvs. den regerende Folkealliance (ledet af AKP, der har en stemmeprocent på 35-45 procent), den største oppositionsalliance Nationens Alliance (ledet af CHP, der har en stemmeprocent på 35-45 procent) og Arbejder- og Frihedsalliancen (ledet af Det Grønne Venstreparti, der har en stemmeprocent på 10-12 procent) har forskellige tilgange til disse modeller. Den regerende Folkealliance ønsker at konsolidere den politiserede nyliberale model baseret på uformelle magtnetværk, mens Nationens Alliance under ledelse af CHP ønsker at genoprette den nyliberale model med regelbaserede institutioner. Arbejder- og Frihedsalliancen forkaster begge modeller og tilbyder et tredje alternativ, som kombinerer en antikapitalistisk økonomisk politik med et radikalt demokratiprojekt, der sigter mod at løse det kurdiske spørgsmål med fredelige metoder.

 

Det fælles mål for alle oppositionelle alliancer er at vælte det 21 år gamle AKP-regime. På dette tidspunkt er det meget vigtigt at forstå den ændring, der blev foretaget i valgsystemet for et år siden. I henhold til den tidligere valglov blev pladserne fordelt til alliancerne i forhold til deres respektive stemmeprocenter og derefter fordelt inden for alliancerne. Med ændringen vil pladserne blive fordelt direkte til partierne, og derfor vil partierne i samme alliance konkurrere mod hinanden. Hvis alliancer stiller op til valget med flere lister, reduceres antallet af deputerede, som de kan vinde, således betydeligt. Hvis de derimod bruger en enkelt sammenlagt liste, vil antallet af indvalgte deputerede stige betydeligt, når de stiller op på samme liste.

 

AKP foretog denne ændring, fordi hvis dette system var blevet gennemført allerede ved valget i 2018, ville AKP-MHP-alliancen have fået flere pladser, mens CHP-İYİP-alliancen ville have fået færre pladser. På tærsklen til valget i 2023 ønskede AKP derfor at slå kandidatlisterne sammen med MHP. MHP nægtede imidlertid at gøre det efter de nye tilføjelser til alliancen. Det betyder, at Folkealliancen måske ender med 15-20 mandater færre, end den kunne have vundet. Så vi kan sige, at AKP’s oprindelige plan har givet bagslag. Det lykkedes derimod Folkealliancen at vende systemet til sin egen fordel ved at skabe “alliancer inden for alliancer” i valgkredse i hele landet. I overensstemmelse hermed vil İYİP have sine egne lister og kandidater fra de fire mindre partier i Nationens Alliance, der vil konkurrere som kandidater for CHP, for så at skifte tilbage til deres partier, når de først er valgt.

 

Det samme kan dog ikke siges om Labour and Freedom Alliance, der består af Green Left Party og Turkish Workers Party (TİP). Det Grønne Venstreparti har sin egen fælles liste, som kombinerer kandidater fra HDP og dets fem socialistiske komponentpartier med kurdiske politiske partier som det kurdiske kommunistparti og tre andre tyrkiske socialistiske partier. Men det kunne ikke overtale TİP til at tilslutte sig denne fælles liste. TİP vil opstille kandidater separat i 41 provinser. Det vil betyde, at kandidater fra begge partier vil konkurrere med hinanden i nogle provinser, hvilket kan føre til et tab af pladser for Arbejder- og Frihedsalliancen som helhed.

 

PS: HDP’s beslutning om ikke at præsentere en præsidentkandidat, vil det hjælpe oppositionens chancer, og hvordan hænger det sammen med partiets erklærede mål om øget demokratisering?

 

SO: HDP’s beslutning om ikke at opstille en præsidentkandidat betyder praktisk talt, at man støtter Kılıçdaroğlu ved præsidentvalget. Det vil helt sikkert hjælpe oppositionens chancer, da HDP’s stemmeprocent på 10-12 procent vil være afgørende for, at Kılıçdaroğlu kan vinde et flertal mod Erdoğan. Jeg tror, at Kılıçdaroğlu’s mulige præsidentembede også vil hjælpe HDP’s mål om demokratisering. Det er vigtigt at huske, at Kılıçdaroğlu sagde: “Adressen til løsningen af det kurdiske problem er parlamentet” på sit nylige møde med HDP’s medformænd.

 

Kılıçdaroğlu kan naturligvis ikke gå for langt i disse forsøg på grund af sin nationalistiske allierede, IYIP. Han vil måske heller ikke kunne bryde med det nationale sikkerhedsparadigme. Alligevel har hans diskurs om sikkerhed sine forskelle fra Erdoğans. Kılıçdaroğlu er langt mere interesseret i grænsesikkerhed mod indkommende flygtninge og jihadistgrupper end i grænseoverskridende operationer i det nordlige Syrien. Endnu vigtigere er det, at han måske tager vigtige skridt i retning af demokratisering ved at genetablere retsstaten, retsvæsenets uafhængighed, universiteternes autonomi osv. Det er HDP’s og dets allieredes pligt at tvinge Kılıçdaroğlu til at tage yderligere skridt i denne retning.

 

PS: Tror du, at der er nogen chance for, at der kommer en anden dynamik til udtryk ved præsident- og parlamentsvalget?

 

SO: En vigtig dynamik, der skal tages i betragtning ved valget, er, hvordan de regerende og oppositionelle blokke vil reagere på den enorme overførsel af rigdom til pro-AKP-kapitalister, bureaukrater og islamiske kulter i løbet af de 21 år, AKP har regeret. Kılıçdaroğlu har lovet at få 418 milliarder dollars af statsmidler tilbage, der er overført fra statskassen til “Banden af 5”, de fem største konglomerater, der er vokset med AKP’s støtte i de seneste år. Som svar herpå hævdes det, at Banden af 5 har haft uformelle møder for at besejre Kılıçdaroğlu ved valget, samtidig med at de forhandler med medlemmer af IYIP om en gnidningsløs overgang, hvis Nationens Alliance vinder.

 

AKP gør ligeledes alt, hvad det kan for at vinde valget, for at bevare disse mekanismer til overførsel af rigdom og forhindre retssager mod dem. Samtidig forbereder de sig dog også på muligheden for at miste magten. Et vigtigt skridt, som de har taget i denne henseende, er at udnævne mange tidligere AKP-ministre som parlamentskandidater, så de kan få immunitet. På samme måde omfatter listen over MHP’s kandidater til posten som parlamentsmedlemmer de mistænkte for fem politiske mord, som aldrig vil blive glemt i den tyrkiske politiske historie.

 

Afslutningsvis kan jeg sige, at vi ikke vil få et normalt valg, ikke kun med hensyn til selve valgprocessen, men også med hensyn til den mulige sammensætning af det nye parlament. Vi kan se kontraguerillaledere og politiske mordere, repræsentanter for forskellige nationale og internationale magtblokke, deputerede, der forventes at fungere som “diplomater” mellem disse blokke, tidligere AKP-ministre med immunitet for deres tidligere forbrydelser i det nye parlament. På den anden side håber vi at få mange deputerede fra Arbejder- og Frihedsalliancen, som vil kæmpe for en helt anden verden. Der er kun 30 dage tilbage, men alt er stadig meget uforudsigeligt. Lad os håbe, at valget vil bane vejen for en overgang fra diktatur til demokrati i stedet for en konsolidering af diktaturet. –

 

Denne artikel blev først offentliggjort på græsk på IN.gr.

 

Sebnem Oguz er en pensioneret professor i statskundskab og medlem af Ankara Solidaritetsakademi. Hun modtog sin ph.d.-grad i statskundskab fra York University i Canada.

 

Panagiotis Sotiris er journalist med base i Athen, Grækenland, og medlem af redaktionen for Historical Materialism.