Det er gået næsten en uge, siden det dødelige jordskælv ramte 10 provinser i Tyrkiet. Tyrkiets Arbejderparti indleder nedenstående korte rapport om den generelle situation og dens politiske aspekter med, at situationen er meget ustabil og ændrer sig for hvert minut. Dødstallet var da nået op på næsten 30.000.

af Tyrkiets Arbejderparti (TİP), Internationalt Udvalg

Læsetid: 4 minutter

Hvor vi nærmer os slutningen af den første uge af de dødelige jordskælv, har næsten 30.000 mennesker mistet livet, mens de fleste eftersøgnings- og redningsmissioner er ved at være afsluttet. Antallet af mennesker, der er evakueret fra jordskælvszonen, er nået op på 147.000. Tallene stiger hvert minut, og estimaterne er skræmmende.

 

Det første svar fra AKP-regeringen var at erklære undtagelsestilstand i 10 provinser, der var ramt af jordskælvet, og Erdoğan besøgte området først på tredjedagen. Men afbrydelserne i mediedækningen er ret massiv, da næsten alle de nationale tv-kanaler, der sender fra området, bliver afbrudt af jordskælvsofre, der stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor regeringsmyndighederne ingen steder er at se. Vreden mod regeringen fortsætter stadig. Desuden bliver der på farlig vis pisket en racistisk stemning op mod flygtninge, der bor i området, af nyfascistiske partier på baggrund af falske opslag på de sociale medier. Staten er praktisk talt usynlig med hensyn til sikkerhed og beskyttelse, mens nogle bander rundt omkring angriber personer, der påstås at plyndre.

 

Vores indsats i katastrofeområderne

I de tidlige dage af jordskælvet etablerede vi et center for katastrofe-koordinering i Istanbul, hvor vi med lastbiler og nødhjælpstransporter har mobiliseret vores tusinder af medlemmer og frivillige til katastrofehjælp og solidaritet. Da der er et presserende behov for katastrofehjælp i området, fortsætter vores indsats og udvides hvert minut.

 

Vores medlemmer har etableret to hovedkoordinationscentre i byerne Hatay og Maraş-Elbistan for at yde humanitær bistand. Derudover er vi begyndt at bygge en midlertidig containerby i Hatay, en af de værst ramte byer, for at give husly til de berørte, og i øjeblikket er 26 containere sendt til området.

 

Indtil nu har vi hjulpet med 660 frivillige, 31 trailere, 36 lastbiler, 12 pickups, 4 varevogne, 35 personbiler, 1 madvogn, 2 brusekabiner, 12 bærbare toiletter, 4 vandtanke og 8 transportable madstandere, alt sammen takket være bidrag fra vores folk.

 

Vores formand, næstformand, talsmand, parlamentsmedlemmer og medlemmer af Centralkomiteen er i jordskælvets epicenter og arbejder i koordination med vores medlemmer, frivillige og lokale afdelinger.

 

Vores formand og Istanbul-parlamentsmedlem Erkan Baş har rapporteret fra jordskælvsområdet og understreget, at kapitalismens jagt på profit, ikke hensynet til menneskeliv, altid har været en prioritet for AKP-regeringen. Han har også udtalt, at selvom jordskælvet er en naturkatastrofe, kunne der på et tidligere tidspunkt være gennemført de nødvendige forholdsregler og forberedelser på grundlag af en videnskabelig tilgang (se hele talen med engelske undertekster).

 

Vores talsperson og Istanbul-parlamentsmedlem Sera Kadıgil har også besøgt jordskælvsområdet. Hun har understreget, hvordan regeringens forsinkede reaktion har ført til flere tusinde menneskers død, og hvordan statens korruption på alle niveauer har ført til en rentier-stat, som nu giver naturen skylden for denne katastrofe (se hele talen med engelske undertekster).

 

Politisk krise udspiller sig

Den nuværende krise er et meget smertefuldt vendepunkt for Tyrkiet, hvor en mangeartet krise ligger synligt foran os. Vi står over for så store ødelæggelser, at det ikke er muligt at eliminere følgerne af katastrofen ved midlertidigt at levere social bistand til de mennesker, der er ramt af jordskælvet. De fleste af de katastroferamte områder er ikke længere beboelige, og det vil skabe en bølge af interne flygtninge for store befolkningsgrupper. De mest basale livsbehov for disse millioner af mennesker, fra husly til beskæftigelse, fra mad til uddannelse, skal opfyldes. Derudover bør der afsættes enorme offentlige ressourcer til genopbygningen af ødelagte byer. Vi er godt klar over, at AKP-regeringen eller den kapitalistiske produktionsmåde i kraft af sin natur ikke er i stand til at gøre dette. Derfor bør arbejderbevægelsen blive en politisk aktør for at holde vores land beboeligt og velstående.

 

Som vi allerede har bemærket i vores tidligere bulletin, har statsbureaukratiet været i kaos siden de første dage af denne krise. De fleste af de statslige institutioner er for dysfunktionelle til at opfylde borgernes behov. De ukvalificerede bureaukrater har ansvaret for de fleste institutioner. Den eneste kvalifikation, der kræves for, at de kan være i disse stillinger, er deres ubestridelige loyalitet over for Erdoğans regime.

 

Endelig skubber fascistiske kredse til folks vrede mod flygtninge i området ved at sprede falske nyheder gennem sociale medier. Selvom der ikke er nogen dokumentation, hævder de fleste af disse sociale opslag, at flygtninge eller indvandrere organiserer plyndringer i jordskælvsområdet. På grund af manglen på sikkerhedsforanstaltninger i området har der desværre været tilfælde, hvor civile er blevet lynchet. Denne racistiske retorik fra fascistiske kredse gavner dem, der er de virkeligt ansvarlige for denne katastrofe.

 

12.02.2023

 

Oversat fra TIPs hjemmeside af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com