Efter en højrøstet valgkamp målt efter tyske forhold har vælgerne frembragt et resultat, der er relativt klart politisk, men som ikke gør det let at danne regering. Det er også bemærkelsesværdigt, at den politiske polarisering har ført til en stigning i valgdeltagelsen fra 76,4 procent i 2021 til 82,5.

Valgresultatet placerer Tyskland i den store gruppe af lande, hvor højrenationalistiske og højrekonservative partier vinder valgene. Godt 14 millioner stemmer og 28,6 procent til CDU/CSU og 10,3 millioner stemmer og 20,8 procent til AfD betyder et skift til højre, der samler næsten halvdelen af ​​vælgerne bag sig. Disse stemmer, især AfDs fremgang, kan ikke længere forklares som proteststemmer, men udtrykker et klart skift i massebevidstheden til højre med ideer om “Tyskland først”.

I centrum for valgkampen stod en hårdhændet udvisningspolitik og en racistisk kampagne mod indvandrere og flygtninge. Forslagene om i praksis at afskaffe retten til asyl, at stramme udvisningspraksis med tilbageholdelse af hele familier, at afskaffe sociale ydelser til flygtninge og alle de andre chikanerier, der er lagt frem, udgør en reel trussel mod liv og lemmer for titusindvis af mennesker, der bor i Tyskland. Selv hvis de værste af disse planer mislykkes på grund af praktiske eller juridiske forhindringer, repræsenterer denne politiske eskalering et dybtgående tab af solidaritet og et nyt niveau af ekskluderende politik i samfundet.

Det andet store kampagnespørgsmål var den planlagte massive oprustning og militarisering af det politiske liv i skyggen af ​​krigen i Ukraine. Selvom AfD modsatte sig regeringens krigskurs som en del af partiets nationalistiske politik – man skal ikke spilde penge på en ikke-tysk krig – er der ingen forskel mellem AfD og regeringspartierne i spørgsmål vedrørende NATO, Bundeswehr [det tyske militær, o.a.] og en angiveligt nødvendig oprustning. Man støtter den amerikanske regering i dens krav om, at fem procent af BNP skal bruges til forsvar. I valgkampens slutfase blev AfD yderligere boostet af den amerikanske regerings ændrede krigspolitik over for Ukraine under Trump.

Ingen valgkamp mellem blokke

SPD og De Grønne, de ledende partier i den fejlslagne rød-gul-grønne “trafiklysregering”, udgjorde bestemt ikke den “alternative lejr” i denne valgkamp. Når det kom til migrationspolitik, fulgte de villigt AfD. Deres konkrete politik inden for rammerne af EU (GEAS-aftalen) og vedrørende udvisningspraksis og chikane af flygtninge foregreb i princippet kun AfD’s krav.

Når det kom til militarisering og den massive oprustning af hæren, var det Socialdemokratiet og deres kansler Scholz, der førte an. De blev heppet på af De Grønne, som ikke kun besad posten som udenrigsminister, men i en slags foregribende lydighed nærmest voldsomt deponerede de sidste spor af pacifisme og antimilitarisme fra De Grønnes historie.

Begge partier forsøgte i deres valgkampe forgæves at vise lidt af deres “sociale side” og spillede på emner som mindsteløn, pensioner, huslejer og prisstigninger. Men det var simpelthen ikke troværdigt, når det kom til trafiklysregeringens konkrete politik. Det var ikke bare det onde FDP, der angiveligt forhindrede en forhøjelse af mindstelønnen, de bebudede klimapenge, højere pensioner, forbedringer i boligbyggeriet og meget mere, men den bevidste politik fra de to førende politiske partier i koalitionen. Ingen troede på, at de nu ville indtage en ny rolle og begynde at forsvare almindelige menneskers interesser.

At begge partier klarede sig dårligere end ved tidligere valg var den velfortjente belønning. Med 8,1 millioner stemmer og 16,4 procent fik SPD sit historisk dårligste resultat siden 1890, mens De Grønne med 5,8 millioner stemmer fik 11,9 procent. Det er helt usandsynligt, at denne prokapitalistiske og militaristiske holdning hos SPD og De Grønne vil ændre sig i den nærmeste fremtid – og det er noget, som alle, der tror på ideen om den nu afdøde “rød-rød-grønne regering” bør huske.

Rejst fra ruinerne

Den største overraskelse ved dette valg var venstrefløjspartiet Die Linkes uventede succes. Partiet fik hele 4,3 millioner stemmer og 8,8 procent, hvilket betyder, at det kom ind i den nye Forbundsdag med næsten dobbelt så mange parlamentsmedlemmer som i den foregående periode. Den oprindelige plan om at opnå dette primært ved at vinde tre direkte pladser (Se faktaboks) blev også overgået. Nu har man seks direkte vundne valgkredse.

Af de sædvanlige, men overfladiske faktorer, der kendetegner valgkampe – gode kandidater, beslutsomhed i sagerne, forståelige krav og en klar forskel til de øvrige partier – var alt i orden for Die Linke denne gang. Men det var ikke plakater, løbesedler og ledere, der var afgørende for succesen, men de rigtige mennesker af kød og blod, der meldte sig ind i partiet i tusindvis og organiserede en ægte, fysisk håndgribelig valgkamp. Det var – for første gang i Die Linkes historie og heldigvis næsten helt uafhængigt af den centrale kampagneledelse – oplevelsen af ​​politik i første person, en følelse af “nu stemmer vi på os selv”, der dominerede valgkampen.

Die Linkes medlemstal er næsten fordoblet (Se faktaboks 2), i flere delstater har man nået rekordhøje medlemstal og selv i de østlige stater, hvor man i flere år kun har mistet medlemmer, stiger antallet af nye medlemmer hurtigt.

Dette opsving som en reel social kraft skal nu stabiliseres og udvides. Der skal etableres varige strukturer lokalt, og det er afgørende at få etableret grupper, der kan gribe ind og arbejde kollektivt i fagforeninger og andre sociale bevægelse. Derudover skal der foretages en stor investering i uddannelse inden for partiet for politisk at konsolidere den nye selvtillid inden for venstrefløjen, der nu er sluppet løs, og for at fastholde den som en holdbar kraft i et ægte socialistisk og antikapitalistisk parti.

Samtidig må den nye folketingsgruppe i Forbundsdagen ikke umiddelbart falde i de tidligere ledere Bartsch, Ramelows og Gysis gamle hjulspor og igen præsentere sig selv som en alliancepartner eller blot som en kraft til at rette op på SPD og De Grønne. De store politiske spørgsmål – kampen mod krig og militarisering, for social retfærdighed og højere lønninger og pensioner, mod klimaødelæggelser – kræver en stærk og højlydt opposition til kapitalens partier. Den sociale mobilisering mod højre vil kun komme videre med en konsekvent antifascistisk opposition i forbundsdagen. Mod højre hjælper kun venstre.

Den nationalistiske, “venstre-konservative” udsplitning fra DIE LINKE, Sahra Wagenknechts Alliance, BSW erfarede ved dette valg, at alle de politiske præmisser og projekter, der førte til grundlæggelsen af ​​denne organisation, var lige så forkerte, som den praktiske implementering var bureaukratisk, udemokratisk og nedslående. Med 2,5 millioner stemmer og 4,97 procent formåede BSW meget snævert ikke at komme over spærregrænsen på fem procents og vil med rette blive glemt.

1. marts 2025

Thies Glass er maskinmontør og har været aktiv i IG Metall i mange år. Han er en af ​​talsmændene for Antikapitalistische Linke, en venstreorienteret strømning inden for partiet Die Linke. I 2024 blev han også valgt som  den ene af ​​de nuværendes to repræsentanter i Die Linkes hovedbestyrelse. Gleiss er medlem af ISO, Socialistisk Arbejderpolitiks søsterorganisation i Tyskland.

Oversat fra Internationalen af Leif Mikkelsen