Tilstrømningen var så stor, at lokalerne var fyldt til bristepunktet – et organisatorisk problem, som de fleste tilstedeværende dog tog med tålmodighed og godt humør. Trods den livlige stemning var det klart for alle: Der venter hårdere tider – ikke kun på grund af den nye regering.

Mere end en klasseudflugt

Denne konference var mere end en faglig klassefest. Den var et politisk signal: Basis er levende, organiserer sig – og stiller spørgsmål, der rækker ud over overenskomstforhandlinger og kampe. Den strakte sig ud over den klassiske vælgergruppe for Die Linke og tiltrak mange fagforeningsaktive – uanset om de var partitilhængere eller ej, organiserede eller ej.

Endnu mere synlige end ved tidligere konferencer var fagligt aktive og kæmpende fra migrantprægede dele af fagbevægelsen. Denne gang var scenen ikke kun forbeholdt prominente repræsentanter fra bestyrelser og funktionærer, men især kolleger fra faglige konflikter – fra Tesla, Charité Facility Management [servicefirma i sundhedsbranchen, o.a.], detailhandlen og andre.

Mellem håb og bekymring

Atmosfæren var elektrisk, næsten euforisk – en blanding af håb, opbrud og kampånd – og samtidig mere alvorlig og eftertænksom end normalt, hvilket passer til vores tid. Der var gentagne gange bifald, kor, sang og endda tårer, især efter de mest kampivrige taler. Trangen til respekt og værdighed var mærkbar – i en tid, hvor ydmygelser og urimelige krav over for arbejdere er blevet en permanent del af samfundet.

I periferien blev der – som altid – overdrevet og kritiseret. Nogle sekteriske grupper faldt ubehageligt i øjnene: Deres »kritik« af partiet Die Linke – for eksempel påstanden om, at »kun AfD er stadig et fredsparti« – mødte manglende forståelse hos mange. En overdrivelse, der ikke kun er analytisk forkert, men også kan have farlige konsekvenser. Det blev klart, at antimilitaristisk kamp har brug for et andet grundlag – et, der forener, ikke splitter.

Og det var netop det, konferencen bød på, også i dette spørgsmål: ingen frygt for at udtrykke solidaritet med Palæstina og solidaritetsbevægelsen i Tyskland. Tværtimod – det var ubestridt, at dette i dag er det mest udviklede udtryk for international solidaritet inden for fagbevægelsen.

Den rolle, som de faglige apparater, hvis venstrefløj i høj grad prægede denne konference, spiller, bør igen gøres til genstand for en mere kritisk betragtning. For netop denne del af fagforeningsbureaukratiet betragter enhver bevægelse i retning af en forandring af fagforeningernes strukturer – ikke altid med åben modstand, men dog med en grundlæggende skepsis.

Konferencen fandt sted under mottoet »bliv mere konfliktorienteret, demokratisk og politisk« – og netop denne linje gik igen i mange diskussioner. Et centralt tema var: Er det hidtidige format for sådanne konferencer tilstrækkeligt til at fremme en dybtgående fagforeningspolitisk bevidstgørelse?

Det blev klart, at det gør en forskel, hvordan man organiserer sig – ikke kun at man gør det. Organiseringsmetoder, der udelukkende er begrænset til overenskomstforhandlinger på arbejdspladsen, vil ikke være tilstrækkelige. Der er behov for en strategisk forbindelse mellem det daglige arbejde på arbejdspladsen og politisering i samfundet – uden stedfortræderpolitik og uden ren eventkultur.

I denne sammenhæng blev begrebet »arbejdet i det små« et nøgleord. Arbejdet i det små er det øjeblik, hvor propaganda ophører, og organisering begynder. Fokus på »de mange« i stedet for på såkaldt »progressive« miljøer. Den rolige, men vedholdende udvikling af konflikter. Ikke højlydt, ikke med stor offentlig opmærksomhed – men centralt for enhver reel bevægelse. Det er værd at tænke videre over.

Praksis møder teori: Rum for strategisk læring

Et vellykket eksempel på politisk uddannelse og praktisk orientering var workshoppen med Keith Brown fra Labor Notes (USA), modereret af Violetta Bock. Med over 200 deltagere var det et af konferencens mest velbesøgte arrangementer.

Blandingen var rigtig: et praktisk indblik i den amerikanske organisering, erfaringer fra kampene mod Trump og angrebene på fagforeningerne – og samtidig konkrete værktøjer til, hvordan organisering kan se ud på ens egen arbejdsplads. Mange gik fra workshoppen med en følelse af: Jeg kan gå i gang i morgen.

At selv IGBCE [fagforbund for minedrift, kemi og energi, o.a.] nu har opdaget organisering som et middel til at give de ansatte en ny styrke, viser, hvor meget disse tilgange er kommet til at stå i centrum for fornyelsen af fagforeningerne.

Ingen fred med oprustning

I det afsluttende plenum kom der en klar erklæring mod oprustning og krigsindustrien – kombineret med en opfordring til at danne en front mod ledelsens integrationsvillige linje på de kommende fagforeningsdage. Denne kamp er åben – det er endnu uklart, hvor mange kolleger der vil tage den op. Men opfordringen er givet.

Fanny Zeise, en af konferencens medarrangører, nævnte tre søjler i fagforeningernes fornyelse: »Konfliktvillige, demokratiske og politiske – det er, hvad modvinden fra den stadig fremadskridende neoliberalisme kræver af os«. Den kommende forbundsregering giver ingen svar på de aktuelle problemer, sagde Fanny i sin tale lørdag aften. Tværtimod angriber den otte-timers arbejdsdagen, der blev kæmpet igennem for 100 år siden. Det gælder om at opbygge pres mod dette i alliance med befolkningen og især med strejkevillige medarbejdere.

Mere end opmuntring: et strategisk øjeblik

Den 6. fagforeningskonference var mere end en opmuntrende begivenhed. Den var et knudepunkt – måske endda et vendepunkt – for en bevægelse, der ikke står stille, men ønsker at forene konfliktberedskab, politisk klarhed og samlende organisering. Rosa Luxemburg-Stiftung har dermed ikke kun stillet et rum til rådighed, men – forhåbentlig – også fremmet en varig struktur, som venstreorienterede fagforeningsfolk kan bygge på i fremtiden.

6. maj 2025

Oversat fra intersoz.de af Poul Bjørn Berg