Læsetid: 20 minutter

 

Violeta Bock er ordfører for klimaretfærdighed, miljø og opvarmning for Die Linke. Foto: violetta-bock.de/

 

I dette interview med Antoine Larrache præsenterer hun sit arbejde som parlamentsmedlem for Die Linke, der består i at skabe en forbindelse mellem arbejderklassen og kampen mod en stadig mere ustabil magt.

 

Hvordan ser du på situationen i Tyskland, især konsekvenserne af den økonomiske krise?

 

Det afgørende træk ved situationen i Tyskland er svækkelse. Det gælder både landets militære og geopolitiske rolle i den amerikansk-europæiske alliance og det økonomiske grundlag for denne alliance: Den æra, hvor Tyskland indtog en førende position i den europæiske industri og spillede en dominerende rolle i den globale økonomi, synes foreløbig at være forbi, og der er i øjeblikket intet, der tyder på, at denne udvikling kan standses eller ligefrem vendes.

 

I årevis er produktionskæder og vækst i stigende grad flyttet til Asien, især til Kina og Indien. I Tyskland forstår man ikke denne udvikling tilstrækkeligt, hverken den nuværende regering eller store dele af venstrefløjen og fagbevægelsen, og den danner heller ikke grundlag for overvejelser om fremtidige initiativer.

 

Arbejderklassen er presset

Dette er en dramatisk situation, fordi alt, hvad vi er vidne til i dag, finder sted med disse økonomiske forandringer som overskrift, i en kontekst med en hurtigt fremadskridende klimakatastrofe med alle dens sociale og politiske konsekvenser. For arbejderklassen betyder dette et strategisk tomrum.

 

Klimakatastrofen anerkendes nu som en realitet, men seriøse overvejelser om dens konsekvenser skubbes til side til fordel for de sociale og økonomiske kriser, der udvikler sig sideløbende. I virkeligheden bør samfundet investere i projekter, der styrker beskyttelsen af borgerne og den sociale infrastruktur, og som gør det muligt for mennesker at afbøde konsekvenserne af klimakatastrofen og samtidig forhindre den fortsatte ødelæggelse af vores levevilkår.

 

I stedet er det krig, geopolitisk konkurrence og forsvaret af nationale industriområder, der er i centrum. Der investeres i krig, udnyttelse og plyndring – med andre ord, så bliver gældsætning og social nedbrydning brugt til at tjene det militærindustrielle kompleks og alt, hvad der garanterer kontrol over naturressourcerne på internationalt plan. Det er her, de herskende klassers profitter og forventninger ligger.

 

Det øger presset på arbejderklassen betydeligt, både materielt og ideologisk. På den ene side kommer presset fra nationalistisk propaganda og ønsket om en omfattende militarisering af industrien og samfundet. I Tyskland sker dette altid under temaet »russerne kommer«. På den anden side skyldes det afindustrialiseringen af landet, som ødelægger arbejdspladser og levevilkår.

 

Selv om Tyskland stadig er en central magt i EU, har landet ikke Storbritanniens globale finansielle position, USA’s militære overlegenhed eller Kinas dominerende økonomiske position. Selv i de øverste lag af fagbevægelsen er der ledere, der håber, at militariseringen alt i alt vil gavne dem, og at Tyskland vil formå at vinde terræn i konkurrencen om konkurrenceevne, om nødvendigt med deres hjælp.

 

Dette hindrer også de daglige kampe. Så længe der ikke er noget stærkt håb om en bedre fremtid, vil enhver bevægelse fortsat være hæmmet. Det er denne opgave, som venstrefløjen står over for i dag.

 

Et skift til højre i i hele det politiske liv – næsten

 

Hvilken rolle spiller den yderste højrefløj i denne situation?

 

Alternative für Deutschland (AfD) er en heterogen samling af højreorienterede strømninger. Partiet kritiserede oprindeligt Den Europæiske Union og mobiliserede den såkaldte middelklasse, selv om dets vælgerbase fra starten hovedsageligt bestod af arbejdere, der følte sig svigtet af det politiske system.

 

I dag spænder spektret fra konservative nationalister og fortalere for drastisk økonomisk liberalisme til direkte fascister, der formår at fremstå som en radikal opposition. De har dog længe samtidig forsøgt at tilbyde CDU deres tjenester som regeringspartner.

 

Gennem en vedvarende polarisering har de forankret deres racistiske dagsorden i samfundet, og deres krav – for eksempel afskaffelsen af asylretten – er blevet taget op af andre partier og omsat til initiativer fra regeringen.

 

Vi er i øjeblikket vidne til et skift mod højre på tværs af hele det politiske spektrum (med undtagelse af Die Linke). Det gør livet sværere for migranter, arbejdere, LGBTQ+-personer og alle socialt sårbare mennesker.

 

Frygten for fremkomsten af en fascistisk massebevægelse må få os til at søge efter et samlet modsvar inden for rammerne af de bredest mulige alliancer, der strækker sig ud til CDU/CSU, SPD og De Grønnen- for at blokere AfD på alle niveauer. Der er i øjeblikket ingen fascistisk massebevægelse i Tyskland.

 

Men vi må forvente, at CDU, SPD og endda De Grønne vil være i stand til at finde fælles politisk fodslag med AfD – i praksis eksisterer dette allerede. Det er netop dette, vi må modsætte os…

 

I de seneste måneder har vi ikke kun været vidne til et skift mod højre, men også til en polarisering, der især er synlig i Die Linkes vækst. En voksende del af den yngre generation søger mere radikale svar og er klar til at handle. Reaktionerne på skiftet mod højre må derfor ikke kun fokusere på alliancer mod AfD, men skal også fremlægge et socialistisk perspektiv som et alternativ til militarisering, nationalisme og social opløsning.

 

Brug for aktivistisk fagforeningsarbejde

 

Hvordan reagerer fagforeningerne?

 

Vi bliver regelmæssigt udsat for voldsomme angreb på strejkeretten og faglige rettigheder. Den nuværende regering angriber for eksempel åbent otte timers arbejdsdagen. I 2000’erne forspildte de tyske fagforeninger muligheden for at opgive deres illusioner om Socialdemokratiet.

 

Ganske vist er der nu et betydeligt antal fagforeningsledere, der klart tilhører venstrefløjen, men samtidig er der langt færre ledere på arbejdspladserne. Dette er en udvikling, der begyndte at tegne sig i 1980’erne. Samtidig er de sociale kampe, der skaber offentlige opmærksomhed, på tilbagetog efter en kortvarig genopblussen i slutningen af det sidste årti og begyndelsen af dette.

 

Vi ser i øjeblikket ikke nogen større, højtprofilerede kampe som dem, der fandt sted for nogle år siden hos Amazon, postvæsenet, hospitalerne og den offentlige forvaltning. Der er selvfølgelig altid vigtige initiativer og kampagner, der giver os håb, og som vi skal støtte med alle kræfter. For at gøre dette bruger man i stigende grad såkaldte organizer-metoder [1]. Men de er stadig tæt knyttede til de rammer, beslutninger og perspektiver, der fastsættes af de centrale fagforeningsapparater.

 

Vi er også vidne til fremkomsten af højreorienterede samarbejdsudvalg, især i små og mellemstore virksomheder, og oprettelsen af konkurrerende højreorienterede fagforeninger. For at tackle dette kræves der aktivistisk fagforeningsarbejde, fordi de angriber, hvor det gør ondt: dér, hvor samarbejdsudvalg og kommissioner, der er ansvarlige for at forhandle kollektive overenskomster, konstant indgår kompromiser, der i sidste ende ikke afspejler deres kollegers ønsker.

 

En grundlæggende opgave er fortsat at danne kernegrupper på arbejdspladserne, der er opsat på at fremhæve klassemodsætninger og udvikle et socialt perspektiv. Men uden en socialistisk organisation, der er i stand til at præsentere, hvad det næste skridt bør være, og som kan føre det til en vellykket afslutning, vil vi forblive fastlåst i en fase af defensive kampe.

 

Det er præcis, hvad vi oplever i øjeblikket: Mange små kampe, men praktisk talt ingen, der formår at markere sig i den samfundsmæssige debat. I servicesektoren er der gjort en indsats for at danne borgerkoalitioner til dette formål, for eksempel ved at samarbejde med bevægelsen for energiomstilling i transportsektoren, mens der foregik lønforhandlingerne for ansatte i den offentlige transport.

 

Vores kammerater på arbejdspladserne arbejder for at transformere, demokratisere og radikalisere fagforeningsarbejdet, men ofte også blot at organisere det på en anden måde. Die Linke kan være til stor hjælp for dette arbejde, men ikke hvis vi låser os inde i arbejdspladsceller, der forsøger at gennemføre partiets politik uden for det egentlige fagforeningsarbejde.

 

Socialdemokratiet og De Grønne på kapitalens side

 

Hvilken form tager Socialdemokratiets politik?

 

I krisetider har SPD aldrig været i stand til at udvikle en uafhængig politik i arbejderklassens interesse, fordi partiets succes for dem er uadskillelig fra kapitalens. Intet har ændret sig i denne henseende.

 

Og da partiet i vid udstrækning har mistet sine rødder i arbejderklassen, forsøger de i mindre og mindre grad overhovedet at få det til at se ud. som om de fører klassekampspolitik. Det er gradvist ved at gå i opløsning.

 

Efter min mening er De Grønnes rolle mere interessant. I udlandet undervurderer man ofte den betydning, De Grønne har eller har haft i det tyske samfund – i de seneste meningsmålinger ligger de under Die Linke. De har længe repræsenteret et håb om fornyelse: økologisk, progressiv, pacifistisk, selvom de i virkeligheden altid har bøjet sig for kapitalens og reaktionens interesser og ført Tyskland ind i sine første krige siden Anden Verdenskrig.

 

I dag befinder de sig i samfundets centrum, men de er blevet partiet for »human racisme«, der holder grænserne åbne til fordel for kapitalen, og for »humanitær krig«. De er blevet et vigtigt parti, især blandt middelklassen, men forræderiet mod deres egne rødder er efter min mening allerede en gammel historie.

 

De, der stemmer på De Grønne, ved nu helt klart, hvad de får til gengæld: en politik til fordel for kapitalen, med elbiler og økologiske kaffekapsler.

 

Illusionen om et nyt økonomisk mirakel

 

Hvilken politik tror du, at CDU-kansler Merz vil føre?

 

Det er endnu ikke afgjort. CDU – og med dem SPD, deres koalitionspartner – står over for et dilemma. De tyer til den velkendte kapitalistiske opskrift: omfattende sociale nedskæringer, militarisering af samfundet, lukning af EU’s grænser for flygtninge og massive investeringer i europæisk kapital. De håber at skabe nyt rum for omfordeling gennem et nyt »økonomisk mirakel«.

 

Men der er gode grunde til at tro, at de denne gang, i lyset af den generelle økonomiske krise, ikke vil være i stand til at komme ud af den ved hjælp af et overflødighedshorn af euro. Den økonomiske krise ledsages nemlig af dybtgående internationale omvæltninger i de moderne produktionsformer, sideløbende med en imperialistisk omorganisering af magtforholdene.

 

Genoprustningsprogrammet alene vil ikke være i stand til at ændre situationen – det vil kun øge og sprede risikoen for krig.

 

I øjeblikket ser vi, at CDU/CSU og SPD i stigende grad tilslutter sig AfD’s racistiske og nationalistiske slogans. Hvorfor skulle det så ikke være muligt for Merz en dag at vove at tage springet og danne en mindretalsregering støttet af AfD? Det ville være katastrofalt for det tyske folk, men det er et realistisk scenario.

 

De borgerlige medier og store industrikoncerner presser med alle kræfter på for at få en konservativ regering på plads. De taler konstant om kriser inden for koalitionen, gør enhver uenighed til en katastrofe og forsvarer et demokratibegreb, hvor regeringer skal kunne »tvinge ting igennem« uden modstand eller diskussioner, med den begrundelse, at det simpelthen er en nødvendighed, som denne krise påtvinger os.

 

Det er netop her, vi socialister kan skærpe vores profil: Vi er demokrater. Vi tager meningsforskelle og åben konflikt alvorligt, fordi vi går ud fra, at kollektive løsninger kun kan opstå gennem konfrontation og bred deltagelse. Dette er en helt anden opfattelse af demokrati end den autoritære »gennemtvingelse« fra det borgerlige centrum.

 

Die Linke – et samlingspunkt

 

Kan du fortælle os om Die Linke? Hvad er partiets generelle politiske orientering? Hvilken indflydelse har den massive tilstrømning af unge haft?

 

For fuldt ud at forstå Die Linke må man kende partiets historie. Oprindeligt var partiet resultatet af en fusion mellem to fraktioner: efterfølgeren til det tidligere statslige parti i Østtyskland, PDS, og Valgalternativet for Arbejde og Social Retfærdighed (WASG), der opstod i Vesttyskland.

 

WASG opstod i midten af 2000’erne som en reaktion på Schröder-regeringens såkaldte »Hartz-reformer« det hårdt angreb på de sociale fremskridt. WASG blev drevet af desillusionerede medlemmer af SPD, men også af folk fra den mere radikale venstrefløj, hvoraf mange havde en marxistisk orientering.

 

Fra begyndelsen stod det klart, at Die Linke ikke bare var endnu et politisk parti, men snarere et produkt af en sammensmeltning af forskellige erfaringer og traditioner, både politisk og mellem øst og vest. Partiet har ændret sig flere gange gennem sin historie, og det vil fortsætte med at udvikle sig i fremtiden. Fordi dets succes altid har været og altid vil være knyttet til dets evne til at tilpasse sig nye sociale dynamikker.

 

I dag er Die Linke – og det er her, der ofte opstår misforståelser – i mindre grad et parti i klassisk forstand, end det er en masseorganisation, et samlingspunkt for brede grupper.

 

Hvad mener jeg med det? Partiet definerer bestemt politiske retninger, men kræver ikke, at de skal følges ensartet. I stedet foretrækker man at sætte dem til diskussion inden for bevægelserne. Det samler både pragmatiske venstreorienterede socialdemokrater og revolutionære socialister, uden at dette generelt fører til splittelse, udelukkelse eller manglende solidaritet.

 

Alle er klar over, at det er et fælles projekt, der skal kunne rumme forskellige strømninger. Dets centrale mål er at forsvare sociale landvindinger. knyttet sammen med debatten om og kampen for et socialistisk perspektiv – under hensyntagen til forskellige erfaringer, både set ud fra Øst- og Vesttysklands historie og de forskellige bevægelsers historie.

 

De unges parti

 

Die Linkes politiske orientering er derfor vanskelig at sammenfatte i en enkelt sætning, og det er netop her, mange observatører snubler. De ønsker definitive, utvetydige ord, men det er ikke sådan, dette parti fungerer. Dets orientering bestemmes af de mennesker, der er aktive i det.

 

Dette er en af dets styrker: De, der engagerer sig, kan påvirke, hvordan partiets arbejde udvikler sig. Den linje, der følges i centrale spørgsmål, er i konstant udvikling og tilpasser sig bevægelserne.

 

Debatten om, hvordan man skal tackle fremgangen for den yderste højrefløj, er et eksempel: Nogle opfordrer til brede alliancer mod AfD, også parlamenarisk, mens andre ønsker at vise, at der er mere manøvremargen i kapitalismen. Jeg er for eksempel imod begge holdninger. I virkeligheden er den objektive manøvremargen for reformistiske strategier i Europa, og især i Tyskland, blevet indskrænket i en sammenhæng, der er præget af deindustrialisering og autoritære tendenser.

 

Vi befinder os i øjeblikket i en ret behagelig, men vanskelig situation: Partiet har mere end fordoblet sit medlemstal, mange kommer direkte fra sociale bevægelser, andre tilhører en generation, der kun lige er begyndt at blive politiseret. Alene det, at disse unge mennesker har besluttet at gøre Die Linke til deres organisation, er i sig selv betydningsfuldt.

 

De vender således bevidst ryggen til De Grønne, et parti, der ofte betragtes som liberalt-venstreorienteret, men som i virkeligheden delvis går ind for en liberal, højreorienteret politik. Denne generation er blevet bevidst om, at hele partisystemet i Tyskland er rykket mod højre, og at kun Die Linke er forblevet på sin plads: som en kraft af håb, som en modvægt mod udstødelse og frarøvelse af rettigheder.

 

En opposition, der bringer håb

 

Og hvad forventer disse unge mennesker af partiet?

 

Jeg tror, at det, de ønsker, ikke er at få opfyldt specifikke krav, men snarere at være en del af denne opposition, der bringer håb. I bedste fald, og det er det, vi ser mange steder, ser de Die Linke som et rum, hvor de kan handle effektivt i politik.

 

Det, der også har gjort det muligt at nå så langt, er, at partiet siden Sahra Wagenknechts farvel har formået at undgå offentlige stridigheder, at det har formået at finde et centralt tema med spørgsmålet om huslejer, og at det med dør-til-dør-kampagnerne er muligt at begynde at handle på et basis-niveau, at komme ud over de små, lukkede kredse og at etablere kontakt med mennesker på baggrund af deres daglige oplevelser.

 

Vi har her en historisk mulighed: Medlemmerne af parlamentet og partiets funktionærer er i den position, de er i i dag, fordi de valgte at gå ind i dette projekt på et tidspunkt, hvor det syntes umuligt at gøre politisk karriere i  ad denne vej. Så sent som sidste efterår blev Die Linke betragtet som færdigt. Alle, der stillede op til valget, gjorde det med den dybe overbevisning, at der var brug for et venstreorienteret alternativ. Det er netop det, vi i dag kan udnytte til at bygge fremtiden.

 

Palæstinasolidaritet – ikke længere et problem på venstrefløjen

 

Hvad angår solidaritetsbevægelsen med Palæstina: Er der en ny dynamik, især i arbejder- og indvandrerkvarterer?

 

Solidaritetsbevægelsen med Palæstina er i øjeblikket en af de største bevægelser i Tyskland. Den ledes primært af indvandrere. Som i mange lande er undertrykkelsen af bevægelsen hård og bidrager til at nære racismen yderligere.

 

Det er derfor altid vigtigt at skelne mellem »offentliggjorte« meninger og den offentlige mening. Blandt befolkningen som helhed er der et flertal imod våbenleverancer til Israel fra Tyskland, men det er endnu ikke noget, der er tydeligt [i demonstrationerne] på gaden.

 

Man vil ikke længere kunne nå ud til unge mennesker, men heller ikke til mange arbejdere og visse befolkningsgrupper, hvis solidaritetsarbejde med Palæstina bliver set som et »problem« eller som »antisemitisk«. Denne opfattelse har længe præget venstrefløjen, ikke mindst på grund af Tysklands forfærdelige historie.

 

Det er selvfølgelig stadigvæk sådan, at jo mere mennesker er bundet til statslige institutioner i deres dagligdag – enten gennem deres arbejde eller i deres privatliv – jo mere mærkes det gamle pres fra »statsinteresser«. Dette er stadigvæk en hindring.

 

Men dette udgør ikke et stort problem for en socialistisk strategi. For det er først og fremmest dem, der ikke er integreret i dette system, men som lider under det, vi henvender os til. Og det er netop her, solidariteten med Palæstina, trods alle angrebene, får en ny dynamik.

 

Ryster den grundlæggende tillid til systemet

 

Hvordan går kampen mod undertrykkelse [af solidaritetsarbejdet]? Kan den vindes? Kan bevægelsen blive stærkere end undertrykkelsen?

 

Undertrykkelse har selvfølgelig en effekt, især på dem, der arbejder eller handler tættest på staten, eller som på en eller anden måde er afhængige af statslige institutioner. Nogle steder bliver undertrykkelsen tydelig, for eksempel når jødiske kvinder forbydes at udtale sig offentligt, fordi de klart modsætter sig Israels politik. Og mange får øje på den, når domstole efterfølgende fordømmer brutale politiaktioner og senere ophæver forbud mod visse slogans.

 

Inden for solidaritetsbevægelsen ser vi jævnligt nye fremskridt, når nye befolkningsgrupper slutter sig til bevægelsen, og der opnås betydelige gennembrud.

 

Det faktum, at flere og flere organisationer ikke længere kan vende det blinde øje til, har også bidraget til dette. De, der én gang har formået at overvinde deres frygt, er desto mere beslutsomme.

 

Statens holdning ryster mange menneskers grundlæggende tillid til systemet. Inden for solidaritetsbevægelsen er der stadig en bred vifte af holdninger, fra en vægt på humanitære krav til antizionistiske holdninger.

 

Det største problem i Tyskland er i øjeblikket et helt andet: kampen mod håbløshed og følelsen af, at der ikke er nogen udvej. Forbundsregeringen har længe stædigt nægtet at træffe beslutninger, der kunne lægge pres på Israel. Så vi er imod staten, men staten giver sig ikke. Den tyske »statsræson« svæver over alt og gennemsyrer hele udenrigspolitikken.

 

Mange aktivister føler derfor, at de kæmper mod vindmøller. For dem, der har kæmpet for solidaritet med Palæstina i årtier, er denne periode domineret af rædslen over det, der sker i Gaza, på Vestbredden og i hele regionen.

 

Og samtidig markerer denne fase et stort skridt fremad: En ny generation af aktivister og partimedlemmer er kommet i forgrunden og er ikke længere fanget af tanken om, at enhver kritik af Israel i sig selv er antisemitisk. Denne fremgang har måske ikke en øjeblikkelig effekt, men den skaber et solidt fundament, hvorfra vi kan opbygge et mere radikalt internationalistisk perspektiv i de kommende år.

 

Ambition eller overbevisning?

 

Hvordan ser du din rolle som parlamentsmedlem i denne situation?

 

Jeg går altid til mit arbejde som parlamentsmedlem med spørgsmålet om forholdet mellem parlamentet, bevægelsen og partiet i tankerne.

 

Heldigvis har der i de senere år været mange debatter og klare fremskridt inden for Die Linke. Vi har lært, hvordan dette samspil bør struktureres, og har indført præcise regler, for eksempel for økonomiske betalinger eller regelmæssig dialog med samfundsgrupper.

 

Det er meget tydeligt, at de parlamentsmedlemmer, jeg arbejder sammen med i dag, ikke stillede op til valget ud fra professionel ambition, men ud fra overbevisning. Der er selvfølgelig stadig en gammel måde at fungere på inden for partiet, hvor parlamentsmedlemmerne havde tendens til at organisere sig i små arbejdsgrupper. Sådanne tendenser dukker jævnligt op igen af strukturelle årsager. Men vi er begyndt at bryde med denne logik. Og jeg tror, vi er på rette vej, selvom vi kun er i begyndelsen.

 

Konkret skelner jeg mellem tre aspekter i mit arbejde.

 

For det første skal vi sikre, at bevægelser kan drage fordel af eksisterende ressourcer. Jeg taler ikke primært om penge, men snarere om information, netværk og muligheder for at blive hørt. Dette reduceres ofte til simpel økonomisk støtte. Men det afgørende er at give bevægelser analyser, teser, evalueringer, indtryk og en god forståelse af modstanderen. Det er ressourcer, som vi har til rådighed som parlamentsmedlemmer.

 

For det andet handler det om at være et forbillede. Vi bør ikke se vores rolle som at blive en del af den magtfulde regeringsblok en dag. Som parlamentsmedlemmer skal vi vise, at vi ikke forsvinder, så snart vi er i Forbundsdagen. I Kassel, især i Rothenditmold-distriktet, grundlagde jeg et lokalcenter med mange kammerater. Efter min valgsejr spekulerede mange på, om jeg nu var »forsvundet«.

 

Men for mig var én ting klar: Arbejde i parlamentet og lokale rødder må ikke stå i modsætning til hinanden [2]. Derfor fortsætter jeg med at yde social rådgivning, derfor støtter jeg lejerbevægelsen – som i denne krisesituation er blevet, og det er ikke tilfældigt, et centralt aktivitetsområde for hele partiet. På denne måde beviser vi, at det er muligt at arbejde inden for det borgerlige parlament uden at blive »parlamentarikere«.

 

For det tredje: Vi skal bruge den parlamentariske platform på en banebrydende måde. I disse tider med krig og klimakatastrofe er det vigtigt at give kampen for klimaretfærdighed og mod imperialistiske interesser størst mulig synlighed. Det er den store opgave, vi står over for, men den må ikke adskilles fra den klassekamp, der faktisk udspiller sig. Tværtimod er den en forlængelse af den.

 

Jeg ville være glad, hvis netop disse spørgsmål – organiseringsarbejde, græsrodsarbejde og aktiviteter rettet mod og sammen med arbejderklassen – om to eller tre år dannede grundlaget for vores interne partidebatter. Og jeg er overbevist om, at vi kan bidrage til dette. For vi har allerede vist, at en orientering forankret i venstrefløjen og græsrødderne ikke er en karikatur, men faktisk giver os mulighed for at score point i tider med polarisering.

 

1. september 2025

 

Noter:

[1] Violetta Bock har oversat den banebrydende bog “The Seven Components of Transformative Organizing Theory” af Eric Mann, direktør the Labor/Community Strategy Center in Los Angeles, til tysk.

 

[2] Violetta Bock har skrevet – sammen med Thomas Goes –” Ein unanständiges Angebot? Mit linkem Populismus gegen Eliten und Rechte (Et uanstændigt tilbud? Med venstreorienteret populisme mod eliterne og højrefløjen, 2017). I bogen argumenterer de for “en socialisme for almindelige mennesker og for “organiseringen af modmagt for at skabe laboratorier for håb og en baggrund for solidaritet.” de beskriver også Sahra Wagenknecht som en ”fejlslagen populist”

 

Interviewet er oversat fra International Viewpoint af Michael Voss, som også er ansvarlig for overskrifter og mellemoverskrifter.