Kampstemning blandt de ansatte på kebabfabrikken Birtat i Baden-Württemberg. Foto: NGG,

Inden for Tysklands angiveligt stærkt regulerede arbejdsmarked er bekæmpelse af fagforeningerne stadig i høj kurs, og Hamborg Lufthavn er ingen undtagelse. Ja, det er det Hamborg, hvor hamburgeren stammer fra. Her har ledelsens anti-fagforeningsstrategi været at sætte fagforeningsmedlemmerne ud i kulden – helt bogstaveligt, da Hamborg kan være meget koldt om efteråret.

For kun få uger siden kæmpede et datterselskab af Hamborg Lufthavn mod en medarbejder, der havde været aktiv i sin fagforening i blot et par uger.

Selvom sådanne repressalier er ulovlige i et land, der er underlagt en angiveligt streng arbejdslovgivning – komplet med sine egne arbejdsretter – forekommer det stadig.

Tysklands magtfulde fagforbund Ver.di – med 1,9 millioner medlemmer, som repræsenterer ansatte i Hamborg Lufthavn, indgav en formel klage mod ledelsen. Den tyske Arbejdsret besluttede, at den pågældende, Ramazan S, kunne vende tilbage til arbejdet – i hvert fald ifølge Hamborgs lokale arbejdsret. Men på trods af domstolens afgørelse til Ramazans fordel nægter arbejdsgiveren – et firma med det vildledende navn Groundstars (ja, der er ingen stjerner her) – at lade Ramazan vende tilbage.

Ledelsen forsøgte at retfærdiggøre Ramazans udelukkelse med vage »klager«, der angiveligt var fremsat af andre.

Ramazan arbejder som supervisor i bagagehåndteringen. Men ved arbejdsretten i Hamborg-Barmbek blev det klart, hvor mange kolleger der er solidariske med ham. Allerede inden retssagen begyndte, deltog over 40 mennesker i et fagligt solidaritetsmøde uden for retsbygningen.

Næsten alle deltog i retsmødet. Retssalen var fyldt, og mange måtte stå op på grund af mangel på pladser. Dommeren var tydeligvis overrasket og bemærkede, at hun ville have sørget for et større lokale, hvis hun havde forudset fremmødet. Ramazan var ikke hvem som helst.

Det bliver endnu tydeligere, når man taler med hans kolleger. Tag for eksempel Goran, der har arbejdet med bagagehåndtering i Hamborg Lufthavn i 38 år – han støtter Ramazan fuldt ud.

En anden medarbejder, Djuric, sagde: »Vi fik ikke noget i lang tid … så kom Ramazan.« Ramazan er aktiv i fagforeningen. Medarbejderne bemærker, at han er »en mand med kampvilje.« Han holdt endda taler ved demonstrationen og gav mange af sine kolleger en hjælpende hånd.

Ramazan har været fagligt aktiv i lang tid, som medlem af samarbejdsudvalget og medlem af Ver.dis overenskomstudvalg. Han har været dybt involveret i lokale forhandlinger for jord- og asfalteringsarbejdere i Hamborg Lufthavn.

Han har arbejdet hos Groundstars siden 2014 og har været supervisor siden 2023. »Arbejdsgivere har et alvorligt problem, når ledelsen begynder at bekæmpe sine egne medarbejdere,« sagde han ved demonstrationen. Publikum klappede.

Ramazan og hans kolleger arbejder døgnet rundt i et 24/7-skiftesystem. De laster og losser fly, rengør dem og transporterer bagage, fragt og passagerer.

Omkring 1.500 arbejdere i Hamborg Lufthavn er ikke ansat direkte af lufthavnen, men af tre af dens datterselskaber.

51 procent af lufthavnen ejes af byen Hamborg. Dette er et klassisk eksempel på et neoliberalt offentligt-privat partnerskab – hvor overskuddet går til virksomhederne, mens risikoen påhviler det offentlige.

Kapitalismen fungerer så meget bedre, når staten betaler regningen. Glem søndagstalerne om det »frie marked«.Sådanne aftaler giver ledelsen en falsk fornemmelse af virksomhedens magt – og glemmer, at 51 procent af lufthavnen er offentligt ejet.

Bakket op af denne illusion har ledelsen længe ladet arbejderne nøjes med dumpinglønninger – selve grundlaget for Tysklands berygtede lønstagnation.

I et forsøg på at indhente inflationen er den engang så forbløffende lave startløn fordoblet i løbet af det sidste årti: fra 8 euro til 17,68 euro i timen. Ramazan og Ver.di er overbeviste om, at fagforeningen er en torn i øjet på arbejdsgiveren. Ver.di ser Groundstars handlinger for det, de er: bevidst og forsætlig bekæmpelse af fagforeningen. Ledelsens angreb på Ramazan er intet mindre end en hævn, som også har til formål at intimidere samarbejdsudvalget.

Politik i Hamborg
Medlemmerne af Hamborg Bürgerschaft (parlament) har taget et lignende standpunkt. De opfordrer byen – som ejer størstedelen af lufthavnen – til at forsvare arbejdstagernes rettigheder.

Af Hamborgs samlede antal pladser i parlamentet har det regerende Socialdemokrati (SPD) 45, mens De Grønne har 25 – et solidt flertal på 70 pladser. Die Linke har 15 pladser, det konservative CDU har 26, og nyfascisterne (AfD) har 10. Med et så klart flertal ”kunne” Hamborgs socialdemokratiske-miljøvenlige bystyre støtte arbejdere som Ramazan.

Men byens økonomiske myndighed – Wirtschaftsbehörde – nægter at kommentere sagen og henviser blot til lufthavnen selv. At SPD tøver med at støtte arbejdere er ikke noget nyt – det går helt tilbage til 1918 -19.

Værre endnu er det, at Groundstars benægter alle beskyldninger om fjendtlighed over for fagforeningerne. Alligevel siger Ramazan og hans kolleger, at de i årevis har været udsat for diskrimination på grund af deres faglige engagement. Et andet fagforeningsmedlem – en tidligere kollega – blev også fyret og kæmper i øjeblikket for sin sag i retten. Ramazan blev dog ikke formelt fyret. I stedet hævder ledelsen, at han blev »fritstillet fra tjeneste« – med fuld løn.

I retten sagde virksomhedens advokat, at der var »alvorlige beskyldninger« mod Ramazan, der skulle undersøges – herunder påstande om svindel, diskrimination, trusler og problemer med fordelingen af vagter. Men på grund af »whistleblower-beskyttelse« kunne de ikke give detaljer eller navngive vidner.

Advokaten afviste kategorisk beskyldningen om »fagforeningsfjendtlighed«. »Vi er kun interesserede i hans rolle som skifteholdsleder,« sagde han. Ramazans advokat var stærkt uenig. Beskyldningerne var vage og ubegrundede.

Dommeren var enig i fagforeningens holdning. »I har sagt for lidt,« sagde hun til virksomheden. Retten afsagde dom til Ramazans fordel og pålagde virksomheden at betale sagsomkostninger på ca. 4.000 euro. På trods af dommen forsøger Groundstars ledelse fortsat at omgå rettens afgørelse. Ramazan og fagforeningen kæmper videre.

Kebab-strejke
I det andet eksempel fandt der en strejke sted på en kødfabrik, der leverer til kebabforretninger – en dönerfabrik. Arbejderne presser på for at få deres første overenskomst nogensinde sammen med det tyske fafforbund for fødevarer NGG (180.000 medlemmer). Fabrikken hedder Birtat Meat og leverer til tusindvis af kebabforretninger i hele Tyskland og Europa.

Trods regn og blæst var fabrikken i Murr – en by med 6.600 indbyggere ca. 30 km nord for Stuttgart – i strejke. På en strejkedag mødte næsten alle arbejdere frem uden for fabrikken og marcherede gennem industriområdet med bannere, flag og paraplyer.

Det var deres niende strejke, og stemningen var høj. Der var videoer af tidligere aktioner, taler på flere sprog, dans og musik – herunder tyrkiske hits af Ömer Faruk Bostan.

Deres mål: Tysklands første kollektive overenskomst i kebabkødindustrien. Birtat har drevet virksomhed i Murr siden 1998. Faglig organisering begyndte for halvandet år siden. Izzet, en arbejder med 25 års anciennitet, var blandt de første, der meldte sig ind i NGG.

»Vi vil have retfærdighed og ligeløn,« sagde han. Over 100 Birtat-arbejdere har meldt sig ind i fagforeningen.

Tysklands kødindustri er plaget af skandaler – dårlig sikkerhed, løntyveri, umenneskelige boligforhold for udenlandsk arbejdskraft. Og mens kebab bliver dyrere, forbliver lønningerne uændrede. I mellemtiden blev Birats samarbejdsudvalg valgt i september 2024. Af 127 arbejdere deltog 114 i valget.

En af formændene for samarbejdsudvalget er Muzayfe Doganer, der repræsenterer arbejderne. Paradoksalt nok kan han ikke strejke som medlem af samarbejdsudvalget. Men han kan strejke som fagforeningsmedlem. Tysk arbejdsret har sine særheder og ejendommeligheder.

Doganer siger, at ledelsen forsøger at intimidere arbejderne. Han er endda blevet truet personligt. »Der var måneder, hvor jeg ikke kunne sove,« sagde han.

Birtats ledelse afviser kategorisk en kollektiv overenskomst. I stedet for at samarbejde med fagforeningen forsøgte de at omgå fagforeningen og forhandle direkte med samarbejdsudvalget – en almindelig del-og hersk taktik.

NGG krævede en fast lønforhøjelse på 375 euro om måneden og en startløn på 3.000 euro om måneden. Indtil nu er lønningerne blevet vilkårligt fastsat af ledelsen – det klassiske: »Sammen forhandler vi, alene tigger vi.«

Arbejdsstyrken er multikulturel og flersproget – og fuldt repræsenteret i fagforeningen. Alt under strejken oversættes til tysk, tyrkisk, rumænsk, bulgarsk og kurdisk. På trods af sprogbarrierer er solidariteten stærk. »Det giver os styrke,« siger fagforeningsmedlemmerne.

Men under strejken blev rumænske arbejdere i virksomhedens boliger chikaneret af ledelsen. Da fagforeningsrepræsentanterne kom på besøg, forsøgte lederne at afvise det som en »rutinekontrol«.

I en nylig afstemning blev der spurgt, om strejken skulle fortsætte – resultatet afventes. Doganer og andre siger: ”Vi er ikke bange. Vi står sammen. Vi forbliver stærke.”

Til sidst blev der indgået en kollektiv overenskomst – efter elleve ugers strejke. Arbejderne havde vundet.

Nægtede at transportere våben
Det sidste øjebliksbillede kommer fra den østtyske by Leipzig. Hos den globale logistikgigant DHL blev ansatte udelukket fra arbejdspladsen, blot fordi de modsatte sig transport af våben.

Medlemmer af fagforeningen er blevet udsat for repressalier fra ledelsen for at have talt ved en demonstration mod våbeneksport. Et meget berettiget spørgsmål er stadig: Har tyske våben ikke forårsaget nok elendighed i de sidste 100 år?

Christopher, ansat hos DHL og repræsentant for Ver.di, udtrykte bekymring over våbenforsendelser fra Leipzig/Halle Lufthavn til krigsområder. Han deltog i en fredelig protestmarch – 15 kilometer fra Leipzigs hovedbanegård til lufthavnen – i august 2025. Omkring 700 mennesker marcherede den dag. Christopher, der lige var kommet fra en nattevagt, talte til dem.

»Vi ønsker ikke, at vores arbejde skal tjene krig,« sagde han. Han er imod militarisering og specifikt våbenforsendelser til Israel. På grund af dette sanktionerede DHL ham. Så meget for demokrati og »socialt partnerskab«.

Christopher håber, at protesten vil udløse mere modstand blandt arbejdere mod militarisering. »Arbejdere skyder ikke arbejdere,« sagde han. Rosa Luxemburg kunne ikke have sagt det bedre. »Ingen transport til folkemord,« tilføjede han – et budskab, der fik klapsalver af mængden og delt bredt på sociale medier.

Tre øjebliksbilleder. Ét budskab: Det tyske arbejdsmarked er ikke dødt. Arbejderne kæmper – i domstolene, i kødfabrikkerne, i lufthavnene. Disse arbejdere giver ikke op. Uanset hvilke beskidte taktikker ledelsen bruger mod dem, står de fast.

2. oktober 2025

Thomas Klikauer har over 800 udgivelser (herunder 12 bøger) bag sig og skriver regelmæssigt for BraveNewEurope (Vesteuropa), Barricades (Østeuropa), Buzzflash (USA), Counterpunch (USA), Countercurrents (Indien), Tikkun (USA) og ZNet (USA).

Oversat fra Z Network af Poul Bjørn Berg