Læsetid: 13 minutter

Mens Irans regime har startet falske alarmer, har Tyrkiet haft travlt med at bygge trojanske heste fyldt med etniske janitsharer og sende dem udenlands for at forberede genoplivelsen af et tyrkisk-ledet islamisk imperium, der strækker sig over tre kontinenter.

 

I dette projekt er Hamas og andre islamistiske grupper blevet tildelt bestemte roller. Hvis det fortsætter på den måde, ser vi ind i en blodigere tidsalder: den selvopfyldende profeti fra både islamister og Huntington-folk (se note) om en såkaldt “krig mellem civilisationer”, svarer til den islamistiske idé om en krig mellem den såkaldte “Islamiske Nation” og de fjender, den hævdes at have. Bortset fra at civilisationer ikke bekriger hinanden, og at der ikke findes en Islamisk Nation. Det, vi står med, er en konflikt skabt af ekskluderende og ekspansionistiske kræfter – et sammenstød mellem barbarer, som ofrer almindelige mennesker i et sådant omfang, at hele befolkningsgrupper bliver trukket ind i konflikterne. Hamas’ rolle og – set fra mit perspektiv – falske retfærdiggørelse af sine handlinger og valg af modstandsformer bidrager blot yderligere til en verden med racemæssig og sekterisk vold udført med den mest avancerede teknologi til rådighed.

 

I årevis har islamister i Tyrkiet pralet med præsident Recep Tayyip Erdogans planer om at udrydde deres fjender og udråbe et nyt osmannisk imperium i 2023. Jeg argumenterer for, at Hamas’ angreb var en del af et større religiøst korstog for at markere 2023 som starten på det neo-osmannisk imperium. I løbet af september og de første uger af oktober var der en række af begivenheder, der overraskede i hele verden.

 

Selv i Mellemøsten er så mange hændelser i løbet af så kort en periode ikke normalt. I stedet for at antage, at det er tilfældigheder, kan vi nemt diagnosticere deres fællesnævner: Erdogans Tyrkiet. I Nagorno-Karabakh og det nordlige Syrien har den tyrkiske regering ikke lagt skjul på, at de er en vigtig spiller. Derimod ved Erdogan godt, at hans vestlige allierede aldrig ville anse tyrkisk involvering i nogen form for angreb på Israel som bare endnu en regional stridighed, hvor Tyrkiet krænker internationale traktater, invaderer andre lande og fordriver befolkninger på baggrund af nationalt, etnisk eller religiøst tilhørsforhold og derfor må et potentielt engagement være skjult.

 

I skrivende stund (8. oktober), har intet medie hentydet til en mulig forbindelse mellem Tyrkiet og Hamas’ angreb på Israel. Men det er mere end rimeligt at lave research på en sådan en forbindelse. Tyrkiet har været hovedbase for Hamas’ ledere uden for Gaza, såvel som talrige andre islamistiske ledere, der strækker sig fra det egyptiske og syriske “Muslimske Broderskab” til ledere af organisationer, der har titusindvis af jihad-kæmpere i Syrien, Libyen og andre steder. I dag er islamismen farligere end nogensinde før, fordi den har en global hovedstad, hvor dens strategier lægges og koordineres.

 

Hamas’ angreb ser ud til at være designet til at afslutte 2023 med opfyldelsen af et af de mest centrale løfter i islamismen: overtagelsen af Jerusalem. Tyrkiske islamister har peget på 2023 som året, hvor de når deres vigtigste mål: genoplivelsen af det osmanniske imperium – det kalifat, som genetablerer dets gamle territoriale grænser.

 

Lad os først se på, hvad der skete i ugerne op til den 7. oktober. Nagorno-Karabakh kom under aserbajdsjansk kontrol og hele den armenske befolkning blev tvunget til at forlade landet. Internationalt betragtes Nagorno-Karabakh som en del af den aserbajdsjanske stat, men international anerkendelse af en stats suverænitet over et territorium har tidligere været brugt af [disse] stater til at gennemføre folkedrab, som det f.eks. skete i Syd-Sudan (inden det blev uafhængigt), Darfur, Kurdistan, Rakhine og Tigray.

 

De almindeligt anerkendte normer for internationale relationer forplumrer ofte minoritetsbefolkningers rettigheder, og internationale love forfordeler systematisk dem, som er racialiserede og dehumaniserede af de herskende grupper af nationalstater. De ledende nationale grupper bruger ofte ultranationalistiske og fundamentalistiske diskurser for at forberede det etniske flertal til at “legitimere” folkedrab som statslig politik. Det er især tilfældet i Mellemøsten og Nordafrika (MENA), hvor fascismen endnu mangler at blive problematiseret, og fortrængningen (af tidligere og igangværende folkedrab) er normen snarere end undtagelsen.

 

Med Ankaras støtte og Moskvas implicitte medskyld lancerede regimet i Baku et angreb i september 2023, der blev dødsstødet for republikken Artsakh og tvang mere end 150.000 armeniere til at flygte fra deres hjem. Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev og Erdogan udstillede helt skamløst sig selv som sejrherrer i krigen mod armenierne i Nagorno-Karabakh.

 

De havde indtil da levet under en blokade, som de blev påført efter et tidligere aserbajdsjansk angreb i 2022, der var direkte støttet af Tyrkiet, og som endte med, at Aserbajdsjan tog kontrol med Lachin-korridoren, der forbinder Nagorno-Karabakh med Armenien. For alle, der fulgte med i den aserbajdsjanske militærkampagne i 2022-23, var det åbenlyst, at tyrkiske droner og ekspertise inden for krigsførelse gjorde en afgørende forskel. Tyrkisk involvering var så åben og grundlæggende, at aserbajdsjanske soldater, der gik ind i Nagorno-Karabakh typisk bar tyrkiske flag synligt side om side med aserbajdsjanske på deres uniformer og køretøjer.

 

Hundrede år efter folkemordet og fordrivelsen af armeniere i det, der nu hedder Tyrkiet, går tyrkisk nationalisme til krig mod en forsvarsløs armensk befolkning under noget nær komplet international tavshed. I Tyrkiet er det strafbart på nogen måde at nævne eller bekræfte folkedrabet på armenierne – ikke-fornægtelse frem for fornægtelse er bandlyst. Det mest foruroligende er, at det er et symptom på fortsættelsen på folkemordsprojektet – eller i hvert fald nogle (folke)morderiske tendenser. Den dominerende politik i MENA er et godt eksempel på den pointe: Arabisk nationalisme, f.eks. i Sudan, tyrkisk nationalisme, f.eks. i Rojava, og forskellige versioner af islamisme på kryds og tværs i MENA bekræfter løbende dette.

 

I de tre uger mellem overraskelsesangrebet i Nagorno-Karabakh den 19. september og Hamas’ overraskelsesangreb på israelske byer den 7. oktober intensiverede den tyrkiske regering sine angreb på Rojava og de områder, der er under kontrol af de multietniske Syriske Demokratiske Styrker (SDF). I starten af september erklærede nogle arabiske stammer i øst (især i provinsen Deir ez-Zor, hvor det meste af området er under SDFs kontrol) og i de østlige byer i Aleppo (såsom Jarablus, der kontrolleres af tyrkisk-støttede syriske islamistgrupper) jihad imod kurderne og gik målrette efter SDF-positioner. Den tyrkiske regering har forsøgt at skabe en borgerkrig mellem arabere og kurdere for at igangsætte en etnisk udrensning af kurderne i Rojava (Ashdown 2020; Boyle 2023).

 

De seneste stamme- og religionsbaserede mobiliseringer blandt arabere i dele af Irak og Syrien var særligt alarmerende. Men det blev hurtigt lukket ned af SDF, og planerne om at sætte gang i en omfattende etnisk baseret krig mislykkedes. Umiddelbart efter disse begivenheder eskalerede Tyrkiet sine trusler mod Rojava. I den første uge af oktober angreb den tyrkiske regering elektricitetsværker over hele SDF’s område i Rojava og intensiverede den 8.-9. oktober bombardementet af byer med kurdisk flertal.

 

Det ser ud til, at Erdogan skubber på for at besætte mere af Rojava, mens verdens medier fokuserer på krisen i Israel og Gaza. I mellemtiden vil han vente på, at konflikten mellem USA/Israel-koalitionen og Iran/Syrien-lejren ændrer karakter til en krig. Hvis det sker, kunne det tænkes, at Erdogan vil gribe øjeblikket og få sunni-islamistiske militser til at slå til imod Israel i et andet og måske mere skæbnesvangert overraskelsesangreb.

 

Erdogan opfatter armenierne og kurdernes politiske aspirationer som en forhindring for hans pan-tyrkiske og islamiske rige, men det er ikke alt. Et kalifat – islamisternes ultimative mål – ville ikke være komplet uden Jerusalem. Erdogan har, som enhver anden islamistisk leder, nydt godt af anti-semitismen, men på sin egen pragmatiske måde. At gå efter staten Israel er en strategisk del af det imperialistiske neo-osmanniske projekt. Udnyttelsen af palæstinensernes lidelser fra Hamas og andre islamisters side skal forstås i den sammenhæng.

 

Det er dog sådan, at selv hvis Tyrkiets engagement afdækkes af vestlige staters efterretningstjenester, vil det være naivt at tro, at informationerne vil blive offentligtgjort. Det er tvivlsomt, at USA med deres efterretningsevner ikke har rigeligt med information til at fordømme Tyrkiets direkte ansvar for ISIS’ tilblivelse – alligevel er emnet i stor udstrækning blevet dysset ned. Tyrkiets ledere har ligesom Qatars ledere spillet et dobbeltspil: På den ene side har de støttet islamistiske grupper, på den anden side har de udnyttet deres uundværlige rolle som mæglere mellem islamistiske grupper og interessenter i Vesten. I det nuværende sammenstød mellem Israel og Hamas er Erdogans rolle allerede blevet tydelig som en uundværlig mediator, angiveligt for at forhandle en potentiel løsladelse af gidslerne. Staternes ansvarlige politikere alle steder er vant til denne form for uopfindsomhed (eller diplomati!).

 

Det foruroligende er de falske moralske argumenter, der ofte præsenteres for at retfærdiggøre Hamas’ og andre islamisters handlinger, som en eller anden form for legitim modstand. At henvise til den frustration, Gazas beboere oplever, for at retfærdiggøre Hamas handlinger gør en sådan apologetisk position værre, fordi Gazas befolkning selv – inklusiv Hamas-sympatisører og ungdommen, som er blevet Hamas-følgere gennem en kombination af materiel desperation og ideologisk bedrag – systematisk bruges som gidsler af Hamas ledelse. Islamisterne er en lille minoritet, men desværre har de for mange hjælpere. I MENA stammer nogle menneskers manglende evne til at se, at islamistiske bevægelser som Hamas og Hizbollah repræsenterer højreorienterede bevægelser af den værste slags, højst sandsynligt fra ren frustration i en tidsalder, hvor befrielsesbevægelser og progressive bevægelser ikke længere eksisterer i denne region.

 

At de internationalistiske og sekulære marxistiske bevægelser døde, skete ikke uden sammenhæng med, at ultra-nationalismen og islamismen opstod. I kølvandet på årtiers brutale korstog imod kommunismen fra Egypten til Indonesien blev nationalister og islamister de eneste centrale politiske aktører. I en reaktion mod nationalisternes korrupte styrer i hele MENA-regionen, præsenterede islamisterne sig selv som den eneste mulighed for befolkninger, der havde lidt under årtier med dårlig uddannelse, fattigdom og politisk undertrykkelse. Mens islamister stadig er relativt små i antal, har de været succesfulde med at bruge populistiske midler for at vinde sympatisører, mens de har brugt terror imod befolkninger, som de har en meget lille chance for at vinde over.

 

At forsvarere for islamismen i Vesten ikke er i stand til at genkende Hamas og andre islamistiske partier som ultra-højreorienterede bevægelser har højst sandsynligt sin rod i en racistisk mentalitet, der er ude af stand til at opfatte et “ikke-hvidt” samfund som politisk pluralistisk – med interne højrefløje og venstrefløje, fascister og antifascister, undertrykkende og frigørende kræfter, potentiale og konflikter. En mentalitet, der normalt anser islamisme for at være den generelle opfattelse i noget samfund, er dybt nedsunket i et racistisk verdenssyn. Hvis den fejlslutning, jeg hentyder til, er uklar, så lad mig tilføje: Ligesom det ikke er præcist at stemple Europa og USA som den kristne verden og antage, at den europæiske og amerikanske politiske verden normalt er defineret af politisk kristendom, er det ikke korrekt at antage, at politisk islam (eller islamisme) er det generelle eller normale politiske udsyn i MENA regionen.

 

Globalt set har højreorienteret politik været i fremgang i årtier, og det er katastrofalt. Hvad endnu værre er, højreorienteret politik – inklusiv fundamentalisme – fra modsatrettede lejre kan ubevidst reproducere hinanden i en uendelighed. Islamismen har vundet frem, og flertallet i MENA er blevet brutaliseret af det. Men dem, der har lidt mest, er de befolkninger, som historisk og i øjeblikket er blevet udskældt på et racistisk og religiøst grundlag. Det er derfor, at den kamp, som anti-fundamentalister og anti-nationalister kæmper, uanset om det er arabere, jøder, tyrkere, persere, kurdere, yazidier, zazaer, armeniere, assyrere eller darfurere, kan og skal forstås politisk som et og samme kamp: en universalistisk kamp. Islamismen er et massemorderisk projekt, og dets ofre er overalt. De, der hævder, at Hamas er en antikolonialistisk modstand, og at Hamas handlinger er normale reaktioner på den israelske besættelse, er enten islamister eller islamist-apologeter og støtter bevidst eller ubevidst den værste slags ultra-højreorienterede bevægelse i regionen, som kun kan føre til mere elendighed for almindelige mennesker.

 

 

Fremgangen for højreorienteret politik, inklusiv nationalisme og religiøse varianter, faldt sammen med den brutale undertrykkelse af de egalitære bevægelser. Egalitære bevægelser er blevet næsten udryddet nogle steder, men i andre dele af regionen fortsætter de med at genopfinde nye former for modstand mod ekskluderende diskrimination, fundamentalisme og ulighed i alle dens former. Ligesom samfund i MENA i første halvdel af forrige århundrede frembragte folkelige partier, som var imod både ultranationalisme og fundamentalisme, er det i fremtiden muligt, at nuværende marginaliserede egalitære bevægelser vil kunne skabe en anden verden, hvor ekskluderende diskriminatorisk politik vil være for upopulær til, at den kan dehumanisere nogen gruppe af mennesker.

 

Men før det kan ske, er det nødvendigt med en proces, hvor politik af-islamificeres, og den bør ledes af bevægelser indenfor samfund med muslimsk flertal. Rojava-Bakur-bevægelsen forsyner os med et glimrende eksempel, og den progressive ungdom i Nordafrika, Mellemøsten og Sydøstasien bør lade sig inspirere af og solidarisere sig med den.

 

19. oktober 2023

 

Saladdin Ahmed er forfatter til Totalitarian Space and the Destruction of Aura (SUNY 2019), Revolutionary Hope after Nihilism (Bloomsbury 2022), og Critical Theory from the Margins (SUNY 2023). Hans næste bog hedder: Oppression, Resistance, and Exclusion: Political Movements in the Middle East. Han har en Ph.D. from the University of Ottawa.

 

Note:

Samuel P. Huntington argumenterer I sin bog Civilisationernes Sammenstød for, at folks kulturelle og religiøse identiteter i fremtiden vil være den væsentligste kilde til konflikter.

 

Oversat fra Links af Bodil Olsen

 

Referencer

 

Al-Ali, Nadje, and Latif Tas. 2016. “Kurdish Women’s Battle Continues Against State and Patriarchy, Says First Female Co-Mayor of Diyarbakir.” openDemocracy, August 12. https://www.opendemocracy.net/nadje-al-ali-latif-tas-g-ltan-ki-anak/kurdish-women-s-battle-continues-against-state-and-patriarchy-

 

Ahmed, Saladdin. 2014a. “With the Left Absent, Islamism Took the Fast Lane.” Your Middle East, July 10, 2014. http://www.yourmiddleeast.com/opinion/with-the-left-absent-islamism-took-the-fast-lane_25028

 

Ahmed, Saladdin. 2014b. “The Unsung Heroes of the War Against the Islamic State.” The New Middle East, August 11, 2014: http://new-middle-east.blogspot.com/2014/08/ypg-and-pkk-forcesthe-unsung-heroes-of.html

 

Ahmed, Saladdin. 2014c. “Is Another Middle East Possible? Hope, Negation, and the Rebirth of the Individual.” The New Middle East, July 21, 2014. http://new-middle-east.blogspot.ca/2014/07/is-another-middle-east-possible-hope.html

 

Ahmed, Saladdin. 2014d. “Ten Things You Must Know About the Other Syria.” Your Middle East, May 12, 2014: https://yourmiddleeast.com/2014/05/12/rojava-is-the-only-region-in-the-world-where-women-have-organized-themselves-to-ideologically-and-physically-fight-islamist-forces/

 

Ahmed, Saladdin. 2016a. “From Hitler to Erdogan: Liberal Passivity in the Face of Another Rising Fascist Empire.” The Jerusalem Post, February 19. https://www.jpost.com/blogs/critique/from-hitler-to-erdogan-liberal-passivity-in-the-face-of-another-rising-fascist-empire-445397

 

Ahmed, Saladdin.2016b. “Europe’s Compromise with Turkish Fascism.” The Jerusalem Post, March 14. https://www.jpost.com/blogs/critique/europes-compromise-with-turkish-fascism-447740

 

Ahmed, Saladdin.2016c. “The Latest Erdogan-ISIS Plot Against Kurds.” 2016. The Jerusalem Post, August 25. https://www.jpost.com/blogs/critique/the-latest-erdogan-isis-plot-against-kurds-465982

 

Ahmed, Saladdin.2016d. ““Being a Kurdish-Turkish Mistake.” interview by Robert Leonard Rope. openDemocracy, September 18, 2016: https://www.opendemocracy.net/saladdin-ahmed-robert-leonard-rope/being-kurdish-turkish-mistake.

 

Ahmed, Saladdin.2019a. “The 21st-Century Crossroad of Islamism and Enlightenment.” TelosScope, December 10 & 12, 2019.

 

Part I: “The Historical Crossroad of an Ideological Crisis.” https://www.telospress.com/the-21st-century-crossroad-of-islamism-and-enlightenment-part-1-the-historical-crossroad-of-an-ideological-crisis/

 

Part II: “The Rise of Turkish Islamist Imperialism.”

 

https://www.telospress.com/the-21st-century-crossroad-of-islamism-and-enlightenment-part-2-the-rise-of-turkish-islamist-imperialism/

 

Ahmed, Saladdin.2019b. “The Left’s Culturalism and Rojava.” Contours Journal 9: 1-20. https://www.academia.edu/43725266/The_Lefts_Culturalism_and_Rojava

 

Ahmed, Saladdin.2023. “Problematizing Exclusionary Politics in the Middle East and North Africa.” New Political Science, June (2023). DIO: 10.1080/07393148.2023.2219170

 

Ashdown, Nick. 2020. “Erdogan Wants to Redraw the Middle East’s Ethnic Map.” Foreign Policy, May 1: https://foreignpolicy.com/author/nick-ashdown/

 

Boyle, Peter. 2023. “Turkish state weaponises earthquake disaster against Kurds.” Green Left, February 22: https://www.greenleft.org.au/content/turkish-state-weaponises-earthquake-disaster-against-kurds

 

Dirik, Dilar. 2018. “Utopia disrupted: Turkey’s assault on Kurdish-held Afrin.” New Internationalist, January 29. https://newint.org/features/web-exclusive/2018/01/29/turkey-assault-afrin

 

Knapp, Michael, Anja Flach, and Ercan Ayboğa. 2016. Revolution in Rojava; Democratic Autonomy and Women’s Liberation in Syrian Kurdistan. London: Pluto.

 

Knapp, Michael and Joost Jongerden. 2014. “Communal Democracy: The Social Contract and Confederalism in Rojava.” Comparative Islamic Studies 10 :87–109.

 

Tax, Meredith. 2016. A Road Unforeseen: Women Fight the Islamic State. New York, NY: Bellevue Literary Press.