Resultatet af kommunalvalget i Tyrkiet er et tegn på sprækker i præsident Recep Tayyip Erdogans reaktionære regime i Tyrkiet.

Erdogans sejr ved valget i 2023 har, på trods af alle oppositionens forhåbninger, været en kilde til demoralisering og tab af interesse for politik. Mens alle valg siden da har været en slags folkeafstemning om regimets “overlevelse”, og deltagelse i stemmeoptællingen er blevet opfattet som en borgerpligt for at dæmme op for ethvert forsøg på svindel, syntes dette valg at være præget af den største mangel på interesse.

Et historisk vendepunkt for oppositionen

Med en lavere valgdeltagelse end ved de foregående valg (78,5  % sammenlignet med 87 % ved parlamentsvalget i 2023)  vandt det største oppositionsparti, Cumhuriyet Halk Partisi (CHP -Republikansk Folkeparti, centrum-venstre-republikansk-sekularistisk) en uventet sejr ved at få 37,8 % af stemmerne mod 35,5 % til Erdogans parti, Adalet ve Kalkınma Partisi (AKP –  Retfærdigheds- og Udviklingspartiet). CHP fik dermed næsten 4 millioner flere stemmer end ved parlamentsvalget i 2023. CHP vandt dog ikke kun dette valg i forhold til den samlede procentdel, men formåede også at vinde borgmesterposterne i ægte AKP-højborge, både på by- og distriktsniveau.

Istanbul og Ankara var de centrale områder, der stod på spil ved dette valg, og disse storbyer blev også vundet af oppositionen.

Ekrem Imamoglu vandt 51,14 % af stemmerne i Istanbul og fik dermed mere end ti procentpoint mere end sin AKP-modstander, Murat Kurum. Hans parti CHP vandt 26 af Istanbuls 39 distrikter, 12 flere end ved det forrige kommunalvalg.

Den afgående borgmester i Ankara,  Mansur Yavas (en afhopper fra det yderste højre), vandt med 60,5 % næsten 30 procentpoint mere end regimets kandidat. I den offentlige mening fremstår Imamoglu som en politisk leder, der kan samle kræfter ud over CHP’s traditionelle vælgerbase (omkring 25 %), og han udpeges allerede som en potentiel kandidat til det næste præsidentvalg.

Regimets nederlag

AKP og dets allierede på den yderste højrefløj, Milliyetçi Hareket Partisi (MHP – Nationalistisk Aktionsparti), mistede i alt mere end 6 millioner stemmer. Blandt årsagerne til AKP’s nederlag skal først og fremmest nævnes inflationen og de stigende leveomkostninger, som er blevet uudholdelige for et stort flertal af befolkningen. Men korruption og kammerateri inden for AKP er også en vigtig kilde til partiets tab af legitimitet. Med en hypercentralisering af den politiske magt omkring Erdogans person har partiet desuden mistet forbindelsen til sin vælgerbase. Disse forhold betyder imidlertid ikke, at Erdogan ikke længere er den ubestridte leder for halvdelen af befolkningen. Det skal bemærkes, at dynamikken i lokalvalg fortsat er ret forskellig fra parlamentsvalg og især præsidentvalg.

Mens det faktum, at nogle AKP-vælgere undlod at gå til stemmeurnerne for at straffe deres parti, er et vigtigt element i dette tilbageslag for AKP, er det ubestrideligt, at det islamistiske, homofobiske, anti-vaccine Yeniden Refah Partisi (YRP – New Prosperity Party) også har draget stor fordel af utilfredsheden med Erdogans parti og hans regering. Ved at gå fra 4 % af stemmerne ved parlamentsvalget i 2023 til 6 % og ved at vinde dusinvis af kommuner, herunder storbyen Urfa, hævder YRP sig som protestpol på højrefløjen, mens de andre konservative-islamistiske alternativer næsten er reduceret til det rene ingenting. Ved parlamentsvalget i 2023 var YRP en del af Erdogans politiske blok, men ved kommunalvalget nægtede YRP’s leder, Fatih Erbakan (søn af grundlæggeren af den islamiske politiske strømning i Tyrkiet), at være en del af Erdogan-blokken og har ført en konsekvent opposition i økonomiske spørgsmål (især pensionisternes situation, som synes at være en af de vigtige faktorer i AKP’s nederlag) og finansielle aftaler med Israel.

Juridisk kup i den kurdiske region

Hvad angår den kurdiske bevægelse, fik Halkların Eşitlik ve Demokrasi Partisi (DEM – Folkets Ligestillings- og Demokratiparti) 5,7 % af stemmerne og mistede dermed tre procentpoint i forhold til parlamentsvalget i 2023, men det ville være forkert at betragte dette resultat som en svækkelse af partiet. I den vestlige del af landet førte DEM næsten ikke valgkamp, men støttede for det meste CHP’s kandidater for at  besejre Erdogans islamistisk-nationalistiske blok. I den kurdiske zone vandt DEM igen størstedelen af byerne, på trods af at dets borgmestre systematisk er blevet afsat (og tilbageholdt), anklaget for forbindelser til “terrorisme”.

Denne gang forsøgte regimet først at få titusindvis af soldater, politifolk og andre “transporterede” vælgere til at stemme i kurdiske byer for at påvirke resultatet.

Men derudover nægtede valgkommissionen gennem et “juridisk kup” at lade den afgående borgmester i Van, Abdullah Zeydan, tiltræde ved at anfægte hans valgbarhed (på trods af at hans valgbarhed var blevet prøvet før valget) og gav mandatet til AKP’s kandidat, som havde opnået næsten 30 procentpoint mindre end Zeydan. Men efter massemobiliseringer og sammenstød i flere byer, godkendte Det Høje Valgråd endeligt hans mandat. Dette er den anden store sejr, hvor regimet for første gang i mange år har givet op over for en protestbevægelse. Det vidner også om et skift i magtbalancen på det moralske og politiske niveau.

Valgets bevægelse i retning af CHP kom ikke den radikale venstrefløj til gode, især ikke Türkiye İşçi Partisi (TIP – Tyrkiets Arbejderparti), som fik 1,7 % af stemmerne ved parlamentsvalget, hvoraf en stor del kom fra CHP-vælgere. Ved kommunalvalget opstillede partiet kun kandidater i 14 byer (bortset fra Istanbul, Ankara og Izmir), og det lykkedes kun TIP at få en fjerdedel af sine 2023-stemmer og to kommuner, herunder Samandağ, det arabisk-aleviske distrikt i Hatay, der blev ramt af jordskælvet.

Men under alle omstændigheder åbner denne sejr for oppositionen helt klart et betydeligt hul i Erdogans reaktionære regimes hegemoni. Den revolutionære venstrefløj bliver nødt til at gribe denne mulighed for at mobilisere det spirende håb hos millioner af arbejdere og for at genopbygge sig selv i sociale bevægelser og gennem klassekamp – for at erobre ikke bare demokrati, men også social retfærdighed.