Demonstrationer i Tunis imod (øverst, 10. oktober) og for (nederst, 3. oktober) kuppet. Foto: Mohatatou/Wikimedia. CC BY-AS 4.0

Den 22. september formaliserede Tunesiens statsoverhoved sit institutionelle statskup gennem udstedelse af undtagelsesregler, som styrkede hans magt på bekostning af regeringen og parlamentet, som han i praksis vil erstatte med lovgivning via dekreter. Præsident Saied havde udtalt, at disse beslutninger var midlertidige og havde til formål at ”etablere et sandt demokratisk regime, hvor folk faktisk besidder suveræniteten og den kilden til den magt, de udøver gennem valgte repræsentanter og via folkeafstemninger.” Få dage senere udnævnte han som ny regeringsleder Najla Bouden, den første kvinde i landets historie på denne post, dog med væsentligt reducerede beføjelser.

Den demokratiske ramme i risiko

Men efter sit institutionelle kup har Saied foretaget dusinvis af tilfældige arrestationer, ransagninger og rejseforbud, som et led i hans ”anti-korruptionskampagne”. Dette har ikke forhindret præsidenten fra at fastholde tætte forbindelser til arbejdsgivernes sammenslutning UTICA, som for mange aktivister er en af de vigtige kilder til korruptionen.

I midten af september kom generalsekretæren for den tunesiske faglige landsorganisation UGTT, Noureddine Taboubi for første gang med en advarsel til præsidenten og sagde: ”Hvis du forsøger at afvige fra vejen til en civil og demokratisk stat, så står fagbevægelsen der, klar og vant til at kæmpe.” Den faglige leder fordømte også ”magtovertagelsen”.

Ingen forbedring af levestandarden

Saieds autoritære kup fik i starten en Ganske pæn folkelig støtte på grund af de frustrationer, brede dele af befolkningen havde opsamlet over den voksende sociale ulighed, fattigdommen, arbejdsløsheden og de herskende partiers ligegyldighed – sammenholdt med baggrunden udbruddet af Covid 19-epidemien. Med næsten 24.500 dødsfald har Tunesien registreret det højeste antal døde per indbygger i den arabiske og afrikanske regioner. Landet oplevede også 7773 sociale protester i de første seks måneder af 2021, sammenlignet med 4566 i samme periode i 2020, ifølge nylige statistikker fra en NGO, FTDES.

Den islamisk-funadamentalistiske Ennahda-bevægelse, som har været ved magten i ti år i forskellige regeringskoalitioner, var i særlig grad genstand for demonstranter, som gik på gaden for at støtte den tunesiske præsident. Ennahda har opmuntret til en nyliberal politik, privatiseringer og nedskæringer, som kun har fattigdommen større. Den ene tunesiske regering efter den anden er blevet stadig mere gældsat til udenlandske kreditorer. Udlandsgælden udgjorde omkring to tredjedele af den offentlige gæld i 2020, hvilket rejste mange spørgsmål vedrørende gældsafvikling, bæredygtighed og offentlige ressourcer, som vil blive prioriteret til afdrag snarere end til mere produktive formål eller social sikring. Ligeledes har bevægelsen et langt fra positivt renommé i forhold demokratiske spørgsmål, med adskillige nedslag på sociale bevægelser og modstand mod ligestilling.

Kaies Said, et alternativ?

I landets sociale og politiske krise er det åbenlyst, at Ennahda og andre partier, der har haft magten siden 2011, bærer et ansvar. Når det er sagt, så udgør Saied på ingen måde et progressivt alternativ, tværtimod. Som Hamma Hammami, generalsekretær i det Tunesiske Arbejderparti, har sagt: ”Krigen mellem Saied og de politiske er ikke en krig om forskellige tilgange til Tunesiens økonomiske problemer, men om magten.” Saied er også dybt konservativ, modstander af ligestiling i arveretten mellem mænd og kvinder, af afkriminalisering af homoseksualitet og afskaffelse af dødsstraf. Endelig udgør hans handlinger et skridt baglæns for forsvaret af de folkelige lags demokratiske rettigheder.

Vi må gå imod præsident Saieds autoritære kurs og samtidig støtte de progressive og demokratiske alternativer, som står op imod Ennahda og de andre partier ved magten, for at forhindre en tilbagevenden til status quo, som vil være ubærlig for det tunesiske folk.

30. oktober 2021

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind