Fordi palæstinensiske flygtninge i millionvis er integreret i Mellemøsten og i mindre grad i Nordafrika, er deres nationale og klassemæssige kamp flettet sammen med massernes kamp i hele regionen.

af Joseph Daher

Israels seneste angreb på palæstinensere i Israel, på Vestbredden og Gaza har endnu en gang demonstreret den zionistiske stats karakter af imperialisme, racisme og apartheid.   Premierminister Netanyahus regering er afløst af en ny koalition under ledelse af ultranationalisten Naftali Bennet, men det vil ikke ændre noget som helst for palæstinenserne.

 

De nye regimes politik er ikke til at skelne fra Netanyahus. Som bevis herpå beordrede Bennett nye luftangreb på Gaza bare få dage efter at være kommet til magten. Disse nye voldelige og undertrykkende handlinger viser, hvorfor den internationale venstrefløj må solidarisere sig ubetinget med den palæstinensiske modstand.

 

Men vi må også indgå i de strategiske debatter om, hvordan befrielse opnås og om vores rolle heri. Socialister bør se den palæstinensiske kamp som uløseligt forbundet med revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) mod alle stater i regionen, især Israel. Denne kombination af modstand i Palæstina og regional revolution er den eneste realistiske vej til at befri Palæstina og folkene i regionen.

 

Israel: en bosætter-koloniserende stat
Helt fra den zionistiske bevægelses opståen i Europa til dannelsen af Israel i 1948 og dens fortrængning af palæstinensere i dag, har den været et bosætter-imperialistisk projekt. For at kunne etablere, opretholde og udvide sit territorium har det været nødvendigt for den israelske stat at gennemføre en etnisk udrensning af palæstinensere fra deres land, hjem og arbejdspladser. Hele vejen gennem denne proces har den allieret sig med – og er blevet sponsoreret af – de imperialistiske magter, først det britiske imperium og senere USA, som brugte Israel som sin agent i kampen mod arabisk nationalisme og socialisme.

 

Derfor skal den israelske stats støtte til zionistiske bosætteres ekspropriation af palæstinensiske hjem i Sheikh Jarrah ses som en fortsættelse af den ”nakba” (katastrofe), der drev over 700.000 palæstinensere fra deres hjem i 1948. Denne fortsatte kolonisering er grunden til, at over 5 millioner palæstinensiske flygtninge lever i lejre og byer i Mellemøsten og Nordafrika.

 

Selv etablerede grupper anerkender nu den israelske koloniserings reaktionære karakter. For eksempel har både Human Rights Watch og Israels B’Tselem for nylig taget afstand fra Israels fortsatte beslaglæggelse af palæstinensisk land. De har dokumenteret, hvordan Israel bryder international lov for at bakke 620.000 kolonister op i at bygge kolonier i de besatte områder på Vestbredden og i Østjerusalem. De konkluderer også, at Israel er en apartheidstat, som giver jøder særlige privilegier og reducerer palæstinenserne til andenrangs borgere.

 

Med tanke på Israels gennemført reaktionære natur bør det ikke komme som nogen overraskelse, at den yderste højrefløj har haft herredømmet i det sidste tiår. Det er på en måde en logisk følge af den zionistiske bevægelse, dens etno-nationalisme, Israels institutionaliserede racisme og dets mere end syv årtiers lange undertrykkelse og fordrivelse af palæstinensere. Disse faktorer skaber betingelserne for opblomstringen af den højrefløjs-pøbel, der marcherer gennem palæstinensiske kvarterer, mens de synger ”Død over araberne”.

 

Misforståede alliancer med autoritære stater
Præcis som enhver anden befolkning under imperialistisk besættelse og apartheid har palæstinenserne ret til at sætte sig til modværge, herunder med militære midler. Støtte til denne ret skal ikke blandes sammen med støtte til de politiske perspektiver for de forskellige palæstinensiske partier. Ingen af disse partier – Fatah, Hamas, Islamisk Jihad, PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse), DFLP (Den Demokratiske Front for Palæstinas Befrielse) og andre – kan fremvise en strategi, der er i stand til at vinde en palæstinensisk befrielse.

 

De dominerende palæstinensiske politiske partier betragter ikke de palæstinensiske masser og de regionale arbejderklasser og undertrykte folkeslag som anvendelige befrielseskræfter. I stedet søger de alliancer med regionens herskende klasser og deres regimer for at få deres støtte til deres politiske og militære kamp mod Israel. De samarbejder med disse regimer og taler for ikke-intervention, også selv om disse regimer undertrykker deres egne folk og palæstinensere indenfor deres egne grænser.

 

Et af nøgleeksemplerne på denne fremgangsmåde var i Jordan 1970, som kulminerede i de begivenheder, der blev kendt som Sorte September. På trods af styrken, organisationen og populariteten hos PLO (Palestine Liberation Organization) indenfor Jordan – et land med en befolkning på 70 procent palæstinensere – nægtede Fatah-ledelsen anført af Yasser Arafat i starten at støtte en kampagne for at vælte landets diktator, kong Hussein. Som modsvar, og med støtte fra USA og Israel, erklærede Hussein militær undtagelsestilstand. Og mens de regionale arabiske regeringer stort set forholdt sig passive, angreb Hussein PLOs lejre, dræbte tusinder af palæstinensere, herunder civile, og fik til sidst smidt PLO ud af Jordan og ind i Syrien og Libanon.

 

På trods af denne historie, og de følgende oplevelser i eksil, fortsatte PLO denne samarbejdsstrategi og ikke-intervention i de følgende årtier. I dag støtter Mahmoud Abbas, præsidenten for de palæstinensiske myndigheder, op om Abdel Fattah Sisis diktatur i Ægypten. Et andet chokerende eksempel er, at Abbas for nylig sendte en lykønskning til den syriske autokrat Bashir al-Assad i anledning af hans ”genvalg” i maj 2021, uden hensyn til Assads brutale undertrykkelse af palæstinensere, der deltog i den syriske opstand, og hans ødelæggelse af [den palæstinensiske] flygtningelejr Yarmouk [i Damaskus].

 

Hamas forfølger en lignende strategi, hvor ledelsen har opdyrket alliancer med monarkierne i Golfstaterne, for nylig især Qatar, og med det fundamentalistiske styre i Iran. I 2012 roste Ismail Haniyeh, dengang premierminister i Hamas-regeringen i Gaza, Bahrain for ”reformer”, mens regimet, bakket op af sine Golf allierede, smadrede landets demokratiske opstand. Mange Hamas-ledere så det som et iransk støttet ”sekterisk” statskup fra Bahrains shiitter.

 

I april 2018 roste tidligere Hamas-leder Khaled Mashal Tyrkiets invasion og besættelse af Afrin i Syrien under et besøg i Ankara. Han erklærede, at ”Tyrkiets succes i Afrin er et solidt eksempel”, der forhåbentlig kunne følges op af lignende ”sejre for det islamiske ummah (samfund) flere steder i verden”. De tyrkiske styrker og deres stedfortræderes besættelse af Afrin fordrev 200.000, især kurdere, og undertrykte dem, der blev tilbage.

 

Desværre har den palæstinensiske venstrefløj gennemført sin egen version af samme strategi. Den har også tilbageholdt kritik af sine allieredes undertrykkelse af eget folk. PFLP har for eksempel ikke udtalt nogen protester mod det syriske regimes forbrydelser og har endda støttet dets hær mod ”fremmede sammensværgelser” og erklæret, at Damaskus ”vil forblive en torn i øjet på den zionistiske fjende og dens allierede”. PFLP’s relation til teokratiet i Iran og militærdiktaturet i Ægypten følger et lignende mønster.

 

Regimer forråder frihedskampen
Snarere end at hjælpe kampen frem har despotiske stater i regionen igen og igen forrådt den og endda undertrykt palæstinenserne. Som tidligere nævnt knuste den jordanske stat den palæstinensiske bevægelse i 1970, dræbte tusinder og smed PLO ud under Sorte September.

 

I 1976 intervenerede Hafez al-Assads syriske regime i Libanon imod palæstinensiske og venstrefløjs-organisationer – til støtte for libanesiske partier på den yderste højrefløj. Han ledte også militære indsatser mod palæstinensiske lejre i Beirut i 1985 og 1986. I 1990 var der omkring 2.500 palæstinensiske fanger i syriske fængsler.

 

Ægypten har samarbejdet med Israels blokade af Gaza siden 2007. Iran har på opportunistisk vis søgt at bruge den palæstinensiske sag som redskab i sin udenrigspolitik for at opnå sine mål i regionen.

 

Skønt det syriske regime har støttet Hamas, beskar det drastisk støtten, da Hamas nægtede at støtte regimets modrevolution mod den demokratiske opstand i 2011. Iran genoptog først sine formelle bånd til Hamas efter valget af Ismael Haniyeh og Saleh al-Arouri som nyt lederskab.

 

Teheran samarbejdede med den amerikanske imperialisme i Afghanistan og Irak. Det er baggrunden for, at deltagerne i den nylige irakiske opstand marcherede under sloganet ”Hverken USA eller Iran”. Alene disse eksempler fjerner enhver ide om, at Iran er en troværdig allieret til den palæstinensiske sag, eller om, at det er en antiimperialistisk stat.

 

Tyrkiet fastholder tætte økonomiske bånd til den israelske økonomi – trods Erdogans kritik af landet. Erdogan har øget omfanget af handel med Tel Aviv fra de 1,4 mia. dollars, da han kom til magten, til 6,5 mia. dollars i 2020. På den måde begrænser regimerne deres støtte til sagen til områder, hvor det passer med deres regionale interesser, og svigter den, når det ikke gør det.

 

Fredsaftaler forhandlet frem af USA-imperialismen ender blindt
Efter at strategien med at stole på politisk støtte fra og alliance med de regionale regimer, greb PLO til den endnu mere dødsdømte tilgang at opnå en fredsaftale forhandlet frem af USA. Håbet var at sikre en to-statsløsning gennem Oslo-aftalerne, indgået i 1993.

 

I stedet for at vinde nogen palæstinensisk befrielse var denne løsning reelt en overgivelse ved at acceptere israelsk kolonisering af det historiske Palæstina, og kunne i bedste fald betyde en gevinst i form af en lille palæstinensisk pseudo-stat, samtidig med at det forrådte de palæstinensiske flygtninges ret til at til at vende tilbage til deres stjålne land i Israel. Til syvende og sidst har fredsprocessen reduceret de palæstinensiske myndigheder til at lede et bantustan, fuldstændig under Israels kontrol.

 

Dette katastrofale resultat burde ikke komme som nogen overraskelse. USA og andre imperialistiske magter har støttet Israel som deres lokale politistyrke imod revolutionære ændringer i regionen, der kunne udfordre deres kontrol over dets strategiske energiressourcer.

Israel har tjent dette formål adskillige gange, siden landet blev dannet. I 1956 deltog landet i Frankrig og Englands angreb på Nassers Ægypten som følge af landets nationalisering af Suez-kanalen. Israels seksdageskrig var rettet imod såvel Ægypten som Syrien i deres mest radikale nationalistiske fase.

 

Siden da har USA bakket op om Israel. Washington har hældt omkring 4 mia. dollars om året ned i Tel Avivs pengekiste og bakket op om landets kolonisering af Palæstina og dets angrebskrige mod regionens progressive regeringer og bevægelser. Washington støttede Israels militære intervention i Libanon i 1978 og 1982 med den forfærdelige massakre i Sabra og Shatila, der knuste palæstinensiske og libanesiske kræfter og indsatte et venligtsindet regime i Beirut.

 

Israels sejre over nationalistiske arabiske stater og dets intervention i Libanon førte til en svækkelse af radikalismen i regionen, og det isolerede PLO. Denne knibe førte i 1978 til, at Arafats Fatah fraktion godtog to-statsløsningen, et nødvendigt skridt på vejen til underskrivelsen af Oslo aftalerne i 1993.

 

Det betød reelt overgivelse i kampen for frigørelse af det historiske Palæstina og en omdannelse af Fatah til palæstinensiske myndigheder, der administrerede de besatte områder.

 

Den palæstinensiske intellektuelle Edward Said, som var imod Oslo-aftalerne, erklærede, at det betød ”en massiv opgivelse af principper, af hovedstrømninger i Palæstinas historie og nationale mål”, og ”henviste palæstinensere i diasporaen til permanent eksil eller flygtningestatus”.

 

USA og Israel har støttet de palæstinensiske myndigheder (PA) i at kontrollere palæstinensere på Vestbredden og i Gaza (før sidstnævnte blev overtaget af Hamas i 2007). PA har været tilfredse med at fungere som Washington og Tel Avivs politibetjent. For eksempel arresterede PA gennem den seneste oprørsbølge mere end 20 aktivister på grund af deres aktivitet på sociale medier og ledelse af protester. Og for nylig blev Nizar Banat, en ledende palæstinensisk aktivist og kritiker af PA, dræbt af deres sikkerhedsstyrker i et raid mod hans hjem i Dura i Hebron.

 

Med PA som quisling-regime har USA fremmet Israels politiske og økonomiske integration med regionens stater, senest med Trump-administrationens såkaldte Abraham Accords. Denne normalisering af relationen mellem Israel og flere arabiske stater isolerer den palæstinensiske befrielseskamp yderligere.

 

Den nyvalgte præsident Biden har bekræftet USA’s faste støtte til Israel, uafhængigt af dets forbrydelser mod palæstinensere. Midt i de seneste bombninger i Gaza gled et salg af præcisionsvåben til Israel for 735 mio. dollars igennem Kongressen, og milliarderne i årlig støtte vil fortsat flyde. PA’s strategi om samarbejde med USA medfører overgivelse til besættelsesmagten og dens imperialistiske sponsor.

 

Den palæstinensiske arbejderklasses svaghed
Hvis strategier, der baserer sig på de regionale stater eller fredsaftaler gennem USA, er blindgyder, hvad så med at vende sig mod den palæstinensiske arbejderklasse? Men lige det er også udelukket på grund af den israelske stats særlige bosætter-koloniserende karakter.

 

I modsætning til Sydafrika under apartheid, som baserede sig på sorte arbejdere på fabrikker og i miner, så har Israel forvist palæstinensiske arbejdere fra at spille nogen central rolle i sin økonomi og har erstattet dem med jødiske arbejdere. Som følge af dette har palæstinensiske arbejdere ikke muligheden for at lukke den israelske økonomi ned, som sorte arbejdere gjorde i Sydafrika.

 

Det er ikke ensbetydende med, at den palæstinensiske modstand er magtesløs i Israel og på den besatte Vestbred og i Gaza. Kamp fra arbejdere fra andre grupper er stadig vigtig for bevægelsen.

 

Den seneste bølge af palæstinensisk kamp demonstrerer både sin magt og sit potentiale til at skabe en ny strategi til at erstatte den mislykkede satsning på støtte fra regionens regimer. Det er ny ungdom, feministiske grupper som Tal’at såvel som arbejderklassen, der har været kernen i den seneste modstand.

 

Arbejdernes generalstrejke den 18. maj i år blev igangsat og ledet nedefra. Den lukkede sektorer af økonomien ned – fra Israel til Vestbredden og til Gaza-striben. Som avisen Haaretz bemærkede: Byggeriets brancheorganisationer observerede, at palæstinensiske arbejdere havde fulgt strejken, idet kun 150 af de 65.000 palæstinensiske bygningsarbejdere kom på arbejde i Israel. Dette lammede byggepladser og medførte tab vurderet til omkring 130 mio. shekel (næsten. 40 mio. dollars)”.

 

Selv om strejken er utrolig vigtig, skal dens betydning ikke overvurderes. Assaf Adiv er leder af MAAN-fagforeningen, den eneste israelske fagforening, som organiserer palæstinensere i industrielle zoner blandt bosætterne på den besatte Vestbred (fra hvilke palæstinensiske fagforeninger er bandlyste). Han bemærkede, at når palæstinensere, som arbejder i Israel, fulgte strejken, så var det delvis ”på grund af lukkede checkpoints og usikkerhed på vejene på Vestbredden”.

 

Uafhængigt af strejkens omfang forblev den israelske økonomi relativt uskadt, hvilket viser, at den palæstinensiske arbejderklasse er afhængig af støtte fra andre arbejdere, bønder og undertrykte folk. Spørgsmålet er, hvem palæstinensere skal vende sig til for at vinde et verdsligt demokrati i det historiske Palæstina.

 

Den israelske arbejderklasse – ikke en strategisk allieret
Det første og måske mest oplagte kunne forekomme at vende sig til den israelske arbejderklasse. Men den har altid sat loyalitet overfor den israelske stat over klassesolidaritet med de palæstinensiske masser.

 

Det handler ikke bare om ideologisk hengivenhed, men udtryk for en materiel interesse i den israelske stat, som både forsyner israelske arbejdere med hjem stjålet fra palæstinensere såvel som med en kunstigt oppustet levestandard. Den israelske herskende klasse og stat kan på den måde integrere den israelske arbejderklasse som samarbejdspartner i det fælles projekt om bosætter-kolonisering.

 

Landets arbejderklasseinstitutioner, som dets faglige organisation Histadrut, har spillet en central rolle i den etniske udrensning af palæstinensere. Zionistiske arbejderledere grundlagde Histadrut i 1920 som en fagforening udelukkende for jøder og brugte den som spydspids i fordrivelsen af palæstinensiske arbejdere.

 

Dens slogan ”Jødisk land, jødisk arbejde, jødisk produkt” sammenfatter nydeligt dens etno-nationalistiske klassesamarbejdsprojekt, og understreger, og hvor grundlæggende fjendtligt indstillet den er til solidaritet med palæstinenserne. Ved at anvende disse slogans frem til oprettelsen af Israel og derefter har den medvirket til, at jord kun blev lejet ud til jøder, at landbrug og industri kun ansatte jøder, og at palæstinensisk landbrug og industri blev boykottet.

 

Som om det ikke var nok, har Israel militariseret indlemmelen af israelske arbejdere gennem alminelig værnepligt. Dette tvinger dem til at deltage i undertrykkelsen af palæstinensere, styrke besættelsen og forsvare zionistiske bosætteres tyveri af palæstinensiske hjem og land.

 

Givet denne optagelse i koloniseringsprojektet kan det ikke undre, at arbejderne, med ganske få undtagelser, støttede de seneste angreb på Gaza. I bare et af mange eksempler gik fagforeningen for elektrikere så vidt som til at erklære, at de ikke ville reparere el-ledningerne til Gazastriben, før to forsvundne israelske soldater og en civil var kommet tilbage.

 

Betyder dette, at palæstinenserne ikke skal søge samarbejde med de progressive dele af den israelske arbejderklasse? Selvfølgelig ikke. Der eksisterer eksempler på solidaritet i mindre skala, men de er sjældne.
Det er svært at forestille sig disse som en reel modvægt til det altdominerende mønster af etno-nationalistisk enhed mellem israelske arbejdere og den zionistiske stat. En strategi, der fokuserer på at opbygge arbejderklassesolidaritet mellem israelske og palæstinensiske arbejdere, er derfor urealistisk.

 

Den regionale revolutionære strategi
Nøglen til at udvikle en bedre strategi for befrielse er at få placeret Palæstina i sin regionale sammenhæng. Fordi palæstinensiske flygtninge i millionvis er integreret i Mellemøsten og i mindre grad i Nordafrika, er deres nationale og klassemæssige kamp flettet sammen med massernes kamp i hele regionen.

 

Disse arbejdere og bønder husker deres forfædres kamp mod kolonialisme, de sætter sig op mod de imperialistiske magter, der støtter de regeringer, der undertrykker dem, de identificerer sig med palæstinensernes kamp og kan derfor se deres egen kamp for demokrati og lighed som forbundet med dens sejr. Det er derfor, der er en dialektisk sammenhæng mellem kampene. Når palæstinenserne kæmper, sætter det gang i den regionale frihedsbevægelse, og den regionale bevægelse smitter af i det besatte Palæstina.

 

En fælles opstand vil være stærk nok til at transformere hele regionen, til at omstyrte regimer, til at sætte de imperialistiske magter på porten, til at standse begge disse kræfters støtte til Israel, til at svække det derigennem og til at vise israelske arbejdere, at den regionale transformation kan standse deres udbytning. Den ultrahøjreorienterede minister Avigdor Lieberman medgav, at det arabiske forår truede Israel, da han erklærede, at den ægyptiske revolution, der væltede Hosni Mubarak og åbnede døren for demokrati, udgjorde en større trussel mod Israel end Iran.

 

Kraften og potentialet i denne regionale strategi er blevet demonstreret gang på gang. I 1960’erne og 1970’erne satte den palæstinensiske bevægelse gang i klassekampen gennem hele regionen. I 2000 åbnede den Anden Intifada en ny æra af modstanden, og inspirerede en bølge af organisering, der til sidste eksploderede i 2011 med omvæltninger fra Tunis over Ægypten til Syrien.

 

I sommeren 2019 iværksatte palæstinensere i Libanon i ugevis massive demonstrationer i flygtningelejre, rettet mod arbejdsministeriets beslutning om at behandle dem som udlændinge; en handling, de fandt diskriminerende og racistisk, og vendt mod dem. Deres modstand hjalp med til at inspirere den bredere libanesiske opstand i oktober 2019, som igen har ledt frem til de folkelige opstande i Irak.

 

At gennemføre en strategi baseret på denne regionale solidaritet kræver, at palæstinensiske grupper og bevægelser forlader den politik, som er blevet fulgt af PA, HAMAS og det meste af venstrefløjen, og som handler om ikke at blande sig i, hvad der foregår i regionens lande. En sådan ikke-intervention var forhåndsbetingelsen for at få hjælp fra forskellige regimer. At acceptere denne linje vil afskære palæstinensere fra de samfundskræfter, der kan hjælpe dem frem mod frihed.

 

I stedet må den palæstinensiske kamp vende tilbage til den regionale revolutionære strategi, der blev fulgt af venstrefløjen i 1960’erne. Desværre forlod de fleste den strategi for at følge PLO i at alliere sig med regionens reaktionære stater.

 

Strategien om en regional revolution baseret på klassekamp fra neden er den eneste vej til at opnå frihed fra Israel til Saudi-Arabien og Syrien, såvel som fra deres imperialistiske støtter fra USA til Kina og Rusland. I den kamp må palæstinenserne og de andre befolkninger rumme kravene fra dem, der lider under national undertrykkelse som kurderne og andre, der lider under andre former for etnisk, sekterisk og social undertrykkelse.

 

Det er på høje tid at få genoplivet den regionale strategi. Hele Mellemøsten og Nordafrika er i en langsigtet revolutionær proces, der er forankret i massernes fastlåste politiske og økonomiske forhåbninger. Der har allerede været to bølger af opstande, den første i 2011, der rystede hele regionen, og den anden i 2018 og 2019, som fejede gennem Sudan, Libanon, Algier og Irak.

 

Da ingen sejr kom ud af dem, er der uden tvivl en tredje bølge på vej. Og Palæstina må og skal være i centrum for den næste bølge i en kamp for at befri sig selv og hele regionen.

 

Palæstina i den revolutionære proces
Kun gennem en sådan regional strategi kan vi forestille os etableringen af en demokratisk, socialistisk og verdslig stat i det historiske Palæstina med lighed for både palæstinensere og jøder, i en socialistisk føderation gennem Mellemøsten og Nordafrika. I den nye palæstinensiske stat ville alle palæstinenserne have ret til at vende tilbage til deres jord og de hjem, de blev tvunget væk fra med vold i 1948, 1967 og derefter. Og ud over dette må Palæstinas befrielse også rumme et globalt projekt af økonomisk udvikling og genopbygning for at garantere palæstinensere deres sociale og økonomiske rettigheder.

 

At gennemføre denne strategi kræver, at palæstinenserne skaber et nyt lederskab, der er forpligtet på selvorganisering fra neden indenfor det historiske Palæstina og regionen. Det klarer de ikke alene, men kun gennem samarbejde med socialister fra Ægypten til Libanon, Syrien, Iran, Tyrkiet, Algier og alle de andre lande.

 

Den vigtigste opgave for folk, som lever udenfor regionen, er at vinde støtte til kampagnen for BDS (Boycott, Divestment and Sanctions) mod Israel hos venstrefløjen, fagforeninger, progressive grupper og bevægelser. At tvinge de imperialistiske landes (især USA’s) institutioner og virksomheder til dette vil hjælpe med til at bremse deres støtte til Israel og andre despotiske regimer, samtidig med at det svækker dem i regionen.

 

Befrielsen af Palæstina passerer på denne måde gennem befrielsen af alle de mennesker, der lever under tyranner i Damaskus, Riyadh, Doha, Teheran, Ankara, Abu Dhabi, Kairo, Amman og alle de andre. Som en syrisk revolutionær skrev fra de israelsk besatte Golan-højder i sommeren 2014: ”Frihed – en fælles skæbne for Gaza, Yarmouk og Golan”. Dette slogan frembyder håbet om regional revolutionær transformation, den eneste realistiske strategi for befrielse.

 

10. juli 2021

 

Oversat fra Tempest af Anne Haarløv

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com