I den følgende tekst analyserer et kollektiv af eksilsyrere og deres kammerater, hvordan deres erfaringer fra den syriske revolution kan belyse bestræbelserne på støtte modstanden mod invasionen i Ukraine og antikrigsbevægelsen i Rusland.

af Socialistisk Information

27.
marts
2022
Forbered udskrift | Email Send via email |
Læsetid: 19 minutter

I marts 2011 udbrød der protester i Syrien mod diktatoren Bashar al-Assad. Assad rettede hele militærets magt mod den revolutionære bevægelse der opstod; alligevel så det for en tid ud til at være muligt at vælte hans regering. Så trådte Vladimir Putin til og sørgede for, at Assad kunne forblive ved magten og sikrede samtidig en bastion for russisk magt i regionen med enorme tab af menneskeliv til følge.

 

Ukraine og Rusland har fået så megen opmærksomhed den seneste måned, at det er let at miste overblikket over disse begivenheders globale sammenhæng. Den følgende tekst har nogle værdifulde betragtninger om imperialismen, den internationale solidaritet og giver en forståelse af nuancerne i de komplekse og modsætningsfyldte kampe.

****

 

Ti lektioner fra Syrien

Vi ved, at det kan være svært at finde sit ståsted i en tid som denne. Mellem mainstreammediernes ideologiske enstemmighed og de stemmer, der uden skrupler videreformidler Kremls propaganda, kan det være svært at finde ud af, hvem man skal lytte til. I valget mellem et NATO med hænderne i skidtet og et skurkagtigt russisk regime ved vi ikke længere, hvem vi skal bekæmpe, og hvem vi skal støtte.

 

Som aktive i og venner af den syriske revolution ønsker vi at vise en tredje mulighed, der kan komme med en synsvinkel på baggrund af erfaringerne fra mere end ti års opstand og krig i Syrien.

 

Lad os med det samme gøre det klart: Vi forsvarer til dato stadig oprøret i Syrien på alle måder. Det var en folkelig, demokratisk og frigørende opstand; især koordinationsudvalgene og de lokale revolutionsråd. Mens mange har glemt alt det, fastholder vi, at hverken Bashar al-Assads eller jihadisternes grusomheder og propaganda kan kvæle denne stemme.

 

Det er ikke vores hensigt med det følgende at sammenligne, hvad der sker i Syrien og Ukraine. Selv om begge disse krige begyndte med en revolution, og selv om én af aggressorerne er den samme, er de to situationer stadig meget forskellige. I stedet vil vi trække på det, vi har lært af revolutionen i Syrien og den krig der fulgte, og vi håber, at vi kan bidrage med et udgangspunkt for at hjælpe dem, der oprigtigt går ind for frihedsprincipper, med deres stillingtagen.

 

1. Lyt til dem der er direkte berørt af begivenhederne

I stedet for at lytte til de geopolitiske eksperter bør vi lytte til dem, der har oplevet revolutionen i 2014 og oplevet krigen; vi bør lytte til dem, der har lidt under Putins styre i Rusland og andre steder i tyve år. Vi vil opfordre dig til at lægge mere vægt på udsagnene fra de mennesker og organisationer, der forsvarer principperne om direkte demokrati, feminisme og ligestilling ud fra den kontekst. At forstå deres standpunkt i Ukraine og deres krav til omverdenen vil kunne hjælpe dig med at nå frem til dit eget kvalificerede synspunkt.

 

Denne synsvinkel på Syrien ville have synliggjort – og måske understøttet – de imponerende og lovende eksperimenter i selvorganisering, der blomstrede over hele landet. Når vi lytter til stemmerne fra Ukraine, minder det os om, at alle disse spændinger startede med Maidan-oprøret. Uanset hvor ufuldkomment eller “urent” det end måtte være, må vi ikke begå den fejl at reducere den folkelige ukrainske opstand til en interessekonflikt mellem stormagter, sådan som nogle mennesker med vilje gjorde det for at sløre billedet af den syriske revolution.

 

2: Vær på vagt over for de store spilleres geopolitik

Det er bestemt en god idé at forstå stormagternes økonomiske, diplomatiske og militære interesser. Alligevel kan det, at nøjes med et abstrakt geopolitisk billede af situationen, lade dig tilbage med et abstrakt, usammenhængende overblik. Denne måde at opfatte det på har en tendens til at skjule konfliktens dagligdags aktører, dem der ligner os, dem som vi kan identificere os med. Lad os frem for alt ikke glemme: Det der kommer til at ske er, at folk kommer til at lide på grund af de valg, deres herskere træffer – herskere der ser verden som et skakbræt, som et lager af ressourcer, der skal plyndres. Det er den måde, undertrykkerne ser verden på. Det bør aldrig accepteres af folkene, som i stedet bør fokusere på at bygge bro mellem dem, på at finde fælles interesser.

 

Det betyder ikke, at vi skal negligere strategien, men det betyder en strategi på vores egne betingelser på et niveau, hvor vi selv kan handle – ikke for at diskutere, om vi skal flytte tankdivisioner eller skære ned på gasimporten. Se mere i vores konkrete forslag i slutningen af artiklen.

 

3: Accepter ikke en skelnen mellem “gode” og “dårlige” flygtninge

Lad os være klare – selvom det næppe var ideelt, var de syriske flygtninges modtagelse i Europa ofte mere imødekommende end modtagelsen til flygtninge fra for eksempel Afrika syd for Sahara. Billeder af sorte flygtninge, der bliver jaget væk ved grænsen mellem Ukraine og Polen, og kommentarer i de kommercielle medier, der rangerer de ukrainske “højkvalitets-flygtninges” ankomst over de syriske barbarers, er et bevis på den stadig mere uhæmmede europæiske racisme. Vi forsvarer ubetinget, at ukrainere, der flygter fra krigens rædsler, bydes velkommen, men vi afviser ethvert hierarki mellem flygtninge.

 

4: Vær på vagt over for de kommercielle medier

Hvis medierne, som det var tilfældet med Syrien, foregiver at have for en humanistisk og progressiv dagsorden, har de fleste af disse foretagender en tendens til blot at skildre de menige ukrainere som afpolitiserede ofre i Ukraine eller i eksil. De vil holde sig til at tale om individuelle tilfælde, mennesker på flugt, frygten for bomber og så videre. Det forhindrer seerne i at forstå ukrainerne som fuldgyldige politiske aktører, der er i stand til at udtrykke deres mening eller komme med politiske analyser af situationen i deres eget land. Desuden har sådanne store mediehuse en tendens til at fremme en groft unuanceret pro-vestlig dagsorden, uden historisk dybde eller analyser af de vestlige regeringers interesser. De præsenteres som forsvarerne af det gode, af friheden og et idealiseret liberalt demokrati.

 

5. Fremstil ikke de vestlige lande som godhedens akse

Selvom de ikke direkte invaderer Ukraine, skal vi ikke være naive med hensyn til NATO og de vestlige lande. Vi må afvise fremstillingen af dem som forsvarerne af den “frie verden”. Husk at Vesten har bygget sin magt på kolonialisme, imperialisme, undertrykkelse og plyndring af rigdomme fra masser af mennesker rundt om i verden – og alle disse processer fortsætter stadig.

 

Hvis vi kun skal tale om det 21. århundrede, så vil vi ikke glemme de katastrofer, som invasionerne af Irak og Afghanistan har udløst. For nylig, under de arabiske revolutioner i 2011, var Vesten frem for at støtte de demokratiske og progressive strømninger hovedsageligt optaget af at bevare sin dominans og sine økonomiske interesser. Samtidig fortsætter den med at sælge våben til og opretholde tætte forbindelser til de arabiske diktaturer og Golf-monarkier. Frankrig bidrog ved sin intervention i Libyen med en nederdrægtig løgn, hvor en krig for økonomiske interesser blev forklædt som et forsøg på at støtte kampen for demokrati.

 

Ud over denne internationale rolle bliver situationen i disse lande stadig værre, efterhånden som autoritært styre, overvågning, ulighed og frem for alt racisme bliver stadig stærkere.

 

Hvis vi i dag mener, at Putins regime repræsenterer en større trussel mod folkenes selvbestemmelse, er det ikke fordi de vestlige lande pludselig er blevet “pæne”, men fordi de vestlige magter ikke længere har helt så store midler til at bevare deres dominans og hegemoni. Og vi er stadig på vagt over for denne hypotese – for hvis Putin bliver besejret af vestlige lande, vil det bidrage til at give dem mere magt.

 

Derfor råder vi ukrainere til ikke at stole på det “internationale samfund” eller på FN – der ligesom i Syrien udviser et iøjnefaldende hykleri og har en tendens til at lokke folk til at tro på fantasifostre.

 

6: Bekæmp alle former for imperialisme!

”Lejrtænkning” er et ord, vi bruger til at beskrive en doktrin fra en anden æra. Under den kolde krig mente tilhængere af dette dogme, at det vigtigste var at støtte USSR for enhver pris mod kapitalistiske og imperialistiske stater. Denne doktrin findes stadig på den del af den radikale venstrefløj, der støtter, at Putins Rusland invaderer Ukraine eller relativiserer den igangværende krig. Som de gjorde i forhold til Syrien, bruger de det påskud, at de russiske eller syriske regimer legemliggør kampen mod vestens og Atlantpagtens imperialisme. Desværre nægter denne manikæiske anti-imperialisme, som er rent abstrakt, at se imperialisme hos nogen anden aktør end Vesten.

 

Det er imidlertid nødvendigt at indse, hvad det russiske, kinesiske og endda det iranske regime nu har gjort i årevis. De har udbredt deres politiske og økonomiske overherredømme i visse regioner ved at fratage lokalbefolkningen deres selvbestemmelse. Lad lejtænkningens tilhængere selv vælge, hvad de vil kalde det, hvis ordet “imperialisme” forekommer dem utilstrækkeligt, men vi vil aldrig acceptere nogen undskyldninger for at begå vold og udøve dominans over for folkeslag i en pseudoteoretisk præcisions navn.

 

Endnu værre er det, at den indstilling får denne ”venstrefløj” til at stole så meget på disse regimers propaganda, at de benægter veldokumenterede grusomheder. De beskriver Maidan-opstanden som et “statskup”, eller benægter de krigsforbrydelser den russiske hær har begået i Syrien. Denne venstrefløj er gået så langt som at benægte Assad-regimets brug af Sarin-gas, ud fra en (ofte forståelig) mistillid til mainstream-mediernes løgne.

 

Det er en foragtelig og uansvarlig holdning i betragtning af, at fremkomsten af konspirationsteorier aldrig er til fordel for et emancipatorisk standpunkt, men snarere for den ekstreme højrefløj og racismen. Hvad angår krigen i Ukraine, er disse imbecile anti-imperialister, hvoraf nogle ikke desto mindre hævder at være antifascistiske, indirekte allierede med en stor del af den ekstreme højrefløj.

 

I Syrien forsvarede den yderste højrefløj, optændt af fantasier om overherredømme og drømme om et korstog mod islam, allerede Putins og det syriske regimes påståede indsats mod jihadisme – uden nogensinde at forstå det ansvar, Assad-regimet havde for jihadisternes fremkomst i Syrien.

 

7: Ukraine og Rusland er ikke lige gode om ansvaret

I Ukraine ved alle, hvem angriberen er. Selv om Putins offensiv til en vis grad er en reaktion på et pres fra NATO, er det frem for alt en fortsættelse af en imperialistisk og kontrarevolutionær offensiv. Efter at have invaderet Krim, efter at have været med til at knuse opstandene i Syrien (2015-2022), Belarus (2020) og Kasakhstan (2022), tolererer Vladimir Putin ikke længere denne storm af protester – legemliggjort ved afsættelsen af den pro-russiske præsident under Maidan-oprøret – i lande under hans indflydelsessfære. Han ønsker at knuse ethvert ønske om frihed, der kan svække hans magt.

 

Også i Syrien er der ingen tvivl om, hvem der er direkte ansvarlig for krigen. Bashar al-Assads syriske regime valgte ensidigt at starte en krig mod befolkningen, ved at beordre politiet til at skyde, fængsle og torturere demonstranterne fra de første dages protest. Vi så gerne at de, der forsvarer frihed og lighed, samstemmende ville tage afstand fra den slags diktatorer, der fører krig mod folket. Vi ville have ønsket det allerede for Syriens vedkommende.

 

Hvis vi forstår og tilslutter os opfordringen til at afslutte krigen, insisterer vi på, at vi skal gøre det uden nogen tvetydighed med hensyn til aggressorens identitet. Hverken i Ukraine eller i Syrien eller andre steder i verden kan almindelige mennesker bebrejdes, at de greb til våben for at forsøge at forsvare deres eget og deres families liv.

 

Mere generelt vil vi råde dem, der ikke ved, hvad et diktatur er (også selvom de vestlige lande bliver stadig mere åbenlyst autoritære), eller hvordan det er at blive bombet, til at lade være med at opfordre ukrainerne – lige som tilfældet har været for Syrien eller Hongkong – til ikke at bede om hjælp fra Vesten eller lade være med at kræve et liberalt eller repræsentativt demokrati som minimum for et politisk system. Mange af disse mennesker er allerede klar over de politiske systemers utilstrækkelighed – men deres prioritet er ikke at klynge sig til et uangribeligt politisk standpunkt, men snarere at overleve morgendagens bombeangreb eller at undgå at ende i et land, hvor en skødesløs bemærkning kan give dig tyve års fængsel. At insistere på denne form for puristisk diskurs viser en fanatisk tilbøjelighed til at presse sin egen teoretiske analyse ned over en sammenhæng, der ikke er ens egen. Det viser en virkelig mangel på jordforbindelse og en meget vestligt orienteret privilegieblindhed.

 

Lad os i stedet lytte til ordene fra de ukrainske kammerater, der med en henvisning til Mikhail Bakunin sagde: “Vi er overbeviste om, at den mest uperfekte republik er tusind gange bedre end det mest oplyste monarki.”

 

8: Forstå at det ukrainske samfund lige som Syrien og Frankrig rummer forskellige strømninger

Vi kender den metode, hvor en magthaver peger på en alvorlig trussel for at skræmme potentielle tilhængere. Det gælder f.eks. retorikken om “islamistisk terrorisme”, som Bashar al-Assad brugte fra revolutionens første dage i Syrien. På samme måde har Putin og hans allierede nu luftet “nazismen” og “ultranationalismen” for at retfærdiggøre deres invasion af Ukraine.

 

Hvis vi på den ene side erkender, at denne propaganda er bevidst overdrevet, og at vi ikke må tage den for pålydende, viser vores erfaring fra Syrien os på den anden side, at vi ikke skal undervurdere de reaktionære strømninger inden for de folkelige bevægelser.

 

I Ukraine spillede ukrainske nationalister, herunder fascister, en vigtig rolle i Maidan-protesterne og den efterfølgende krig mod Rusland. De kunne desuden lige som Azov-bataljonen drage fordel af den erfaring, og de blev en legitim del af Ukraines regulære hær. Det betyder dog ikke, at en stor del af det ukrainske samfund er ultranationalistisk eller fascistisk. Den yderste højrefløj fik kun 4 % af stemmerne ved sidste valg; den ukrainske, jødiske og russisktalende præsident blev valgt med 73 %.

 

I oprøret i Syrien startede jihadisterne som marginale aktører, men de fik stadig større betydning, blandt andet takket være ekstern støtte, der gav dem mulighed for at hævde sig militært mod borgerrettighedsbevægelsen og de mest progressive aktivister. Overalt truer det ekstreme højre udbredelsen af demokrati og sociale revolutioner; dette er uden tvivl tilfældet i Frankrig i dag. I Frankrig forsøgte den samme ekstreme højrefløj at hævde sig under de Gule Veste-bevægelsen. Hvis den led nederlag dengang, var det på grund af de antiautoritære og antifascistiske aktivisters egalitære holdninger og beslutsomhed, ikke på grund af eksperternes plapren.

 

Læg mærke til, at et forsvar for den folkelige modstand (i både Ukraine og Rusland) mod den russiske invasion ikke er det samme som at være godtroende med hensyn til det politiske regime, der opstod efter Maidan. Man kan ikke hævde, at Janukovitj’s fald betød i en reel udvidelse af det direkte demokrati eller en udvikling af et retfærdigt samfund, sådan som vi ønsker det for Syrien, Rusland, Frankrig og for hele verden. Med et udtryk vi kender godt, betegner nogle ukrainske aktivister tiden efter Maidan som en “stjålet revolution”. Ud over at give ultranationalisterne en vigtig rolle, blev det ukrainske regime genetableret af oligarker og andre, der var optaget af at forsvare deres egne økonomiske og politiske interesser og udbrede kapitalistisk og neoliberal ulighed. Selvom vores viden om det stadig er begrænset, er det svært for os at tro, at det ukrainske regime ikke har noget ansvar for forværringen af spændingerne i separatistregionerne i Donbass.

 

I Syrien har de involverede revolutionære på stedet fuld ret til voldsomt at kritisere beslutningerne fra den politiske opposition, som er placeret i Istanbul. Vi beklager stadig deres beslutning om ikke at tage hensyn til de legitime krav fra minoriteter som kurderne.

 

Et neoliberalt regime og fascistiske elementer er ingredienser, der findes i alle vestlige demokratier. Selvom disse modstandere af frihed ikke bør undervurderes, er det ikke nogen grund til ikke at tilskynde til folkelig modstand mod en invasion. Tværtimod. Lige som vi ville ønske, andre havde gjort under den syriske revolution, opfordrer vi jer til at støtte de mest progressive selvorganiserede strømninger inden for modstanden.

 

9. Støt den folkelige modstand i Ukraine og Rusland

Som de arabiske revolutioner, de Gule Veste og Maidan har bevist, vil opstandene i det 21. århundrede ikke være ideologisk “rene”. Selvom vi forstår, at det er mere tilfredsstillende og opmuntrende at identificere sig med magtfulde (og sejrrige) aktører, må vi ikke forråde vores grundlæggende principper. Vi opfordrer den radikale venstrefløj til at tage deres gamle konceptuelle briller af for at konfrontere deres teoretiske standpunkter med virkeligheden. Disse standpunkter skal justeres efter virkeligheden, ikke omvendt.

 

Det er derfor, at vi i Ukraine opfordrer folk til at prioritere at støtte initiativer, der kommer nedefra: de selvforsvars- og selvorganiseringsinitiativer, der i øjeblikket blomstrer op. Man kan opleve, at folk der organiserer sig faktisk kan forsvare radikale forestillinger om demokrati og social retfærdighed – også selvom de ikke kalder sig “venstreorienterede” eller “progressive”.

 

Som mange russiske aktivister har sagt, tror vi også, at en folkelig opstand i Rusland kan hjælpe med at gøre en ende på krigen, ligesom i 1905 og 1917. Når vi ser omfanget af undertrykkelsen i Rusland siden krigen begyndte – over ti tusinde demonstranter fængslet, mediecensur, blokering af sociale medier og måske snart internettet – kan man ikke lade være med at håbe på, at en revolution kan føre til regimets fald. Dette ville én gang for alle endelig sætte en stopper for Putins forbrydelser i Rusland, Ukraine, Syrien og andre steder.

 

Det gælder også Syrien, hvor disse folks opstande efter internationaliseringen af konflikten kunne få os til igen at tro på muligheden for, at Bashar al-Assad vil falde, i stedet for at vi tager afstand fra det iranske, russiske eller libanesiske folk.

 

Vi ønsker også at se radikale omvæltninger og en radikal udbredelse af demokrati, retfærdighed og lighed i USA, Frankrig og ethvert andet land, der baserer sin magt på undertrykkelse af andre folk eller en del af sin egen befolkning.

 

10. Byg en ny internationalisme nedefra

Mens vi er radikalt imod alle former for imperialisme og alle de moderne former for fascisme, mener vi, at vi ikke kan begrænse os til antiimperialistiske eller antifascistiske holdninger alene. Selvom det kan forklare mange sammenhænge, risikerer det også at begrænse den revolutionære kamp til en negativ vision, henvise den til blot at reagere, til en permanent modstand uden en vej frem.

 

Vi mener, at det fortsat er vigtigt at komme med en positiv og konstruktiv vej frem som f.eks. internationalisme. Det betyder at forbinde opstande og kampe for ligestilling over hele verden.

 

Der findes en tredje mulighed udover NATO og Putin: internationalisme nedefra. I dag må en revolutionær internationalisme opfordre folk overalt til at forsvare den folkelige modstand i Ukraine, ligesom den bør opfordre dem til at støtte de syriske lokalråd, modstandskomitéerne i Sudan, territorialforsamlingerne i Chile, De Gule Vestes omskiftelige aktioner og den palæstinensiske intifada.

 

Selvfølgelig lever vi i skyggen af en arbejderinternationalisme – støttet af stater, partier, fagforeninger og store organisationer – der havde vægt i de internationale konflikter i Spanien i 1936 og senere i Vietnam og Palæstina i 1960’erne og 70’erne.

 

Overalt i verden af i dag – fra Syrien til Frankrig, fra Ukraine til USA –mangler vi stærke frigørende kræfter udstyret med solide materielle baser. Mens vi håber på fremkomsten af nye revolutionære organisationer baseret på lokale selvorganiserede initiativer, som det ser ud til at ske i Chile, forsvarer vi en internationalisme, der støtter folkelige opstande og byder alle flygtninge velkommen. Også i denne bestræbelse forbereder vi jordbunden for en reel tilbagevenden til internationalismen, som vi håber en dag igen vil udgøre en alternativ vej, der adskiller sig fra den vestlige, kapitalistiske, demokratiske model og fra autoritært kapitalistisk styre, uanset om det er russisk eller kinesisk.

 

Sådan en opfattelse af det, vi gjorde i Syrien, ville helt sikkert have hjulpet revolutionen med at bevare en demokratisk og egalitær retning. Hvem ved? Det kunne endda have bidraget til en sejr. Derfor er vi internationalister, ikke kun som et etisk princip, men også som en konsekvens af en revolutionær strategi. Vi forsvarer derfor behovet for at skabe forbindelser og alliancer mellem selvorganiserede kræfter, der arbejder for alles frigørelse uden forskel.

 

Det er det, vi kalder internationalisme nedefra, folkenes internationalisme.

 

Vi foreslår disse synspunkter om den russiske invasion af Ukraine:

•      Fuld støtte til ukrainsk folkelig modstand mod den russiske invasion.

•      Prioriter støtten til selvorganiserede grupper, der forsvarer frigørende positioner i Ukraine gennem donationer, humanitær bistand og offentliggørelse af deres krav.

•      Støtte progressive anti-krigs- og anti-regimestyrker i Rusland og offentliggøre deres holdninger.

•      Tag i mod de ukrainske flygtninge og organiser begivenheder og muligheder for at lade deres stemme blive hørt.

•      Bekæmp al pro-Putin-diskurs, især på venstrefløjen. Krigen i Ukraine giver en afgørende mulighed for at sætte en endelig stopper for lejrtænkning og giftig mandschauvinisme.

•      Bekæmp den NATO-venlige diskurs ud fra et ideologisk standpunkt. -Nægt at støtte dem, der forsvarer ultranationalistiske, fremmedhadske og racistiske politikker, i Ukraine og alle andre steder.

•      Permanent kritik og mistillid til NATO’s handlinger i Ukraine og andre steder.

•      Fasthold presset på regeringerne via demonstrationer, direkte aktioner, bannere, fora, underskriftsindsamlinger og andre midler for at fremme de lokale selvorganiserede aktørers krav.

Desværre er det ikke meget, men det er alt, hvad vi kan tilbyde, så længe der ikke er nogen autonom kraft her eller andre steder, der kæmper for lighed og frigørelse, som er i stand til at yde økonomisk, politisk eller militær støtte.

 

Vi håber inderligt, at disse synspunkter vil blive hørt. Sker det, vil vi være meget glade, men vi glemmer aldrig, at det langt fra var tilfældet for Syrien, og at det kostede dyrt.

 

8. marts 2022

 

Oversat fra Cantinesyrienne af Poul Bjørn Berg. Artiklen er også bragt på engelsk på Crimethinc. 

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com