De afskyelige mord på de små både i caribiske farvande, som er blevet vist på tv, er i strid med alle internationale konventioner, love og protokoller og er det hidtil tydeligste bevis på, at den amerikanske imperialisme under Trump radikalt ændrer sin tilgang til regionen, som den fortsat betragter som sit domæne.

Midt i de væsentlige ændringer, der sker i de globale magtforhold efter Anden Verdenskrig, forsøger den autoritære amerikanske præsident at indføre reglen om, at »USA styrer planeten«. I lyset heraf var det uundgåeligt, at Latinamerika ville blive påvirket.

Men hvorfor er Mexico, Brasilien og Venezuela de mest umiddelbare mål? Selvom det er vigtigt, er argumentet om, at alle tre regeringer er »venstreorienterede«, ifølge Trumps nyfascistiske høg, ikke tilstrækkeligt.

For Trump betyder det blot enhver regering, der er imod ham på det politisk-ideologiske spektrum, eller som ikke er en direkte og underdanig forsvarer af den amerikanske kapitals interesser, på trods af de betydelige forskelle mellem dem.

Mexico

Det pres, der udøves på den mexicanske regering, er næsten selvforklarende i betragtning af den lange grænse, den deler med USA, dens økonomiske afhængighed (mere end 80 procent af den mexicanske eksport går mod nord) og magten og volden fra de mexicanske narkokarteller.

Den aggressive og afpressende retorik mod Mexico begyndte i Trumps første dage i Det Hvide Hus, hvor han krævede, at den mexicanske præsident Claudia Sheinbaum skulle holde de mange latinamerikanere tilbage, der historisk set har forsøgt at komme ind i USA ved at krydse Rio Grande, og ellers blive pålagt told på 25 procent. Sheinbaum reagerede ved at sende 10.000 soldater til grænsen.

Presset for at indføre hårdere foranstaltninger mod de magtfulde narkokarteller – som nu er udpeget som »terrorister« af USA – blev udøvet gennem udenrigsminister Marco Rubios konstante trusler om direkte amerikansk militær intervention i Mexico.

Sheinbaum har allerede udvist 26 personer til USA, der er anklaget for at tilhøre højtstående narkokarteller, og arresteret mere end 30.000 personer, der mistænkes for at være en del af kriminelle organisationer (sammenlignet med lidt over 12.000 fængslede i løbet af hendes forgængers seks år).

Stadig utilfreds har Trump truet med højere told, hvis Mexico ikke stopper importen fra Kina, og han har ikke udelukket sine planer fra valgkampen om at beskatte pengeoverførsler fra mexicanske borgere – som i øjeblikket har en værdi på omkring 60 milliarder dollars eller næsten 4 procent af Mexicos BNP – og gennemføre droneangreb mod narkolaboratorier i Mexico.

Det er blot nogle af de taktikker, Trump har brugt som vigtige redskaber til afpresning og trusler.

Indtil videre har Sheinbaum formået at forhindre direkte indgriben i sit land, om end til en høj politisk pris. Ifølge New York Times har folk, der står præsidenten nær, og tilsyneladende var irriterede over situationen, klaget over, at uanset hvor mange indrømmelser de giver, kan de aldrig få ro, da USA tilsyneladende ikke har nogen grænser for sine krav.

Sheinbaum og hendes kolleger i partiet Morena synes at have glemt (eller aldrig indset), at det er sådan, imperialismen fungerer – i endnu højere grad den aggressive neokolonialistiske imperialisme hos deres »partner«, Trump.

Brasilien

Trumps angreb på Brasilien har involveret direkte indblanding i det sydamerikanske lands interne politik og retssystem.

Toldafgiften på 50 procent på brasilianske eksportvarer har ingen økonomisk begrundelse, selv ikke under MAGA-høgenes vanvittige protektionistiske logik: Brasilien har et handelsunderskud over for USA, og det amerikanske marked har et stort behov for basale varer »made in Brazil«, såsom kaffe, appelsiner og halvfabrikata af stål.

Trump og Rubios forklaring på tolden var eksplicit: deres utilfredshed med retssagen (og nu domfældelsen) af deres ven, den tidligere præsident Jair Bolsonaro, og mange af hans tidligere medarbejdere for et kupforsøg i 2022-23, som de kaldte en »heksejagt«.

I betragtning af dens politiske karakter blev tolden hurtigt en vigtig kilde til konfrontation i Brasilien mellem på den ene side regeringen og de demokratiske sektorer og på den anden side den yderste højrefløj.

Bolsonaro-familien og deres tilhængere udnyttede det imperialistiske angreb til at påtage sig ansvaret, gik på gaden for at kræve amnesti for kupmagerne og lod en af den tidligere præsidents sønner blive i USA for at lobbye for yderligere angreb.

For at nå deres mål udnyttede de en parlamentarisk alliance med den traditionelle oligarkiske og pro-korporative højrefløj for hurtigt at få vedtaget en amnestilov og stemme for et forslag til forfatningsændring (PEC), der ville forhindre retssager og efterforskninger af enhver art mod parlamentarikere og partiledere.

De tog fejl og undervurderede den offentlige mening: Deres dobbelte manøvre gav kun næring til mobiliseringer. Hundredtusinder af brasilianere gik på gaden den 21. september for at protestere mod »PEC of Impunity« (eller ”PEC of Banditry”, som det blev populært kaldt) og mod enhver form for amnesti.

PEC blev begravet, og med den også amnestiloven. Faktisk har kampagnen mod tolden og dens åbenhed over for forhandlinger, samtidig med at demokratiet blev bekræftet som noget, der ikke kunne forhandles om, ført til en stigning i støtten til præsident Lula da Silva og hans regering.

Selvom det er en overdrivelse at hævde, at ægte antiimperialisme er blevet den dominerende holdning, var modstanden mod amerikansk indblanding og en følelse af suverænitet afgørende for denne sejr, der blev opnået gennem mobilisering.

Venezuela

Selvom ingen nationer i regionen er fritaget for potentielle trusler mod deres territoriale suverænitet, er Venezuela det land, der i øjeblikket er mest udsat for en militær trussel.

Venezuela og landets bolivariske revolution – begravet af Maduro-regimets autoritære og arbejderfjendske politik – har altid været en stor torn i øjet på den amerikanske imperialisme.

I dag søger Trumps ekspansionistiske høge at vælte Maduro ved at udnytte hans regerings enorme interne svaghed og erstatte ham med et højreekstremt alternativ, der er underdanigt over for Washington.

Men hvad forklarer skiftet i USA’s holdning, hvis Maduro-regeringen indtil nu har forhandlet med USA siden 2018 og for nylig igen garanteret, at Venezuela vil være en pålidelig olieleverandør?

Forklaringen ligger i den globale omstrukturering, der finder sted, med en ny fordeling af indflydelsessfærer og magtforhold under opbygning. Trump-administrationen ønsker, at en figur fra den nye internationale fascistiske højrefløj – i dette tilfælde María Corina Machado – skal lede den venezuelanske regering. Den ønsker ikke ustabilitet under denne omorganiseringsproces, men snarere absolut underkastelse inden for den nye ramme. Om den kan opnå dette, er en anden sag.

Problemet er, at et regimeskifte i Venezuela synes umuligt uden en eller anden form for direkte intervention, hvilket ville skabe en modreaktion i den amerikanske offentlighed. Dette gør situationen mere kompleks. Derfor er de tyet til at tale om behovet for militært at bekæmpe international narkotikahandel for at vinde hjemlig støtte til deres interventionistiske politik.

Den højreorienterede venezuelanske opposition, ledet af Machado, har for nylig opfordret til sanktioner mod Venezuela uden at tage hensyn til konsekvenser heraf for de fattige. I dag tror hun, at amerikanske soldater vil fjerne Maduro og indsætte hende på magten. Til dette formål har hun tilbudt landets territorium og dets rigdomme på et sølvfad.

Foreløbig ser det ud til, at den amerikanske regering ønsker at svække Maduro-regeringen og satser på, at der opstår interne splittelser, og at Maduro fjernes af lokale militære embedsmænd. Spørgsmålet er: Hvad vil de gøre, hvis dette ikke sker?

Et potentielt scenario efter en amerikansk militær intervention med en arbejderfjendtlig regering ledet af Machado og den tidligere præsidentkandidat Edmundo González, der står over for resterne af den chavistiske opposition, ville gøre det stort set umuligt at regere.

Derfor synes USA’s egentlige mål at være at indføre et militært diktatur i Venezuela, der støttes med direkte hjælp, bl.a. gennem etablering af militærbaser i landet. Dette ville konsolidere USA’s regionale mål inden for den igangværende globale reorganiseringsproces.

På den anden side er den sociale opløsning i Venezuela så dybtgående, at muligheden for et udenlandsk angreb ikke har udløst den forventede reaktion fra befolkningen. Maduro-regeringen har aktiveret militserne og det politiske apparat i Det Forenede Socialistiske Parti i Venezuela (PSUV), men omfanget af denne mobilisering har været meget mindre end påstået.

Den eneste måde at vække en bred national front i opposition til amerikansk intervention ville være at vende den pakke af foranstaltninger, som regeringen har gennemført, især siden 2018. Dette ville indebære: en betydelig omstrukturering af lønningerne, genindførelse af valgregistreringen af venstrefløjspartier for deres legitime ledere og aktivister, en generel amnesti for politiske fanger og omdirigering af den nationale rigdom mod genoprettelse af social sikkerhed og befolkningens materielle velfærd.

Kun ved at tage disse skridt kan Maduro-regeringen ændre den nuværende katastrofale situation, men det ville indebære et brud med programmet for den nye kapitalistklasse, der er opstået under det seneste 20 års oliebaserede rentier-regime.

Befolkningen har allerede lidt for meget til at skulle stå over for konsekvenserne af en storstilet militæroperation. Bomberne vil for det meste falde på de fattige. Enhver foranstaltning, der afværger denne krise, bør hilses velkommen.

16. oktober 2025

Oversat fra Green Left af Poul Bjørn Berg