Illustration: Svend Vestergaard Jensen

Hensigten med denne offensiv, i alle dens konfigurationer, er at skærpe den koloniale kontrol, især ved at ødelægge folks huse og smide beboerne ud, men også ved bevidst og systematisk at slå dem ihjel, der gør modstand – israelerne kalder det ’at slå græsset’.

Når medierne taler om denne situation – og det er ikke så tit – bliver palæstinenserne skildret som ekstremt passive. Det er sandt, at på overfladen kan asymmetrien med hensyn til ressourcer give det indtryk. Men den palæstinensiske modstand er spillevende og særdeles aktiv – væbnet modstand, fredelig modstand og legitim modstand. Et af de vigtigste aspekter af den israelske kolonisering er dog fragmenteringen af det palæstinensiske samfund: territorial fragmentering, idet der ikke er nogen geografisk sammenhæng, administrativ fragmentering og politisk fragmentering. Det betyder de facto, at hver gruppe af palæstinenserne ikke har de samme problemer eller muligheder for reaktion og opbakning som andre.

Det palæstinensiske civilsamfund

Palæstinenserne har ikke stået med hænderne i lommerne. På den internationale scene har modstanden høstet vigtige symbolske sejre: Den Internationale Straffedomstols fordømmelse af et formodet folkemord og af besættelsen og apartheid, og anerkendelsen af den palæstinensiske stat med observatørstatus i FN’s generalforsamling.

Denne tilstedeværelse har især muliggjort, at sanktioner mod Israel er blevet medtaget i denne forsamlings seneste resolution. Det palæstinensiske civilsamfund er også blevet repræsenteret af den Ramallah-baserede Boycott, Deinvestment and Sanctions (BDS)-kampagnen, der fortsætter kampen for at delegitimere staten Israel, dens kolonisering og apartheid. Ved på samme tid at være politisk, ideologisk og økonomisk, har kampagnen opnået en række sejre: [forsikringsselskabet] AXA har trukket deres israelske investeringer ud, og PUMA sponsorerer ikke længere det israelske fodboldlandshold, og boykot af en række arrangementer og begivenheder med israelsk deltagelse.

BDS-kampagnen, organiseret fra Palæstina, er den nemmeste indgang for dem, der ønsker at støtte palæstinensere uden for Palæstina. BDS-kampagnens ledelse anbefaler, at presset øges, især på banker som f.eks. BNP Paribas, en fransk bank- og finanskoncern, fordi den mener, at den israelske økonomi er på randen af kollaps, og at omfattende de-investering fra bankernes side kan bringe den endnu tættere på det.

Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed

Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (PA) er i en endnu mere ugunstig situation end tidligere, når massemyrderier og fordrivelse af palæstinensere er blevet praktiseret uden den store ståhej. PA, der med jævne mellemrum – og med rette – er blevet anklaget for forræderi, og for at være et supplement til den israelske hær, kontrollerer nogle få byer på Vestbredden, og repræsenterer jo også modstandspolitikken i internationale institutioner. PA er i en penibel situation, fordi den ikke kan fortsætte sin direkte støtte til offensiven mod Jenin og Tulkarem osv., og på samme tid overlade kontrollen til mere yderligtgående elementer. Den kendsgerning, at PA ikke vil forhandle om løsladelsen af Marwan Barghouti, har at gøre med, at han i så fald de facto ville overtage ledelsen, og der ville komme udrensninger sted i PA’s øverste lag.

Der er meget på spil for PA for at forblive ved magten. Der bor to millioner på Vestbredden, og 250.000 af dem arbejder for PA, heraf halvdelen i sikkerhedsstyrkerne. Mange af dem befinder sig i zone A – Ramallah, Jericho osv., der i det store hele er gået ram forbi indtil nu. Selv områder tæt på Ramallah som f.eks. Huwara er dog blevet angrebet af bosættere. Den israelske offensiv er især koncentreret om de fattigste flygtningelejre, hvor der er autonome bevæbnede grupper. Der, hvor det hele foregår, har PA – bortset fra de tilbagevendende demonstrationer – for det meste optrådt som politistyrke over for væbnede grupper på Vestbredden, hvoraf de fleste kommer fra de nævnte flygtningelejre. Det bliver derfor meget svært at opfatte PA som en del af modstanden, sådan som det ser ud nu.

På Vestbredden

Hvordan det end er, så har Israel påbegyndt en offensiv på Vestbredden, idet de utvivlsomt har vurderet, at den vestlige støtte var sikret, og at de nye bosættelser, som de etablerer, kan inkluderes i ’Gaza-balancen, det vil sige som del af generaloffensiven mod ’terrorisme’ og Hamas. Lige for tiden fortsætter bosættere og den israelske hær med de nemmeste opgaver – at slå demonstranter og børn ihjel og ødelægge bygninger. Men den organiserede palæstinensiske modstand er kommet til at spille en større rolle, og som vi allerede har påvist, er det selv for PA svært at kontrollere grupperinger omkring Islamisk Jihad eller Hamas, og selv inden for dens egne rækker, som f.eks. Al Aqsa Martyrerne eller mere radikale grupper som f.eks. Løvernes Hule.

At der er dukket nye væbnede grupper frem blandt palæstinenserne, er ikke er ikke et nyt fænomen. Den slags grupper blev også dannet under den første og den anden Intifada, eller i enhver periode med eskalerende undertrykkelse eller indskrænkning af palæstinensernes rettigheder under israelsk besættelse.

En ny generation af væbnede palæstinensiske grupper med forskellige strategier, taktikker og mål har vist sig på scenen siden 2021, især på den besatte Vestbred, som reaktion på den israelske undertrykkelse, stadigt flere razziaer, med stadigt større voldsudøvelse, fortsatte ulovlige bosættelser, og ingen politisk vej at gå.

Gaza

Gaza har altid været en kilde, som modstanden udsprang fra. Tilbagetrækningen af bosættelser i 2005 skyldtes primært den tårnhøje pris ved at overvåge og beskytte bosætterne – og også for at kunne fokusere på Vestbredden. Det er også det sted, hvor PA havde mindst indflydelse, og den forsvandt helt efter krigen mellem grupperingerne i 2007 i kølvandet på Fatahs forsøg på at omstøde valgresultatet.

Siden blokaden af Gaza har det vigtigste politiske parti, der organiserer hverdagslivet, været Hamas, der også har en militær gren. Gazas indbyggere har organiseret demonstrationer imod kolonisering og indhegning. Der var virkeligt mange demonstrationer sidste år. Men siden oktober har modstanden primært været af militær karakter. Modstandskæmpere fra en række væbnede grupper bliver ved med at intervenere imod de israelske styrker. De vigtigste styrker er Hamas’ væbnede grupper (Al Qassam), Islamisk Jihad (Al Quds), PFLP og også Fatah (Al Aqsa Martyrs Brigade).

Disse væbnede grupper intervenerer jævnligt mod styrker i nærområdet, som det kan ses på videoer, hvor målene er indikeret med røde trekanter. De hævder at have haft held til at ramme tusinder af køretøjer – tanks, bulldozere og mandskabsvogne. Officielle tal indikerer, at siden operationer på stedet begyndte i Gaza 27. oktober 2023, er 346 israelske soldater blevet dræbt, og flere end 2.300 såret. Hyppigheden af angreb taget i betragtning, sådan som det er blevet dokumenteret af videoer, ser det ud til, at disse tal er undervurderede – sikkert fordi tabene af lejesoldater i området ikke er medtaget.

Dertil kommer, at på trods af ødelæggelserne og kontrollen over de fleste områder i Gaza, er der affyret dusinvis af raketter mod nord (Ashkelon) og mod Naqab (Beer Sheva). Mere end det militære resultat viser disse raketangreb den israelske hærs ringe kontrol over de væbnede grupper. Det er helt tydeligt meget nemmere at ødelægge bygninger og fyre løs på flygtningelejre. Den israelske hær fortsætter deres propaganda om, at Hamas og andre grupper benytter mennesker som skjold, og denne fortælling bliver brugt til at retfærdiggøre den israelske hærs massakrer, som f.eks. på Nuseirat-flygtningelejren, der førte til, at 90 blev dræbt. Enhver anklage er som sædvanligt en tilståelse: Der er ikke noget bevis på, at Hamas og andre grupper benytter mennesker som skjold, hvor ekstremt veldokumenteret det end er fra israelsk side. Det vil under alle omstændigheder være uden pointe at etablere er sådant bevis, i betragtning af de israelske bombardementers massive og vilkårlige karakter.

Hvordan er fremtidsudsigterne?

De vigtigste krav drejer sig om våbenhvile. Sandheden er, at de vigtigste fraktioner i Gaza (Hamas og Islamisk Jihad) har erklæret, at de vil acceptere ethvert arrangement for at regere Gaza-striben efter krigens afslutning under forudsætning af, at dette arrangement er palæstinensisk og ikke påtvunget af Israel.

PA er også gået ind på at spille en rolle i administrationen af Gaza-striben på betingelse af, at politisk enhed med Vestbredden genetableres. Den israelske regering er alene om at have forkastet alle forslag vedrørende ’dagen efter’, og har ikke specificeret en klar plan, fordi de afviser selve Hamas’ eksistens og enhver rolle for PA, samt nægter at inkludere en politisk løsning, der garanterer selv den mindste brøkdel af palæstinensernes nationale rettigheder.

Hamas og de andre modstandsfraktioner har opfordret til ophør af enhver aggression mod Gaza fra dag ét, men de er altid stødt på Israels afvisning og mangel på fleksibilitet. Som vi har set det, er Israels ønske om at udslette Hamas ikke andet end propaganda. For selv om Hamas forsvandt, ville nye væbnede grupper fortsætte med at træde frem på scenen og kæmpe imod den israelske besættelse, fulgt af konsensus blandt menneskerettighedsgrupper, der opfatter det israelske regime som et apartheid-regime. Og desuden kunne omfanget af den voldsudøvelse, som en militær operation kræver for at knuse eller svække Hamas, vise sig at være selvdestruktiv, fordi nye former for væbnet modstand og nye palæstinensiske grupper ville blive ved med at poppe op.

I virkeligheden inkluderer Israels tilgang til at løse sine sikkerhedsproblemer ikke en politisk løsning, som vil være nødvendig, uden hvilken en militær løsning ikke kan tilvejebringe varige resultater. Og i Gaza, i det mindste, er væbnede grupper paradoksalt nok dem, der bedst forhindrer massakrer.

Palæstinensisk modstand og ukuelighed udstiller, hvordan Israels militære taktikker er gået i hårdknude. Den nuværende koloniseringskrig ligner mere et hovedkulds amokløb end en politisk løsning. Ved at sætte ild til det hele håber Israel, at dets territoriale gevinster i Gaza, Jerusalem, på Vestbredden, og hvorfor ikke også i Libanon, vil blive ’permanente’. Hvad Gaza angår, er total tilintetgørelse næppe muligt (selv om de israelske ledere ikke kan åbne munden uden at udtrykke ønsket om det). Israel ville være tilfreds med en permanent teltlejr, betalt af FN, omgivet med pigtråd og bufferzoner. Det er derfor, at forhandlinger om ophør af fjendtlighederne som minimum må inddrage tilbagetrækning fra Gaza i sin helhed.

Når det er sagt, så vil væbnet modstand ikke være nok til at sikre tilbagetrækning uden aktivitet udefra, hvad enten det er boykotkampagner eller direkte pres via mobiliseringer (som ikke gensidigt udelukker hinanden). ’For at ikke-vold kan fungere, må din modstander have en samvittighed. Det har De Forenede Stater ikke’, sagde Stokely Carmichael. Det gælder også Israel.

16. november 2024

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen