Trump tabte valget i november 2020. Nu forsøger han og hans republikanske parti at ændre på valgkredsene for derved at sikre sig et flertal i såvel delstatsparlamenterne som i Kongressen i Washington. Et statskup med forfatningen i ryggen.

af Arne Lund

Trump var budbringeren, der viste, hvor skrøbeligt det amerikanske demokrati er. Hvor let det er at vinde magten ved hjælp af løgn, manipulation, brutalitet, racisme, korruption og nepotisme – og alligevel være tæt på at blive genvalgt i 2020 med et højere stemmetal end i 2016.

 

For en stund er den mere afdæmpede Joe Biden præsident, men hans magt stækkes af regler og bestemmelser, der er fornuftigt udtænkt – mindretallets mulighed for at tæmme flertallet – men som i praksis bremser initiativer, der er til gavn for arbejderklassen, minoriteterne og miljøet.

 

Ved sin tiltrædelse erklærede Biden, at én af hans første opgaver var at reformere valgsystemet for at sikre vælgerrettigheder til alle.

 

Bidens forslag blev bremset af Filibuster-reglen, der tillader oppositionen at tale et forslag ihjel, og forhindre, at det kommer til afstemning. I USA er der en deadline for, hvor længe lovforslag kan være til behandling. Vidtgående forslag kan kun vedtages, når mindst 60 senatorer stemmer ja. Da forslaget var til afstemning i juni, faldt det, for heller ikke alle demokrater støtter Biden; også de har fordele af de udemokratiske tilstande.

 

Siden juni er der intet sket, for regeringen har brugt tiden på at fremlægge sin infrastrukturplan (Build back Better). Valgreformen hastede åbenbart ikke mere, end at politikerne tog på ferie uden at gøre valgreformen færdig. Og da de kom tilbage, var republikanerne i delstaterne i gang med at omtegne kortene til de nye valgdistrikter. Republikanerne er ligeglade med klima og infrastruktur. For dem gælder kun ét: At vinde midtvejsvalget i november 2022 og få Trump genvalgt i 2024.

 

Trump kom ikke igennem med påstanden om, at sejren blev stjålet fra ham. Og han slap heller ikke godt fra at lade sine tilhængere storme Kongresbygningen 6. januar. Her venter et retsligt efterspil

 

Nu gælder det valgkredsene

Men Trump er smart, for han har set, at mens demokraterne brugte energi på vinde præsidentposten, så glemte de de valgkredse ude i landet, hvor medlemmerne af Repræsentanternes Hus vælges. Trump har derfor sat sine loyale partimedlemmer til at omtegne valgkredsene, så det fremmer valget af republikanske kandidater, og tilsvarende forringer demokraternes muligheder.

 

Den slags er legalt i USA og kaldes gerrymandering. Forfatningen forlanger nemlig, at hvert tiende år skal valgkredsene justeres på grund af befolkningstilvæksten og med afsæt i de nyeste folke-tællinger. Fornuftigt nok, hvis der var ensartede regler på området, og omtegningen ikke var et redskab til fremme af egne interesser, og til at udelukke bestemt vælgergrupper. Det er imidlertid, hvad der sker i stor udstrækning, selvom det er ulovligt.

 

I modsætning til her i landet, hvor valgkredsene følger kommune- og regionsgrænser, er det anderledes i USA, hvor en valgkreds kan afgrænses af gader, boligblokke eller udformes på trods af al geografisk logik.

 

Begge partier bruger gerrymandering, og da republikanerne kontrollerer flest delstater, så har de også flere muligheder for at samle partiets vælgere i så få valgkredse som muligt, hvor der er et stort flertal, mens det andet partis vælgere udtyndes og spredes over flere kredse.

 

Ved brug af algoritmer, matematik og alle de fiduser, som Cambridge Analytica og Facebook brugte ved Brexit-afstemningen, kan der i dag trækkes grænser, der er utroligt præcise, og som rammer lige netop den vælgergruppe, man ønsker at få fat på.

 

Republikanerne har et landsdækkende netværk af valgspecialister – alle loyale overfor Trumps løgn om det stjålne valg – der arbejder for, at de grupper, republikanerne vil sætte udenfor indflydelse, skal få endnu sværere ved at stemme.

 

Manipulation

Selv om et parti får flertal i en stat, så kan de, takket være gerrymandering, alligevel ende med at få færrest mandater. Det er der flere eksempler på.

 

I Wisconsin fik republikanerne 60 procent af pladserne i delstatsparlamentet, selvom de kun fik 47 procent af stemmerne. I Pennsylvania stemte 44 procent demokratisk, men alligevel fik de kun 33  procent af pladserne i Kongressen, og i North Carolina tog republikanerne 9 af 13 pladser – med under 50 procent. af stemmerne.

 

Når et valgdistrikt tegnes, opstår der af og til udformninger, der er både ulogiske, og overhovedet ikke tager hensyn til vælgerne, eller hvordan man kommer til valgstederne. Nogle eksempler:

 

Forstæder i Dallas eller Salt Lake City har demokratisk majoritet. Her forlænges valgkredsen et par hundrede km ud i baglandet, hvor der bor mange landmænd, og så tipper balancen til republikanernes fordel. Sydstatsbyerne Charlotte, Durham og Raleigh er demokratiske. Også her bryder det republikanske delstatsparlament valgkredsene itu, så de fik 10 ud af 11 kongresmandater, mens demokraterne nøjes med et enkelt mandat.

 

Gerrymandering er kun en del af problemet. Lige så slemt, hvis ikke værre, er de begrænsninger, delstaterne indfører for at hindre folk i at kunne stemme. Det har 25 stater gjort siden 2010: Nedlægge valgsteder, korte åbningstider, ingen stemmeret til dem, der har siddet i fængsel eller er uden fast bopæl, og heller ikke til vælgere, der ikke har stemt ved tidligere valg.

 

I Georgia lukkede den republikanske guvernør 214 valgsteder og udelukkede i årene 2012-16 ca. 1.4 mio vælgere fra at stemme – noget, der primært ramte den sorte befolkning. Det er også i Georgia, at folk kan komme til at vente i 4 timer på at stemme, og her må aktivister ikke give de ventende vådt eller tørt. Har en vælger ikke et ID-kort, kan der ikke stemmes.

 

Valgkredse og abortrettigheder

Republikanernes optegning af valgkredsene går hånd i hånd med de stedse kraftigere angreb på abortrettighederne. Og selv om den frie abort hviler på en føderal lovgivning, så har delstaterne tiltaget sig magt over, hvordan loven tolkes. Også her er der store variationer. Den konservative Højesteret har nylig afvist at blokere Texas’ nye bestemmelse, hvor abort kun gives til sjette uge. I Texas er der 4 abortklinikker i en stat, der er dobbelt så stor som Tyskland

 

Væksten i befolkningstallet sker primært blandt afro-amerikanere og latinoer, hvilket ikke afspejles i omtegningen af valgkredsene. Texas og flere andre stater ignorerer dette og fortsætter med at tegne valgkort, så de tilgodeser hvide, republikanske vælgere.

 

Demokraterne holder sig ikke tilbage med gerrymandering, men de kontrollerer færre delstater end republikanerne og diskriminerer ikke egne vælgergrupper, fx minoriteter, unge, mindrebemidlede osv. Og demokraterne gør det heller ikke sværere for vælgerne at stemme.

 

Foruden kandidater til Kongressen, så skal der også vælges dommere, offentlige anklager, politi-chefer m.fl. – det er ikke kun Polen, der blander retsvæsen med partipolitik – og dét kan have stor betydning, fordi det er delstaternes domstole, der kan bremse eller ændre på gerrymandering. Eller kræve, at der nedsættes ikke-partipolitiske udvalg, der optegner valgkredsene, hvad der er sket i bl.a. Californien.

 

Endelig skal der vælges eller udpeges lokale valgkommissioner, der står for selve valgene, og også her holder republikanerne sig til. Thi valgkommissionerne har stor magt over, hvem der må stemme, og om stemmesedler skal kasseres. Fx er brevstemmer hedt emne, som ikke alle valg-bestyrelser vil godkende.

 

Forfatningen giver den føderale regering mulighed for at gribe ind i diskriminerende lokale regler. Det sker blot sjældent. Dels fordi der ikke er enighed i partierne om det, og dels fordi Højesteret hidtil har underkendt regeringen med henvisning til, at valgregler ikke er et føderalt anliggende.

 

I toppen af delstaternes valgbureaukrati sidder indenrigsministeren, der har en kolossal magt. Det forstod Trump, da han forlangte, at Georgias indenrigsminister skulle fremskaffe de ca. 12.000 stemmer, der kunne have afgjort 2020-valget til Trumps fordel. Et pressionsforsøg, som Trump nu kræves dømt for.

 

Republikanerne frygter fremtiden

Republikanerne er bevidste om, at i fremtidens USA vil minoritetsgruppernes antal vokse betydeligt, og at andelen af hvide vælgeres andel af befolkningen reduceres. Valgkredse, der tidligere var sikre republikanske højborge, fx. nordlige forstæder i Atlanta, Georgia, fik i 2018 progressivt flertal, da et stort antal veluddannede yngre vælgere flyttede til området. Det er den slags forskydninger, der gør republikanerne urolige, så hvis ikke de sikrer magten ved hjælp af omtegnede kort over valgkredsene, hvem ved så, hvor længe partiet endnu kan gøre sig gældende.

 

Og dog. Ved novembervalget viste det sig, at Trump fik flere stemmer fra minoritetsgrupperne end forventet, bl.a. fra katolske latinoer, for hvem abort vejer tungere end job, social sikkerhed og sundhed.

 

USA ligger som nr. 25 på The Economists globale demokrati-rangliste, og det afspejler sig da også i valgsystemet. Præsidenten vælges ikke af vælgerne, men af et valgmandskollegium, som vælgerne stemmer på. Kollegiet følger dog ikke altid vælgernes ønsker, og det sker, at selvom en kandidat har fået flest stemmer, så er det alligevel modkandidaten, der kåres. Både Hillary Clinton (i 2016) og Al Gore (i 2000) fik flere stemmer end Trump og George Bush – men blev vraget.

 

I enkeltmandsvalgkredse tager vinderen det hele, resten af stemmerne er spildte. En kandidat kan således vinde med 40 procent af stemmerne, hvis to modkandidater hver får 30 procent.

 

Ikke underligt, at Noam Chomsky i et interview har udtalt, at hvis USA søgte optagelse i EU, ville landet blive afvist.

 

Et forbud mod gerrymandering er én af de bedste måder til at sikre, at alle frit kan stemme. Det kræver, at demokraterne forstår, at det ikke er nok at koncentrere sig om præsidentvalget, og hvem der har magten i Kongressens to kamre. Demokraternes parlamentsfiksering kan blive fatal ved midtvejsvalget, hvis de mister flertallet i Repræsentanternes Hus. Her blev demokraternes flertal i 2020 reduceret fra 36 til 10 mandater. Her har republikanerne forstået, hvor vigtigt det er at tage fat på lokalsamfundene.

 

Det vil være naivt at forvente, at det fejlslagne demokrati indfører fx forholdstalsvalg, der giver plads til flere partier end de to, der i dag deles om kagen. Især ikke hvis der ikke er et stærkt folkeligt krav derom, og det skal der være, for de to partier kan ikke forventes at tage initiativer, der svækker deres egen magt.

 

Hvad der til en begyndelse er brug for, er, at demokraterne går bort fra rollen som et parti for den mere liberale del af storkapitalen, nedprioriterer identitetspolitiske emner, og i stedet genfinder sin fortid som partiet for den amerikanske arbejderklasse uanset hudfarve, etnicitet, trosretning og køn, og engagerer sig i det lokale politiske arbejde. Stiller krav om at valgkommissioner og lign. skal afspejle samfundet, når det gælder køn, etnicitet, erhverv, uddannelse, by/land osv. Ellers sætter republikanerne sig på ”det hele”.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com