USA har lanceret en ny kold krig mod Rusland og Kina i et forsøg på at aflede vores opmærksomhed fra den globale kapitalismes eskalerende krise.

af William Robinson

USA’s flåde på patrulje i Stillehavet. 27. januar 2017. Foto: Theo Shively, US Navy Photo. Flickr

 

Præsident Bidens meddelelse den 15. april om udvisningen af 10 russiske diplomater, og indførelse af nye sanktioner som følge af Ruslands påståede indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2020 – hvortil Rusland svarede “øje for øje” – kom få dage efter Pentagons  militærmanøvrer i det Sydkinesiske Hav. Det var Washingtons seneste aggressive eskalation i den nye kolde krig mod Rusland og Kina, som skubber verden tættere på et farligt politisk og militært inferno.

 

De fleste observatører tilskriver USA ansvaret for optrapningen, og at den skyldes en rivalisering om, hvem der behersker den internationale økonomi. Bag disse vigtige faktorer er der en større fortælling, som stort set overses, og som er en drivende kraft: krisen i den globale kapitalisme.

 

En økonomisk og strukturel krise, der handler om den kroniske stagnation i den globale økonomi, samt om legitimitet og det kapitalistiske overherredømme. En generel krise i det kapitalistiske regime er under opbygning, og hvor milliarder af mennesker dels kæmper for at overleve, og dels tvivler på et system, de ikke længere anser for at være legitimt.

 

I USA må den herskende elite kanalisere frygten for den usikre overlevelse væk fra systemet og over til syndebukke, fx asiater, der får skyld for coronaen, samt mod Kina og Rusland. På samme tid bruges øgede internationale spændinger til at legitimere militær ekspansion og galopperende militære budgetter. Herved opstår der nye profitmuligheder gennem krige, konflikter og undertrykkelse.

 

Overalt er “folkets forår” begyndt. Strejker og protester har spredt sig, og har i flere tilfælde antaget en anti-kapitalistisk karakter. Magthaverne frygter rumlen nedefra, og den nye kolde krig skal derfor udfordres, ellers vil den blive det centrale element for de transnationale eliters greb om magten.

 

Krisen i den globale økonomi

Den globale økonomiske krise står overfor en overakkumulation, dvs. en situation hvor økonomien har frembragt – eller har kapacitet til at frembringe – enorme mængder rigdom, men som markedet på grund af den eskalerende ulighed ikke kan absorbere.

 

Kapitalismen skaber enorme rigdomme, og en tilsvarende ulighed – med mindre der sker restriktive politiske indgreb. Det aktuelle niveau for den globale, sociale polarisering og ulighed er uden fortilfælde. I 2018 kontrollerede de rigeste 1 procent. over halvdelen af alle rigdomme, mens de nederste 80 procent må klare sig med 5 procent

 

Sådanne uligheder underminerer systemets stabilitet i takt med, at svælget bliver stedse større og med, hvad markedet kan absorbere. Den ekstreme koncentration af rigdomme hos ganske få og den stigende fattiggørelse betyder, at den transnationale elite har stigende vanskeligheder med at finde nye produktive afsætningsmuligheder, hvor der kan skabes endnu mere overskud.

 

Jo mere de globale uligheder ekspanderer, og jo mere begrænset verdensmarkedet bliver, desto mere skærpes den systemiske overakkumulationskrise. Gribes der ikke ind, vil den ekspanderende sociale polarisering resultere i stagnation, tilbageslag, social uro, og krige.

 

Coronaen er ikke årsag til kapitalismens globale krise, for krisen var her, længe før coronaen kom. Væksten i EU-landene var nær nul, de fleste lande i Latinamerika og i Afrika var i recession, og amerikanske og asiatiske vækstrater for nedadgående: Coronaen var gnisten, der satte ild til den globale økonomi, der aldrig er kommet sig helt efter finanskrisen i 2008, og som siden da har balanceret på randen af nye kriser.

 

Kommer der en midlertidig opgang i takt med, at pandemien forsvinder, så vil den globale kapitalisme hænge fast i sin overakkumulationskrise. Før pandemien var der en konstant, men stigende uudnyttet kapacitet og en global nedgang i industriproduktionen. Den ophobede kapital havde ikke noget sted, hvor den kunne ekspandere, og blev dermed forøget. Transnationale virksomheder havde rekordstore profitter, samtidig med at investeringer faldt

 

De samlede reserver hos verdens 2.000 største ikke-finansielle selskaber steg fra 6,6 dollar til 14,2 billiader dollar i 2020 – mere end valutareserverne i de centrale lande. Vilde spekulationer og stigende gæld hos regeringer, selskaber og forbrugere drev væksten fremad, men det er kortvarige og usolide løsninger på lang tids stagnation.

 

Den globale krigsøkonomi

I min bog The Global Police State påviste jeg, at den globale økonomi er stedse mere afhængig af krige, social kontrol og undertrykkelse som midler til profitskabelse, og for fortsat at kunne samle kapital – “militariseret akkumulation” – i dag drevet frem af digitale teknologier.

 

Den 11. september 2001 begyndte en æra med permanente krige, hvori indgår logistik, efterretningsarbejde, undertrykkelse og overvågning samt stigende privatisering af militæret.

 

Pentagons budget steg med 91 procent 1998-2011, de globale militærudgifter med 50 procent i perioden 2006-2015. Heri indgår ikke flere hundrede milliarder til civilt efterretningsarbejde, beredskab, politi, indsatser mod flygtninge og migranter, terrorbekæmpelse, narkotika og indenlandsk sikkerhed.

 

I perioden firdobledes profitten i det militær-industrielle kompleks, der globalt beskæftiger ca. 35 mio. mennesker, heraf 20 mio. i den private sektor. I mange lande er den private sikkerhedssektor én af de hurtigst voksende brancher. Private hære og sikkerhedskorps beskæftiger tre gange så mange, som der er ansat i politiet.

 

De privatiserede soldater og politifolk bevogter virksomhederne, sørger for personlig sikkerhed, indsamler data, udfører politiarbejde, paramilitær oprørsbekæmpelse og overvågning, kontrollerer befolkningsgrupper fx ved demonstrationer, driver fængsler og deltager i krigshandlinger.

 

I 2018 oprettede Trump den sjette militære tjenestegren: “rumhæren.” Medierne gengav loyalt, at “rumhæren” var nødvendig for at klare de voksende trusler mod USA. Hvad de ikke skrev var, at tidligere regeringsembedsmænd med tætte bånd til rumfartsindustrien havde trukket i trådene for at få Trump til at oprette hæren, hvilket ville øge militærets investeringer i satellitter og rumsystemer

 

I februar i år skrev Sammenslutningen af Amerikanske Videnskabsmænd, at det militær-industrielle kompleks havde lobbyet for at få regeringen til at investere 100 mia. dollar i at forbedre atomarsenalet.

 

Biden trak 2.500 soldater hjem fra Afghanistan, men ikke de 18.000 civile kontraktansatte som udfører regeringsopgaver i landet, samt 5.000 private soldater, der fortsat opholder sig i landet.

 

Krige mod narkotika og terror, mod flygtninge, migranter og bander, fattige, mørklødede og unge fra arbejderklassen, grænsemure, det fængsels-industrielle kompleks, masseovervågning, samt udbredelsen af private sikkerhedskorps og lejesoldater – alt dette er i dag solide profitkilder, som vil blive endnu vigtigere i takt med, at stagnationen bliver den nye normal.

 

Men hvis virksomhedernes profit og ikke en ydre trussel er begrundelsen for, at USA, den privati-serede krigsmaskine og den globale politistat kan ekspandere, så skal det kunne retfærdiggøres overfor offentligheden. Det er her, fortællingen om “den nye kolde krig” kommer ind.

 

At fremmane ydre fjender

Den nye kolde krig betinges desuden af dynamikken i staternes svindende legitimitet. Her kommer modsætningen til ophobningsfunktionen til udtryk. For staterne vil fremme udenlandske investeringer, og dét strider i stigende grad med behovet for politisk legitimitet og for at stabilisere landets sociale orden.

 

For at tiltrække investeringer er der brug for neoliberalistiske stimuli: Pres på løn- og arbejdsforhold, deregulering, lave skatter, privatisering, subsidier, stram finanspolitik osv. Resultaterne er ulighed og usikkerhed for arbejderklassen – præcis de vilkår, der kaster stater ud i legitimitets-kriser, destabiliserer de politiske systemer og skævvrider kontrollen med eliterne.

 

Også Kina og Rusland rammes af den globale krise, men deres økonomier er mindre afhængige af militariseret akkumulation. Deres legitimitet ligger ikke i konflikter med USA. Det er Washington, der fremmaner en ny kold krig. Der er ingen politiske eller militære trusler fra Kina eller Rusland, bl.a. fordi amerikanske og kinesiske selskaber er krydsinvesteret.

 

Når kapitalistiske stater eksternaliserer krisers politiske konsekvenser, øges faren for spændinger, der kan føre til krig. Krige har førhen bidraget til at trække det kapitalistiske system ud af kriser, samtidig med at de afleder opmærksomheden fra politiske spændinger og legitimitetsproblemer.

 

Den fredsdividende, der opstod af demilitariseringen efter opløsningen af Sovjetunionen, fordampede efter 11. september 2001, der var et påskud for krigen mod terror, og var i realiteten et forspil til øget militarisering og reaktionær nationalisme.

 

Kampen om verden efter pandemien

Vi er vidne til en digitaliseret radikal restrukturering og transformation af den globale kapitalisme. Processen drives fremad af den fjerde industrielle revolution – kunstig intelligens og maskinlæring, Big Data, selvkørende transportmidler, kvante- og cloud computere, 5G, bio- og nanoteknologi mv.

 

Krisen er også eksistentiel på grund af truslerne fra et økologisk kollaps og atomkrige, samt faren for fremtidige pandemier, der kan være langt dødeligere end coronaen. Pandemiens indgreb er generalprøver på, hvordan digitalisering muliggør,at udøve kontrol over store befolkningsgrupper.

 

I kølvandet på pandemien spirer en ny blok af transnational kapital, anført af tech-giganterne og filtret ind i finans, pharma og det militær-industrielle kompleks for at samle endnu mere magt og konsolidere denne i den globale elites absolutte top. Imens stiger den globale ulighed, hvor halvdelen af jordens befolkning lever for under 10 dollar om dagen.

 

Én ud af tre lider af fejlernæring, mens andre to milliarder lever i frygt for, om der er mad i morgen. De, der flygter fra krige, klimaforandringer, undertrykkelse og økonomisk sammenbrud tælles i hundreder af millioner. Den nye kolde krig vil forøge lidelserne for endnu flere.

 

Kapitalistiske kriser er sociale og klassekampe. Siden 2008 har krisen animeret det yderste højre i mange lande, der kapitaliserer på sundhedskrisen. Nyfascistiske bevægelser, autoritære og dikta-toriske regimer har spredt sig i takt med, at demokratierne bryder sammen.

 

De voldsomme uligheder er eksplosive. De nærer de undertryktes protester og vil få de herskende klasser til at udbygge den globale politistat for at dæmme op for protesterne. Den globale kapitalisme befinder sig i en farlig fase. Modsætningerne i det kriseplagede system har nået et bristepunkt – en risikabel situation, der grænser til global borgerkrig.

 

Indsatsen kan ikke være højere. Slaget om verden efter coronaen er nu i gang. En del af kampen består i at udstille den nye kolde krig som et kneb, som de dominerende eliter bruger til at aflede opmærksomheden fra kapitalismens eskalerende kriser.

 

28. november 2021

 

William Robinson er professor i sociologi og globale studier ved Universitet i Santa Barbara, Californien. Hans bog “Global Civil War – repression and rebellion in the post-pandemic world,” udsendes i 2022.

 

Oversat og bearbejdet fra Anti-Capitalist Resistance af Arne Lund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com